Farlighed mellem Lundehuset og Vibenshus

Hvor farlig landevejen er for kørende på den ny anlagte vej mellem Lundehuset og Vibenshus, var jeg og andre øjenvidner til i søndags aften den 18. august kl. 9½ slet. En wienervogn, i mørke og uden at kunne se eller kende vejen, ja ved jævn kørsel, væltede ned i den hule vej. En gammel mand, en frugtsommelige kone, hvis ubehagelige følger man endnu lever i uvished om, og en flok små børn, undgik dog ved den højestes bestyrelse et værre onde og kom så vidt uskadt derfra. 

Men for at forebygge flere sådanne indtræffende ubehageligheder, hvorved enkelte personer, om ikke hele familier kunne blive ulykkelige, anmodes den høje vejkommission eller hvem andre der forestår overopsynet dermed, enten ved oplysning af fornødne lygter, eller også ved et foresat rækværk at få samme oplyst og forbedret til sikkerhed for enhver. Undertegnede er overbevist om de ansvarliges snarest gode foranstaltning derfor.

M. Cortzen
Nyhavn nr. 35-37

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6086-6087)

Nørre Fælled 1835. Den har nok ikke set så meget forskellig ud på Politivennens tid. I horisonten kan man over hestene skimte nogle kendetegn fra København: Møllerne på volden, Frelser Kirke på Christianshavn, Rundetårn og yderst til højre Frue Kirke. (Akvarel af H. G. F. Holm. Før og Nu 1919)

Redacteurens Anmærkning

Lundehus og Store Vibenshus

På et kort fra 1744 (Stadsarkivet) kan man se at Lundehus ligger ved Emdrup Søs sydøstlige hjørne. Store Vibenshus syd for ved det der i dag er Vibenshus Rundel. Den omtalte nyanlagte vej må altså svare til hvad der i dag er Lyngbyvejen.

Farlighed ved Rækværkerne på vore Broer

(Efter indsendt)

Først i denne uge faldt et omtrent 8 år gammelt barn ved at glide med foden ud mellem jernstængerne på midten af den såkaldte stenbro på Christianshavn. Der var ingen båd til stede. Og hun var uvægerligt druknet, hvis ikke en rask lille matrosdreng på omkring 12 år, havde sprunget ud og reddet hende med fare for sit eget liv, da hun allerede lå bevidstløs på bunden. Indsenderen heraf håber, at denne strålende dreng får belønning af vedkommende, som uddeler præmier for sådanne handlinger, Lige så sikkert håber han at det bevæger den eller de som er betroet opsyn over broerne i almindelighed, til at forsyne de jernrækværker der er på samme, med tværstænger, som gør et lignende tilfælde umuligt for fremtiden. 

Udateret billede fra tidsskriftet Før og Nu, 1915, Ovengaden Ovenvandet fra Børnehusbroen til Snorrebroen. Måske var det sådan en stenbro med tilhørende dårlige rækværk der her er tale om.

På de såkaldte vindebroer er foruden det omtalte farlige rækværk endnu en farlighed. Der er nemlig en åbning i midten mellem begge klappens rækværker. Den sluttes ved en krog, der befæster disse, men efter skibe er sejlet under er trængselen i almindelighed så stor, at de først længe efter kan befæstes af vægteren, og let kan et voksent menneske og endnu mere et barn skubbes herud og ned i den stride strøm, hvor redning er vanskelig, hvis ikke umulig. Man tror at jernrækværkerne på brofløjene kunne være således afpassede, at når broen var nede, skulle de slutte samme ligesom fløjene selv.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6076-6078)

Ønske angaaende Haarlev Kro.

(Efter indsendt).

Denne kro er siden Karise Kro brændte det sted hvor posten og de rejsende nu tager ind, og hvor postkarlene nu beder. Det synes overensstemmende med rimelighed at denne kros ejer burde tilholdes at skaffe de rejsende til hvad tid de end måtte komme der, den forfriskning de måtte forlange. Imidlertid har det et par gange været tilfældet med anmelderen at han er kommet der om natten, har ønsket forfriskning, men intet kunnet få uden med nød og næppe et glas mælk. Anmelderen ønsker derfor meget at der her ved en bedre indretning måtte blive mere sørget for de rejsendes bekvemmelighed for fremtiden.

(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6075-6076)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 385.

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

I Politivennen nr. 365 blev der klaget over krouorden på Kronborg Geværrfabrik. Man må nu gentage, at denne uorden stadig varer ved. Det ser ud til, at den derværende kromand bidrager sit til at hæmme denne uorden, da han efter sigende ikke skænker efter klokken ti om aftenen, efter at han er blevet bekendtgjort med det. Og dog støjes der hele nætter igennem på kroen, som hidrører af stedets lokale årsager, hvilke ligger uden for kromandens myndighed. Politiet har godt nok opslået en plakat, men døde bogstaver udretter intet. Man håber derfor at det sætter deres bydende i kraft! Efter min uforgribelige mening ville denne lømmeluorden blive stoppet, når hver og en, som fandtes i kroen efter klokken ti, skulle betale en rigsdaler i straf, hver gang han blev truffen der (herfra undtages rejsende), og værten, ifald han skænkede efter berørte tid, få ti rigsdaler i straf, og derudover overvåges om det blev sat i værk. Ganske at forbyde siddende gæster i kroen er lige så lidt anvendeligt på fabrikken, som i købstæderne, sålænge indretningerne bliver som de nu er 

(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803, og blev besvaret senere.

En lang artikel beskæftiger sig med princippielle sager, Politivennen 385, 7. september, side 6026-6030,

Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:

Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]

Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære

J. D. Kiær
Bommand

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054.