Atter Advarsel til dem der ejer Børn

Onsdagen den 24. august om eftermiddagen kl. 5 gik min yngste datter, på mellem 9 og 10 år, ud for at besøge sin præsts døtre. Men da hun ikke bestemt kendte vejen, spurgte hun sig for hos en pige som var simpelt klædt. Efter sigende og hvad hun kan huske, havde et hvidt tørklæde med blå prikker og trøje og skørt og en kappe med røde bånd. 

Samme pige spurgte hun om hvor Østergade var, da hun ville gå hjem. Min datter havde et stort tørklæde på. Pigen svarede at hun skulle just også derhen, og hun kendte hendes far, han handlede med hendes far som var guldsmed. Men, sagde hun, jeg husker ikke navnet. Hvorover barnet var troskyldigt og sagde hende det. Rigtigt, svarede hun, og hør min pige, sagde hun, lån mig dit tørklæde du der har på, jeg skal op til min moster som bor her, og der har du en skilling til kirsebær, som du kan købe og spise til jeg kommer ned. Hvorpå hun trak tørklædet fra hende og gav hende sit eget. Men barnet ville på ingen måde købe sig noget for skillingen, men ville følge med pigen til hendes moster. Hun tillod hende dette, men de kom aldrig til mosteren. 

Hun løb med pigen til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder (Nutidigt foto). Matroserne som boede derude, havde genvundet en del af befolkningens respekt efter Slaget på Reden 1801, men ellers var de kendt som slagsbrødre, drukmåse og ballademagere.

Hver port de kom til, ville hun have barnet ind i. Men hun ville ikke, hvorfor hun løb med hende til kl. 8, da de efter barnets sigende havde passeret adskillige broer og været i Nyboder, kom hun just på vejen hvor hun kunne se, at hun kunne finde hjem og forlangte sit tørklæde som skarnet sagde hun skulle straks få. Bad hende vende sig om, i det samme tog hun det under sit tørklæde og rev det i stykker, bandt hende det således om, og efter sigende løb ned ad Frederiksberggade. 

Det er forglemt at hun havde truet pigen med at råbe gevalt, hvorover hun havde sagt: Ti stille, min pige. Det samme er passeret i fredags i vekselerer Harvigs gård på Østergade, hvor der bor nogle folk i huset, hvis barn en pige af samme påklædning skal have ført op i Knabrostræde og klædt rent af i en port lige til klokken, og så ladet hende sidde, indtil der kom en person, som tog sig af dette barn og førte det efter barnets sigende til Svaneapoteket, hvor hendes far var. Pigen skal have sagt til barnet, at hun skulle få kirsebær når hun ville låne hende sit tøj, som barnet lod sig lokke til, mere vides ikke. 

Israel Salomon
Boende hos sadelmager Bandler på Østergade

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6098-6101)

Advarsel til dem der ejer Børn

To pigebørn, den ene 5, den anden 7 år gammel, var i mandag eftermiddag hos noget familie til dem i Vimmelskaftet. Da de sad udenfor gadedøren kommer et fruentimmer til dem som bilder dem ind, at hun skulle tjene der i huset. Ved at love dem kirsebær og legetøj, overtaler hun dem til at følge med sig. Hun tager dem derpå med sig hen på Nørregade, hvor hun først sætter den ældste i en port, under påskud at hun med den yngste ville i nærmeste gård hente kirsebærrene. Den yngste, som hun altså tog med sig, satte hun i porten ved siden af den anden går, tog et par guldslanger af hendes ører og forlod dem derpå. Efter børnenes beretning skal hun have været klædt ligesom den, der for nogle dage siden anmeldtes i Adresseavisen, at have behandlet nogle pigebørn, der kom fra skole, på lignende måde i Gothersgade.

A. C. Høyer
Student, Borgergade nr. 203

(Politivennen nr. 384, 31.august 1805, side 6097-6098)

Om Holmens Kirke

(Efter tilsendt).

Holberg har allerede for så lang tid siden i et af sine skæmtedigte anført som en umulighed: "At før skal Holmens klokke med andre byens klokker lige gå". Men da det vel næppe er for at lade vores forevigede landsmænd beholde ret at denne kirkes urværk endnu i vores tid som oftest er i det mindste en halv time før eller efter de andre kirkers, så kunne det vel nu være tid til at afvænne det med en uorden hvorved det næsten i et århundrede har udmærket sig.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6091)

Om Vejene til Frederiksberg

(Efter indsendt)

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Alleen, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Vel er ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej, men denne benyttes hele tiden af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, hvilket kuskene finder så slet, at de gerne vil skåne deres heste for den. 

Anmelderen tror at der med ubetydelige bekostning kunne gøres en bekvemmere passage både for kørende og gående. Måske det også var at håbe, at vedkommende ville lade denne hovedstadens betydeligste spadseregang forskønne ved over Trommesalen at lade anlægge en sådan alle for fodgængere, som der allerede er fra porten til accisseboden, og på Gammel Kongevej, hvor måske pladsen ikke tillod at afsondre vej for gående, at plante træer som engang med tiden kunne give skygge.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6089-6091)

Nutidens mennesker vil have meget svært  ved at genkende beskrivelsen fra artiklen. Her et kig ned ad Vesterbrogade mod Rådhuspladsen, se tårnet i baggrunden, som markerer hvad der på Politivennens tid var Vesterport. Vejen er i den grad blevet mere fremkommelig ... eller hvad?

Redacteurens Anmærkning

På et kort fra Stadsarkivets base fra 1741 kan man se at Gammel Kongevej og Frederiksberg er forbundet ved Værnedamsvej. Det er formentlig denne vej som er omtalt i artiklen. Om Gammel Kongevej skrev Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 60, 9. maj 1807, spalte 953.

Forsinkelse ved Nyhavns Færgestæd.

For nogen tid siden havde jeg og en anden et ærinde til Toldboden. Jeg kom til færgestedet på Christianshavn hvor min bopæl er, og bad om at blive sat til Toldboden. Mig blev svaret at sådant ikke kunne ske, men at vi kunne blive sat til Nyhavn hvortil vi resolverede os. Vi kom til Nyhavn, gik vores ærinde til Toldboden, kom tilbage igen for at lade os igen oversætte til vort hjem, men vi måtte vente 19 minutter før der kom en båd fra den modsatte side. Ved vor ankomst tilbage til Christianshavn, fandtes mange både, men ingen i Nyhavn. Undertegnede har derfor årsag til at påtale denne uorden som ved den lejlighed forårsages, og beder derfor vedkommende at befale færgekarlene at iagttage færgeplakaten som befaler at besørge enhver til sit bestemmelsessted mod betaling.

Christensen
Skomagermester. Store Kongensgade på Christianshavn.

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6087-6088