Lige for lige, eller et Ønske angående vore holstenske og sønderjyske Brødre

Med undren ser man i vore danske aviser at alle slags øvrighedsbekendtgørelser, opbuds- og arvingsindkaldelser osv. fra Holsten og Sønderjylland er på tysk.

Også hvad angår dette har man lejlighed til at ære de danskes sunde forstand. Man ser aldrig noget sådant avertissement indført på dansk i de tyske aviser, selv om det ligeså lidt er forbudt ved lov som det første. Disse første har indset at når man vil tale til folk, bør man tale i det sprog de forstår. Det som man i almuesproget kalder at stikke fingeren i jorden, er ikke alene rimeligt, men også rigtigt og hensigtsmæssigt.

Det er vist nok ofte tilfældet, at danske ikke læser eller forstår tysk, og det næsten udelukkende finder sted i den lavere og talrigeste klasse. Og sådanne tyske avertissementer i danske aviser er der, på nær nogle få undtagelser, for at skulle komme til danske menneskers kundskab. Derfor ønsker man at enhver øvrighed, skifteret osv, der skal lade nogen indkaldelse eller bekendtgørelse indrykke i danske aviser, ved lov skal være pålagt enten at indsende den skrevet på dansk eller bestille den oversat til dansk på aviskontoret, og således indført.

(Politivennen nr. 417, 19. april 1806, side 6602-6604)

Anmeldelse i Anledning af det i Politivennen No. 415 indrykkede angaaende Assistens Kirkegaarden uden Nørreport.

(Efter indsendt).

Begyndelsen og anlægget af enhver ny indretning må nødvendigvis i en og anden henseende enten mere eller mindre, være forbundet med mangler og vanskeligheder som efter mulighed i behørig tid og orden bør søges afhjulpet.

En fordomsfri og upartisk undersøgelse og bedømmelse af alle befindende omstændigheder ved den ny Assistens Kirkegårds anlæg kan vise at trangen gjorde det til en nødvendighed i en så rå og uforberedt tilstand, af  mangel på andet sted, straks at betjene sig pladsen. At der følgelig ved et arbejde af sådan beskaffenhed som dette må for øjeblikket befindes adskillige mangler, er uundgåeligt.

Den det måtte interessere og der vil behage at henvende sig, enten til en eller begge af de værdige og indsigtsfulde to mænd som overbestyrelsen af anlæggets udførelse er betroet, vil ikke mindre end indsenderen af dette finde sig ved velvillige ufortrødne efterretninger og oplysninger underrettet om planen mv. og overbevist om at al mulig opmærksomhed og flid bliver anvendt for såvel at afhjælpe de lokale hindringer og mangler, som og for i alle delene efter genstandens vigtighed at give indretningen  en plan- og hensigtsmæssigt skønhed og fuldkommenhed. Men enhver over dette anlægs begyndelse foregreben offentlig anke og ensidig dom er urimelig og kan næppe udrette andet end hos den usagkyndige og dadlelystne, at gøre den nidkæreste bestyrelse mistænkt og forhadt. Derimod vil sikkert ethvert til de ansvarige overbestyrere indsendt beskedent andragende og grundet forslag med taknemmelighed blive modtaget og efter befindende mulighed benyttet.

(Politivennen nr. 417, 19. april 1806, side 6591-6593)

Manglende Numre

Københavns Bibliotekers samling af Politivennen er ikke komplet. Numrene 391 til 416, 19de Oktober 1805-12te April 1806 mangler. Men ved således at henvende sig til offentligheden, håber man at den ansvarlige vil ikke bare hæmme, men også fjerne denne ubehagelige uorden!

Redacteuren

Middel mod Væggelus

(I anledning af spørgsmål i Addresseavisen)

Det sikreste middel mod væggelus vil nok være: At dræbe dem i og på deres opholdssteder, og tillige deres æg, hvor de findes anbragte i sengegardiner og sengesteder mv. ved hårdt at overgnide dem med en hammer eller andet, hvorefter man afvasker dem. Dette gentages, hvis de atter indfinder sig. De brugende smørelser er ikke sikre, da de undviger deres modbydelighed.

 (Politivennen nr. 390, 12. oktober 1805, side 6204)

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166)