Kirkefred

(Efter indsendt)

At en og anden lediggænger betragter kirken som et sted hvor han tyr hen for at få ende på den for ham besværlige tid er gammelt. Men at man der opfører sig uanstændigt, forargeligt, at man der under gudstjenestens og religionslærerens foredrag fra prædikestolen taler højt, bander og gør hørbare anmærkninger over prædiken og prædikanten er - held være tidernes tegn! - endnu hidtil splinternyt hos os. Dog var dette tilfældet anden pinsedag under aftensang i Holmens Kirke, hvor 2 unge uvoksne lapser havde indfundet sig.

Man advarede dem gentagne gange med blikke og ved ord om deres utilbørlige forhold. Men disse superlativisk-uforskammede havde dumdristighed nok til at trodse den offentlige dom, forstyrre de tilhøreres ro, der i ædlere hensigt var kommet derhen, og fortsætte samtalen uden sky. Ja, efter at gudstjenesten var til ende, og nogle af de tilstedeværende uden for kirken foreholdt dem deres skændige forhold, vovede de endog at gentage en opfordring til sådanne håndgribelige argumenter, dem sådanne folk altid har i munden. 

Den ene af dem var især et non plus ultra af uforskammethed. Indsenderen blev for sent gjort opmærksom på dette uvæsen til at han kunne lade fredsforstyrrerne, der dog var feje eller snilde nok til at fortie deres navne, få de fortjente plads et sted ikke langt fra kirken, på Gammelholm, selvom de efter påklædningen ikke henhørte til den lavere klasse. Men han tror at denne sjældne pøbelopførsel ikke kan få offentlighed nok. De karakteriserer sig selv, skønt de pågældende navne er, ligesom alt hvad der ikke dur stort, indtil nu, skjult i mørket. Tildragelsen er ellers vidnefast.


(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6729-6730)

Redacteurens Anmærkning

Fortjent plads på Gammelholm

Skribenten hentyder sikkert til Gammelholms fængsler, hvor man før i tiden kunne blive lagt i jern. Området var tidligere omgivet af kanaler. Disse er nu opfyldt, og nu ligger bl.a Nationalbanken her.

Uorden i Sortedams Søen

I Peblingesøen tæt ved Østerbro er en del øltønder og en fyrretømmerflåde henlagt. Dette synes man burde ligeså lidt finde sted, som den megen sejlen på en sø der forsyner en stor stad med vand.

Qvist
Borger i staden


(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6728)

Ønske mod Krudts Misbrug af Ungdommen

Anden pinsedags eftermiddag kl. 3½ blev  mange hundrede mennesker forskrækket på Vandkunsten, Gåse- og Farvergade, på grund af to halvvoksne drenges uforsigtighed med krudt. Den ene blev forbrændt i hovedet, ansigt, og hænder og blev indlagt på hospitalet. 

I en kælder her i Gåsegade, mellem Farvergade (til højre) og Vandkunsten (til venstre) bor moderen til den ene af de to som kom så grueligt galt af sted med omgangen med krudt. Som boende på hjørnet af Gåsegade og Løngangsstræde (bagest til højre) blev jeg som hundredvis af andre beboere i kvarteret forskrækket ved eksplosionen. 

Det skete således. I kælderen i Gåsegade bor en enke, hvis søn i selskab med en mindre dreng i samme hus efter sigende har samlet så meget som en hattepulfuld krudt på Grønningen (hvor ved jeg ikke). Efter moderens sigende skal en vogn have spildt det af et fad krudt som er gået i stykker på vognen, hvor disse drenge har opsamlet samme, og opbevaret til en lejlighed hvor de var alene. Og mens moderen var gået ud af køkkenet, lagde hattepullen med krudtet på skorstenen for at gøre sig troldhætter af samme og afbrænde. 

De tændte et lys med en tændstik. Men af uforsigtighed tabte de den brændende tændstik i hattepullen, hvorved skete et voldsomt smæld. Fra nabohusene rystede som ved et jordskælv, og enkelte vinduer sprang op. Men i samme kælder gik de fleste vinduer i stykker til gaden og gården, skillerummet af brædder gik i stykker og jernbilæggerovnen skiltes og endestykket fald ud, foruden anden skade på det fattige indbo. Til alt held antændtes ikke ild, som let kunne være sket. Ifald der havde været halm eller deslige. Da kunne hele kvarteret let være blevet afbrændt. 

Men hvor farligere kunne det ikke være blevet, da den mindre dreng, som undgik faren og kom ud på gaden, havde sine trøjelommer fulde af krudt, som han udtømte i rendestenen af frygt. Dette, sagde han, skulle også have været brugt til samme eksperiment, men da det ikke kunne rummes hos det andet, havde han forvaret det i sine lommer. Sæt nu, at denne mængde var kommet sammen med det afbrændte, hvad skade kunne det da ikke have gjort til mange menneskers ulykke. 

Burde det ikke være strengt forbudt drenge at opsamle de krudtpatroner på Fælleden som spildes i eksercertiden, for at afværge lignende ulykker? For da den ene dreng køber af den anden for knappe og andet rageri, kan jo et par drenge sagtens have et betydeligt forråd og dermed afstedkomme store ulykker. Heller ikke burde nogen som handler med krudt, sælge det til børn eller halvvoksne drenge, da man ved hvor skødesløse ungdommen er.

København den 27. maj, 1806
G. O. Lund
Boende på hjørnet af Løngangsstræde
og Vandkunsten nr. 28

(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6721-6724 )

Redacteurens Anmærkning.

Et andet eksempel på farlig omgang med krudt stod i Dagen, den 23. september 1808:

I Mandags Aftes indlagde et skadefro Menneske i Forstuen No. 13 i Gothergaden et tæt sammenviklet Nøgle fyldt med Krud og derhos en antændt Svamp. Ved Berørelse sprang det med et Knald langt stærkere end Bøsseskud. Der er udlovet en Belønning af 10 Rd. for Opdagelsen, og det er ikke at omtvivle den kaade Skrækmorder jo vorder fremdraget, for at straffes.

Ønsker tilegnede det Kgl. General-Toldkammer, i Anledning af sammes Lysning efter Artillerilærlinge for Vestindien

I Addresseavisen kan læses følgende avertissment:

"For at udsendes til St. Croix i Vestindien som lærlinge ved Artilleriet, behøver general-toldkammeret nogle sunde, unge mennesker af gode sæder, ikke over 18 år gamle, som har stået til konfirmation og kan skrive og regne nogenlunde. Indtil de kan sættes i virkeligt nummer som konstabler, sørges ved en skoleindretning for deres videre oplæring, og kunne de da, således oplært og vante til orden og landet, efter at have tjent i visse år havde udstat til, i landet ved egen flid at finde levebrød, hvis de der ønsker at forblive. I andet fald gives dem fri hjemrejse. De forældre eller formyndere, som måtte finde det passende således at sætte de under deres varetægt værende unge i vej, ville derom henvende dem til pakhusforvalteren højesteretsadvokat Lange, boende på Nørregade nr. 244 og 45, for nærmere at underrettes om vilkårene".

Udgiveren, der selv flere gange og flere år har været i Vestindien, kender soldatens kår sammensteds så godt, at han noget efter sin hjemkomst derfra i 1791, fandt det sin pligt ved en offentlig advarsel i Addresseavisen, at fraråde enhver fornuftig håndværker, (for disse hvervedes dengang til soldater derovre) at lade sig friste af den tilsyneladende høje sold. Ard. S. kr. Hauber turde ikke indrykke bekendtgørelsen, men gen. Toldkammeret, som han derom adspurgte, erklærede ham at det ikke var imod at enhver frimodigt sagde sin mening (Dette var Haubers ord til udgiveren). Mit avertissement blev indrykket, og jeg har den behagelige tro, at det hindrede mangen brav håndværker fra en overilet beslutning.

St. Croix, Vestindien. Fortet med soldater øverst til højre. Artilleristernes vagtbygning var placeret ved flagstangen, hvorfra de let kunne overskue byen og havnen. I midten Proviantgården og til højre nederst kirken. I baggrunden "Den engelske Taverne". (Tegning af H. G. Beenfeldt 1815). 

Til et kollegium, hvis mænd besjæles af så værdig en tænkemåde, tør jeg derfor med fuld tillid fremsætte mine anstændige-frimodige ytringer og ønsker i henseende til denne indbydelse:

1. Man forlanger unge mennesker under 18 år. Men dette er netop den alder, da sådanne fattige unge drenge skulle lære et nyt håndværk eller levevej. De kommer nu over til et land, hvor der kun er lidt lejlighed til at lære kunster og håndværker, og hvor deres militære beskæftigelse desuden hindrer dem i det. De vil altså, når de om visse år er løste af deres indgåede forpligtelse, være næsten aldeles uduelige til at ernære sig i Vestindien, hvor groft arbejde er en skam, som en hvid ikke kan udholde, fordi den sætter ham i klasse med negeren. Kommer denne udtjente yngling tilbage til fædrelandet, hvad kan dette da vente sig af ham. Han kan ikke ernære sig med sine artillerikundskaber, med mindre han atter lader sig hverve, og dette var da kun en mådelig erhvervelse for det, han underkaster sig ved at g[øre] [ulæseligt]inding som artillerilærling.

Jeg forklarer dette her og tror at kunne gøre det tilstrækkelig ved at forestille følgende sandheder: a) klimaet er vel ikke usundt (og mindst på St. Croix) for den, som ikke har dårlig pleje, som kan leve uden strengt arbejde, uden at være udsat for regn-ilinger, for middagssol, og for nattekulde. Dog sundt som det danske er det ikke under nogen betingelse. Men kan man love lærlingen de benævnte forskånelser? b) sygdommene er heftige, doktorerne ikke sjældent mådelige, og lægemidlerne meget dyre. Det forstår sig, regeringen giver doktor og lægemidler. Men i Vestindien er god mad, og især god og megen madeiravin, den eneste oblate kur i de gængse sygdomme. Den gamle dr. Corr, på St. Thomas har selv fortalt udgiveren at da forrådnelsesfeber havde angrebet et krigsfartøjs mandskab og han ordinerede 3 flasker gammel madeira daglig for hver mand, blev der svaret at man ikke turde sætte sin konge i sådan udgift. Folket kom op i et lummert hospital, fik ingen madeiravin og døde som fluer. c) Så luftige værelser, som klimaet udfordrer for sundheden, kunne vore forter knap yde officererne. Men aldeles ikke soldaterne, og rimeligvis heller ikke artillerilærlingene. d) I Europa trøster soldaten sig ved æren, og når han er ren og manerlig, kan han gøre fordring på samme agtelse, som enhver anden skikkelig mand. Dette er ikke tilfældet i Vestindien, hvor selv negeren anser soldaten som en hvid slave, og til forskel giver ham øgenavnet soldat-blanco

2) Kollegiets indbydelse kalder disse drenges ansættelse en vej. Men mon ikke dette ord forstås i almindelighed som noget ganske andet, end hvad deres tilstand efter det ovennævnte kan være, eller end hvad indbydelsen ytrer mindste løfte om. Jeg tør fremsætte den formening, at dette ord er alt for lokkende.

3) Dersom en fader ifølge indbydelsen vil lade sin søn antage som artillerilærling, da kan vel ingen have at sige derimod. For en fader elsker jo vel sin søn, og skaffer sig først de fornødne kundskaber om de kår han hensætter ham i, under den tid af hans levealder, som er den vigtigste for hans hele tilværelse.  Men jeg tør ærbødigst fremsætte det ønske, at det ikke tillades nogen moder (enke) at på denne måde afgøre sin søns skæbne. Hun kan vel elske ham nok, men til at bedømme de tilbudte kår er hun ikke dygtig. Endnu mindre ville jeg ønske, at det stod i nogen formynders magt således at råde over sin myndlings ve og vel. Hans kærlighed for drengen kan ikke være en faders, hvor god og retskaffen en mand han ellers kan være. Formynderskab er jo et onus, en tvangspligt.

Formynderkærlighed står ikke i meget bedre ord end stedfaderkærlighed. Det er at befrygte, at mange formyndere her vil se en god måde til at blive fri for en tung byrde.

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at anmærke, hvor meget det må glæde enhver, at indbydelsen ikke giver mindste ytring om, at unge drenge selv kunne bestemme sig til dette erhverv, eller efter sådan drenge-bestemmelse antages.

Endelig fremsætter jeg dette sidste ønske, at det hele kollegium lader udfærdige en liste over fødemidlernes pris i Vestindien. Da jeg for 16 år siden var der, var den sådan at en enlig person ikke kunne skaffe sig den kost, som i Københavns kan haves for 2 mark daglig (og det kan en arbejdssom soldat magelig tjene i Købehavn) for mindre end 8 til 10 mark. Og priserne er siden den tid blevet meget højere.

Det høje kollegium ville gunstigen optage disse mine ytringer, og værdige dem sin indsigtsfulde drøftelse. Jeg har indskrænket mig til den ukunstlede sandhed, og med flid afholdt mig al deklameren, hvortil emnet byder så stor en hank.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6707-6714)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr 427, 21. juni 1806.

I slavehandelens slutperiode sejlede private købmænd og redere fra især Altona/Hamburg og de dansk-vestindiske øer, samt mindre dansk-norske byer i alt 28.992 slavegjorte over Atlanten på omkring 150 togter inden nytår 1803, fra hvilket tidspunkt der var forbud mod slavehandel. Efter det tidspunkt opkøbte dog både danske og udenlandske fartøjer slavegjorte ved de danske forter på Guineakysten med henblik på salg på fx Cuba. Det gælder fx rederen Jens Lind med skibene Marthe Magdalena, Nicoline og Christiansborg.

Træernes Mishandling i Filosofgangen.

Det synes pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at det er aldeles umuligt at de hist og her fra Prinsensgade til Vesterport plantede unge træer kan nå fremvækst så længe det uhindret tillades at nehænge dem med klædesnore og svært linned hvorved rødderne daglig løsnes. Således er der ikke langt fra Vesterports vagt for nyligt plantet 2 stk. der ved denne daglige mishandling begge er løse.

Det synes tigtigt at det pålagdes vagterne at hæmme denne uorden. Ligesom også at skildvagterne afværgede den skade voldene lider ved at drengene morer sig med at glide ned af dem. Da nok ingen af delen bør være tilfældet.

(Politivennen nr. 422, 25. maj 1806, side 6706-6707)