Bøn Kronborg Fæstning vedkommende.

(Efter indsendt).

Alle de, det være sig soldater, tjenestetyender, børn eller andre som i vinterens mørke aftner må gå fra eller til Kronborg, beder meget, og det ikke uden grund, at der på vejen til slottet enten må anbringes flere, men også klarlysende lygter, eller et bolværk ved graven på det, på højre hånd, til slottet lange bolværksløse stykke vej, og derved fodgængerne sikres for den fare ved et fejltrin at styrte i graven og der omkomme, for fra et sådant uheld ville næppe nogen tænke at komme fra med livet. En bøn som vedkommende høje veltænkende vist vil tage til hjerte og ved at sikre menneskeers liv fortjener publikums varme tak.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7197-7198)

Ønske i Menneskekærlighedens Navn

Tirsdag den 16. december omkring kl. 11 kæntrede en svensk færgebåd fra Malmø med 3 personer noget uden for Toldboden. Nogle københavnske færgebåde og flere skibes fartøjer ilede straks til hjælp og var også så heldige at bjerge de 2 bådsfolk, som blev bragt ombord på en nærliggende galease og blev inden føje tid restituerede. Men den tredje ved navn Wennerberg hvis bror er lodsinspektør i Malmå, blev bjærget senere. Alligevel var det dog livstegn hos ham. Han blev ført i land og bragt hen på Frederiks Hospital, hvor han straks blev modtaget og behandlet omhyggeligt. Men uagtet alt anvendt umage af de herrer Withusen, Selmer, Hansen og en fjerde, hvis navn jeg tror er Rust, var det nu ikke muligt at tilvejebringe mindste livstegn, men han forblev død.

Toldbodbroen omkring 1830'erne. Omkring her var formentlig åstedet for den tragiske drukneulykke. H. G. F. Holm. (Før og Nu, 1919). 

Indsenderen kan ikke andet som følende menneskeven end yde vedkommende sin varmeste tak for de gode anstalter og disse hurtige anvendelse, der modtog den forulykkede på Frederiks Hospital. Men ønskeligt var det, om det kunne forebygges at sådanne livløse skulle bringes så langt, inden der kan anvendes redningsmidler på dem, da i sådant sørgelig tilfælde ethvert øjeblik er kostbart.

Undertegnede føler sig alt for uformuende til at foreslå noget til forbedring i denne vigtige sag, men overlader det til kyndige mænd at værdige den nogen opmærksomhed.

Broager
Kontorist

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7195-7197)

Ulovlige Nytårsønskere

Ovenstående titel betyder ikke at der er lovlige nytårslykønskere, men at en uskyldig folkeskik skønt kun hjemlet i sig selv når den ledsages af den passende beskedenhed, kan give anledning til de ulovligste snyderier.

I dag for otte dage siden indfandt to velvoksne og ikke dårligt klædte personer sig i et hus i Borgergade. Hos værten anmeldte de sig at være tårnvægtere fra Frue Tårn der lykønskede nytår. Da pigen bragte dem 2 mark, brugte de mund fordi det var for lidt. De gik derpå op på første sal, meldte sig i samme ærinde og fik også der penge. Men efter de var borte, fornemmede man at de havde stjålet adskilligt mens de anmeldtes for husbonden. 

Det kundgøres for at andre kan tage sig vare såvel mod disse bedragere som mod andre der kunne prøve på noget lignende.

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7194-7195).

Til det Vestindisk-Guineisiske Rente- og Generaltoldkammer

Efter toldforordningen af 1. februar 1797 er trykte bøger med dertil hørende kobberstykker fri for at betale told. Uden at drage i tvivl at det høje kollegium jo har grunde hvorfor bøger (dvs. papir hvorpå er trykt bogstaver) hidtil været fritaget for at betale told, tager jeg mig den underdanige frihed for det høje kollegium at fremlægge de modargumenter jeg har derfor, og hvor jeg tror at bøger frem for nogen anden artikel ikke alene bør svare told, men endog en temmelig høj told. 

Forskellige redskaber og materialer til tryk. (Eget foto, Nationalmuseet). 

For 1) vil boghandlere derved hindres fra at lade bøger, der dels skrives i det danske, dels i det tyske sprog af mænd i Danmark, trykke og indbinde i Tyskland. Det er ikke alene et stort tab for de mænd som af regeringen har fået privilegium på at være bogtrykkere, men tillige for de borgere i staden der ernærer sig ved bogbinderi. At boghandlere her i Tyskland lader trykke, indbinde og dertil stikke kobber til de bøger de har til forlægning, er meget rimeligt, da de i Tyskland kan få bøgerne trykt og indbundet for billigere pris end i Danmark og dertil sparer de den told som de ellers måtte yde for det det rene papir, hvorpå de her skulle lade trykke. Selv papirfabrikkerne taber ved denne eftergivelse af tolden. 

2) Hvem hindrer den uretskafne fra at lade kobberstykker som ikke henhører til bøgerne, indsy i sådanne, for på den måde at få den indført uden at betale de 5 3/4 procent som de, når de var løse, efter forordningen skal afgive i told. 

3) Vil det gavne litteraturen meget, hvis bøger betalte told ved indførelsen fra fremmede steder hertil. De trykte romaner og lommepjecer der nu oversvømmer de danske boglader, er mere til skade end gavn da disse fortrænger andre gode værker, såvel i de fremmede som i det danske sprog. I særdeleshed på et tidspunkt som dette da alt hvad der er tysk fra den usleste døgnpjece læses med langt større begærlighed end vore gode skribenters arbejder. Det ville blive sjældnere.

Dette er de grunde, hvorfor jeg tror at en påbudt told af "bøger med dertil hørende kobberstykker" ville være gavnlig. Bogtrykkere, bogbindere, kobberstikkere og papirfabrikanterne taber ved at bøger er fri for at svare told. Politiken tilsiger at de bør svare told, og stadens kasse tror jeg også kunne være tjent med en sådan forandring. 

Både som arbejder ved revisionen på Københavns toldbod og som litteraturdyrker har jeg haft rigelig lejlighed til at indse nytten af oven for gjorte forslag, hvilket jeg vover at smigre mig selv med, vil findes værdig til det høje kollegiums nådigste opmærksomhed og bifald.

København den 20. dec. 1806
N. T. L. Gunnerus
Assistent ved revisionen på
Københavns toldbod

(Politivennen nr. 452, 20. december 1806, side 7191-7194)

Uordener

3) Marskandiseren der sætter sine skramlerier på fortovet udenfor nr. 15 på Østergade, begynder nu atter at anmasse sig for meget af de gåendes rum. Det er ikke muligt mere at komme forbi disse skramlerier ved at holde sig endog på den yderste bredde af fortovsfliserne. Også er det ikke alene for gården nr. 15, men også hen for naboens på højre side at fortovet således belemres. På ethvert sted uretmæssig er sådan anmasselse dobbelt strafværdig på Østergade der er så smal og har så stærk færdsel. Man kan virkelig tænke sig den ting som hel mulig at et menneske som forskrækket ved en mødende eller efterjagende vogn i en skynding vil bjerge sig fra kørebanen op på dette fortov ved at støde mod marskandiserens sager kunne falde tilbage udover rendestenen og da uundgåelig køres over.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7146-7147)