En Advarsel

(Efter indsendt)

Krambodsfolk udmærker sig ikke sjældent ved en vis særegen høflighed, hvis hovedbestanddele plejer at være sleskhed, logren, dyndblødhed og total meningsløshed, undtagen hvad varernes godhed og pris angår. Denne høflighed sætter de i stil alt eftersom de har større eller mindre tendens til virkelig levemåde. Sædvanligvis er resultatet den såkaldte butiks-belevenhed, der sjældent med den rette alen forstår at udmåle hvor meget eller lidt galanteri og familiaritet en krambodkarl bør byde bodens besøgende. Et jødisk individ af den klasse på Store Købmagergade anmodes at lægge sig dette på sinde, og for fremtiden afholde sig fra den stødende belevne tølperagtighed at titulere damer, som han ikke kender, og næppe får den ære at kende med smigeren: Min Gode

(Politivennen nr. 459, 7. februar 1807, s. 7295-7296)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7346-7348

Opfordring til en Slagters Retfærdighed

(Efter indsendt)

Søndag for 8 dage siden om middagen stod en slagterdreng med to røde ved den store port til Kongens Have på hjørnet af Gothersgade og Prinsessegade, og vakte alle forbigåendes og tilstimlendes inderligste harme ved sin umenneskelige opførsel.

Dyrene havde han bundet med hovederne til portstrinklerne (som næppe er bestemte til sådant brug, men i et kvarters tid gjorde denne lumpne knægt ikke andet end prygle disse stakler.

Her på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade havde en slagterdreng bundet to dyr til porten til Kongens Have til venstre i billedet. (Eget foto). 

Det syntes at glæde ham i hans usle sjæl at folk oprørtes over hans nedrige adfærd. Jo mere folk talte og bad, desto ivrigere pryglede han på dyrene, der som bundne hverken kunne komme frem eller tilbage. Med sin pryglestok der havde et hoved som en krykke, pryglede han endog på det ene røde mange gange i hovedet i øjnene og på ethvert sted hvor han troede det ville smerte mest, og vendte ved disse lejligheder sit prygleredskab således at hovedet deraf brugtes som en hammer.

Det er ikke muligt andet, end at den slagter som ejede disse røde ifølge den her gjorte angivelse af tid og sted må kunne forvisses om sin drengs barbariske handlemåde. I menneskelighedens navn opfordrer man ham til alvorligt at afstraffe ham. Og enhver af vores slagtere hvoraf mange er agtværdige mænd, bedes ved ovenstående gennemlæsning på ny at indskærpe sine folk at fare menneskeligt til værks med deres umælende medskabninger.

(Politivennen nr. 457, 24. januar 1807, s. 7271-7273)

Svar i anledning af en anke i nr. 455

For at forebygge mistanke som muligt kunne opstå i anledning af det i Politivennen nr. 455 indrykkede stykke om uorden i Møntergade, finder jeg mig som beboer af 2. og 3. sal behørig til at gøre den erklæring, der er grundet på den mest fuldkomne vished, at der ikke fra mine vinduer er udkastet endog det allermindste. Altså hverken potte eller flaske den 27. december, og at det altså er usandhed og urigtig skrevet af hr. Stargard og Flindt

P. Leegaard
Skrædermester

(Politivennen nr. 456, 18. januar 1807, side 7256)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7232-7233.

Uordener.

2) Høkeren på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade hænger sit skilt i den sidstnævnte gade således at det aldeles skjuler gadenavnet. Denne uorden der allerede en gang er påanket, er så meget mere utilbørlig som der på det lige overfor værende hjørne af Kristen Bernikows Gade og Sværtegade ikke findes gadenavne. Herved gøres det umuligt for den med byen ubekendte som fra Regnegade, fra Gammel Mønt eller fra Kristen Bernikows Gade af søger efter Sværtegade, at finde samme ved hjælp af gadenavne.

(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7238)

Noget angående Dans og Musik både i Hovedstaden, så også i Købstæderne i Danmark

(Efter indsendt)

At denne dans i de offentlige værtshuse både på søn-og helligdage er meget utilladelig på mange måder, er en ting som ethvert rettænkende menneske ikke kan benægte. For samme tilvejebringer megen uorden både i husene og på gaderne. Af disse uordener vil jeg her opregne nogle, dog ikke alle, hvilket er umuligt at opregne.

Punchgilde 1785. Men mon ikke det var det samme i 1806? Af hatte, klædedragt og parykker at dømme er det dog det finere borgerskab, og ikke tjenestefolk, dunhagede ynglinge og lignende. Man er ikke begyndt at danse endnu, men deltagerne ser måske ud til godt at kunne tænke sig en svingom. (Eget foto, Nationalmuseets samlinger).

Jeg vil fx begynde med tjenestefolkene, som ved denne lokkemad både på den ene og anden måde bliver bragt til utroskab mod deres foresatte, det være sig i en eller anden stand, dette er lige meget. Karle og drenge, samt piger, som er hengivne til denne last, og som ikke får tilladelse af deres foresatte til at deltage i disse selskaber, skader dem mangen gang til trods og går endog uden deres tilladelse gennem både vinduer og døre for at danse natten igennem. Ligeledes befinder der sig på sådanne steder dunhagede drenge med deres dame ved siden, en tobakspibe i munden og en bolle punch, eller en flaske vin for sig, og hvorfra bestrides disse udgifter? Når lønnen eller fortjenesterne ikke strækker til, da bedrages og bestjæles principalen eller husbonden, først på sine måder, og går dette godt i det små, så er vejen banet til ulykken. Som dog kunne have været forebygget, hvis denne lejlighed ikke havde eksisteret. 

Ligeledes er naboer og genboer udsat for den ubehagelige støj og larm som sådant frembringer. Og hvor kedeligt må det ikke være når næsten døende mennesker (som jeg selv har været vidne til) siger: Jeg kan ingen ro have for den sværm med musik og mennesker. Jeg vil slet ikke nævne at der næsten aldrig går sådan en nat forbi uden skænderier og slagsmål, både i huset og på gaderne. Det forstyrrer ligeledes den offentlige ro for alle omkring i nabolaget, og er politiet til ulejlighed. Og hvor mange uskyldige piger bliver ikke herved udsvævende og liderlige.

Da jeg nu har forestillet de ubehageligheder sådant medfører, så ville jeg også herved underdanigst forestille til højere bedømmelse om sådant i alle både store og små stæder ikke kunne forebygges på følgende måde:

1) Da en vært som er min ven, ofte har forsikret mig at han ved at have beregnet alt, på en nat har haft i ren profit 20, 22 til 25 rigsdaler, så synes mig at når en mand som viser komedier eller andre kunster må betale en vis afgift til byens fattige, hvorfor skulle da noget sådant finde sted helt uden afgift til fattigkassen. En sådan afgift skulle om muligt gøre lystighederne færre, og derved bidrage til vedligeholdelse af orden og nattero for de omkringboende. 

2) Skønt sådan en mand har privilegium på at holde værtshus, så har han dog mig bekendt ikke det på at holde musik og dans hele natten igennem. Så det er rimeligt at han ved denne aparte sag bør betale en afgift hver nat. Og da det sker for at hæmme sådant, skulle denne ikke være så lille. Fx 8 til 10 rigsdaler, og over, og under. Ligesom det for uordens skyld fandtes nødvendigt da sådanne selskaber er ganske unødvendige, og fordi der ikke skulle foregå uorden, skal de have et bevis af politimesteren som de kan forevise politi og vægtere. Vægterne skulle indskærpes nøje at give agt på sådan utilladelig musik, og have tilladelse til at kræve af værten at få forevist tegnet om tilladelsen. Og i tilfælde af at vægteren på en eller anden måde afstraffes passende, for ellers ville måske bestikkelsespenge betyde at vægteren ikke anmeldte sådant. Og hvem som helst andre skulle være berettigede til at anmelde sådant, og angiveren få halvdelen af den mulkt værten betalte, som rimeligt måtte være dobbelt mod hvad den anden betaling kunne være.
Jeg er overbevist om at dersom dette måtte blive taget i betragtning, ville megen uro og uorden blive hæmmet. 

(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7233-7237)