Noget om Kronprindsessegaden.

(Efter indsendt)

Ved at lægge vejen gennem Kronprinsessegade der nu mere og mere nærmer sig sin fuldkommenhed og sin høje rang som den smukkest af alle Københavns gade, kan man ikke andet end gennemtrænges af det ønske at aldeles intet mætte levnes ugjort der kan bidrage til endnu mere at forhøje dens skønhed. Hertil synes følgende at kunne tjene: 1) At butikkerne lejedes bort hellere end at stå lukkede, til hvad pris der kunne fås, men dog altid på det vilkår at de følgende aldeles ikke måtte belemre fortovet. 2) At fortovet langs havegitteret sattes af brændte mursten som ville yde et varigt og højst behagelig fodfæste, mens det nuværende forudsat at det ikke skulle blive anderles end det er nu, vil blive om kort til højst ubehageligt for gående på grund af de mange store murstens brokker deri er nedstampet. 3) At det skarpt overholdtes at dette fortov ikke brugtes til et materialstade hvilket nu til dels finder sted da nogle bygherrer har derpå hensat to store stabler mursten der vel levner plads til en enkelt gående, men dog slet ikke burde hensættes der. 4) At det stygge plankeværk som ved enden ud til Sølvgade løber i en afstand af nogle alen langs indenfor tralværket og aldeles skæmmer dette og gaden, tages bort. Formodentligt er hensigten af dette plankeværk at værne om køkkenhaven mod de drenge der ikke sjældent ses øve deres klyvekunst ved at klatre over tralværket. Men dette øjemed kunne vel på anden måde opnås fx ved en stærk og dog ikke alt for høj hæk eller ved en vandgrav o. lign. uden at betage udsigten, eller hvad er endnu værre, give en så slem udsigt 5) Ved at give gaden en større menneskestrøm og vognfærdsel, med andre ord ved at gøde gaden mindre til en udkantsgade eller trække den mere ind i stadens sammenhæng. Dette ville ske ved at åbne en ny gade fra Sølvgade af mellem Adelgade og Rigensgade og i lige flugt med disse. Herligt ville det være om man på samme tid som der tænktes på Kronprinsessegades anlæg, havde tænkt på at åbne en sådan gade fra Sølvgade lige for enden af Kronprinsessegade som da var muligt da dengang ikke var opført de to nye bygninger i Sølvgade på samme sted. Ved en sådan gades åbning ville en stor del af færdslen til og fra Østerport falde gennem Kronprinsessegade i stedet for som nu ad volden eller gennem Adelgade.

(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7409-7412)

Iagttagelser i Helsingør.

En rejsende som i nogen tid har opholdt sig i Helsingør, har der lagt mærke til følgende: 1) At næppe noget postkontor i rigerne har så meget at gøre som det i Helsingør da der om ugen ekspederes 52 til 54 poster. 2) At man i Øresunds Klub som er en skøn bygning med mange lige så skønne indretninger og derfor værd at bese af enhver fremmed, har senere indført en egen måde at mane de personer som bliver billardpenge skyldige. Når nemlig sådan en gæld har henstået en tid og ikke bliver på gentagen anfordringer udbetalt, bliver skyldnerens navn med samt hans pådragne gælds summa offentlig opskrevet på en i billardstuen ophængt sort tavle. Muligt et anvendeligt eksempel for spiseværter, billardholdere og flere, hos hvem mange spiser, spiller, drikker på puf. 3) At hver søndag holdes offentlig gudstjeneste i den engelske kirke for de engelske indbyggere af hr. Henderson, en vakker ung mand med hvis gaver tilhørerne er meget fornøjede. Da denne kirke før på ansøgning af selve de engelske ifølge kongelig beslutning er nedlagt og der altså sikkert er en kongelig tilladelse til denne nye brug, undrer man sig over at samme endnu ikke har været indrykket i noget af vore offentlige blade.

(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7405-7406)

Anmodning til Hr. Thorsrod

Man ville ønskede at De mere nøje ville overholde de bestemmelser som De selv har fastsat, hvad angår de timer hvor bøger kan ombyttes på Deres lejebiblioteket. Disse timer er om eftermiddagen fra 2 til 5. Men det er nu mere end en gang sket, at man på forskellige dage har mødt der både kl. 3 og 4 uden at finde det åbnet. Formentligt fordi den ansvarlige enten endnu ikke var kommet eller allerede havde forladt biblioteket. Noget sådant viser kun lille agtelse for lejerne, og er meget ubehageligt for dem det således rammer at gå forgæves. Man tror Dem selv uvidende herom, og håber at De hvis bopæl er indsenderen ubekendt, efter herigennem at være gjort opmærksom på denne uorden vil vide for fremtiden at forebygge den.

(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7403-7404)

En ny Måde at tigge på

(Indsendt)

En lille pige med en kurv hvori der er pølser, har i en tid drevet en egen erhvervsgren. Hun findes nemlig om aftenen i snart den ene snart den anden gade, siddende nær en lygte, og foregiver at hun der har talt sine penge, og at en forbigående har bortsnapppet hende nogle deraf. Således har anmelderen for kort tid siden set hende ved Knippelsbro, hvor sandsynligvis var spillet en ordentlig komedie, for en kusk som just kom kørende og forsikrede at han havde set en gribe efter pengene og løbet væk. 

Det er i dette kvarter den lille pige helt utilstedeligt bedriver sine bedragerier mod velklædte og skikkelige folk. Det er på tide at fattigvæsenet gribe ind og stopper det. Ved Stranden. Til venstre Højbro. (Eget foto). 

At hendes udsagn desuagtet har været falsk, bevises af at anmelderen nogle dage efter fandt hende på Store Købmagergade fortællende samme løgn. Nogle godtroende mennesker gav hende de 7 skilling hun foregav at have mistet. Nogle minutter efter fandt anmelderen hende sammesteds grædende over, at hun havde tabt 6 skilling i rendestenen. I mandag aftes indfandt hun sig atter på Købmagergade, hvor hun i lang tid narrede folk til at søge efter det foregivne tabte. Men dette gav ikke nok af sig, for hun begyndte snart med fortællingen om 17 skilling som på sædvanlig måde var berøvet hende. Anmelderen kom nu til og bebrejdede hende hendes løgnagtighed, og hun gik. Men ikke hundrede skridt derfra satte hun sig igen, og med gråd fortalte hun at hun havde tabt 6 skilling. Anmelderen og flere kaldte nu på vægteren for at lade hende arrestere. Men mange bad for hende, og hun fik lov til at gå da hun lovede ikke at gøre det oftere.

Hun blev ikke sit løfte tro længe, for så snart hun var kommet over Højbro, begyndte hun atter at fortælle forbigående om 17 skilling som der var berøvet hende. Anmelderen spurgte hende nu, hvem der var hendes forældre, og hvem der udsendte hende? Og fik til svar: At hendes forældre var døde, at hun boede hos en kone ved navn Bøckman, i Lille Amagergade nr. 110 på anden bagsal. At denne pryglede hende når hun om aftenen kom hjem uden penge. Om dette sidste også er opdigtet vides ikke.

Dette bekendtgøres for at folk kan tage sig i agt for sådanne bedragerier og for at lede de ansvarlige på sporet af hende m.fl.

(Politivennen nr. 465, 21. marts 1807, s.7396-7298)

Bekendtgørelse

Den i Politivennen nr. 465 omtalte lille pige, som har tigget på gaderne om aftenen under påskud at have tabt penge i rendestenen eller at være blevet berøvet dem af forbigående, blev allerede anholdt i fattigvæsenets politiarrest den 22. marts om morgenen. Hun har både far og mor levende, men disse har ikke været vidende om hendes bedragerier. Pigen har engang før været i tvangshuset for betleri.  

(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7413-7414)

Ønske, Kunstakademieits Foresatte tilegnet!

Det er enhver tilladt frit at bese Akademiets årlige udstillinger af malerier og andre lignende kunstsager. Og så sker det som oftest at børn og voksne af den laveste klasse indtager det ellers så indskrænkede rum på en sådan måde at der ingen plads bliver tilovers for dem, der er kendere. Ja disse nødsages endog til at forlade salen uden at få noget rigtigt betragtet. Det fremsættes derfor som et ønske at der mod en lille afgiftserlæggelse fx 4 skilling for personen måtte tilstedes adgang. Derved ville Akademiet opbygge en lille fond, og man kunne da være fri for at blive skubbet af sådanne folk man ellers nødig vil være nær.

Man kunne vel herimod erindre at det var urimeligt således at spærre adgangen for dem, der ikke kunne afse denne afgift, og at det stred imod den engang givne tilladelse: Nemlig adgang står åben for enhver. Men hertil kan svares at når de tre udstillingsdage i hvilke adgangen betaltes var forløbet, kunne der endnu gives tre hvor adgangen var fri. På denne måde kunne kendere og sande elskere af kunststykker i de første dage bekvemmeligt tage dem i øjesyn, og den nysgerrige mængde i de sidste. Dersom disse linjer måtte værdiges de ansvarliges opmærksomhed, håber man at der vil føjes anstalter til sådant ønskes opnåelse.

(Politivennen nr. 465, 21. marts 1807, s.7395-7296)