En rejsende som i nogen tid har opholdt sig i Helsingør, har der lagt mærke til følgende: 1) At næppe noget postkontor i rigerne har så meget at gøre som det i Helsingør da der om ugen ekspederes 52 til 54 poster. 2) At man i Øresunds Klub som er en skøn bygning med mange lige så skønne indretninger og derfor værd at bese af enhver fremmed, har senere indført en egen måde at mane de personer som bliver billardpenge skyldige. Når nemlig sådan en gæld har henstået en tid og ikke bliver på gentagen anfordringer udbetalt, bliver skyldnerens navn med samt hans pådragne gælds summa offentlig opskrevet på en i billardstuen ophængt sort tavle. Muligt et anvendeligt eksempel for spiseværter, billardholdere og flere, hos hvem mange spiser, spiller, drikker på puf. 3) At hver søndag holdes offentlig gudstjeneste i den engelske kirke for de engelske indbyggere af hr. Henderson, en vakker ung mand med hvis gaver tilhørerne er meget fornøjede. Da denne kirke før på ansøgning af selve de engelske ifølge kongelig beslutning er nedlagt og der altså sikkert er en kongelig tilladelse til denne nye brug, undrer man sig over at samme endnu ikke har været indrykket i noget af vore offentlige blade.
(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7405-7406)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar