Advarsel

(Indsendt)

En mandsperson af middelmådig højde i en blå trøje lister sig omkring for at stjæle høns og gæs fra beboerne på Vesterbro, og i samme hensigt har han natten mellem kl. 20 og 21. april i år lavet indbrud på gården lige over for fajancekakkelovnsfabrikken. Da opsynsmanden på gården kom løbende med sit gevær, undslap tyven med 3 levende ænder af sit gjorte rov. For nu at forebygge sådant, bekendtgøres herved at skud er henlagt til tyvens modtagelse om han skulle driste sig til i samme tyvagtige hensigt at indsnige sig på bemeldte gård.

(Politivennen nr. 470, 25. april 1807, s.7465-7466)

Tyven undslap med tre ænder, mens han tilsyneladende ikke fik fat på nogle af hønsene. (Høns i Skovlunde Naturpark. Eget foto).

Angivelse af en slem Drengeuskik.

Udenfor det hus hvor jeg bor, er et skammeligt opløb af drenge, dels ved at spille klink, dels ved at spille som jeg har hørt, nærmest til væg og hyp. Under spillet bliver der uenighed, og deraf følger slagsmål. - Mine børn som går mine ærinder, kan aldrig komme ud af gadedøren uden at blive overfaldet af disse ugudelige drenge. Blandt disse udmærker sig især 2 skomagerdrenge som viser al den uartighed som kan tænkes af gadedrenge. Hvilket dog er meget sagt. - I gør den 25. april var optrinnet meget gyseligt. Jeg så at den ene dreng overfaldt den anden, og det kom til et blodigt slag. Man så blodige næser, og øjne som vist bliver blå, og en hvalp af en dreng der bag fra slog et velklædt menneske i ryggen så at han havde nær tumlet. - Det var at ønske at der måtte lægges bånd på dette slags uorden, og disse drenge jages væk.

J. P. Schiøtt.
Kobbertrykker, hjørnet af Antoni- og Kristen Bernikowsgade.

(Politivennen nr. 470, 25. april 1807, s.7464-7465)

Slem og fredforstyrrende støj paa Ulfeltsplads.

(Efter indsendt)

En uorden hersker på Gråbrødretorv som er utrolig for dem der ikke pines deraf. På denne plads indfinder sig nemlig undertiden 30, ja til sin tid 50 gadedrenge, hvoriblandt nogle af karlestørrelse, hver aften og især når det er lørdag, eller anden helligaften, og vedbliver til sent, og begynder igen betids lige til om søn- eller helligdagens aften med at skrige, brøle og tude, så man bestandig tror at høre det største opløb, og må når man ikke er vant til det, finde det højst plagende. Dette indsendes i det faste håb at nogen lindring i dette virkelige onde måtte træffes, især til bedste for syge som indsenderen for nuværende tid er en af. 

(Politivennen nr. 470, 25. april 1807, s.7463-7464)

Ønske på Torvet

(Efter indsendt)

Det sker ikke sjældent at borgere der selv besøger torvet, gennes væk fra vognene af spækhøkere på en højst ubehagelig måde. I dag var to borgere kommet til en bonde, som havde flæsk for at købslå med ham. Men inden de vidste af det, var vognen omringet af en flok spækhøkere der ikke alene trængte og trykkede dem, men endog ved at krybe op på vognen og derfra træde ned på dem med deres beskidte bagben, pressede dem aldeles bort og besvarede med grovheder deres påstand, at de var de første ved vognen.

Disse borgere skyndte sig nu hen på korntorvet for at få torvemesterens hjælp. Men da de kom tilbage, var køb allerede sluttet med disse mennesker og de måtte altså vende hjem med uforrettet sig.

Man indser fuldkomment, hvor vanskeligt det er at foreslå nogen foranstaltning herimod, der med føje kunne forenes med de der allerede eksisterer. For spækhøkerne er dog også borgere og hverken kan eller bør forbydes at købe. Enkelte eller få kan de imidlertid ikke  hindre andre, men netop ved således at slå sig sammen i klynge kan de forvolde uordener som den her omtalte. Det vil sige bruge den stærkeres ret. Derfor foreslår man uforgribelig til de ansvarliges højere bedømmelse, om det ikke kunne gå an at enhver på torvet vagthavende politibetjent, torvemester eller vægter bemyndigedes til, så snart der ved en vogn sås en klynge samlet, at formindske denne, ved at holde så mange som kunne skønnes fra ikke at kunne komme på engang til vognen og hvis nærværelse altså ikke kunne have anden en urimelig hensigt.  Og da disse vagthavende lettere kunne skelne spækhøkerne fra de andre, blev den holdt borte især at anvende hvor disse gæster flokkedes.

(Politivennen nr. 469, 18. april 1807, s.7458-7460)

Hundeuvæsen i Boldhusgaden.

(Efter indsendt.)

I Boldhusgade har i nogen tid været en så afskyelig hundemaskerade at man deromkring fra morgen til aften ikke har haft et øjebliks ro. Deres gøen og tuden, angreb på hinanden indbyrdes - ja undertiden på mennesker - er højst ubehagelig, og burde måske standses i tide for at forebygge farlige følger. Da disse hunde lige fra buldoggen til bologneseren ikke er af den almindelige slags gadehunde som løber omkring uden herre, men tværtimod fremviser en så lasket krop at de næsten er ækle at se på, så tror man sikkert at blive befriet for denne uorden, hvis blot en viste sig i gaden bevæbnet med en knippe. Hundenes ejere burde rigtig nok selv forekomme sådant ved at holde dem inde. Men vente det med grund, kan man næppe da denne hundeuorden har varet så længe at de med al forkærlighed for disse dyr måtte selv have været højst kede af det. Og om denne besværlighed de er til for naboer og genboer er det aldeles umuligt at de kan være uvidende. Skulle dette imidlertid være for strengt dømt, og de på denne anke frivillig indfører forbedring, kan man forud love dem mange skønsomme menneskers erkendtlighed.

(Politivennen nr. 469, 18. april 1807, s.7454-7455)

Boldhusgade anno 2021. Foto Erik Nicolaisen Høy.