Forslag eller Opfordring til de som kan gavne

(Efter indsendt)

Alle de fruentimmer og gamle mænd, som der er mange af her i byen, og som er vant til landbrug, ville med fordel for både stad og land kunne begive sig til hjælp ud til de nu hjemmeværende landfolk i de af fjenden ubesatte egne, nu da høsten er nær. Foruden den betydelige nytte de kan gøre kunne de også tillige tjene god løn.

Hvad angår ild og lys, bør den strengeste tilsyn indskærpes landboen, og al tobaksrygen forbydes, og dermed forbunden umådeholdende drikkeri i forsamlinger.

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s. 7837-7838)

Om Forsigtighed i Tilfælde af et Bombardement : Medborgere!

(Efter tilsendt)

Nedenstående er tilsendt udgiveren. Da han slet ikke tror København i den nærmeste tid er udsat for noget bombardement, har han i nogen tid tilbageholdt stykket. Da det imidlertid ikke kan nægtes at det jo kan være muligt, at nogle fjendtlige bomber bliver affyret af den nærværende fjende, og at en mægtigere fjende utvivlsomt om muligt i den kommende tid kunne komme til at tilføje København et virkeligt bombardement, har udgiveren ikke villet tilbageholde ovenstående velmente råd. Han ved at københavnerne i denne tid lige så lidt frygter et bombardement som deres fædre. Men et er at frygte det, et andet at bruge klogskabsregler.

(Politivennen Nr. 487, 22. august 1807, s. 7833)

Medborgere!

Ved anstrengelse og uforsagthed kan vi formindske den fare, der kan true vores stad ved et fjendtligt angreb. Med forenede kræfter kan vi trygt gå faren i møde og vente det bedste udfald.

Uro og ængstelse hos nogle der ikke kender faren, og lunkenhed samt letsind hos andre, der ikke betragter den med alvor, foranlediger disse linjer.

Et bombardement er rædsomt, og kan blive farligt. Men kender vi midlerne til at formindske dets virkning, så har vi tilintetgjort dets tilsigtede mål. En bombe kan godt nok anrette skade på et enkelt sted, men det står i vores magt at forebygge at skaden ikke bliver større eller mere udbredt.

Brandspande fra Politivennens tid. De var det vigtigste redskab til at slukke brande. I praksis var englændernes bomber langt kraftigere end brandvæsnet kunne hamle op med. Bl.a. kunne de passere flere etager og eksplodere i kælderen på et hus. Som måske var aflåst fordi beboerne var flygtet et andet sted hen. (Eget foto. Nationalmuseet). 

Når I derfor må gå fra jeres huse for at værne staden eller i eget vigtigt ærinde, så efterlad folk der kan være ved hånden når en bombe falder ned, og lad intet værelse eller loft være låst, så man ikke kan komme derind for at slukke. Det er i de første øjeblikke at vi er i stand til at udrette store ting med ringe kraft eller hjælp. Man har derfor baljer med vand på hver etage og på lofterne. Hvor bomben falder ned, vil man snart erfare og af dens virkning vil man kunne dømme, om dens beskaffenhed.

En bombe eller granat er forsynet med et brandrør, der er afpasset den distance den kastes til. Er dets masse eller længde forfejlet, springer den enten i luften, eller den bliver liggende i nogle sekunder før den springer. Man flygter så langt væk som muligt ud af det værelse hvor den falder ned, og man nærmer sig det ikke, før man har hørt bomben springe.

Er det en brandkugle, som er fyldt med brændbar materiale, udspyr den til alle sider en heftig ild, hvorved man let kan skelne den fra en almindelige bombe, hvis brandrør brænder jævnere i en stråle. Er det en brandkugle, som har mordskud, så mærkes det også snart, da man vil høre et skud efter det andet. Af de sidste betjener man sig kun i sjældne tilfælde. Sådant sted nærmer man sig ikke før efter 12 til 15 minutter, eller når man hører at den har raset af. Men i alle tilfælde vil man let kunne slukke de antændte steder, hvis man kun straks er til stede.

Husmødre, tyende og andre der er tilbage i husene: Vær årvågne og belav jer på uforsagt at slukke ilden før den griber om sig, og breder sig ud i det store. Hvis vi tænker tilbage til sidste store ildebrand, så vil vist mange af os erkende, at ilden mange steder ikke havde grebet om sig så hastigt og taget overhånd, hvis man mere havde beskæftiget sig med at slukke end at redde bohave. 

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s. 7833-7836)

Årvågenhed og Uforsagthed ...

Årvågenhed og uforsagthed er kraftige midler til at forebygge skadelige følger af de nedfaldende bombers virkning i tilfælde af et bombardement. Stadens indbyggere! Forlad derfor ikke jeres gårde og huse, for i de første øjeblikke kan vi udrette meget. Vær opmærksom på stedet, hvor en bombe slår ned. Flygt så langt væk som muligt, fra et værelse ind i et andet, og afvent roligt tiden til den springer: Men når den er sprunget, hvilket let mærkes, il så til med en spand vand, og man vil da med nogle få stænk af vand slukke og forebygge udbrud af ild, der ellers kunne gribe om sig i det store og da vanskelig standses. Man udsætter sig for fare, hvis man har det forsæt at ville slukke en bombe, det være med hvad som helst et middel. Bliv derfor heller væk fra stedet indtil den holder op med at ryge. Er man på åben plads, hvor en bombe falder ned, så kaster man sig udstrakt ned på stedet og søger at trække sig væk fra den. Man har vand i alle etager og vandforråd i gårdene.

Citadellet Frederikshavn, d. 21. august 1807
Peymann

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s.7831-7832)

Den 24 august, altså kun et par dage efter Peymanns advarsel, landede de første engelske bomber i Kastellet, bl.a. foran kirken. De anrettede ingen synderlig skade, og reaktionen skal have været lettet, fordi man nu mente at englænderne ikke var så drabelige alligevel. Det skulle som bekendt vise sig ikke at holde stik. 

Begegnelse i Kongenshave.

(Efter indsendt).

Vagtklokken slog for nogle aftner siden netop ti på Kongens Nytorv da en lille familie spadserede ind i Kongens Have. Det havde endnu ikke ringet og folk spadserede omkring i Kongens Have. Dette bestemte dem da til at udhvile sig i en afsides gang. Men de havde næppe sat sig ned, da tre ufine gartnerkarle kom og idet de gik forbi udlod sig med at de ville vel logere det i nat. Man troede i begyndelsen det var en spøg da de ikke havde hørt det ringe. Men hvor forskrækkede blev de ikke da de ved udgangen til Gothersgade fandt porten i lås. Imidlertid kommer den ene af de patruljerende og i en bydende tome byder dem følge sig, da han nok skulle skaffe dem logi. Han førte dem derpå omkring til gartnergården, da de andre to som havde skjult sig bag træerne, pludselig springer frem og truer med arrest i gartnerens tørv- eller materialgård. Men lod sig endelig efter mange bønner overtale til at lukke porten op mod volden. Ifølge denne inhumane og uhøflige omgangsmåde ønskede man offentlig bekendt af gartneren når der ringes til lukning på en bestemt tid, da disse påstod at kunne ringe efter behag. Man har så meget mere grund til at vente samme da den kongelige have er af hans majestæt åbnet for stadens indbyggere til et offentligt spadserested, hvor ikke sådan begegnelse burde finde sted af lønnede folk for i håb om dusør således at skræmme dem. 

(Politivennen nr. 486, 15. august 1807, s.7821-7823)

Uordener af Badehusenes Gæster, med et Forslag desangående

(Efter indsendt)

Enhver der ved hvor nyttigt badning i mange henseender er for menneskelegemet, om den end ikke frembragte andet end den blotte renhed, kan ikke andet end højlig undres over, at København ikke har andre offentlige badeanstalter end dem vi ser ved Langebro.

Man vil ikke laste den mand, der forestår samme. For under hans egne og badevæsenets omstændigheder kan man ikke gøre større fordring på ham. Ja har endog grund til at finde, at han gør mere end hvad man efter samme med rette kunne vente.

Men man kan beklage, at de mænd, der har eneret til at have offentlige søbade i København ikke gør alvor af sagen. Endnu gør de selv intet derved, og andre der mulig ellers kunne gøre noget forhindres i at gøre noget. Dog der kommer vel dog engang noget for en dag.  

I mellemtiden må vi så nøjes med de badeanstalter som vi har og nødes da til at klage over hvad vi derved finder af uorden. Det er nemlig den råhed og usædelighed hos en del mandlige badegæster der med knive både udvider de huller der allerede måtte være på skillevæggene, og udarbejder nye åbninger for at tilfredsstille en vanhellig og lastefuld nysgerrighed.

Badehus ved Langelinje, ved vintertid i 1830'erne. Jeg har ikke kunnet finde nogle afbildninger af badehusene ved Langebro fra de første årtier af 1800-tallet. (H. G. F. Holm, Før og Nu 1919)

Det er Gud være lovet endnu ikke kommet så vidt med os, at der jo endnu ikke findes alene kvindelig, men selv mandlig blufærdighed hos os. Og derfor bliver både mange smukke kvinder og mange ædle mænd borte fra den badeforfriskelse der kunne have været dem en behagelig og nyttig nydelse, fordi de ikke ville lade sig overbeglo.

Jeg har hørt en paradokselsker forsvare disse kighuller på badehusvæggene med 2 grunde: 1) at de som går i badehusene godt ved at hullerne er der, og altså er vidende og tilfredse med kikkeriet. 2) at en usædvanlig høj dyd derved fik tilværelse, når man nemlig afholdt sig fra at titte ind hvor man hørte badende damer pjatte, skrige og le. Men uagtet jeg tilstår det første for en del (for sikkert ved mange ikke af disse syndehaller), og uagtet det sidste er sandt, og jeg heller ikke tvivler om at der gives den ædle badegæst, der føler værdien af en sådan sejr over sin nysgerrighed, kan man dog ikke andet end finde det langt bedre at der slet ingen tittelejlighed var.

Hertil var det et middel, om væggene oftere eftersås og forsvarlige boder blev slået på hvor der var huller. Et andet middel var, at der blev anskaffet et rullegardin på størrelse med væggen, som badegæster efter behag kunne rulle ned. De måtte hænge et par tommer fra væggen for at hindre, at der ikke blev gjort vold fra nabokammeret. Ligeledes burde det være overstrøget med en oliefarve, helst en lys, hvorpå i alt fald enhver overlast snarere bemærkedes.

(Politivennen nr. 485, 8. august 1807, s.7704-7707)

Redacteurens Anmærkning.

I Dagen, 21. juli 1807 fik man følgende oplysning om bommand Kjær:

Badelejlighederne i Kbhvn er nu paa en meget god Maade forbedret af Bommand Hr. Kjær, derved at han har lagt en Flaad langt ud i Strømmen ved Langebro, og derpaa opsat 3 Telte, til Bekvemhed for Svømmere, og der bliver saaledes i Badehuset desto mere Lejlighed for dem, der ikke svømme.