Noget til en Del af Byens Snakkere.

Mens alt hvad der er mandigt, mødigt, ædelttænkende og fædrelignende i hovedstaden forener deres våben, id, vågen, tanker og ønsker imod den fælles fjende. Mens København ærefuldt arbejder på at gøre året 1807 til et lige så ærefuldt minde i sin historie, som de ikke så ældre hædersår. Mens alle har tillid til at en retfærdig sag, klog ledelse, enighed, standhaftighed og æresfølelse uomgængelig tidlig eller sildig vil forjage den overmodige fjende, så findes der - selv om de er få - nogle usle sjæle, der ikke kan eller ikke tør være fortrøstningsfulde. En del mennesker som er uvidende om krigssager og hvis munde burde være låst, men dog uophørligt fremplaprer de mest urimelige ting. De har fortjent at blive gendrevet af enhver værdig københavner og københavnerinde. Men i selskaber af ligesindede falder deres ord i god jord. Til disse er følgende ord rettet:

1) Man hører en gang imellem det tåbelige udråb: De skulle ikke have ladet England komme i land. Men de der siger dette, må vide at selv om hele den danske arme havde stået i Sjælland, var en landgang altid mulig. En arme på en ø med så vidtløftig udtungede kyster, hvor store skibe på så mange punkter kan nærme sig næsten på bøffelskudhold, kan umulig komme tids nok til ethvert angribeligt punkt. Her menes tids nok til at lave batterier. For uden disse kan en landgang der understøttes af linjeskibes eller store fregatters svære skyts ikke holdes tilbage. Men kunne en arme ikke forhindre en landgang på Sjælland, hvorledes skulle da nogle regimenter gøre det?

Hjørnet af Bülowsvej og Rolighedsvej. Så tæt på var englænderne kommet. Dengang var der flade marker og frit udsyn til København. Men også i dag kan man se Christiansborgs spir næsten midt i billedet. Et par hundrede meter tættere på ligger Vor Frue Kirke og Sankt Petri Kirke. Det var dem batteriet på dette sted sigtede efter og anrettede store skader under bombardementet. 

2) Videre hører man snakkere spørge: Hvorfor gøres ikke udfald med alle de bevæbnede folk man har? Men sådanne spørgsmål røber kun den største uvidenhed. Udfald med mængde af bevæbnede borgere er kun nyttig når den belejrende fjende laver løbegrave og værker nær voldene. Tropper der ikke er øvede i felten, kan være meget nyttige på en vold, men at føre den ud i and afstand fra staden, kan sætte dem i fare for at blive afskåret.

3) Bare fjenden ikke sætter et korps i land på Amager! Dette er også et af disse staklers frygtudbrud. Havde englænderne troet det nyttigt at gøre landgang på Amager, kunne han have gjort det for længst. Men Amager kan ikke forsøde ham. Staden er fra den side overmåde stærk befæstet, og at dele sin lille arme alt for meget, indser fjenden vel at være unyttigt.

4) Men de er så mange. Også dette ytrer frygten eller uvidenheden. Efter de engelskes egne trykte angivelser kan de fra England og Rygen samlede tropper være 17.000. Men på Skåne og på Rygen ligger ikke få syge. Nogle har udfaldene gjort ukampdygtige. Dog jeg vil anslå Cathcart har 17000 mand friske tropper. Så man må dog være meget ukyndig, hvis man anser et sådant korps som tilstrækkeligt til at belejre en stad som København. For at kunne gøre dette med kraft, må man være herre over Sjælland, kunne holde Kronborgsbefæstning i ave, hindre troppesamling eller overførsel på øens fjerne kanter og endda have 30 til 40.000 mand foran staden. Det rette udtryk om den engelske arme er, at den er lille, ikke at den er stor.

Det andet batteri som anrettede stor skade lå i området Møllegade-Sankt Hanstorv (sidstnævnte er her set fra Johanneskirken). I dag kan man på intet sted på gadeplan se hvad de sigtede imod for husene langs Søerne. (Eget foto).

5) Men når de nu bliver liggende her til evig tid? Til dette udråb svarer man med det spørgsmål. Kommer der da i år ingen efterårsstorme? Kommer der i vinter ingen is? Kan England bestandig undvære den nu her liggende sømagt? Kan dets 17.000 mand ikke gøre langt mere nytte på deres egen kyst lige over for Boulogne, end ved at ligge på kysten af Sjælland? Sover de på den franske kyst? Har Danmark da ingen arme? Eller har vi ingen Frederik mere?

Dog jeg vil ikke for de mange voksne læsere af dette blad gentage flere af disse tåbelige beklagelser. Man behøver blot staks at lægge mærke til, hvem det er der fremsiger dem: Enkelte frygtsomme fruentimmer, eller mandfolk af de laveste og uvidende klasser. Måske burde man ikke engang værdige at fremsætte så meget fornuft mod en så afstikkende ufornuft.

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s.7838-7842)

Redacteurens Anmærkning

Ironisk nok stod hovedstyrken af den danske hær i Holsten hvor også kronprinsen var for at holde de franske styrker ude af Danmark. Selv efter at englænderne var gået i land i Vedbæk, blev der ikke sendt forstærkninger til København. Artiklen har ret i at englænderne blev forhindret i at gå i land på Amager og i stedet måtte gøre det ved Brøndby Strand. En ikke uvigtig detalje for de mange københavnere der således kunne komme væk fra bombardementet ved at flygte mod Amager.

Forslag eller Opfordring til de som kan gavne

(Efter indsendt)

Alle de fruentimmer og gamle mænd, som der er mange af her i byen, og som er vant til landbrug, ville med fordel for både stad og land kunne begive sig til hjælp ud til de nu hjemmeværende landfolk i de af fjenden ubesatte egne, nu da høsten er nær. Foruden den betydelige nytte de kan gøre kunne de også tillige tjene god løn.

Hvad angår ild og lys, bør den strengeste tilsyn indskærpes landboen, og al tobaksrygen forbydes, og dermed forbunden umådeholdende drikkeri i forsamlinger.

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s. 7837-7838)

Om Forsigtighed i Tilfælde af et Bombardement : Medborgere!

(Efter tilsendt)

Nedenstående er tilsendt udgiveren. Da han slet ikke tror København i den nærmeste tid er udsat for noget bombardement, har han i nogen tid tilbageholdt stykket. Da det imidlertid ikke kan nægtes at det jo kan være muligt, at nogle fjendtlige bomber bliver affyret af den nærværende fjende, og at en mægtigere fjende utvivlsomt om muligt i den kommende tid kunne komme til at tilføje København et virkeligt bombardement, har udgiveren ikke villet tilbageholde ovenstående velmente råd. Han ved at københavnerne i denne tid lige så lidt frygter et bombardement som deres fædre. Men et er at frygte det, et andet at bruge klogskabsregler.

(Politivennen Nr. 487, 22. august 1807, s. 7833)

Medborgere!

Ved anstrengelse og uforsagthed kan vi formindske den fare, der kan true vores stad ved et fjendtligt angreb. Med forenede kræfter kan vi trygt gå faren i møde og vente det bedste udfald.

Uro og ængstelse hos nogle der ikke kender faren, og lunkenhed samt letsind hos andre, der ikke betragter den med alvor, foranlediger disse linjer.

Et bombardement er rædsomt, og kan blive farligt. Men kender vi midlerne til at formindske dets virkning, så har vi tilintetgjort dets tilsigtede mål. En bombe kan godt nok anrette skade på et enkelt sted, men det står i vores magt at forebygge at skaden ikke bliver større eller mere udbredt.

Brandspande fra Politivennens tid. De var det vigtigste redskab til at slukke brande. I praksis var englændernes bomber langt kraftigere end brandvæsnet kunne hamle op med. Bl.a. kunne de passere flere etager og eksplodere i kælderen på et hus. Som måske var aflåst fordi beboerne var flygtet et andet sted hen. (Eget foto. Nationalmuseet). 

Når I derfor må gå fra jeres huse for at værne staden eller i eget vigtigt ærinde, så efterlad folk der kan være ved hånden når en bombe falder ned, og lad intet værelse eller loft være låst, så man ikke kan komme derind for at slukke. Det er i de første øjeblikke at vi er i stand til at udrette store ting med ringe kraft eller hjælp. Man har derfor baljer med vand på hver etage og på lofterne. Hvor bomben falder ned, vil man snart erfare og af dens virkning vil man kunne dømme, om dens beskaffenhed.

En bombe eller granat er forsynet med et brandrør, der er afpasset den distance den kastes til. Er dets masse eller længde forfejlet, springer den enten i luften, eller den bliver liggende i nogle sekunder før den springer. Man flygter så langt væk som muligt ud af det værelse hvor den falder ned, og man nærmer sig det ikke, før man har hørt bomben springe.

Er det en brandkugle, som er fyldt med brændbar materiale, udspyr den til alle sider en heftig ild, hvorved man let kan skelne den fra en almindelige bombe, hvis brandrør brænder jævnere i en stråle. Er det en brandkugle, som har mordskud, så mærkes det også snart, da man vil høre et skud efter det andet. Af de sidste betjener man sig kun i sjældne tilfælde. Sådant sted nærmer man sig ikke før efter 12 til 15 minutter, eller når man hører at den har raset af. Men i alle tilfælde vil man let kunne slukke de antændte steder, hvis man kun straks er til stede.

Husmødre, tyende og andre der er tilbage i husene: Vær årvågne og belav jer på uforsagt at slukke ilden før den griber om sig, og breder sig ud i det store. Hvis vi tænker tilbage til sidste store ildebrand, så vil vist mange af os erkende, at ilden mange steder ikke havde grebet om sig så hastigt og taget overhånd, hvis man mere havde beskæftiget sig med at slukke end at redde bohave. 

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s. 7833-7836)

Årvågenhed og Uforsagthed ...

Årvågenhed og uforsagthed er kraftige midler til at forebygge skadelige følger af de nedfaldende bombers virkning i tilfælde af et bombardement. Stadens indbyggere! Forlad derfor ikke jeres gårde og huse, for i de første øjeblikke kan vi udrette meget. Vær opmærksom på stedet, hvor en bombe slår ned. Flygt så langt væk som muligt, fra et værelse ind i et andet, og afvent roligt tiden til den springer: Men når den er sprunget, hvilket let mærkes, il så til med en spand vand, og man vil da med nogle få stænk af vand slukke og forebygge udbrud af ild, der ellers kunne gribe om sig i det store og da vanskelig standses. Man udsætter sig for fare, hvis man har det forsæt at ville slukke en bombe, det være med hvad som helst et middel. Bliv derfor heller væk fra stedet indtil den holder op med at ryge. Er man på åben plads, hvor en bombe falder ned, så kaster man sig udstrakt ned på stedet og søger at trække sig væk fra den. Man har vand i alle etager og vandforråd i gårdene.

Citadellet Frederikshavn, d. 21. august 1807
Peymann

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s.7831-7832)

Den 24 august, altså kun et par dage efter Peymanns advarsel, landede de første engelske bomber i Kastellet, bl.a. foran kirken. De anrettede ingen synderlig skade, og reaktionen skal have været lettet, fordi man nu mente at englænderne ikke var så drabelige alligevel. Det skulle som bekendt vise sig ikke at holde stik. 

Begegnelse i Kongenshave.

(Efter indsendt).

Vagtklokken slog for nogle aftner siden netop ti på Kongens Nytorv da en lille familie spadserede ind i Kongens Have. Det havde endnu ikke ringet og folk spadserede omkring i Kongens Have. Dette bestemte dem da til at udhvile sig i en afsides gang. Men de havde næppe sat sig ned, da tre ufine gartnerkarle kom og idet de gik forbi udlod sig med at de ville vel logere det i nat. Man troede i begyndelsen det var en spøg da de ikke havde hørt det ringe. Men hvor forskrækkede blev de ikke da de ved udgangen til Gothersgade fandt porten i lås. Imidlertid kommer den ene af de patruljerende og i en bydende tome byder dem følge sig, da han nok skulle skaffe dem logi. Han førte dem derpå omkring til gartnergården, da de andre to som havde skjult sig bag træerne, pludselig springer frem og truer med arrest i gartnerens tørv- eller materialgård. Men lod sig endelig efter mange bønner overtale til at lukke porten op mod volden. Ifølge denne inhumane og uhøflige omgangsmåde ønskede man offentlig bekendt af gartneren når der ringes til lukning på en bestemt tid, da disse påstod at kunne ringe efter behag. Man har så meget mere grund til at vente samme da den kongelige have er af hans majestæt åbnet for stadens indbyggere til et offentligt spadserested, hvor ikke sådan begegnelse burde finde sted af lønnede folk for i håb om dusør således at skræmme dem. 

(Politivennen nr. 486, 15. august 1807, s.7821-7823)