Svar til Spørgeren i Politivennen af 24. Oktbr, om bedre Vagtstuer til det borgerlige Infanteries Brandvagter

(Indsendt)

Forinden disse vagter blev i følge hans majestæt allerhøjeste brandforordning befalet, anmodede stadshauptmand ved 2. borgerofficerer på adskillige steder i de til den afbrændte del af staden nærmest stødende gader om passende værelser til førnævnte brandvagter, men forgæves.

På vedkommendes tilbud måtte derfor med glæde modtages de tilbudte lejligheder. For man kunne ikke skaffe bedre og havde ellers slet ingen haft.

Det er altså heraf klart at der fra stadshaupmandskabets side i denne som i enhver anden henseende er sørget for borgerne så meget det har stået i dets magt.

I øvrigt oplyses spørgeren tillige at generalkommandoen på stadshauptmandens forestilling af 20. denne måned til en lettelse for borgerskabet har bevilliget at dise brandvagter, som efter stadens ildebrand i 1795 vedvarede i 17 uger, måtte ophøre. Hvilket de også allerede for længst er.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7982-7983)

Kong Frederik VI ved en Revy for Borgervæbningen paa Fælleden 1838. Lavet lang tid efter af Christian Bayer (1841-1933). Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7958-7959.

Opfordring til Stiftelse af et patriotisk Selskab

(Efter indsendt)

Har verden nogensinde set mage til skændigt, lumsk-nedrigt og røverisk overfald mod et uskyldigt og fredeligt folk, således som englænderne begik mod os og vores land? Har noget folk, nogen nation nogensinde haft en mere retfærdig anledning, en større pligt til at søge hævn over barbaren, for den mod det viste skændselsdåd, end vi har?

Det var her englænderne udførte deres "skændselsdåd" for over 207 år siden: Afsejlingen med danske flåde fra Nyholm og ødelæggelser. Men mastekranen og bygningerne på begge sider står der stadig. Dg nu også med B&W's gamle kæmpehal som baggrundskulisse. Tænk Melodi Grandprix 2014. Samt fregatten Peder Skram der nu er museum. 

Så uimodsigeligt det er, at disse spørgsmål alene kunne besvares med nej! lige så sikkert ville det være at vi ikke fortjente fremmedes eller vores egen agtelse hvis vi ikke af denne begivenhed blev opvakt til at tage al den hævn vi formår over sådan en fjende.

Foruden den hævn vi som nation, ved våbens magt skulle søge, og hvortil det er hver mands pligt at understøtte regeringen af alle kræfter, findes der en anden som er uden regeringens bydende: En hævn som ethvert individ blandt os, kvinder såvel som mænd, kunne deltage i, som ikke koster blodsudgydelse, som er let at tage, men som derfor ikke ville være mindre smertelig for vores fjende, og som endelig, fordi den skader ham, ville gavne os selv i samme forhold og på mangfoldige måder. Den nemlig: At vi fra vores huse og boliger bandlyste alle engelske fabriks- og manufakturvarer, samt alle engelsk-østindiske luksusvarer.

Det kan ikke tvivles om at denne ide, skønt gammel, jo vil finde mange tilhængere hos os for nærværende, når den for alvor kunne søges udført i praksis.

Det tilkommer os, hovedstadens beboere som har været lidende tilskuere til vores fjenders skændselsdåd, at gøre begyndelse, at give eksemplet for rigernes øvrige indbyggere. Lad nogle agtede mænd træde sammen for at lægge en plan for et selskab, hvis formål skulle være at udelukke alle engelske fabriks-, manufaktur- og luksusvarer, samt at opmuntre fremstillingen og forbruget af alle indenlandske varer. Mange af vores medborgere ville helt sikkert forene sig med dette selskab. Det ville afføde flere sådanne selskaber af sig omkring i rigets provinser, og måske virke som et eksempel i andre nordlige riger af Europa, som kunne blive frygteligere for vore fjender end selve krigen.

Vor regerings bistand til jeg formålet må vi virkelig kunne regne med.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7977-7979)

Redakteurens Anmærkning

Denne opfordringen til boycot af engelske produkter er formentlig udtryk for samme tankegang som især blev fremsat af justitsråd Carl Gottlob Rafn, som i november 1807 opfordrede til at understøtte indenlandsk manufaktur og sværge ikke at købe engelske produkter. Regeringen støttede denne plan og Selskabet for Indenlandsk Kunstflid (8. febuar 1808-1821). Rafn døde imidlertid 17. maj 1808, og der fandtes ingen konkret plan for selskabets virke. I juni forsøgte stiftamtmand Carl Frederik von Hellfried at genoplive planen. 

Det danske marked bestod af en betydelig import af engelske varer. Og da industrialiseringen allerede var godt i gang her med fremstillingen af finere varer end de danske, var engelske produkter attraktive for de borgere, som skrev i Politivennen. (Her et kaffe- og testel af udenlandsk oprindelse. Eget foto, Nationalmuseet). 

Befolkningen var splittet, selv om den proengelske del var et mindretal. Hadet til England holdt sig længe. Efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815 blev der demonstreret foran den engelske gesandts hus i København og råbt "Napoleon Leve". I praksis kopierede Danmark dog mange af de engelske liberale ideer: Afskaffelsen af laugs og købstadsprivilegierne til fordel for en liberal markedsøkonomi, enevælden blev afløst af grundloven. Derimod lærte man også af slagsiderne: Opløsningen af bondesamfundet, industrialismens sociale kløft mellem rig og fattig. 

Patriotismen var borgernes ideologi: Ideer om borgerdyd, almenvellets bedste og offervilje. Patrioten, borgeren der tilsidesatte egne interesser for fædrelandets. Arbejdsomt, flittig og redelig. Artiklens patriotisme afspejler en begyndende nationalpatriotisme som ikke handlede om den stats- og samfundsorienterede almenpatriotisme, men nationens interesser. Mens den første troede på et fælles mål for hele menneskeheden, så fokuserede den sidste på Danmark (og Norge).

Artiklerne om andre klasser, "de lavere klasser", de "ringere klasser", almuen mv. i Politivennen fortæller så på sin side om hvor langt borgeren havde tænkt sig at tilside sine interesser for "fædrelandets". Altså bønderne, tyendet, amagerkonerne, matroserne, tiggerne, stort set alle andre grupper nævnt i tag-clouden i højremenuen. Kort sagt, ikke ret meget længere end borgerklassens egne grænser. Dvs. inden for grænserne af de 5-10% af den mest velstående del af (Københavns) befolkning.

Tanker og Forslag i Anledning af den danske Flådes Tab

(Tilegnet den danske nation)

Det allerførste onde som tabet af vores flåde avler er mangel på tryg og stadig samfærdsel med Sjælland og Fyn.

Det er imidlertid for Danmark tvingende nødvendigt at være herre over Bæltet.

En flåde som den tabte kan Danmark næppe genskabe på 7 til 8 år. Men selv en sådan flåde ville ikke gøre bæltet ganske til vores imod en sømagt som Englands.

Men 150 til 200 store velbemandede kanonbåde i Store Bælt, godt anførte og beskyttet af batterier i Nyborg, på Knudshoved, på Sprogø, på Romsø, på Reersø, på Samsø, på Vejrø, ved Kerteminde, ved Kalundborg, ved Korsør, ved Skælskør, på Albuen og andre steder ville sikre os bæltet og gøre al engelsk fart derigennem umulig. Med mindre den blev stærkt konvojeret.

Kanonbådsskurene på Holmen blev opført fra 1813, altså et pænt antal år efter denne artikel. De var beregnet til at give kanonbådene læ om vinteren. Disse kanonbåde blev bygget til helt op i 1850'erne. Skurene har siden ført en omtumlet tilværelse. Forfald, brand. Men de er fredet og i dag eksklusivt byggeri. (Eget foto, 2015). 

Næst bæltet kommer Sundet i betragtning. Og det må vel indrømmes, at 150 til 200 kanonbåde i samme, beskyttet af Københavns og Kronborgs batterier, og ved andre der anlagdes ved Dragør på begge sider af Saltholm, ved Nivå, i Bellevue-bugten og på flere bekvemme steder på kysten, virkelig ville kunne udføre hvad Kronborg aldrig kan, og hvad englænderne gruer så meget for: lukke Sundet. Derved forstår jeg hindre deres fart i Østersøen med købmandsskibe med mindre disse hver gang konvojeres af store eskadrer, og endda gør den vanskelig nok.

Jeg anser begge disse formål for så vigtige, at der er ingen tid at spilde. Skulle Danmark endog behøve at låne nogle millioner, så var sådant lån hertil et velkomment middel.

Men det vil ikke fejle at jo en stor del af disse nødvendige fartøjer kunne fås ved patrioters gaver, når regeringen opmuntrede til det. Og jeg foreslår da tillige som et bevis på nationaltaknemmelighed at enhver sådan skænket kanonbåd fik giverens navn og at dette blev evigt vedligeholdt i vores sømagt.

Herligt minde på dansk patriotisme i det vigtige år 1807, når man så Danmark herske på sine strømme ved 33 til 34 skønne kanonbåde, på hvis spejl man læste: Grosserer A nr. 1, A nr. 2, Grosserer B, Grosserer C og D, Grosserer C, D. og E, klub N. N., Grev A, Greb B, Grev C, Baron A osv. Amt A, B, C osv. Helsingør nr. 1, nr. 2 osv. alle vores købsteder, alle vores godsejere, alle vores kapitalister osv.

En kanonbåd kan fås for en mådelig pengesum. Og for 400 sådanne pengesummer kan Danmarks sammenhæng fik

[Manglende sider]

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7965-7967, side 7968-7969 mangler)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7986-7994, se Redacteurens Anmærkning for yderligere information.

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 

Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.

Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.

Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.

Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.

I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.

For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.

Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)

Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7960-7965. Sidetallet er fejlagtigt angivet til 7947)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.

Bøn til Stadshauptmandskabet

(Efter indsendt)

Var det ikke muligt for stadshauptmandskabet i fald det borgerlige militær stadig skal gøre brandvagter,  at besørge deres vagtstuer ombyttet med nogle der er lidt større og lidt mere bekvemme. Indsenderen har en af disse nætter besøgt en ven på Bagerbrovagten (den på Vestergade skal dog være noget bedre). Men måtte straks gå ud igen og kan ikke begribe hvorledes disse herrer kunne udholde det. På denne måde ville de øverstkommanderende ved det borgerlige militær glæde borgerne meget ved at gøre tingen lidt mere behagelig. Det kan let efterkommes, da der på Købmagergade befindes flere offentlige bygninger hvor der let kunne indrømmes dem en vagtstue. Disse steder er Porcelænsfabrikken, Vajsenhuset, Regensen og Postgården. Det formodes at man vil finde rimelighed i forslaget og dette snart antages

København den 16. oktober 1807.

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7958-7959)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7982-7983.