Forslag til den høje Direktion for Skolelærerseminariet på Blågård

(Efter indsendt)

På nuværende tidspunkt hvor næsten ethvert ungt menneske har grebet til våben mod fædrelandets fjender, kan man med rette spørge hvorfor ikke også vores Blågårds seminarister enten ville støde til et af vore frikorps eller selv oprette et sådant? Overbevist bør man imidlertid være om at det ikke kan behage så mange unge menneskers sind kun at være tilskuere til den hævn alle ønsker at tage over de fornærmelser der er begået imod fædrelandet. Så meget mere da alle disse unge mennesker er danske børn. 

På grund af det foreslår man at de 50 seminarister udgjorde et slags let infanteri, såsom skarpskytter for studenterkorpset. De kunne som også studerende bære dette korps' uniform, med et slags afmærkning som kunne adskille det fra samme korps' linjeinfanteri, fx en grøn fjer eller om man så ville, en grøn kjole med rød krave eller noget sådant.

At det ville medføre nytte at studenterkorpset havde et lille korps skarpskytter, håber man vil indses af enhver der ved hvad vore brave livjægere udrettede i de farlige dage. Dette forslag håber man den høje skoledirektion vil overveje og bedømme.

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8057-8058)

Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 

At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021.

Forslag til opmuntring for Kaperfarten

(Efter indsendt)

Det er allerede sket et par gange at vores raske småkapere har taget fjendtlige skibe, men for at undgå en nærmende krydser har været nødt til at forlade den erobrede prise og søge tomhændede mod land. I den anledning foreslås at der enten af regeringen eller af patriotiske borgere udsættes en belønning for den kaper der bevisligt har haft et fjendtligt skib i besiddelse, men har måtte slippe det over for overmagten, og således uden egen skyld mistet den langt større opmuntring som opbringelsen af prisen ville have været.

Sabel fra Politivennens tid. Om den har været brugt af en kaper, kan vi ikke vide. Men den kunne meget vel have været det. (Eget foto, Tøjhusmuseet).

Et bedre bevis for en sådan mislykket erobring kunne være at medtage den forladte prises mandskab, eller hvis der ikke var lejlighed til det, kaptajn og styrmand, samt skibspapirerne.

En dobbelt belønning har den kaper gjort sig værdig til i det tilfælde hvor han kunne se den prise som han havde taget med livet som indsats, glide sig af hænde ved at en overlegen fjende nærme sig, og så brændte eller sank den prise han måtte forlade, efter at han som ovenfor nævnt havde medtaget dens mandskab og papirer til uimodsigeligt bevis på, at det af ham ødelagte skib virkelig tilhørte fjenden.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8030-8031) 

Redakteurens Anmærkning

Kapere og priser

Var statsautoriserede sørøvere. Private kaptajner eller søfolk som havde statens velsignelse til at røve og plyndre engelske og svenske handelsskibe. Modsat sørøvere blev de ikke hængt når de blev fanger, men fik status af krigsfanger. Et kapret skib blev kaldt en prise. Kapervæsenet havde eksisteret siden middelalderen. I 1752 havde Frederik den 5. frasagt sig retten til en del af gevinsten, så det kunne være en indbringende, omend farlig forretning. Englænderne var i høj grad afhængig af Østersølandenes korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg. 

Der blev udstedt omkring 600 kaperbreve under Englandskrigene 1807-14. Kaperbådene var mindre skibe, kuttere, luggere og jagter med et par kanoner. Deres fordel var at de kunne sejle hurtigt. Englænderne fik dog efter et par gyldne år for kaperiet hurtigt kontrol over kaperiet. Medvirkende var at kaperne konkurrerede i stedet for at samarbejde. Christiansø var base for de større kaperskibe. Her var et kystbatteri som kunne beskytte mod engelske krigsskibe.

Jacob Augustinus Eberth

Om den ukendte Jacob Augustinus Eberth findes en beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. 

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.

Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.

Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.

Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:

En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.

“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.

På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 

Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.

Endnu et forslag til skændselsminde

(Efter indsendt)

Indsenderen af dette tror at man ved at opføre nogle af de foreslåede skamstøtter af sten eller andre materialer som stammer fra vores land, gjorde støttens helte for megen ære. Han foreslår derfor at det sammensattes af så mange af deres hele og sprængte bomber, brandkugler, kanonkugler og brandpile som de så skændigt sendte ind i byen og endnu kan fås. Sikkert ville de kunne udgøre en betydelig masse.

Smukke burde den ikke være. De jernplader, der skulle føre de nødvendige indskrifter, burde være af smeltede bomber eller kugler osv.

Skamstøtten skulle helst stå på et af de mest foragteligste af vore torve, fx ved siden af støtten på Ulfelds Plads. Nemlig skamstøtten for Corfitz Ulfeldt, som stod lidt til venstre for midten på dette billede. I dag Gråbrødre Torv. (Eget foto).

Allerbedst ville en sådan støtte kunne stå på det foragteligste af vore torve, nemlig Skidentorvet, eller tæt ved siden af støtten på Ulfelds Plads.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8029-8030)

Et Par Mangler ved Helsingørs Hospital, som ønskes hævede.

(Efter indsendt).

At det helsingørske hospital eller såkaldte kloster er en gavnlig og i mange henseender meget bekvem stiftelse, derom tvivler ingen. Men at den desuagtet har sine mangler - og hvilken ting har ikke det - er lige så afgjort. Anmelderen finder to steder i hospitalet manglende de der så højst nødvendige lygter, nemlig 1) den trappe ad hvilken man går op til de øverste værelser. At denne trappe bør oplyses af en lygte, må enhver tilstå som har passeret den om aftenen, da den er så mørk at næppe nogen fremmed uden at krybe på alle fire kan finde de værelser hvortil denne trappe leder, og hvor meget er da ikke de gamle og svage hospitalslemmer udsat for at strande på disse skær hvor ingen lygte lyser for deres fod. 2) Den såkaldte hvælving hvis højt fremragende kupler og løse sten i forening med et meget stærkt mørke gør passagen derigennem til en af de allerfarligste. En fremmed vil ved at sætte sin fod derind, forskrækket træde tilbage og meget tage i betænkning at vove sig gennem denne dødens mørke bolig. At dette så skumle sted ikke oplyses af en lygte i det mindste, er ubegribeligt da man ved med vished at endog nogle af lemmer har ved at falde over de løsrevne sten, slået sig skammeligt. Anmelderen tror ved ovenanførte at gøre sig vedkommende forbundet, og tvivler ikke på at tinge bliver undersøgt og manglerne afhjulpet.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8025-8026)