(OBS: Bemærk at artiklen i original er skrevet på svensk, redacteuren)
Tidehvervets oplysning har vakt den tolerance at man i oplyste stater billiger tanke- og skrivefriheden. Med kongeriget Danmarks gode forfatning i den henseende, og i overbevisningen at en ædel nation er retfærdig mod sine fjender, tager en svensk født sig den frihed at bekendtgøre nogle anmærkninger for almenheden over: Brev til en ven på landet, som findes i Nyeste Skilderi af København nr. 48 og 49.
Disse bemærkninger er hverken rettet mod de forskellige politiske tankesæt som Sydeuropa eller den udbrudte krigslov i Norden. Det er kun en upartisk overvejelse over en del oplysninger i Skilderiet hvor forfatteren er urigtig underrettet. Årsagen til nationalhadet mellem begge nationer er langt ældre end de nyeste begivenheder. Unionstiden var egentlig det som var en stor anledning til det. Men selv alle disse tvistigheder som vaktes, under og efter denne tid, kunne ikke virke så meget, at noget virkeligt nationalhad kunne opstå. I hele verden er dette had det samme. Man kan besøge et hvilket som helst land, så vil man finde at alle grænseområder summer af dette had. Længere oppe i provinserne har man ikke sådanne fordomme. Det gælder ikke alene om Danmark og Sverige, men om de fleste, ja alle tilgrænsende lande, hvor love, interesser, sprog og sæder er forskellige. Man finder jo til og med provinshad i et og samme land. Årsagen til dette er så mangfoldigt og forskellige, at det her ville være føre for vidt at opremse de rigtige kilder til dem.
At Gustav den 3. (denne tolerante monark) har opdraget Gustav Vasa må efter en fornuftig efterprøvelse være uklanderligt for hver og en som ser sagen i sin rette sammenhæng. Christian den 2.s handlinger har i den danske historie ikke lysere farver end i den svenske. Er det ikke tilladt efter århundreders forløb - hvor eftertiden skal være vores dommere - at fremstille på scenen urimelige handlinger selv af regenter? I Sverige skånede man aldrig Gustav den 1. tre sønners minde, og det må aldrig være belastende for nogen slægtning at nogen af deres forfædre har regeret dårligt. Gransk hele historien og man vi finde sandheden af at Henrik den 4. og Frederik den 2. aldrig tabte noget af deres glans, selvom deres forfædre eller efterkommende regerede lande mindre skikkeligt.
Hvad trykkefrihedens indskrænkning og forbuddet mod danske skrifters indførsel angår, kan ikke nægtes at dette skete med mindre overvejelse. Men selvom sådanne politiske fejl er ubehagelige, har de dog ikke noget indflydelse på den almene velfærd.
Den omtalte Benzelstjernes tilstand at brænde den danske flåde er, efter hvad der er blevet officielt i denne sag, mere sket af galskab en ud fra en virkelig plan, som i al fald aldrig har haft sit ophav hos Gustav den 3.
At nu hver eneste konge i Sverige var i hemmeligt forbund med England da flåden sloges ved København, er helt og aldeles urigtigt. Officielle handlinger viser at en af Sveriges største mænd, grev Wachtmeister blev afskediget fra sin tjeneste, fordi man troede han ikke havde udført befalingen korrekt om flådens afgang fra Karlskrona. Den som desuden kender det mindste til den tids diplomatiske hændelser kan aldrig finde på en sådan mistanke.
Jeg forbigår de fleste punkter i det 2. brev, som alle og enhver anser for partiske. Jeg vil bare erindre at Stralsunds kapitulation aldrig, af nogen kyndig militær eller statsmand, kan kaldes vanærende, eller den nye Pommerns forfatning underlig i nogens øjne som kan se med forstand. Denne sidste skete før slaget ved Jena, da man endnu ikke anså Tyskland for erobret.
Eftertiden er den dommer som skal afgøre de regerende gerninger. Vi kan ikke opleve denne dom, men vurderinger i omdømme er en forfatters pligt indtil denne dom er faldet.
Retfærdigheden bruger ikke noget smigrende sprog. Den er vigtig gennem sin sandhed, og byder os at være rimelige mod vores fjender.
(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8333-8338)
Tidehvervets oplysning har vakt den tolerance at man i oplyste stater billiger tanke- og skrivefriheden. Med kongeriget Danmarks gode forfatning i den henseende, og i overbevisningen at en ædel nation er retfærdig mod sine fjender, tager en svensk født sig den frihed at bekendtgøre nogle anmærkninger for almenheden over: Brev til en ven på landet, som findes i Nyeste Skilderi af København nr. 48 og 49.
Disse bemærkninger er hverken rettet mod de forskellige politiske tankesæt som Sydeuropa eller den udbrudte krigslov i Norden. Det er kun en upartisk overvejelse over en del oplysninger i Skilderiet hvor forfatteren er urigtig underrettet. Årsagen til nationalhadet mellem begge nationer er langt ældre end de nyeste begivenheder. Unionstiden var egentlig det som var en stor anledning til det. Men selv alle disse tvistigheder som vaktes, under og efter denne tid, kunne ikke virke så meget, at noget virkeligt nationalhad kunne opstå. I hele verden er dette had det samme. Man kan besøge et hvilket som helst land, så vil man finde at alle grænseområder summer af dette had. Længere oppe i provinserne har man ikke sådanne fordomme. Det gælder ikke alene om Danmark og Sverige, men om de fleste, ja alle tilgrænsende lande, hvor love, interesser, sprog og sæder er forskellige. Man finder jo til og med provinshad i et og samme land. Årsagen til dette er så mangfoldigt og forskellige, at det her ville være føre for vidt at opremse de rigtige kilder til dem.
At Gustav den 3. (denne tolerante monark) har opdraget Gustav Vasa må efter en fornuftig efterprøvelse være uklanderligt for hver og en som ser sagen i sin rette sammenhæng. Christian den 2.s handlinger har i den danske historie ikke lysere farver end i den svenske. Er det ikke tilladt efter århundreders forløb - hvor eftertiden skal være vores dommere - at fremstille på scenen urimelige handlinger selv af regenter? I Sverige skånede man aldrig Gustav den 1. tre sønners minde, og det må aldrig være belastende for nogen slægtning at nogen af deres forfædre har regeret dårligt. Gransk hele historien og man vi finde sandheden af at Henrik den 4. og Frederik den 2. aldrig tabte noget af deres glans, selvom deres forfædre eller efterkommende regerede lande mindre skikkeligt.
Hvad trykkefrihedens indskrænkning og forbuddet mod danske skrifters indførsel angår, kan ikke nægtes at dette skete med mindre overvejelse. Men selvom sådanne politiske fejl er ubehagelige, har de dog ikke noget indflydelse på den almene velfærd.
Den omtalte Benzelstjernes tilstand at brænde den danske flåde er, efter hvad der er blevet officielt i denne sag, mere sket af galskab en ud fra en virkelig plan, som i al fald aldrig har haft sit ophav hos Gustav den 3.
At nu hver eneste konge i Sverige var i hemmeligt forbund med England da flåden sloges ved København, er helt og aldeles urigtigt. Officielle handlinger viser at en af Sveriges største mænd, grev Wachtmeister blev afskediget fra sin tjeneste, fordi man troede han ikke havde udført befalingen korrekt om flådens afgang fra Karlskrona. Den som desuden kender det mindste til den tids diplomatiske hændelser kan aldrig finde på en sådan mistanke.
Jeg forbigår de fleste punkter i det 2. brev, som alle og enhver anser for partiske. Jeg vil bare erindre at Stralsunds kapitulation aldrig, af nogen kyndig militær eller statsmand, kan kaldes vanærende, eller den nye Pommerns forfatning underlig i nogens øjne som kan se med forstand. Denne sidste skete før slaget ved Jena, da man endnu ikke anså Tyskland for erobret.
Eftertiden er den dommer som skal afgøre de regerende gerninger. Vi kan ikke opleve denne dom, men vurderinger i omdømme er en forfatters pligt indtil denne dom er faldet.
Retfærdigheden bruger ikke noget smigrende sprog. Den er vigtig gennem sin sandhed, og byder os at være rimelige mod vores fjender.
(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8333-8338)
