Spørgsmaal til vore gode Mekanikkyndige.

(Efter indsendt).

Man ser hele tiden og ikke uden den rimeligste harme, at uforstandige mennesker driver heste til at trække store læs i trav eller stærkt skidt. Dette er den største uretfærdighed mod dyrene og til største skade for hestenes ejere, eller for den der skal have godset ført. Forunderlig nok er den modsigelse der hos vor almuesmand findes om hans egne og hans dyrs pligter. Den dovneste lømmel af kuske eller vognmandsfart er ikke så snart kommet op på et svingende læs med sin pisk, før han med denne uophørlig minder hestene om at de ikke har lov til at være dovne, fordi han er det. Men her ligger dumhed tillige til grund for hans handlemåde. Tillader man et par heste at gå næsten krybende, eller i det allerlangsomste skridt, vil et 4 gange så stort læs af dem kunne fremtrækkes som når man med pisken jager dem i et stærkt skridt, endsige i trav. For ikke at tale om at ved denne gode fremgangsmåde lider vogntøjet ubeskrivelig mindre og vejen fordærves mindre.

For at nu sådan slyngel ikke skal fordærve heste og vogn, ønskede man at vores mekanikere ville besvare det spørgsmål om man ikke kunne, ved en på vognen anbragt maskine der var under lås og nøgle, efter tykke hindre vognen fra at bevæges fremad med større fart end den der svarede til hestens langsomste skridt. 

(Politivennen nr. 520, 16. april 1808, s. 8349-8351)

Hyrekuske.

Uordener.

4) Næsten i kortere tid end tre dage er i Pilestræde og Kronprinsessegade af nattefarerne spildt ikke mindre end 3 ladninger af deres ækle førsel. Så ønskelit som det var at en bedre måde i det hele taget end den nuværende til natterenovationens udførelse kunne bringes til veje, så meget måtte man indtil sådant sker, ønske at ejerne af disse vogne indretter dem således at sådan uorden ikke kan finde sted.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8347)

Ærbødig Begæring til Københavns Kommandantskab

(Efter indsendt)

For ridende på Københavns volde, som er berettiget til det gennem voldtegn fra kommandantskabet, er det en højst ubehagelig indskrænkning i den således indhentede tilladelse, at hver skildvagt standser ham og forlanger at se tegnet. Denne hensigt kunne til fulde opnås, når det alene blev pålagt skildvagterne ved det opridningssted som den ridende betjente sig af, at forvisse sig om ens berettigelse hertil. Hvorimod de øvrige skildvagter under denne forudsætning måtte kunne lade ham uhindret passere forbi. Derfor vover man ærbødigst at gøre kommandantskabet opmærksom på det, forvisset om at denne ulejlighed, hvis det er muligt, vil ved dets omhu for et skønsomt publikums bekvemmelighed, på den oven anførte eller anden måde blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8345-8346)

Ikke et voldtegn, men en passerseddel. I mangel af bedre.

Eksempel på Billighed og på Ubillighed til at redde Medmenneskers Velfærd

Vi underskrevne, alle fiskehandlere fra København, tog lørdag den 2. april ud for om muligt at bjerge noget af de fartøjer som i den stærke storm var kommet på tværs af pælen ved nye-køb kaldet, heriblandt en jagt lastet med kaffe og sukker. Men da vi ikke havde så tungt et anker og tov som behøvedes til det, så besluttede vi at ro hen til en skipper, nemlig Peder Jensen af Olskov, som var vores gode ven, for at låne hans anker og tov, da han lå i sikker havn og begge dele lå ubrugte på dækket. Men vores håb slog fejl, da han rent ud nægtede os det, hvilket dog ikke anstår en dansk sømand. Vi tilbød ham ydermere at sætte 1000 rigsdaler i kaution og en andel af det vi kunne tjene, men han blev ved at nægte det. I det samme kom en skipper, Jens Nielsen af Hornbæk, til os og tilbød sig selv at følge med og tage anker og tov med, når vi ville ro til hans jagt, som lå i Nyhavn. Vi roede efter det, men da vi kom ud og skulle ombord på den, sank jagten for øjnene af os. En smakke som lå på siden af den, fik vi lykkelig og vel ud. Men begge kunne være bjergede, dersom ovennævnte P. Jensen ikke havde været så urimelig og nægtet os det berørte anker og tov.

København den 2. april 1808.
Ole Nielsen
Gammel Strand nr. 3

Jens Petersen
Gl. Stand nr. 5

Anders Hansen
G. Strand nr. 16

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8338-8339)

Tanker tilsendte Udgiveren, til Indrykkelse i Politivennen, af en her levende Mand, født i Naboriget

(OBS: Bemærk at artiklen i original er skrevet på svensk, redacteuren)
 
Tidehvervets oplysning har vakt den tolerance at man i oplyste stater billiger tanke- og skrivefriheden. Med kongeriget Danmarks gode forfatning i den henseende, og i overbevisningen at en ædel nation er retfærdig mod sine fjender, tager en svensk født sig den frihed at bekendtgøre nogle anmærkninger for almenheden over: Brev til en ven på landet, som findes i Nyeste Skilderi af København nr. 48 og 49. 

Disse bemærkninger er hverken rettet mod de forskellige politiske tankesæt som Sydeuropa eller den udbrudte krigslov i Norden. Det er kun en upartisk overvejelse over en del oplysninger i Skilderiet hvor forfatteren er urigtig underrettet. Årsagen til nationalhadet mellem begge nationer er langt ældre end de nyeste begivenheder. Unionstiden var egentlig det som var en stor anledning til det. Men selv alle disse tvistigheder som vaktes, under og efter denne tid, kunne ikke virke så meget, at noget virkeligt nationalhad kunne opstå. I hele verden er dette had det samme. Man kan besøge et hvilket som helst land, så vil man finde at alle grænseområder summer af dette had. Længere oppe i provinserne har man ikke sådanne fordomme. Det gælder ikke alene om Danmark og Sverige, men om de fleste, ja alle tilgrænsende lande, hvor love, interesser, sprog og sæder er forskellige. Man finder jo til og med provinshad i et og samme land. Årsagen til dette er så mangfoldigt og forskellige, at det her ville være føre for vidt at opremse de rigtige kilder til dem. 

At Gustav den 3. (denne tolerante monark) har opdraget Gustav Vasa må efter en fornuftig efterprøvelse være uklanderligt for hver og en som ser sagen i sin rette sammenhæng. Christian den 2.s handlinger har i den danske historie ikke lysere farver end i den svenske. Er det ikke tilladt efter århundreders forløb - hvor eftertiden skal være vores dommere - at fremstille på scenen urimelige handlinger selv af regenter? I Sverige skånede man aldrig Gustav den 1. tre sønners minde, og det må aldrig være belastende for nogen slægtning at nogen af deres forfædre har regeret dårligt. Gransk hele historien og man vi finde sandheden af at Henrik den 4. og Frederik den 2. aldrig tabte noget af deres glans, selvom deres forfædre eller efterkommende regerede lande mindre skikkeligt.

Hvad trykkefrihedens indskrænkning og forbuddet mod danske skrifters indførsel angår, kan ikke nægtes at dette skete med mindre overvejelse. Men selvom sådanne politiske fejl er ubehagelige, har de dog ikke noget indflydelse på den almene velfærd.

Den omtalte Benzelstjernes tilstand at brænde den danske flåde er, efter hvad der er blevet officielt i denne sag, mere sket af galskab en ud fra en virkelig plan, som i al fald aldrig har haft sit ophav hos Gustav den 3.

At nu hver eneste konge i Sverige var i hemmeligt forbund med England da flåden sloges ved København, er helt og aldeles urigtigt. Officielle handlinger viser at en af Sveriges største mænd, grev Wachtmeister blev afskediget fra sin tjeneste, fordi man troede han ikke havde udført befalingen korrekt om flådens afgang fra Karlskrona. Den som desuden kender det mindste til den tids diplomatiske hændelser kan aldrig finde på en sådan mistanke.

Jeg forbigår de fleste punkter i det 2. brev, som alle og enhver anser for partiske. Jeg vil bare erindre at Stralsunds kapitulation aldrig, af nogen kyndig militær eller statsmand, kan kaldes vanærende, eller den nye Pommerns forfatning underlig i nogens øjne som kan se med forstand. Denne sidste skete før slaget ved Jena, da man endnu ikke anså Tyskland for erobret. 

Eftertiden er den dommer som skal afgøre de regerende gerninger. Vi kan ikke opleve denne dom, men vurderinger i omdømme er en forfatters pligt indtil denne dom er faldet. 

Retfærdigheden bruger ikke noget smigrende sprog. Den er vigtig gennem sin sandhed, og byder os at være rimelige mod vores fjender.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8333-8338)

Redacteurens Anmærkning

Gustav 3 svensk konge 1771-1782. Startede sin regeringstid med at fængsle partilederne og øge kongens magt. Som han dog brugte til bl.a. at indføre trykkefrihed og bekæmpe korruption. Han ville erobre Norge. Førte 1788-1790 krig mod Rusland. Hvilket ødelage Sveriges økonomi. 16. marts 1792 skudt ved et attentat.