Uordner - Endnu noget om Skud i Rosenborg Have

I dag ved middagstid mellem kl. 1 og 2 affyrede en karl med arbejdstøj som en bondekarl et gevær inde i Rosenborg Have tæt ved det lille hus som opbygges bag sprøjteskuret. Skyderi med geværer, selv om det kun er løst krudt, i en have der er åben for offentlig afbenyttelse, og på et tidspunkt hvor den er fuld af spadserende er vel klart en højst uønskelig sag. Derved kan voldes om ikke skade, så dog forskrækkelse. Og at det aldeles hindrer den behageligste skovsangers nærværelse i en lund eller have at der affyres geværer, er en sag som er bekendt nok.

(Politivennen nr. 523, 7. maj 1808, s. 8406-8407)

Der er flere tilfælde af skyderi i Rosenborg Have. Den ene gang tæt ved sprøjtehuset. Og selv om der så måske ikke skydes med skarpt, skræmmer det sagesløse gamle og fruentimmer fra vid og sans.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 525, 21. maj, s. 8430-8431. 

På politivennens tid var der ca. 40 sprøjtehuse rundt omkring i København. Bl.a. et ved Rosenborg.

Uorden ved Vejen til Tømmerpladsen

(Efter indsendt)

På vejen til tømmerpladsen ved stadens brændeoplag ses ugerne nu som aldrig før et hæsligt syn og uorden af hatte, en del laser og pjalter, af de druknede og på anden måde aflivede der er lagt i dødehuset . Mange som passerer denne vej ønsker dels i forretninger og dels for fornøjelse at denne uorden måtte fjernes, da disse forrådnede, urenlige og stinkende ting kunne være skadelige og ser tillige ilde ud. Muligt var det bedst at sådanne ting enten kastedes i søen eller blev begravet.

(Politivennen nr. 523, 7. maj 1808, s. 1896-8397)

Om en ny Modification og Brug af Congreves Brandpile

Pas est et ab hoste doceri

Mens det endnu er uafgjort af hvor stor vigtighed Congreves opfindelse har været eller med dens brugte anvendelse vil blive ved stæders bombardement, forekommer det spørgeren meget sandsynligt at disse brandpile efter deres bekendte egenskaber under en sindrig ingeniørs hænder måtte kunne modtage en sådan indretning at de selv i en temmelig betydelig afstand kunne anvendes heldigt til at antænde den skov af fjendtlige skibe som atter truer med at omgive vores ø. Den lethed hvormed de hæfter sig fast synes at gøre dem farlige, især for skibenes takkelage. 

Naturligvis vil disse når de mærkede nogen fare af dem, søge rum sø. Men blev de først fundet tjenlige til det, da ville vel vores kanonbåde i stille vejr kunne hjemsøge dem dermed. Hvorledes de i blæst måske kunne blive endnu farligere, derom har jeg en formodning som jeg blot vover at fremsætte problematisk. Ved at eftertænke hvor lille nytte krigskunsten hidtil har haft af det attende århundredes vigtigste opdagelse, luftsejladsen, og hvor meget den dog er berettiget til deraf at vente, er det faldet mig ind, at det måske var en dansk Arkimedes forbeholdt deri at finde et nyt middel til at hævne det så skændigt fornærmede fædreland. Det er allerede offentligt omtalt at luftmaskinen lod sig bruge til at vedligeholde kommunikationen mellem Sjælland og omlandene, hvis det skulle lykkes fjenden at afskære enhver anden. Dette synes næppe mere at kunne befrygtes, da telegraferne i det mindste i klart vejr tilbyder en sikrere, hurtigere og mindre bekostelig korrespondermåde. 

Derimod aner jeg at når vores luftskippere forener deres erfaringer og indsigter med vores ingeniører, ville de muligvis udfinde en nem og sikker måde at antænde fra oven af de fjendtlige skibe. At brandpile hertil ville af alle hidtil kendte redskabet være de tjenligste, synes indlysende. Dog behøver de næppe hertil at have de congrevske vægt og uhåndterlighed, såvel på grund af den kortere afstand som den lodrette retning hvori de fra gondolen måtte nedlades. Sålænge luftskipperen endnu ikke er uafhængig af vinden, ville disse våben vel ikke (in statu quo) kunne anvendes i Sundet, men lykkedes det blot derved at rense Bælterne, hvor stor var ikke allerede denne gevinst?

J. Møller
Lærer ved Slagelse Latinskole.

(Politivennen nr. 522, 30. april 1808, s. 8377-8380)

Jens Møller. doctor og professor i theologien, ridder af dannebrog. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Redacteurens Anmærkning

Pas est et ab hoste doceri: Det er rigtig at lære, selv af fjenden. Bemærk at lærer Møller foreslår luftbombardement. J. Møller er formentlig teologen Jens Møller (1779-1833). Han havde gået i Slagelse Latinskole og var blevet adjunkt ved samme i 1802. Han vandt i 1806 Videnskabernes Selskabs guldmedalje og blev samme år som artiklen er skrevet (1808) ekstraordinær professor i teologi, senere (1813) professor ordinarius og dr. teol. Han beklædte fremtrædende poster ved Københavns Universitet og havde et omfattende forfatterskab (bl.a over 100 afhandlinger). 

Han er nævnt i H. C. Andersens Levnedsbog: 

En gammel mand Snitkjær læste latin med os i anden klasse. Det var en sand original, men fuld af godmodighed og jeg har siden skildret ham i mine skyggebilleder. Han havde været lærer ved skolen medens Ingemann, Jens Møller og skuespiller Rosenkilde gik der. "Ja, sådanne mænd havde vi haft her !" sagde han. "Og Baggesen har også gået her, lad mig nu se at også De gør vor skole ære !" det smigrede mig. 

Advarsel mod en Bedragerinde

Sidste anden påskedag om eftermiddagen mellem kl. 4 og 5 kom et velklædt fruentimmer ned til mig i min bod og forlangt en skinke til Fohrmann, hvilket hun også fik. Men bad mig om hun måtte lade sin madame se den først. Hun gik derpå bort, men kom straks igen og sagde at hendes madame var godt fornøjet med den og ville forhandle nøjere om prisen. Tillige sagde hun at hun skulle komme straks igen og betale den, da hendes madame nu for tiden havde noget at bestille. 

Næste dag lod jeg et bud gå hen for at erfare om Fohrmann kone havde fået denne skinke. Men hun forsikrede mig, at hun ingen skinke havde købt på den den tid eller hendes pige været ude på den tid. Og da jeg så denne tjenestepige erfarede jeg straks at jeg var blevet bedraget. Skinken vejede 11 pund, 3½ fjerding. Fruentimmeret havde kappe på hovedet, blå klædt som en tjenestepige og havde et lille ar på den venstre kind ligesom om hun i sin ungdom kunne været revet med en kniv. Men så ellers godt ud, talte godt for sig og var middelmådig af højde. Dette til advarsel for at dette slette fruentimmer ikke skal gå omkring og bedrage flere.

Andreas Thyberg
Boende i Borgergade nr. 165 i kælderen.

(Politivennen nr. 521, 23. april 1808, s. 8364-8365)

Om den af Englænderne hemmeligholdte Komposition til Natsignaler (white-fire)

(Efter indsendt)

Englænderne bruger på deres krigsskibe som natsignaler en vis komposition, som de kalder white-fire, hvis bestanddele de gør en stor hemmelighed af. Indsenderen har i et tysk månedsskrift opdaget opskriften til det. Da natsignalet bruges med nytte, tor han at det under nuværende omstændigheder vil være hensigtsmæssigt at vække opmærksomhed for dette brændstof. Udførlig underretning om tilberedelsen, brugen og virkningen af dette såkaldte white-fire findes i Bachs Monatliche Correspondenz zur Befördering der Erd- und Himmelkunde, juli 1807, pag. 13. 

Bestanddelene er: 24 dele salpeter (nitrum depurat), 7 dele svovlblomster (flor. sulphuris), 2 dele rød arsenik (Arsenicum rubrum). Den tilberedte sats pakkes i en passe eller æske og antændes. Denne komposition har den fortrinlige egenskab at flammen er overordentlig stærk og skinnende, hvorfor den kan ses i en meget lang afstand, og hverken regn eller vand kan slukke den. Dens skin er så stærkt, at de som er nærved, formedelst intensiteten af dette lys, blændes deraf og fornemmer en følelse i øjnene som når man ser på solen. Satsen antændes med samme hastighed som krudt dog uden alt smæld. 

Udførlig underretning om tilberedelsen, brugen og virkningen af dette såkaldte white-fire findes i Bachs Monatliche Correspondenz zur Befördering der Erd- und Himmelkunde, juli 1807, pag. 13

Varigheden af flammen og afstanden på hvilken den kan ses, beror på kvantiteten af satsen og størrelsen af kassen hvori den indeholdes. Bach forsikrer ved anstillede forsøg at have fundet at en kasse af 6 tommers gennemsnit og 3 tommers højde med den antændte sats straks efter solens nedgang kan ses i en afstand af 36.000 favne eller 9 mil. De sædvanlige indsignaler, brændende halmknipper og tjæretønder ville i ovennævnte tilfælde næppe kunne ses i en afstand af 2 mil. Dette brændstof er ikke kostbarere end det almindelige krudt. Detaljerne findes udførlig i det ovennævnte månedsskrift. Anmelderen indstiller til høje vedkommende om det ikke skulle kunne lønne omkostningerne at anstille forsøg med denne sammensætning, da man dermed vist nok meget godt kunne signalere over bæltet om natten.

(Politivennen nr. 521, 23. april 1808, s. 8361-8363)