En Uorden på Ulfeldts Plads

(Efter indsendt)

På Ulfeldts Plads har der i en temmelig lang tid været et menneske der er døvstum og tilsyneladende halvtosset, eller mere end det.

Han synes at have valgt denne plads som sin boldgade. Det synes også at måske enkelte af slagterne ved at give ham noget opmuntrer ham til det. I det mindste plejer han at holde sig nær slagterboderne, og til umådelige løjer for mange af samme mandskab at drive sin galskaber.

Det er ikke nok at han ved de uanstændigste fagter og handlinger der endog er så skamløse at de ikke kan nedskrives, anfægter fruentimmer, der har ærinder på eller over torvet. Men han vover endog på alle slags drillende og fornærmende måde at spotte personer der bor på pladsen og fra deres vinduer med medlidenhed betragter denne ulykkelige.

Man oplyser dette før at der kan på en eller anden måde blive sørget for dette menneske. Ellers vil han måske over tid forværres således at hans handlinger måske til sidst vil pådrage ham en eller anden stor straf. I sandhed man kan ikke vide hvor vidt en sådan person der er berøvet sine vigtigste sanser ved ufornuftig medhold og skamløs latterbifald til hans dårskaber kan gå frem i det onde!

Der må sikkert kunne gøres noget bedre for sådant beklageligt menneske end at lade ham således blive til et udskud og efterhånden modnes til forbryder. Og almenheden lider ved at antastes af ham, hånes af hans fagter eller ækles ved hans svinskheder og harmes over de rå mennesker der giver sådant et skogrende bifald.

(Politivennen nr. 560, 21. januar 1809, s. 8984-8986)

Ønske til høje Vedkommende, om at Kbhavns Porte om Morgenen måtte oplukkes tidligere

(Efter indsendt)

Portene åbnes kl. 7:30 om morgen og lukkes kl. 10 om aftenen.

Skønt 14½ time unægtelig synes en betydelig tid, er det dog vist, at det ville være en sand velgerning om denne åbning kunne forlænges, især i denne vintertid og under stadens bestandige behov for brændsel. Man ser nu om morgenen en, halvanden, ja to timer før portåbningen rækker af ankomne bøndervogne holde for portene. Disse bønder kommer langvejs fra og kan ikke så nøje afpasse afgangstiden hjemmefra fordi de ikke altid fuldkommen kan kende førets og vejens beskaffenhed. De afgår derfor hellere noget for tidligt end for sent, og således er det naturligt nok at de kan komme for tidligt til porten. Hårdt er det imidlertid for dem og hestene at vente der.

Endnu en vigtigere årsag til at fremsætte ønsket om en længere åbningstid er den, at de mange af stadens indbyggere der udsender deres vogne og heste på landet, for derfra at hente brænde eller tørv, nu må, når stedet er afsides liggende, bruge to dage eller i det mindste halvanden til den rejse de ellers kunne have gjort på en dag. Hvilket som letbegribeligt er dem et betydeligt tab og fordyrer tilførslen ikke så lidt, samt kan afskrække en del fra at modtage deres forsyning i skoven, som dog for den almindelige brændselsforsyning af staden var så nyttigt.

Måske vil det være mindre gørligt, ligesom det også var minde ønskeligt at forlængelsen af den tid hvor portene stod åbne skulle ske om aftenen. Hellere måtte man ønske at den skete om korgenen, således at  portene, eller i det mindste Nørreport, åbnedes om muligt kl. 6.

Udgiveren er sikker på at dette her fremsatte ønske er mangfoldiges.

(Politivennen nr. 559, 14. januar 1809, s. 8963-8965)

Forslag til Forsørgelses-Anstalt for Kunstneres Enker og gamle hjælpeløse Kunstnere

(Efter indsendt)

England, dette røverhjem, denne rede for uretfærdighed, grådighed, selvmord og mord, tyveri og stimandsdåd, med et ord for alle en grundfordærvet nations laster, har dog adskilligt godt, som man selv hos sin fjende bør lade vederfares ret.

Således har man der et selskab for musikanternes enker og for svage og syge musikere. Alle musikere som er i selskabet holder i fællig store koncerter, hvor da alt hvad der over udgifterne indkommer, tilgår der denne velgørende anstalt. Da denne allerede har stået i en del år, har alt en temmelig kapital og ikke få personer af de ovennævnte nyder hjælp.

Oprettelsen af et museum lå ikke mange år ude i tiden, 1827 blev Statens Museum for Kunst oprettet. Den nuværende bygning blev dog først færdig 1896. Meget af kunsten fra Politivennens tid, som er kendt som guldalderkunst, havnede her på Statens Museum for Kunst. Om det så i mellemtiden kom kunstnerne og deres enker til gavn.

I København bør kunstneres og kunstnernes skæbne i sandhed indgyde den højeste deltagelse. Og det i de sidste tider endnu mere end før. Og dog er kunstnerne så værdige nationens agt og skønsomme kærlighed. For at gøre denne skæbne tåleligere, og mage om muligt, at kunstnernes i det mindste kunne have den trøstefulde vished at deres enker dog ikke skulle sulte ihjel, gøres følgende forsag til en hjælpekasse stiftelse for enker efter kunstnere og for udlevede, forarmede, syge eller med et ord trængende kunstnere:

"Alle kunstnere i København forener sig til et kunstmuseums oprettelse, hvortil adgang skulle stå publikum åben mod en vis indgangspenges erlæggelse. Her måtte enhver kunstner hensætte et eller andet stykke af sin frembringelse. Kunstnere som musikere, hvis kunst ikke var for øjet men for øret, måtte opføre visse koncerter årligt, og af disse forenede indtægter skulle en kapital samles og udsættes og benyttelse ske af dens renter til det tilsigtede øjemeds opnåelse."

Et sådant museum ville tillige tjene til at gøre kunstnere bekendte i publikum og til at forøge smagen for kunst hos publikum.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8926-8928)

Atter et Exempel på at Kbhavn ejer Mennesker, der kunne begå den Skændighed at anfalde Fruentimmer på mordisk Vis.

(Efter indsendt)

To skikkelige tjenestepiger gik søndag aften den 18. december kl. halv syv fra deres hjem og blev i Bredgade antastet af 2 mandspersoner med yderlige grovheder, hvortil pigerne tav og søgte blot at slippe væk. Dette lykkedes dem ved flere menneskers mellemkomst. Da de var kommet til Holmens Kanal kom begge forfølgerne igen, overøste de stakkels værgeløse skabninger med skældsord og grovheder. Den modigste af pigerne sagde så at de var uforskammede og at de skulle lade dem gå i fred. Hvorpå de forsøgte at rive hende om, hvilket dog ikke lykkedes. Den anden pige derimod, som var mere frygtsom, ilede i forvejen for at undfly voldsmændene. Disse nåede hende dog straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt. Tænderne på den ene side blev slået løse og pigen blev så opfyldt af angst at hun måtte ind i et nærved liggende hus, hvor hun var kendt. Samme steds, måtte hun på grund af gentagne besvimelser og efterfølgende mathed overnatte, og føler endnu i dag smerter og er vanskabt i ansigtet.

Hvor meget var det at ønske at sådanne forbryderiske niddinger som finder fornøjelse i at overfalde stakkels uskyldige fruentimmer på morderisk måde, måtte blive opdaget og straffet efter lovenes strengeste fortolkning.

København den 20. december 1808.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8923-8925)

"Disse nåede hende straks, kastede hende overende med ansigtet mod en af lygtepælene uden for Erichsens Gård, hvorved det halve ansigt blev slået fordærvet og blødte stærkt." (Erichsens Palæ ved Kongens Nytorv, 2015. Eget foto)

Matros-Fuglefængeri med forgivtede Kjødstykker, hvorved Hunde, muligt og andre Dyr, ja hvo veed om ikke Mennesker, ere for Fare udsatte.

(Efter indsendt).

Forleden søndag den 18. d. m. spadserede indsenderen fra Vesterport langs ad Farimagsgade til Nørreport. En puddel der tilhørte mig, fulgte med, og løb som sædvanligt adskillige gange over grøfterne ind på marken på begge sider af vejene. På Købmagergade styrter hunden voldsom ned for indsenderens fødder, får et salg og på mindre end 3 minutter er den død. Indsenderen troede det var tilfældigt, og lod hunden bringe bort da en af hans venner kom til, så det passerede og spurgte om jeg havde været uden for porten, hvilket jeg svarede ja til, og hvorpå han sagde mig at så var hunden forgiftet, eftersom nogle matroser udlagde forgiftede kødstykker på marken for derpå at fange krager som de sælger. Dersom det forholder sig således som manden påstod med megen vished at vide, synes indsenderen det fortjener offentlig omtale til afstraffelse. For 20 rigsdaler havde jeg ikke mistet dette kreatur, og ingen som passerer denne vej med hund, er jo sikker for at den kan have samme skæbne som denne. Indsenderen håber al mulig virkning af denne bekendtgørelse, hvis ikke ellers som han dog næppre tror, denne sag skulle ligge udenfor embedsmandens grænser.

(Politivennen nr. 556, 24. december 1808, s. 8915-8917)