En Helsingørs Indvaaners Bøn til sammes højædle Magistrat.

(Efter indsendt).

At mange af byens indbyggere føler og må føle de med nuværende tider følgende hårdt trykkende bryder, vil ingen kunne nægte, og så godmodige de end af hengivenhed til elskede konge og fødeland bærer alle, så ville dog samme blive så meget tungere, jo mere sorgen for brødnidden forøges og jo ængsteligere udsigten bliver til at kunne få denne, den første af alle fornødenheder. Som bekendt kommer lidt eller intet sæd til torvs, og af dette lidet er rugen så sjælden at man endog for nylig har forlangt 12 rigsdaler for en tønde. Den højædle magistrat er det forbeholdent at kunne bidrage til at formindske denne sorg og følgelig forringe vægten af disse byrder meget. Den vil ved allerunderdanigst forestilling kunne bevæge hans kongelige majestæt til allerunderdanigst at overlade de mange dertil trængende indbyggere et vist kvantum af det her nuværende magasinforråd for en bekendt betaling, og som måtte overlades såvel i halvtønde som skæppevis. Den hulde fader hører gerne sine trængende børns sukke. Ligeså vist som en god gerning belønner sig selv.

(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9042-9043)

Erklæring.

Gensvar på det i Politivennen nr. 562 om Nikolaj Kirkegangs rengørelse som jeg har haft under opsigt i 12 år og som ikke har været påanket før den 6. juli 1808 da jeg af opsynsbetjent N. Holm blev anklaget for det jeg lod bære renovation ud til begge sider gangen og måtte derfor betale 2 rigsdaler i straf. Siden den tid er der ingen rengørelse holdt.

Christen Christensen
Opsynsmand, boende på kirkegården

(Politivennen nr. 563, 11. februar 1809, s. 9035)

En styg Urenlighed i Nikolaj Kirkegang.

(Efter indsendt).

Denne lille gang der for fodfærdslens bekvemhed bestandig får åben, og virkelig er fodgængerene meget velkommen, når tiden er dem knap, er nu overmåde slemt blemret med urenlighed i en meget modbydelig grad. Umuligt er det at forebygge dette uvæsen. Men det var ønske at de som skulle feje der, måtte tvinges til at holde en renselsesdag da de synes ikke at ville af sig selv.

(Politivennen nr. 562, 4. februar 1809, s. 9021)

Utroskab af Bønderkarle som holde med Halmvogne under Vestervold

(Efter indsendt)

Hver torvedag før de ordentlige købere indfinde sig ser man mange af de bønderkarle som falbyder halmlæs, rundt om at rive en del halm af deres løs, som de sammenbinder i knipper og sælger for 16 til 24 skilling knippet, formodentlig til deres egen fordel. Hvorefter de meget omhyggeligt opstudser læsset med river som de har lånt i nærheden for at formindskelsen ikke skal mærkes. Imidlertid er den let at mærke for en seende køber, på grund af halmens løse strutten. Men da et sådant læs betales så meget ringere, bliver det et sandt tab for den fraværende ejer som ikke ser hvad der foregår, og må tage mod hvad hans karl byder ham. 

Skulle ikke sådan skændighed være forbudt? Den ejer som vil sælge knippevis, hvilket jo også ville være ønskeligt til husholdningsbrug, kunne lade halmen knippebinde hjemme, og således bestemme hele læsset til udsalg i knipper. Hvem der ikke ønsker sit læs således forringet i værd til sin skade, tager forholdsregler derimod, ligesom det egentlig er for hans skyld at dette anmeldes. Da læssenes størrelse ikke lader sig bringe til nogen enhed ville det være godt hvis såvel hø som halm altid solgtes i lispundevis, og torveprisen da også herpå nøje blev angivet i offentlige blade. Hvor meget bedrag ville ikke derved forebygges! Men pålidelige og nøjagtige må disse angivelser altid være.

(Politivennen nr. 562, 4. februar 1809, s. 9010-9012)

Nogle Tanker om Kbhavns Melke-Fornyelse

(Efter Indsendt)

Når det betænkes at København ligger i et landskab der er ypperligt til kvægdrift, kan man ikke andet end forestille sig muligheden af Københavns 1) bede forsyning med mælk, og 2) Forsyning med bedre mælk.

København får nu sin mælk fra omtrent 2.000 køer i staden selv. Et par hundreder i den nærmere og ligeledes 2 til 3 hundrede i den fjernere omegn.

Antager vi altså i alt 1.500 køer, da vil det næppe kunne nægtes, at forsyningen er for lille. Den er det ikke blot i dette tal, men i den lille mængde mælk de giver.

En tredjedel af køerne er golde. Og man kan altså kun tælle 1.000 malkende.

Ville vi nu sætte at hver giver 10 potter mælk daglig, så sætter vi vistnok meget for meget, men vi får dog kun antallet 10.000 potter.

København har i almindelighed 100.000 indbyggere (for øjeblikket nogle 1.000 flere) altså kan hver ikke få over 1/10 pot daglig.

I København er sikkert 10.000 børn, for hvem mælk er den sundeste og mest passende føde. Men regnede vi ½ pot til hver af disse små forbrugere daglig, så blev den øvrige mængde så meget mere uklækkelig for den store mængde af stærkere tærere.

Vil man sige at mængden af mælk kan forøges med vand, og det den kun alt for sikkert, så er dermed egentlig i den nærværende betragtning intet sagt. For her er det ikke om opspædet mælk, men om mælk at talen er.

Men endog uden at spædes er den mælk, som af de indenbys køer erholdes langt fra ikke så nærende og velsmagende som den burde være.

Køer som fødes med spøl og drank, som lider under en evig diarre, som bestandig står vådt og aldrig vaskes, ja endog undertiden levende begraves i mærke kældre, kan aldrig give ret god og næringsrig mælk.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 561, 28. januar 1809, s. 9000-9002)

(Artiklen bliver ikke fortsat)