Ønske Fruekirke angaaende

(Efter indsendt).

Man kan ikke uden beundring føle det store i synet af Frue Kirkes vrag om man kan låne dette udtryk, og næppe vil man undlade at bemærke at det som giver denne bygning nu så megen storhed for synet, forfør før i dens ubeskadeligste tilstand, er den større åbenhed trindt omkring den. Den største og skønneste bygning taber af sit syn når den spærres af andre bygninger, beklines med begravelser og omgives med stakitter, træer og kirkegårdsmur. Beklageligt at den lille bygning i Frue Kirkegårdsmur er istandsat, for dem med mur og alt øvrigt burde skaffes bort. Gravene sløjfes og den skønne bygning rejser sig frit op fra en 6 trappetrin over gaden forhøjet med fliser belagt plads. Da ville Frue Kirke som en stor skønt ikke pragtfuld bygning tage sig godt ud og være den ene af de 6 kirker der ikke vansirer København. De andre fem er Trinitatis, Reformert, Kastellet og begge Christianshavns.

(Politivennen nr. 567, 11. marts 1809, s. 9098)

Underdanigst Ønske det Danske Sprog betræffende

Den danske stat har indbyggere der taler forskellige tungemål. Uden at nævne dialekter, ja endog virkelig kun ikke til bogskriveri brugte sprog, som det frisiske, det færøske og det plattyske, finder vi 1) det danske 2) det islandske 3) det tyske 4) det grønlandske, 5) det laplandske. Altså 5 fuldkomne levende og brugte sprog for dem som taler dem i bøger, fra prædikestolen, i bestyrelser og i rettergang.

Det danske sprog er mund- og skrivesprog på de danske øer, i Nordjylland og en del af Sønderjylland, samt i Norges 5 stifter, altså sproget for over 2/3 af hele statens mennesker, hovedstadens sprog. Og det bør ønskes udbredt så vidt muligt til den øvrige del af staten, for at fremme det vigtige politiske formål statsenhed (hvoraf sprogenhed ikke er en uvigtig samdel).. Det er altså, og kan ikke andet end være det sprog der fra regeringens side med rette må forvente al omsorg, ophjælp, opmuntring, agt og selv æreholdelse.

Statens naboskab til lande, hvor en tyvedobbelt folkemængde talte et beslægtet sprog, det tyske. Den omstændighed at 1/4 af den danske stats indbyggere, dvs deres dannede del, talte tysk. Den mængde af tyskere der siden Erik af Pommerns tid strømmede ind i Danmark, hvor mange af dem kom i embeder. Den upolitiskhed der ofte under vores ældre regeringen siden det tidspunkt valgte at have en tysk eller halvtysk hær i stedet for en dansk. Det vanheld i danskens nationalpræg at ynde det fremmede, det end større vanheld at denne lyde er stærkest i den højere klasse af nationen og det endnu langt større vanheld at selv danske konger foretrak et fremmed tungemål: Alle disse årsager arbejdede vældigt løs på det danske sprogs undergang. Og man oplevede den ydmygelse for fuldt alvor at høre påstået at det burde udryddes. Man nåede så vidt at landets militære akademier og skoler underviste på tysk, at hele landmagten kommanderes og bestyredes på tysk, at landsoldaten på spørgsmål om hans navn svarede: Ich heisse Ole Persen, og at jyden der så sin sidemand i geleddet, en sakser, særdeles nådigt tiltalt af kongen, troede at behage ham bedst ved på spørgsmål hvor han var fra? at svare: A er og en saks.

Man hørte den velklingende skingrund fra tyskere der æder dansk brød og af uægte danskes mund at Danmark ved at antage det tyske sprog ville vinde brug af dets større, ja uhyre masse af skrifter, og at den danske da kunne komme fort i en stor del af Europa. Som om den del af den danske nation, der har med skrifter at gøre ikke alligevel kunne benytte sig af dem! Som om den egenskab at have just et sprog der ikke kendes til af andre folk, ikke hindrede udvandringer, og bandt den indfødte til sit fædreland langt stærkere end indbyggeren af en tysk stat nogensinde føler sig bundet til sit.

Det danske sprog var i vånde. Men det gik sproget som staten selv: Ikke få gange truedes Danmark af store farer. Men det står stadig og vil altid stå! Efterhånden vågnede nationalfølelsen. Også sproget blev dens genstand. Og Christian den syvende, der gav indfødsretten, afskaffede også tyskheden i det militære, bød at dansk kriger skulle kommanderes på dansk. Efterhånden som sprogets skønhed og værd erkendtes af nationanen selv, tiltog regeringens opmærksomhed for samme, og en kommission af lærde mænd fik befaling at udarbejde en plan til at bevirke en større renhed i sprogets retskrivning.

Frederik den sjette har ikke undladt at vise sin agtelse for nationalsproget, og sit ønske at virke til sprogenhed mellem statens dele. Han befalede at de for Sønderjylland og provinsen Holsten udgående forordninger skulle skrives side om side i det danske sprog tilligemed det tyske.

Med største tillid tør altså den danske mand, der agter og elsker sit sprog som sprog, og ivrer for det, som for et middel til nationalitet og til selvstændighed, fremsætte hvad ønske sproget endnu har at frembringe for sin ypperste fødte værge, for Danmarks konge.

Ikke blot renhed i retskrivning (genstanden der opgaves for hin forhen omtalte kommission), men renhed i ord og vendinger er det, som væsentlig udgør et sprogs fuldkommenhed i forening med rigdom på benævnelser hentede af sprogets egen natur og oprindelse.

Ikke er det offentlig kundbart hvad den benævnte kommission har udarbejdet til det foreskrevne formåls nærmelse. Også må det tilstås at så meget end en fast retskrivning er at ønske, så varsomt er det nødvendigt i denne sag at fremgå, for ikke at kvæle al forbedring. Ja det er endog uomstændelig sandt at en eneste retskrivning ikke har sted ved noget sprog end ikke ved det franske.

Langt vigtigere er derimod renheden i ord og vendinger. Et sprog kan mangle ord til en forhen ukendt ting, benævnelser til en forhen i samme sprog udyrket videnskab eller uomhandlet kunst. Men ikke bør sådanne ord eller benævnelser blindt hen og af utilgivelig magelighed, tages af det første det bedste fremmede sprog og med vold og magt indsættes i sproget. Måske med i det højeste en endelse efter sprogets gang. Af sprogets egen malm bør sådanne nye ord, hvis dertil virkelig er trang, fremstøbes efter at først sprogets ældre stamme er gennemsøgt, for om muligt der at finde hvad der behøves. Ligeledes bør fremmede vendinger ikke uden vedbørlig varsomhed antages, da man ellers i stedet for en berigelse let tilføjet sproget en skæmmende vansir og foranlediger et tvetydigt miskmask. Hvem kan således uden væmmelse i dansk bog læse at "man har lært en person at kende" i stedet for at have lært at kende denne person? Hvem føler ikke modbydelighed ved at læse ting som dette "han elskede hende som var hun hans datter", i stedet for det danske: Som om hun var hans datter? Hvem føler ikke det udanske i de os så ofte desværre mødende udtryk som dette: "Er jeg dog et menneske, ejer jeg dog et hjerte", i stedet for Jeg er jo dog menneske, jeg ejer jo dog et hjerte? Dog hvortil flere eksempler!

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 566, 4. mar 1809, s. 9078-9084)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10012-10016.

En Uorden som begåes af endel Jøder her i Kbhavn

(Efter indsendt)

Mens mangel på skillemønt er følelig, arbejder en del jøder her i København med største iver på at gøre denne mangel større.

Hos kræmmere, høkere, kort sagt i alle butikker stikker lasede og lurvede jøder og jødedrenge sig ind for at tilsjakre sig firskillinger, nye toskillinger, enskillinger, ja endog de gamle fedtede toskillinger, imod valutasalg. De nøjes ikke med det, men opholder og plager tjenestepiger, karle osv. for at tilsjakre sig fra dem, hvad hele penge de kunne have, samt alt hvad de har af sølv og guld. At jøder der ikke er lasede og lurvede står bag disse sjakrere, kan indsenderen ikke bevise. Men muligheden forlanger at tilstås. Når man ser en ussel sjakrer ikke kunne drive denne snavshandel med større kapital en to rigsdaler, men flere gange kommer tilbage på en og samme time med samme lille kapital, så må man tro at han bruges af andre.

Det er at formode at  dette uvæsen kan volde skade. At forbyde det, lader sig vel gøre. Men med magt forhindre mønt at gå ud af landet kan ingen, og at prøve på det ville være ligeså frugtesløst som at give forordninger mod luksus, mod bysnak, mod middagssøvn, osv. Vores vise regering har andre midler som anmelderen dog ikke tør foregribe at nævne på dette sted.

(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9051-9052)

En Helsingørs Indvaaners Bøn til sammes højædle Magistrat.

(Efter indsendt).

At mange af byens indbyggere føler og må føle de med nuværende tider følgende hårdt trykkende bryder, vil ingen kunne nægte, og så godmodige de end af hengivenhed til elskede konge og fødeland bærer alle, så ville dog samme blive så meget tungere, jo mere sorgen for brødnidden forøges og jo ængsteligere udsigten bliver til at kunne få denne, den første af alle fornødenheder. Som bekendt kommer lidt eller intet sæd til torvs, og af dette lidet er rugen så sjælden at man endog for nylig har forlangt 12 rigsdaler for en tønde. Den højædle magistrat er det forbeholdent at kunne bidrage til at formindske denne sorg og følgelig forringe vægten af disse byrder meget. Den vil ved allerunderdanigst forestilling kunne bevæge hans kongelige majestæt til allerunderdanigst at overlade de mange dertil trængende indbyggere et vist kvantum af det her nuværende magasinforråd for en bekendt betaling, og som måtte overlades såvel i halvtønde som skæppevis. Den hulde fader hører gerne sine trængende børns sukke. Ligeså vist som en god gerning belønner sig selv.

(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9042-9043)

Erklæring.

Gensvar på det i Politivennen nr. 562 om Nikolaj Kirkegangs rengørelse som jeg har haft under opsigt i 12 år og som ikke har været påanket før den 6. juli 1808 da jeg af opsynsbetjent N. Holm blev anklaget for det jeg lod bære renovation ud til begge sider gangen og måtte derfor betale 2 rigsdaler i straf. Siden den tid er der ingen rengørelse holdt.

Christen Christensen
Opsynsmand, boende på kirkegården

(Politivennen nr. 563, 11. februar 1809, s. 9035)