Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)

En slem Vask i Dronningens Tvergade.

På hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade hvor bageren bor, er en slem rende fra en vask der altid overskyller fortovet med alle slags flydende urenheder. I frostvejr tårner isen op på fortovet til en betydelig højde og blive altid glat. I tøvejr gør det fra renden udstrømmende fluidum fotovet endnu mere besværlig at passere end det ellers er. Anmelderen har set at højkongelige personer i godt vejr har måttet forlade fortovet for denne malstrøm og træde ud på gaden. Man håber derfor at ejeren lader gøre en forandring ved denne vask. Dersom husets lokale skulle forbyde at den anbringes ud til gården, så kunne vel en ordentlig rendesten over fortovet nogenlunde afhjælpe denne mangel, men denne bør da være anordningsmæssig anlagt og forsynet med et påhæftet bræt.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 100-101)

En Vandring i Antonistrædet

Når man går gennem Antonistræde og betragter dens skidne udseende, smalle fortove og dybe kældre, hvoraf mange snarere synes at være indrettede til gemmesteder for grove forbrydere, end til boliger for mennesker, skulle man enten tro at man ikke var i Danmarks hovedstad, eller at man var flyttet et par hundrede år tilbage i tiden. Især påfaldende er den så dybe kælder under gården nr. 240 der så længe jeg kan erindre ligesom nu har været brugt til stegeri. At mennesker kan leve og eje sundhed i dette mørke hul, der foruden de usunde dunster, som jorden giver fra sig, opfyldes med lugt af allehånde spisevarer, som steges og brases, er ubegribeligt. Men også for det offentlige er den farlig. For kældernedgangen når næsten ud til fortovsfliserne af det derværende desforuden smalle fortov. Og blot ved at glide med en fod, står man i fare for at styrte ned og begraves mellem stegte sild, lammehoveder og kallun. 

Vinduerne er så dybt under jorden at deres øverste kant ligger i lige linje med gadens overflade. De brædder hvormed lysningshullerne er beslået med indvendigt for at forhindre jorden fra at styrte ind af vinduerne og opfylde kælderen, står nogle tommer oven over fortovet, så at de let forårsager fald og mindst gør fortovet vanskeligere at passere end det allerede er. En fuld matros skal engang være faldet hovedkuls derned, og virkelig kan det let ske for en der ikke er beruset.

Dernæst er to kældre. Den ene under huset nr. 232, den anden under nr. 233. Skønt de er slemme nok, er de dog ikke så gale som førstnævnte. For vel er de dybt nok under jorden, men vinduerne er dog ovenfor samme. Og så meget højere at disses underflade er et par tommer over fortovets overflade. Men forsynede med små ruder af slet, grønt glas der ustandseligt overstænkes af gadeskarn, skal de just ikke yde megen lysning i disse usle vråer, hvis beboere færdes i bestandig mørke, og måske anvender mere bekostning på lys til deres arbejde, end de, når denne bekostning sammenregnes med den husleje de må give kunne bo for som andre mennesker.

Hvorledes den nu boende lejer af kælderen under nr. 232, der skal være en formuende man, har kunnet bebo denne lejlighed i flere år og samlet sig formue, kan jeg ikke begribe, skønt jeg godt ved at vanen kan blive den anden natur og at selv en grønlandsk bopæl efter lang afbenyttelse kan blive behagelig.

Finder De dette passende at indføre i Din Politiven, da har jeg intet derimod. For skønt det egentlig ikke angår politiet, så måske, hvem ved, kunne det bevæge en eller anden af disse huses ejere til at gøre et mere hensigtsmæssig brug af sin kælder, såsom til brænde, tørv eller andre ting og ikke til bolig for mennesker, om der endog af disse skulle gives nogen der vil bo som muldvarpe.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 97-100)

Fortsættelse af brevet til udgiveren

 (Til side 19)

Javist får man for mange skriftlige anbefalinger at se. De fleste er udstedte af præster. I det mindste burde de indeholde hvor lang tid har gælder. For nogle som forevises er gamle, og for stedse, eller for længe. Skulle de dog vel ikke gælde. De ville ellers være betlerpatenter. Endvidere syndes de at burde, ligesom pas, være forsynet med den forevisendes personbeskrivelse.

Men bør de eksistere overalt? Hvor lille forskel er der ikke mellem tiggere på gaden og i husene? Den første er forbudt, hvorfor skal den anden være tilladt? Misforstå mig ikke. Jeg giver gerne til værdige og bekendte. Men til hvem kan en ærekær fattig henvende sig uden til øvrighed, fattigforstander, bekendte og til de som kan skaffe arbejde? Undtagelser kunne gives. Man får fx ikke nok af hine og har ingen bekendte, undtagen uformuende, man undser sig også ofte ved at ty til bekendte og lader dem vide om nøden. Men som regel kan man antage at den har tabt al skam som henvender sig til andre privatfolk end bekendte. Hvilke, blandt privatfolk, er de eneste som man kan gøre nogen fordring på, og som man kan håbe understøttelse af

(Slutningen følger i næste nummer)

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 92-93)

(Artikelserien afsluttes ikke)

Om Vægtersangen.

Selv om man ser og med taknemmelighed erkender vores virksomme politidirektørs fortræffelige foranstaltninger politiet vedkommende, så er der vist endnu mange af stadens indbyggere der i særdeleshed ville være denne sjældne embedsmand endnu mere forbundet hvis den fæle såkaldte vægtersang om natten kunne afskaffes.

Indsenderen tror for en del år siden at have læst et i trykken udkommet forslag desangående, men i hvilket blad der stod erindrer jeg ikke mere. Nok er det, denne afskyelige brølen i gaderne vedvafrer endnu hver time om natten Man har kendt syge menneske, især de der var sengeliggende af nervefeber, derved på det ynkværdigste at blive ængstet. Barselskoner at få adskillige farlige tilfælde ved at tilbringe mange søvnløse nætter på grund af den hver time stedfindende brølen eller vægtersang. Nødvendigheden af at vægterne skulle synge lange vers på gaderne om natten når enhver søger og burde have ro - begribes ikke. Den nærmeste årsag årsag hvorfor denne skik indførtes, var vel for at forebygge at vægterne ikke skulle sove på deres poster, og ved denne sang tilkendegive deres årvågenhed. Men kunne man ikke udfinde og indse, lige såvel her som i andre hovedstæder en anden mere hensigtsmæssig måde, hvor ved øjemedet alligevel lige så sikkert kunne opnås? Jeg tror jo! Når man blot lod vægterne hver time om natten råbe hvad klokken var slået - og om man ville da København er en søstad - kunne tilføje hvad vinden var. 

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 85-86)