To Bommerter med Brandanordningen

(Indsendt)

1. I gården nr. 33 i Frederiksberggade har den handlende hørkræmmer som bor i kælderen bestandigt porten pakket til med en del tjæretønder og sommetider også med løse stave og stokke af samme slags, og desuden er i porten, som er bræddebeklædt, en lem under hvilken er et lager af stenkul. Da det nu ofte, i særdeleshed på torvedagene, sker at bønder med tændte tobakspiber sidder på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten, og da anmelderen senest den 2. marts mellem kl. 6 og 7 om aftenen så en tilsyneladende fuld karl stå i denne port og slå ild til sin pibe mellem disse tønder, og noget fra  de om dagen handlende bønder efterladt foder, så mener anmelderen at det er på høje tid for den offentlige sikkerheds tryghed at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uskik.

"I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk." (Kronprinsessegade set fra Kongens Have. Adressen er i dag nr. 22-24, og er de hvide bygninger som er flankeret af de røde. Eget foto, 2015)

2. I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk. I det ene er denne åbning tilstoppet med en stor udhængende halmvisk, der i tilfælde af skorstenssild i nærheden ville forårsage at såvel dette hus som de tilstødende kunne komme i ulykke. Man beder derfor ejeren om at tage denne halm væk og sørge for at ruderne bliver indsat snarest muligt.

(Politivennen nr. 10, Onsdagen den 13. marts 1816, s. s. 157-158)

 "bønder sidder med tændte tobakspiber på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten" (Frederiksberggade 12. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Frederiksberggade 33 har siden  1859 heddet Frederiksberggade 12.  Huset blev opført i år 1800 og ligger på Strøget. Kronprinsessegade 393 hedder nu Kronprinsessegade 22-24. Nr. 22 er opført 1804, mens nr. 24 er opført 1805

Spørgsmål

I nr. 76 i Lille Kongensgade ligger en fattig, indrulleret matros der er befængt med fnat i højeste grad. Han har nu på denne måde i fire uger ventet på at blive modtaget af hospitalet, men der har ikke været plads til ham. Dette er, som anmelderen ved fra sikker hånd i mandag formiddags, meldt til Fattigvæsenets administrerende direktion. Men da der til i dag, fredag den 8. marts formiddag klokken 11 endnu ikke hverken fra forstander eller læge er kommet hjælp til den syge, der ikke ejer noget som helst, og kunne omkomme hvis ikke den medlidende husvært gav ham levnedsmidler, så spørger man: Til hvem skal man henvende sig for at skaffe den syge forplejning?

(Politivennen nr. 9, Løverdagen den 9. marts 1816, s. 140)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 11, Løverdagen den 16. marts 1816, s. 163-164. Lille Kongensgade 76 blev i 1859 til Lille Kongensgade 7, og 1913 indbefattet i Magasin. 

Udover at pleje syge var Almindeligt Hospital også en arbejdsanstalt for fattige. Lemmerne var beskæftiget med håndværksarbejde for stiftelsen, spind for fattigvæsnet og private mv.

Bondekneb

Mange af de tørvelæs som bliver bragt til torvs, fortjener virkelig i høj grad politiets eftersyn. Især da de ikke sælges i snesevis, men læssevis hvorved køberen næsten altid bliver bedraget. I de smalle vogne hvoraf anmelderen har målt en, der kun havde en alens bredde for oven og næppe en halv alens forneden, er tørvene blot stablede på siderne og for enderne. I det midterste rum er tørvene kastede imellem hinanden, hvorved der gives mange tomme åbninger, som man først bliver klar over ved aflæsningen. Desuden er vognens smalle bund fyldt med foder, og den fodersæk som synes bunden foran på læsset, strækker sig ofte langt ind under tørvene. Kort sagt, hele pålæsningsmåden viser bondekneb i højeste grad. Spørger man ejeren af et sådant læs hvad han vil have for snesen, får man altid det svar at det kun kan sælges læssevis, for han ved vel hvor få snese det indeholder. 

Nødes han til at holde længe uden at finde en køber, så kører han omkring i byen, ledsaget af en  sjover der går ind i husene og spørger om man ikke vil købe et godt læs tørv som var bestilt, men som af en eller anden årsag ikke kan modtages. Og således finder de altid en lettroende køber. For at forebygge denne vindskibelige handlemåde var det måske godt om det blev pålagt bonden altid at sælge sine tørv i snesevis, da prisen jo kunne lempes efter godheden og størrelsen af samme. Eller da det vel ville have sine vanskeligheder at bestemme vognens størrelse, at det da blev fastsat at intet læs tørv måtte indføres til salg eller anses som et læs når det ikke indeholdt så mange tørv der kunne fylde 8 tøndesække. Dette maksimum har en kyndig mand bestemt som det mindste læs, da et mådeligt læs ellers kan indeholde 10 til 12 tøndesække.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning

En lignende klage findes i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 630-631: "Tørvebøndernes utilladelige Bedrag."

Fortsættelse af brevet til Udgiveren

 (Fortsat fra nr. 6)

(Til side 19 om Fortovsretten)

Genstanden er ikke så ubetydelig som det synes nogle. Og i alt fald er det såre godt at der eksisterer en bestemmelse hvor parterne kunne ville påstå at have lige ret, i det mindste under selvvalgte betin 
(s. 118-119 mangler) 
vise i det mindste den sidste på en måde der beviser det modsatte.

Indsenderen er gift og når han går med sin kone er det næsten altid i tilfældet at måtte vige selv om vi har retten på vores side for enkelte unge fruentimmer der måske og måske ikke er bedre klædte end hans kone og som vi kender ligeså lidt til som de til os. Vi mødte dog fornylig en ung dame (et vel eller moderne klædt fruentimmer) som iagttog reglen. Men det skete først da vi var kommet ganske nær hinanden, og i sin harme da hun ikke så os gøre plads, råbte: Hvor er det godt at have en mandsperson med sig! Da hun derved tilkendegav at hun ikke ville have veget for min kone der er ældre, hvis denne havde været alene, uagtet hun var på venstre side af rendestenen, og da man bør være så galant at antage at hun aldrig kunne have været så kæk om hun ikke havde troet at være beføjet til den påstand som hun imidlertid ædelmodigt fratrådte, så opstår det spørgsmål:

Hører den levemådens regel, som mandfolk gør sig, ved ikke at benytte sig af det som lovbuddet tilstår, op at være gældende når han selv går med dame og møder en eller flere damer uden chapeau eller hører den ikke op?

Det anførte eksempel viser at det mandfolk med fruentimmer som vil påstå sin ret, udsætter sig for uartighed, forhånelse, skandale. Man går hinanden næsten lige på livet, og især de som ikke har rettigheden for sig, synes at ville lade det komme an på hvad der vil ske. En anden gang, da dette skete os, ligeledes med et enkelt ungt fruentimmer, gik jeg af vejen, og sagde til min kone: Jeg ved ikke rigtigt hvorfor vi skal vige. Fordi de er to, hørte vi den opdragne pige sige. Man ser altså at hun handlede efter et system. Om det er rigtigt, vil besvarelsen af mit spørgsmål lære mig. At det må være temmelig almindeligt har jeg mærket deraf at vi har måttet vige for en virkelig ganske vel og sædelig opdragen attenårig jomfru som vi først så da vi drejede fra hende og som sikkert ville have veget, ifald hun betids havde set os, da hun i omgang viser den os skyldige agtelse. En besynderlighed er, at især simple folk som viger, ikke går nærmere til husene, men skrider over rendestenen ud på gaden, som er besværligere og hvorved de lettere kunne gøre et fejltrin og, som jeg har set, tabe fx det de bærer ud af hånden.

At jeg kun ønsker at kende min og min dames forenede pligt for at opfylde den, kunne jeg gøre indlysende ved at anføre den delikatesse jeg bruger mod personer af mit eget køn. Når jeg, uagtet min ret, vil vige for dem, så venter jeg langt fra ikke til vi er nær hinanden. Og når jeg drejer om et hjørne og i nogen afstand ser hvem som helst på det fortov hvor jeg tør påstå rangen, går jeg ikke på fortovet før jeg er forbi ham. Da jeg ikke siger hvem jeg er, tør jeg i så henseende vel fremstille mig som et mønster. Og spørger om mange har lige agtelse for besiddelsens ret? Jeg vil forsone denne selvros med et nyttigt forslag som er:

At alle som gik en vej, ville gå på et og samme fortov, at således alle som fx gør fra Amagertorv til Kongens Nytorv holder sig på den side af Østergade som er på deres venstre, og ligeledes som fra Kongens Nytorv gik til Amagertorv holdt sig ligeledes på den side af Østergade som ligger på deres venstre hånd. Dermed ophørte ikke alene tvisten, men også den virkelige ulejlighed.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 117-123)

Ønsker for den lidende Menneskelighed

Man har i disse dage desværre haft det bedrøvelige eksempel at en daglejer i sin bedste alder af mangel på tilsyn er død på et loftkammer i halm. Dette menneske døde, selvom det kunne være reddet fordi det var uvidende om den skønne foranstaltning med eksisterende fattigforstandere hvis pligt det er at komme de forarmede til hjælp, og under syg tilstand forskaffe dem indlagt i et sygehus. Det var derfor ønskeligt at føromtalte skønne foranstaltning blev bekendtgjort ved plakat i husene og på gadehjørnerne og tillige hvor distriktets fattigforstander bor.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 115)

Redacteurens Anmærkning

Omkring halvdelen af Københavns befolkning levede på et eksistensminimum. De omfattede ikke kun tiggere, men også svende, daglejere, soldater og søfolk, enker og andre enlige kvinder, der ernærede sig ved småhandel, vask og tøjreparation. Hertil kom gamle, syge og fattige, der levede af almisser eller var anbragt i arbejdshuse og på hospitaler.