Til Svarskriveren i Politievennen No. 44, paa det i No. 41 indførte Stykke "Om Tjenestepigerne i Kjøbenhavn". (

(Indsendt.)

Den herre der i nr. 44 har bemøjet sig med at ville gendrive det i nr. 41 indrykkede stykke "Om tjenestepigerne i København", og på fulde 5 sider har pectoreret sig for at rense sig fra en samling uhumskheder, hvoraf hans produkt vrimler, røber åbenbart at han endnu er et ungt menneske der mangler erfaring, men derimod besidder den egenskab som det i moral stigende menneske beflitter sig på at aflægge. At moral dagligt aftager hos den tjenende klasse, synes svarskriveren at være uvidende om, og derfor henvises han til politiet og til husfædre for at belæres. Når han i stedet for med beskedenhed at bedømme et velment forslag, slår om sig med uartigheder, for ikke at sige grovheder, og end ikke er sin materie voksen, så kan han ikke vente andet end at blive revset for sin kådhed. Han erhverver sig først erfaring før han afgiver sig med at ville bruge Alexanders sværd, og han erindrer sig at klogskab da følger på uvidenhed ligesom vinter på høst. At der gives brave tjenestetyender og sletsindede herskaber, vil nok ingen nægte, men det er også uden for al question at der er flere slette end gode tjenestetyender, ligesom der er flere gode end slette herskaber. De gode herskaber overser som oftest med tyendernes uartigheder så længe indtil nødvendigheden byder at skille sig ved dem. Af svaghed eller måske af godlidenhed meddeler de tyendet bedre skudsmål end fortjent, for ikke at skade de sidstes vel i fremtiden, og dette medfører ubehagelige følger for det offentlige. Når svarskriveren frakender indsenderen af bidraget i nr. 41 lovkyndighed og siden selv tilstår at han ikke ved hvilke pligter der påligger fæstemand, røber han åbenbart at han selv ingen lovkyndighed besidder, og altså gør rettest i at gøre "omkring". At kunne allegere en plakat som en fætter måske kan have vist ham, eller for denne at have omskrevet bidraget i nr. 41, at have læst dette, ligesom efter ordsproget Fanden læser Bibelen. At en tjenestepige på en underfundig måde kan tilliste sig sit skudsmål, er ikke fornuftstridigt, og det ville medføre al for meget besvær om man hos husbonden af enhver pige der melder sig om tjeneste, skulle søge bevis for opsigelse fra den kondition hun skal forlade. Herren kunne måske bruges til at gå sådanne ærinder. At der findes fæstekoner, viser Adresseavisen jævntligt. Ved ophævelsen af fæstemænd og fæstekoner kunne disses sportler tilfalde politiassistenerne som et bidragt til lønnen, og når disse fik med tingen at bestille, var man mere vis på at få gode tjenestetyender. At fæsteindretningerne er sat på en ret god fod, kan kun den uvidende påstå, og det ville ikke medføre nogen vanskelighed ved fæste hos politiassistenten i henseende til den fæstende piges pligter, når de fæstedes som husholdersker, kammer-, stue-, kokke- eller enepiger, og det udtrykkelig blev  nævnt i hvilken egenskab de skulle tjene. Sat sapienti.

(Politivennen nr. 45, Løverdagen den 9. november 1816, s. 697-700)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 41 indførte om Tjenestepigerne i Kiøbenhavn.

(Indsendt)

Det er desværre i vore dage blevet til regel at enhver der kan, skal i vore offentlige tidender lader sin stemme høre, og at vores forfatter har ligeledes fulgt denne gode sandhed, er udenfor al tvivl. Dog ikke uden herved at handle ganske inkonsekvent.

Meget let er det at foreslå projekter, men at disse om de sættes i virksomhed, ofte ville have en skadelig indflydelse såvel på det offentliges som privates vel, er en sørgelig erfarings sandhed.

Indsendern er med forfatteren enig i at vores vise regerings foranstaltninger med tjenestetyendeklassen har det bedste øjemed. Men at forfatteren har ved at nedskrive sit produkt alene heft tjenestefolkenes forseelser for øjne, synes at være uoverlagt, da disses forseelser meget ofte kan have deres grund i herskabets urigtige handlemåde og de deraf følgende retsbrud.

Hvad forfatterens to anførte eksempler angår, da tror indsenderen at disse såvel som forslaget i det hele taget er ganske uden vægt. For hvad det første eksempel angår, er det meget tungt at madmødre ikke har forsvarligere gemmer end at tyendet kan praktisere sager til at besnære deres herskab ved flere lejligheder. Her synes forfatteren ellers at have forbigået den væsentligste oplysning om lovmæssige opsigelse fra en af siderne havde fundet sted? Og hvad det andet angår, da havde det været meget let for herskabet at få den tilsyneladende manglende oplysning ved politiets mandtalslister i hvilket distrikt af staden tjenestepigen opholdt sig, for derved at kunne tilholde hende at indtræde i sin kondition. Men dette må indsenderen antage ikke er sket, hvilket vist nok leder til den ubehagelighed at et sådant tyende på samme måde vil søge at besnære andre i stedet for at hvis det første herskab med hvilket tilfældet indtraf, havde påtalt sin ret til tyendets vedbørlige afstraffelse, ville have forårsaget at dette ikke oftere benyttede sig af lejligheden. Herved kan indsenderen ikke forbigå at ytre det øsnke at husbonder og madmødre for at komme det offentlige til hjælp ved ders foranstaltningers opnåelse, ville ved et tjenestetyendes afskedigelse meddele det sådanne vidnesbyrd som stemmer med dettes værd og opførsel i tjenestetiden. At det modsatte i mangfoldige tilfælde har fundet og finder sted, kan indsenderen om opfordres, bevise.

Forfatteren slutter sin epistel med det ønske at indretningen med fæstemænd og fæstekoner måtte bortfalde og at fæstemål herefter skulle ske ene og alene ved politiassistenten. At fæstekoner allerede ved plakat af 28. juli 1728 er forbudt, må man undskylde forfatteren som formodentlig ulovkyndig at være uvidende om.

Af forfatterens videre ønske om politiassistenter som fæstemænd, fulgt at regeringen hvis ønsket skulle svare til øjemedets opnåelse, atter måtte ansætte flere af sådanne embedsmænd, hvis lønninger ville være til byrde for statskassen. For at de for tiden værende assistenter også skulle kunne påtage sig det vist  nok ikke ubetydelige arbejde med fæstemål tilligemed de forretninger de har nu, synes at være en urimelighed. Rigtig nok er indsenderen ukyndig om hvori en fæstemands forretninger egentlig består, men at disse efter tingenes natur må vore forbundet med en del vanskeligheder og vidtløftigheder, er uden for al tvivl, hvis fæstemændenes instruks opfyldes nøjagtigt, hvilket må antages da hans nærmeste tilsyn såvel er Magistraten som politidirektøren. Den første autoritet udsteder nemlig under sig autorisation af fæstemændenes protokoller til indførsel af tyendes og herskabets navne, de førstes ophold, lønnens størrelse, i hvilken egenskab de er fæstede og så videre, hvorved fæstemanden i indtræffende tvivlstilfælde sættes i stand til at afgive de fornødne oplysninger til politiet.

I anledning af forfatterens forslag at skriftlige konditioner skulle oprettes, om hvad tyendet påtog sig at bestride under sin tjenestetid, d er det ikke alene en sand absurditet, men en virkelig umulighed såvel for forfatteren som enhver anden så udstrakt at bestemme tyendets arbejde, og ville heraf vist nok følge at tjenestetyendet let fandt et eller andet påskud mod de befalede forretningers udførelse og at således herskabet ifald disse skulle blive fuldførte, blev tyendet undergivet.

Det synes at fæsteindretningerne i København er sat på en ret god fod, og som hvis husbonden og madmoderen anvender den tilbærlige agtsomhed, har den følge at tjenestetyendet vvanskeligt kan bedrage sit herskab, så meget mere som politiet ved de nu holdende mandtaller har tilstrækkelig tilsyn med tyender.

(Politivennen nr. 44, Løverdagen den 2. november 1816, s. 684-689)

En gammel Uskik

I denne tid må man erfare at nogle fattige børn, trods forbuddet, befatter sig med at agere helligtrekonger, og oversmurte i ansigtet samt udsmykkede med guldpapir, i den hensigt mest at tilbyde sin tjeneste i Bredgade, Store og Lille Strandstræde osv. Når de forgæves har tilbudt deres gøglerier, overvælder de folk, især fruentimmer, med grovheder og falder publikum til besvær, så var det ønskeligt at forbuddet mod det på ny blev indskærpet. Især da de ved deres besøg ofte kunne have bihensigter og tidligt vænnes til rapserier.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 674)

Mere end Stadens Arresthuus.

(Indsendt)

I dette blads nr. 39 er anket over at muren mod Hestemøllestræde er for lav, og gjort forslag til dens forhøjelse i det en alen.

Vedkommende har derefter ladet anbringe skarpe jernpigge oven på muren der vender ind mod gældsarrestantgården. Men skønt det ikke kan nægtes at derved er gjort noget, mener dog anmelderen at den ønskede sikkerhed for arrestanters undvigelse over nævnte mur, meget mere at lette undvigelsen. Før piggene blev anbragt, krævedes der en medhjælper for at komme over muren. Men nu er medhjælpen mindre nødvendig da den der vil undvige, kun behøver at kaste sin kjole op mod piggene og når denne hæfter, hejse sig selv op på det brede og flade tag.

Vel udsættes han for at rive sig noget på piggene. Men hvad agtes dette af den der vil søge sin frihed. Muren selv er og ved piggenes anbringelse blevet en sten lavere. Da det er enhver b0rgers pligt at gøre det offentlige opmærksom på enhver ting hvorved borgersikkerheden kan lige, og det er en selvfølge at den forbryder som undviger, må for at opholde livet, begå nye forbrydelse, så nærer anmelderen det håb at de ansvarlige der har med stadens arresthus at gøre, betragtet som bygning, vil ved at forhøje muren som foreslået, betage stadens indbyggere den frygt at blive hjemsøgt af undvigende forbrydere.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 667-669)

Ønske om Urinkummer ved Raad- og Domhuset.

Ved råd- og domhusbygningen hvortil så mange mennesker har adgang, burde unægtelig lige såvel som dette er tilfældet ved de kongelige palæer på Amalienborg, anbringes urinkummer da det ikke alene er ækelt at se de væmmelige urinfloder som findes ved de forskellige indgange, men murene og pillerne opløses derved efterhånden til stor skade for bygningen i det hele taget.

(Politivennen nr. 42, Løverdagen den 19. oktober 1816, s. 658)