En slem Krog i Myntergaden.

Den ene krog ved porten på gården nr. 140 i Møntergade har i lang tid været og er endnu altid opfyldt med slemme urenligheder der ikke alene forvolder ækelhed for den forbigående, men yder en vederstyggelig stank hos dem der bor i nærheden. Da denne stiftelse dog vist har en person der lønnes for at holde fortovet og gaden ren, var det vel ikke for meget forlagt af ham om han tilligemed en spand vand afskyllede og siden bortfejede de urenligheder der nu ikke alene besudler fortovet, men falder de i nærheden boende til megen besvær.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 831)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 140 blev 1859 til 28, senere i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Huset lå omtrent hvor Møntergade 22 nu ligger.

Ultimatum til Tjenestetyendernes Forsvarer.

(Indsendt.)

På den tid jeg tilstillede redaktøren af Politivennen en lille dissertation om vore tjenestetyenders mådelige opførsel, gjorde jeg i medhold af den af mig og ethvert individ af staten, ved forordningen af 27. september 1799 allernådigst givne rettighed, et velment forslag til en formentlig bedre indretning ved tjenestetyenders fæstelse.

Jeg anede ikke at møde andet end begrundede indsigelser, i det tilfælde at min mening ikke måtte finde kompetente dommeres dom, og havde lagt fra ikke i sinde at indvælte mig i nogen fejde. Men da ma, Gud, forfatteren og redaktøren, ved hvem? i stedet for at bestride min ytrede mening og den af mig gjorde, vist nok af ethvert herskab eller husbond erkendte sandheds ytrelse, overfaldt mig med grovheder, tog jeg til genmæle. - Publikum har skønnet grundigheden af mit forslag, og det derfor førte bevis. Jeg foragter de af forsvareren  mod mig brugte invektiver og vedbliver min mod hans ungdom og uerfarenhed, i hvad det er at være husbond, ytrede mening.

Dette af mig anførte mener jeg at være bevist, og at forsvareren end ikke er det danske sprog mægtig, viser hans konstruktioner når han, vist nok mod sin hensigt, udtrykker sig således: "Forfatteren (hvorved jeg menes) har ved at ville gendrive de af indsenderen i bladet nr. 47 anførte modargumenter til fulde røbet hvor lidt han er blottet for kundskab etc.", Kære ven! Lær først at skrive dansk, før De i dette sprog afgiver Dem med skriftligt at ville udtrykke Deres tanker (!!!)

Dernæst vil et oplyst publikum vist ikke have fundet at jeg nogensinde har ytret den sætning: "at jeg ingen forsvarer tåler for tjenestetyender" - men jeg har hørt flere oplyste mænd erklære at forsvareren (cfr. Politivennen nr. 44, p. 684) har skrevet uden sagkundskab. At de ikke har leet af ham, kommer deraf at de måtte gabe ved hans forsvar. Når forsvareren engang kommer i en ægteskabelig forbindelse, hvortil han endnu ikke synes at være moden, vil han med anger og ruelse over sit lige så enfoldige som usammenhængende forsvar slå øjnene ned og udråbe: manden der skrev mod tjenestetyender havde dog ret! Martialsk vil han vist ikke blive, for dertil viser han for få evner, men han vil komme til at hylde det ham vist nok hidtil ubekendte axiom: Afgiv dig ikke med det du ikke forstår!

Til slut opfordres forsvareren til offentlig at nævne sig, så man ikke skal fristes til at anse ham for et fantom. Nærværende indsenders navn skal derefter blive ham meddelt.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 828-830)

Et Par slemme Uskikke, som endnu ikke ere afskaffede

Man kan vel kalde det en meget slem uskik når man i hele ugen før og efter nytår belemres og aftrygles af alle slags mennesker uden hensyn til at man end ikke står i det fjerneste forhold til dem. Har fx en drager engang båret en side flæsk hjem fra torvet for en mand, kan denne være sikker på forruden den sædvanlige betaling for arbejdet, endnu at blive afkrævet en dusør til nytår. Læsserne som endog udgør et laug og hvis arbejde betales efter takst, holder sig slet ikke for gode til at gå fra hus til hus i dette ærinde.

At sådanne let tjente penge som oftest ikke anvendes på den nyttigste måde, kan man overbevise sig ved at gennemvandre nogle af vores gader nytårsdags aften. De mange halv- og helberusede mennesker man da støder på, udgør sørgelige eksempler på medborgeres utidige gavmildhed. Anmelderen så allerede kl. halv elleve nytårsdags formiddag en beruset smededreng ligge i en gadedør i Ulkegade i en tilstand der kunne vække både afsky og medlidenhed. Der har før i dette blad været ført klage imod denne uskik, men uden held, og sikkert vil den vedvare meget længe, dersom den ikke afskaffes ved et lovbud. For man kan ikke forvente at de mennesker der udøver den, vil kunne indse at den er ligeså lav og vanærende som den er byrdefuld for bosiddende familier der også må tage i pungen for at købe sig fri for uartigheder og gravheder.

 "tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager". Potter og kar fra Politivennens tid. Det ville betyde uheld at bruge udtjente potter og kar i det nye år. Derfor blev de smadret mod naboens dør. (Frilandsmuseet. Eget foto).

En anden uskik men som dog kun alene finder sted nytårsaften, er det at tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager. At se sin forstue der nys er rengjort, opfyldt med sådanne ting og at få dørene beskadiget af potteskår er vis ikke behageligt, meget mindre må et par store vinduesruder slås i stykker ved indkastede skår, hvilket var tilfældet sidste nytårsaften i en kælder i Norgesgade. Men allerværst er det at skrækken over et formodentlig skrald af sådanne indkastede ting kan have sådanne sørgelige følger for syge, børn eller nervesvage personer, som de ikke i lang tid kan forvinde. Og herpå kunne anføres flere eksempler. Så vidt anmelderen ved er denne uskik forbudt, men han ved også at dette forbud overtrædes, og kan let overtrædes. For mens vægterne er i den ene ende af gaden, kan vedkommende meget behændigt anbringe deres nytårssalve i den anden. Ønskeligt var det derfor at husfædre og fornuftige madmødre ville forestille deres tjenestetyender hvilke ubehagelige følger dette tossede besøg kan have for vedkommende og derfor forbyde  dem at udøve samme.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 823-825)

Redacteurens Anmærkning

At kaste potter og lignende på folks døre var en meget almindelig skik på Politivennens tid. Det var en forløber for affyring af fyrværkeri som først blev indført i slutningen af 1800-t. Det kaldtes at "skyde for døre", og kunne foregå med jagtgeværer eller pistoler, eller som beskrevet i artiklen ved at skaffe sig larm ved at knuse fx potteskår imod dørene. Skikken havde den sidegevinst at man kom af med gamle potter. Det ville nemlig bringe uheld at bruge dem i det nye år.

Om Rygter og Rygtesmedde

Når aviserne ikke indeholder efterretninger om forefaldne blodige slag, når ingen betydelig ildebrand eller andet uheld indtræffer som kan give stof til samtale og underholdning i kroer og på værtshuse, så opfinder og udspreder lediggang og snakkesyge rygter der ofte i sig selv er latterlige, bliver ved med at gå fra mund til mund fordrejet på de underligste og meste urimelige måder.

Men når der bringes sådanne rygter der kan vække almindelig frygt i omløb, eller sætte de personer hvis sag det er at våge over den offentlige sikkerhed i forgæves arbejde med unyttige undersøgelser, eller som kunne forklejne medborgeres ære, burde vist nok rygtemageren eller udsprederen efterspores, og hvis han opdagedes, alvorligt afstraffes.

Blandt flere usandfærdige rygter som i den senere tid har været udspredt, er også det som fra sidste i oktober denne måned indtil nu har været i omløb, at ejeren af Damhuset, eller som andre siger, en P. E. Galberg er fundet myrdet med flere knivstik og kastet over rækværket ved Søndermarken. 

"Galberg har i nogen tid haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter at have været stillet 4 gange til auktion underhånden blev solgt". (Området lidt nordvest for Vridsløselille ned til Store Vejleå. Eget foto)

Hvad ejeren af Damhuset angår, da har han ved en bekendtgørelse i aviserne modsagt dette rygte som ubegrundet. Og da anmelderen kender Galberg, vil han i anledning af hans fosvinden her anføre hvad man med tilforladelighed ved om ham. Galberg som i nogen tid har haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter 4 gange at have været stillet til auktion underhånden blev solgt, og han gik den 27. oktober til København og indlogerede sig hos en værtshusholder på Christianshavn, hvor han forblev til torsdag den 29. forrige måned. På den dag gik han til København i følge med sin vært, hvor han forlod denne på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag. Men han kom ikke, og har siden ikke været at opspore. 

Den 29. oktober forlod Galbergs kone og øvrige familie den gård der havde været i forpagtning og indlogerede sig i Damhuset. Derfra lod hun under 19. november et avertissement indføre såvel i Adresseavisen som i Statstidende angående hendes mands bortgang og udeblivelse. Det har formodentlig givet anledning til det førnævnte dobbelte rygte, der desuden fortaltes med mangehånde tilsætninger. At Galberg imidlertid ikke har været at opspore, og at ingen dræbt eller ilde mishandlet person er fundet på ovennævnte sted, og at de rygter er aldeles ugrundede, kan anmelderen på vedkommende autentiske personers forsikring herved bekendtgøre.

(Politivennen nr. 52, Løverdagen den  28. december 1816, s. [809]-812)

 "Han forlod sin vært på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag". Hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde er ved det grønne hjørnehus. Herefter fortsætter Teglgårdsstræde som Larsbjørnsstræde. Hjørnet af denne og Studiestræde anes i baggrunden efter tagstilladset.

Redacteurens Anmærkning

Skribenten er nu også med til at udsprede rygter. Det omtalte hjørne af Teglgårdsstræde og Studiestræde eksisterer ikke, heller ikke på Politivennens tid ifølge Gjeddes Kort over København. Der kan enten være tale om hjørnet af Teglgårdsstrædes forlængelse, Larsbjørnsstræde og Studiestræde, eller hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde. Eller et helt tredje sted.

Desuden er det lidt uklart hvad der menes med Damhuset. Der kan fx være tale om Damhuskroen ved Damhussøen eller om Damhuset i Lyngby ved kirken. Det mest logiske ville være Damhuskroen da det ligger på vejen fra Vridsløse til København. Der var også indlogeringsmuligheder dengang.  

Fornødent Gjensvar til Producenten af det i Bladet No. 49 Indførte, "Til Uvæsenet, der agerer Forsvarer for Tjenestetyender."

(Forlangt indrykket).

Når pedanten i dette sit bidrag - der med hensyn til de deri anførte grovheder fuldkommen står ved siden af det foregående - går ud fra den sætning at han ingen forsvarer tåler for tjenestetyender, da er indsenderens med fleres omdømme om denne person at han ved at nedskrive sit produkt har udsat sig for enhver fornufts latter - for ikke at sige forgat.

Forfatteren - der selvom han muligvis kan være til alders, dog går i en ungdommelig uskyldigheds tilstand, har ved at ville gendrive de af indsenderen i bladet nr. 47 anførte medargumenter til fulde røbet hvor lidt han er blottet for kundskab og erfaring i at forsvare sin egen sætning, og dette har bragt indsenderen på de tanker at han ikke br fortsætte en pennestrid mod en autor der ikke høre begrundede indsigelser. Blot må indsenderen gøre ham opmærksom på - som han vist nok ikke har haft for øje - hvilket uheldigt lod der er faldet tjenestetyender til del, og må man beklage de tyender der muligvis er eller kunne komme under hans martialske behandling, ligesom også for øvrigt henvise ham til den regel: "Lige så godt at sidde stille som rejse sig op og falde".

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 805-806)