Et slemt Nytaarsønske!

(Indsendt)

I den overbevisning at enhver af bladets læsere vil anse det herefter følgende bevis på vore tiders uheldige ryggesløshed ud fra samme synspunkt som indsenderen, fortælles uden videre bemærkning nedenstående tildragelse for hvis sandhed og nøjagtighed indsenderen står vedkommende til ansvar.

Nytårsdag efter højmesse kom to af natmandens folk der efter tilsyneladende ikke var berusede, ind i en kongelig embedsmands hus og gratulerede nytår, og tilføjede at det var dem der slog hunde ihjel. Da man svarede dem at man ingen hunde havde og ikke var vant til at give nytår til dem, sagde de først med megen grovhed at man ikke skulle opholde dem, de havde andet at bestille. Men da dette endnu ikke hjalp dem til en nytårsgave, vendte en af dem sig til fruen i huset med disse ord: Gud give vi havde Dem på Amager, så skulle vi nok lære dem. Forfærdet herover hentede fruen sin mand ved hvis mellemkomst karlene endelig forlod huset, uden at have kunnet tiltvinge sig en nytårsgave.

(Politivennen nr. 54, Løverdagen den 11te Januarii 1817, s. 836-837)

Redakteurens Anmærkning

Formentlig er der her tale om et kultursammenstød. En måske årtusindgammel folkeskik var at klæde sig ud nytårsaften og lave nytørsløjer, ofte med den hensigt at vende op og ned på gængse normer og rollemønstre. En skik der fortaber sig i fortiden, men som også var kendt fra Roms saturnaliefesterne. Og som har overlevet til i dag med nytårshatte og anden løjerlig udklædning. Skraldemændene har formentlig ment det som en nytårsspøg at udgive sig for hundefangere. Og da husets beboere åbenbart ikke har forstået det og er gået med på spøgen, forsøgt at skræmme husets frue. Hvad åbenbart også er blevet misforstået i den retning at de var ude på at tjene nogle penge.

Forslag til at hæmme Stratenrøverier paa Landevejene uden for Kjøbenhavn

(Indsendt)

Den senere tid har vist at der på landevejen fra København er er blevet fundet personer som har fundet deres regning ved at frastjæle de forbipasserende bønders og rejsendes vegne adskillige af de ting, som var indkøbt her i staden og skulle udføres på landet, samt andet gods. Stadens 3 broer, nemlig Vester-, Nørre- og Østerbro har kun en politiassistent og 2 betjente. Tages distancen mellem Øster- og Vesterbro i betragtning er det klart at det er fysisk umuligt for disse embedsmænd at have tilsyn på et så stort terræn. For alleerne fra Øster-og Nørrebro til Vibenhus er så lange at når der på den øvrige del af broerne også skal patruljeres i forbindelse med de tilstødende fælleder, vil der umuligt kunne føres tilbørlig opsyn på den øvrige del af forstæderne. Det synes derfor at et ridende politi er nødvendigt. Vores fortjente politidirektør har i sit prisskrift givet adskillige tips til et forbedret opsyn med tyve, røvere og deslige for det offentlige farlige personer. Men tid og omstændigheder har vist nok hidtil lagt hindringer i vejen for realiseringen af hans ideer. 

Indsenderen af dette der har været i forskellige af Europas hovedstæder, har blandt andet i Wien fundet et fortræffeligt politi. Dette består af 5 til 600 mand foruden en afdeling til hest. Disse samtlige patruljerer dag og nat i divisioner og kan således altid være i nærheden. Efter den her i staden værende befæstning af vægtere synes en sådan patrulje mindre nødvendig. Men det var at ønske og tilråde at der på stadens grund uden for portene blev indrettet et ridende politi eller en militær kommando for at forebygge de hyppige tyverier der sker af bønders og rejsendes vogne, samt at indhente vedkommende forbrydere.

Den fortrinlige nytte et ridende politi har for de der må gå til fods, er alt for indlysende til at det behøver at blive bevist.

Indsenderen hvis attrå alene er at gavne det offentlige, nærer det håb at hans almennyttige forslag som han i de følgende numre forbeholder sig nærmere at udvikle, vil blive værdiget gunstigste opmærksomhed.

(Politivennen nr. 54, Løverdagen den 11te Januarii 1817, s. 833-835)

En slem Krog i Myntergaden.

Den ene krog ved porten på gården nr. 140 i Møntergade har i lang tid været og er endnu altid opfyldt med slemme urenligheder der ikke alene forvolder ækelhed for den forbigående, men yder en vederstyggelig stank hos dem der bor i nærheden. Da denne stiftelse dog vist har en person der lønnes for at holde fortovet og gaden ren, var det vel ikke for meget forlagt af ham om han tilligemed en spand vand afskyllede og siden bortfejede de urenligheder der nu ikke alene besudler fortovet, men falder de i nærheden boende til megen besvær.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 831)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 140 blev 1859 til 28, senere i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Huset lå omtrent hvor Møntergade 22 nu ligger.

Ultimatum til Tjenestetyendernes Forsvarer.

(Indsendt.)

På den tid jeg tilstillede redaktøren af Politivennen en lille dissertation om vore tjenestetyenders mådelige opførsel, gjorde jeg i medhold af den af mig og ethvert individ af staten, ved forordningen af 27. september 1799 allernådigst givne rettighed, et velment forslag til en formentlig bedre indretning ved tjenestetyenders fæstelse.

Jeg anede ikke at møde andet end begrundede indsigelser, i det tilfælde at min mening ikke måtte finde kompetente dommeres dom, og havde lagt fra ikke i sinde at indvælte mig i nogen fejde. Men da ma, Gud, forfatteren og redaktøren, ved hvem? i stedet for at bestride min ytrede mening og den af mig gjorde, vist nok af ethvert herskab eller husbond erkendte sandheds ytrelse, overfaldt mig med grovheder, tog jeg til genmæle. - Publikum har skønnet grundigheden af mit forslag, og det derfor førte bevis. Jeg foragter de af forsvareren  mod mig brugte invektiver og vedbliver min mod hans ungdom og uerfarenhed, i hvad det er at være husbond, ytrede mening.

Dette af mig anførte mener jeg at være bevist, og at forsvareren end ikke er det danske sprog mægtig, viser hans konstruktioner når han, vist nok mod sin hensigt, udtrykker sig således: "Forfatteren (hvorved jeg menes) har ved at ville gendrive de af indsenderen i bladet nr. 47 anførte modargumenter til fulde røbet hvor lidt han er blottet for kundskab etc.", Kære ven! Lær først at skrive dansk, før De i dette sprog afgiver Dem med skriftligt at ville udtrykke Deres tanker (!!!)

Dernæst vil et oplyst publikum vist ikke have fundet at jeg nogensinde har ytret den sætning: "at jeg ingen forsvarer tåler for tjenestetyender" - men jeg har hørt flere oplyste mænd erklære at forsvareren (cfr. Politivennen nr. 44, p. 684) har skrevet uden sagkundskab. At de ikke har leet af ham, kommer deraf at de måtte gabe ved hans forsvar. Når forsvareren engang kommer i en ægteskabelig forbindelse, hvortil han endnu ikke synes at være moden, vil han med anger og ruelse over sit lige så enfoldige som usammenhængende forsvar slå øjnene ned og udråbe: manden der skrev mod tjenestetyender havde dog ret! Martialsk vil han vist ikke blive, for dertil viser han for få evner, men han vil komme til at hylde det ham vist nok hidtil ubekendte axiom: Afgiv dig ikke med det du ikke forstår!

Til slut opfordres forsvareren til offentlig at nævne sig, så man ikke skal fristes til at anse ham for et fantom. Nærværende indsenders navn skal derefter blive ham meddelt.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 828-830)

Et Par slemme Uskikke, som endnu ikke ere afskaffede

Man kan vel kalde det en meget slem uskik når man i hele ugen før og efter nytår belemres og aftrygles af alle slags mennesker uden hensyn til at man end ikke står i det fjerneste forhold til dem. Har fx en drager engang båret en side flæsk hjem fra torvet for en mand, kan denne være sikker på forruden den sædvanlige betaling for arbejdet, endnu at blive afkrævet en dusør til nytår. Læsserne som endog udgør et laug og hvis arbejde betales efter takst, holder sig slet ikke for gode til at gå fra hus til hus i dette ærinde.

At sådanne let tjente penge som oftest ikke anvendes på den nyttigste måde, kan man overbevise sig ved at gennemvandre nogle af vores gader nytårsdags aften. De mange halv- og helberusede mennesker man da støder på, udgør sørgelige eksempler på medborgeres utidige gavmildhed. Anmelderen så allerede kl. halv elleve nytårsdags formiddag en beruset smededreng ligge i en gadedør i Ulkegade i en tilstand der kunne vække både afsky og medlidenhed. Der har før i dette blad været ført klage imod denne uskik, men uden held, og sikkert vil den vedvare meget længe, dersom den ikke afskaffes ved et lovbud. For man kan ikke forvente at de mennesker der udøver den, vil kunne indse at den er ligeså lav og vanærende som den er byrdefuld for bosiddende familier der også må tage i pungen for at købe sig fri for uartigheder og gravheder.

 "tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager". Potter og kar fra Politivennens tid. Det ville betyde uheld at bruge udtjente potter og kar i det nye år. Derfor blev de smadret mod naboens dør. (Frilandsmuseet. Eget foto).

En anden uskik men som dog kun alene finder sted nytårsaften, er det at tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager. At se sin forstue der nys er rengjort, opfyldt med sådanne ting og at få dørene beskadiget af potteskår er vis ikke behageligt, meget mindre må et par store vinduesruder slås i stykker ved indkastede skår, hvilket var tilfældet sidste nytårsaften i en kælder i Norgesgade. Men allerværst er det at skrækken over et formodentlig skrald af sådanne indkastede ting kan have sådanne sørgelige følger for syge, børn eller nervesvage personer, som de ikke i lang tid kan forvinde. Og herpå kunne anføres flere eksempler. Så vidt anmelderen ved er denne uskik forbudt, men han ved også at dette forbud overtrædes, og kan let overtrædes. For mens vægterne er i den ene ende af gaden, kan vedkommende meget behændigt anbringe deres nytårssalve i den anden. Ønskeligt var det derfor at husfædre og fornuftige madmødre ville forestille deres tjenestetyender hvilke ubehagelige følger dette tossede besøg kan have for vedkommende og derfor forbyde  dem at udøve samme.

(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 823-825)

Redacteurens Anmærkning

At kaste potter og lignende på folks døre var en meget almindelig skik på Politivennens tid. Det var en forløber for affyring af fyrværkeri som først blev indført i slutningen af 1800-t. Det kaldtes at "skyde for døre", og kunne foregå med jagtgeværer eller pistoler, eller som beskrevet i artiklen ved at skaffe sig larm ved at knuse fx potteskår imod dørene. Skikken havde den sidegevinst at man kom af med gamle potter. Det ville nemlig bringe uheld at bruge dem i det nye år.