(Indsendt)
Agt og hæder for enhver embedsmand der kender sine pligter og opfylder dem. Således har indsenderen altid tænkt og tænker endnu, uden at ville nægte at han især har haft en slags forkærlighed for den gejstlige stand på landet når vedkommende var som de burde være.
Og hvem vil nægte at landsbypræsten kan udrette meget godt? Ikke alene som folkelærer danner han de unge sjæle og indgyder dem sunde begreber om religionen. De ældre bestyrker han i samme, og ved sit lysende eksempel viser han dem hvorledes de skal handle for at blive gode, retskafne, dydige mennesker og borgere.
Fordelt omkring på landet i deres sogne er landsbypræsterne endog hvad den borgerlige regering angår ikke uvigtige embedsmænd i deres kreds. For hvem kender de folk der bor omkring ham bedre end præsten. Hos ham kan søges autentisk oplysning om et eller andet vedrørende hans sognefolk. Hans attest under embedsed er og bør være gældende. Han kan ved faderlig formaning og kloge råd forebygge mange onder. Han er det som når synderen er hærdet mod troens sværd, overleverer denne til retfærdighedens, der stedse er skærpet. uden ham ville mange forbrydelser blive uopdaget og begået ustraffet.
Desuden synes landsbypræsten på grund af det otium han nyder fremfor andre civile eller militære embedsmænd at burde beskæftige sig med litterære eller videnskabelige arbejder der ikke alene kunne stifte nytte i hans kreds, men endog oplyse og opbygge hans samtidige uden for samme, ja endog efterkommere.
Men sker dette som oftest?
Man vil svare nej, og hvor ondt det gør anmelderen, der på sine smårejser har genfundet mange duelige, flittige og tænkende kandidater af hans samtidige medstuderende som landsbypræster, må han dog i overensstemmelse med sandheden tilstå at han tiltræder denne benægtelse.
Men hvoraf kommer det da? Er ørkesløshed, eller magelighed, eller det vellevned man nu befinder sig i efter flere års knappe kost og flittige studier skyld i det? Indsenderen vil ligeledes svare nej til det og sige sin oprigtige mening, at han tror det er næringssorg, som ikke tillader disse herlige frugter at modnes.
For tænker man sig at en kandidat der måske i sin hele levetid ikke har været på landet, endelig er så heldig at blive befordret til landsbypræst. Han tiltræder sit kald, og hvis han ikke ejer formue må han ved tiltrædelsen sætte sig betydeligt i gæld for at skaffe indbo, besætning, afbetaling på præstegården osv. En gæld mange præster ikke får afbetalt i afbetalt. Han har desuden sædvanligvis en pension at svare af kaldet eller også forgængerens enke sidder i nådsensåret. I sandhed et unådigt år for ham, da han næsten må tjene gratis. Han kender lidt eller intet til landvæsenet, må betro sig til en avlskarl, der kan behandle ham efter forgodtbefindende. Vil han nu ikke udsætte sig for at blive snydt, må han lægge sig efter landbrug, kvægavl, økonomi mm. Hans jorder kan være forhutlede eller udpinte. Han må altså stræbe efter at forbedre dem og dette nødstudium tager al hans tid han kan have til overs fra hans embedsforretninger, så vil man vist ikke finde det underligt om hans lyst til studier svækkes, om han fra den virksomme embedsmand lidt efter lidt omskabes til en driftig jordbruger.
Men sæt endog at ingen af ovennævnte uheld finder sted, men at en præst endelig ved sit embeds tiltrædelse er så heldig at kunne begynde uden gæld, kan han da leve sorgfri ellers å ubekymret som en anden embedsmand, der er aflønnet med en vis løn? Vi ville se hans indtægt som består i:
1) Fribolig. Når man regner renten af den kapital enhver landsbypræst må tilsvare eller udbetale for sin gård ved tiltrædelsen, tilligemed skatter og forsikring, samt årlige reparatiioner der som oftest når gården er gammel, ikke er ubetydelige, kunne de fleste vist ikke rose sig af sådan fribolig.
2) Jord til gården. Når en præst efter fradrag af slid på besætningen, skatter, folkelønnen etc. har så megen nytte af sit jordbrug, at han kan grovføde sine folk og kreaturer, så er han meget lykkelig. Men hvor megen umage, bekostning og tidsspilde må der ikke da anvendes. Anmelderen har kendt og kender skolelærere på landet der med 4 tønder land lever lykkeligere og virkelig bedre end mange præster, der har 70 til 80 tønder land, hvoraf han næppe formår at dyrke halvdelen.
3) Offer. i stedet for betaling for ministerielle forretninger, får præsten på landet et frivilligt offer af menigheden ved visse lejligheder, såsom: Bryllup, barsel, samt til de store højtider. Men dette er i sig selv kun en meget ubetydelig indtægt og næppe værd at regne på *)
4) Tienden. Denne er præsternes eneste reelle og sande indtægt, og kan anses som hans egentlig løn. For den sum som han indbringer derfor, må han i ordets egentligste forstand leve. Den må skaffe ham de nødvendigheder hans egen jord ikke kan frembringe. Den må bøde på de uheld som sygdom og andre tilfældige omstændigheder kan afstedkomme. men den må han bettale for sine børns undervisning og dannelse, hvilket især faldet meget tungt for landmanden der enten må holde lærere til sine børn, eller sende dem til en købstad for at oplæres. Men da præsten må modtage tidenden af sine sognemænd, enten disses jorder er gode eller slette, enten høsten er god eller mådelig, enten ejerne er kyndige og stræbsomme jorddyrkere eller ikke. Og da endelig kornprisernes stigen og falden angiver det endelige resultat for tiendens værd, så må det være klart at landsbypræst aldrig nøjagtig kan opgive eller være vidende om hvor meget hans årlige indkomst er, og at han derfor ikke kan indrette sin levemåde efter en bestemt fornuftig økonomisk plan.
Betænker man ovenstående vil man finde at en landsbypræst liv fra den økonomiske side betragtet er langt fra at være så misundelsesværdigt som mange har troet. Indsenderen vover at være af den mening at hvis landsbypræsterne ligesom nu hovedstadens præster samt andre civile og militære embedsmænd havde en vis bestemt gage, ville det ikke alene befri denne hæderværdige klasse af medborgere for næringssorger, men den rolighed hvori de da kunne leve, ville vist have en veldædig indflydelse på videnskaberne.
Indsenderen har ved ovenstående kun ville give højere og kyndigere ansvarlige et vink til at eftertænke denne sag, og om hans tanker end skulle finde bifald, vover han dog ikke, skønt han tror en fast lønningsmåde mulig uden at belægge landmanden med flere skatter at fremkomme med noget forslag om det. Kun tror han at når mensalgårdene og præstegårdenes jorder for størstedelen bortforpagtedes og den derfor indkomne årlige afgift forenedes med præstetienden over hele landet, ville dette udgøre en sum, der vist var tilstrækkelig ti at lønne de hæderværdige mænd der nu formedelst avling og alt for megen omsorg for dette livs næring ikke er i stand til at gøre det almindelige den tjeneste de kunne og ønskede at kunne gøre.
Idet indsenderen slutter dette tror han det ikke upassende som et bidrag til ovenstående at anføre hvad en franskmand (Mercier i hans Bonnet de Nuit) for et halv sekel har sagt om landsbypræsterne i hans fødeland. Den ærede oversætter fortryder ikke på at hans ord her bruges.
Gejstligheden i Frankrig har overhoveder disse prælater der er udmærkede af fødsel og som er omringede at overdådens bram nyder sin velstand i ro: De trækker alle øjne på sig. Men hvem bekymrer sig om den stakkels landsbypræst der er bebyrdet med alle avastoliske arbejder? Lad os kaste øjnene hen til disse ærværdige mænd, hvis idelige forretning er at styre folkets sjæle og som formedelst deres stilling altid er i stand til at fremme statsbestyrelsens velgørende hensigter.
Sognepræsten i købstæderne har kun mådelige indkomster og landsbypræsten knap det nødvendige. Det er en byrde mere på de arme bønder som han er udnævnt til at være fader for. Var det ikke staten tjenligt at tilstå dem et skikkeligt indkomst? Hvad præsten har tilovers udbreder sig altid til hvad der omringer ham. Da embedet opfordrer til miskundheds gerninger, ville der udledes dobbelt fordel af at sætte ham i stand til selv at husvale sine sognefolk. Og deres erkendtlighed forenet med den ærefrygt man bærer for hans karakter, ville give hans myndighed som sjælesørger mere vægt.
Ved at betale landsbypræsternes forretninger bedre, ville staten få rettighed til at kræve det arbejde af dem, hvilket fuldkommen kunne passe sig med den rolighed som de nyder. Selv oplyste kunne de oplyse andre. De er lærde blandt uvidende og rå mennesker, de alene taler til det sankede folk. De besidder den dertil passende veltalenhed. Hvad andre redskaber kan regeringen vælge til at udrede et eller andet nyt begreb, eller skaffe et forslag indgang, hvilket trænger til at støttes på tillidens grundvold? Hvem kan bedre forbedre tænkemåden og forlige den med statsbestyrelsen, hvilken i lang frastand altid synes afskrækkende, ja endelig tilintetgøre denne folkemumlen hvis oprindelse eller øjemed man ikke kender, og som tit modsætter sig enhver forbedring.
At lære den sunde moral, at bestride overtroen og sværmeriet, at kuldkaste gamle fordomme, at forklare nogle af disse himmelsyn som forfærder den uvidende og ulykkelige landsbymand, giver nogle begreber om naturhistorien og agerdyrkningen. Hvor meget godt kan en god landsbypræst stifte, når han forener sund forstand med et ærligt hjerte. Han vil gøre regeringen elsket. han vil udbrede nyttige kundskaber. Han vil danne tro undersåtter og gode agerdyrkere.
I denne tid da man fra alle kanter fremelsker de gavnlige oplysninger, da man almindeligvis sigter til det største gode, burde landsbypræsterne betragtes som almuens fødte trøstere. De kunne bringe den til at elske sin stand. hvis regeringen er en styrmand der er opmærksom på det mindste uvejr, burde den da ikke have færdige, duelige hænder til i nødsfald at hale i sejlene og tovværket. Men præsterne som ved ordet befaler statens arbejdsomme klasser, kan når de føler for det almindelige bedste ved mere end en lejlighed biodrage til de viseste påbuds efterlevelse. Dog jeg gentager, disse sjælesørgere må lønnes bedre for deres daglige forretninger og en klækkelig indkomst måtte hæve dem over al trang til deres sognefolk.
Jeg kender mange af disse gode landsbypræster, som uagtet deres yderst mådelige indtægt finder lejlighed til at gøre uendelig mere godt end selv den ædelmodige millionær, deres virksomme, vindskibelige miskundhed, tilvejebringer tusinde hjælpemidler. Nogle forstår at lave jævne lægemidler til de syge, som de derved trøster og standser markskrigernes kvaksalverier. Andre hengiver sig til agerdyrkningen, fremmer den ved deres eksempel.
I almindelighed er deres liv uskyldigt og deres sæder anstændige. Der er kun lidt forargelse mellem dem fordi de trænger til deres hjords agtelse. Disse ærværdige mænd lever langt fra verdens støj og påsyn. Ubekendte, forglemte og fornøjet med deres liv under udøvelsen af deres pligter, som evangeliet foreskriver.
O. Hvor er det mig kært offentlig at forkynde denne menneskedels fortjeneste hvilket jeg ærer, og hvilken regeringen kunne udvælge som kanaler for de sundeste begreber. Alle deres forretninger er faderlige, og de kunne endnu saven flere genstande, de virker kun ved overtalelsens middel. Og gives der vel et lykkeligere, virksommere redskab mellem den bydende magt og folket?
*) Indsenderen har engang været vidne til at en bonde rev en rigsdalerseddel midt over, og ofrede præst og degn hver sin halvdel. Dette skete i slutningen af 1813 da en seddel kunne indløses for 1 rigsbankmark.
(Politivennen nr. 60, Løverdagen den 22de Februarii 1817, s. 929-942)
Redakteurens Anmærkning
Ordet præstegård skulle forstås bogstaveligt: Der var tale om en gård. Præsterne ejede 8041 tønder hartkorn på Politivennens tid, ud af ca. 380.000, kongen og godsejerne sad på langt hovedparten af jorden. Landsbypræsterne var som artiklen beskriver afhængige af landbruget. Og der havde kort forinden været en diskussion om hvorvidt præsternes hovedopgave var at yde så meget som muligt for staten via landbrug dels ved selv at producere dels at lære bønderne gode dyrkningsmetoder, eller koncentrere sig om at danne gode, kristne mennesker. Denne diskussion var stille sygnet hen. Mange landsbypræster var ikke mere forarmede end at de på lige fod med købstadsfolk og godsejere havde været med til at tjene på at låne penge ud til de mindre bemidledes selvejerkøb. Og dette fortsatte også op til Politivennens tid.Deres bidrag til videnskaben kan også betvivles. Der findes ikke veldokumenterede kilder om hvorvidt landsbypræster holdt sig orienteret om videnskab mm. At de læste en del skønlitteratur fremgår af at de optræder i rigelig mængde på subskribentlister. Langt de fleste kilder fra Politivennens tid og langt tid før det peger på at hovedparten af befolkningen "forsømte" gudstjenesten. Søndagen var den eneste dag om ugen bonden havde til fri rådighed. De måske 25% som mødte op, gjorde det ikke fordi de var frelste, men for at købe/sælge stude eller heste, eller et kærkomment tidsfordriv og afbræk i den slidsomme dagligdag.
Immanuel Kant skriver om præsterne i "Hvad er mennesket?" (original 1796-97, dansk 2015, s 133):
Præsten fastholder strengt og ufravigeligt lægmanden i dennes umyndighed. Folket har ingen stemme og fælder ikke selv domme om den vej, som de må vandre ad til himlens kongedømme. Mennesket har ikke brug for sige egne øjne for at nå frem til himlens kongerige. Det vil inden længe blive vejledt, og selv når Den Hellige Skrift lægges i dets hånd, så det kan studere det med egne øjne, advares det umiddelbart af sine førere: "Led ikke efter noget i Skriften, der afviger fra, hvad vi har forsikret dig om, du kan finde i den".
Politivennens mange artikler om larm, snak, drikkeri, gåen og kommen i byerne var også gældende på landet. Når gudstjenesten var slut, styrtede folk ud af kirken for at blive fri for katekisationen. Befolkningen, almuen som sådan var formentlig ikke kristne i moderne forstand. Der har snarere været tale om en form for folklore hvor kirkens betydning for befolkningen var at præsten skulle afværge det onde og fremkalde det gode. Prædikener og moral mm betød formentligt ikke noget. Det var formen: Prædikenen, salmesangen, nadveren der betød noget. Ikke det åndelige budskab som præsten måtte lægge i det.
Embedsmændenes hovedopgave var at inddrive skatter og levere det nødvendige informationsgrundlag for de politiske beslutninger. De var ansat i statsadministrationen og/eller hos Frederik 6. At ikke alle mente de fik løn nok, fremgår af de flere hundrede korruptionssager. Som dog samtidig viser at der blev slået nådesløst ned mod embedsmænd der lod sig bestikke eller stjal af kassen til eget brug. Den værste korruptionsperiode var i den økonomiske depression fra 1807 og frem til Kristen Kristensens Politivennen.
Der er mange eksempler på at præster "lånte" af fattigkassen uden at betale tilbage. Det gælder pastor Østrup, Kastelskirken som "lånte" 580 rigsdaler i 1819, og nær havde fået overtalt hans efterfølger til yderligere et "lån" på 1.000 1823. Også pastor Wolf, Kastelkirken "lånte" 1.000 af fattigkassen og 400 af "Missionskassen" 1821. (Victor Krohn: Kastelskirken. Schlultz, 1937)
