En fæl Mødding ved Nørrevold.

(Indsendt)

Ved Nørrevold på den ene side af Frue Arbejdshus er en stor ubebygget plads. Der behager det nogle mennesker at henkaste fejeskarn og alle hånde urenligheder tæt op til ovennævnte arbejdshus hvorved der samles på en mødding som er til megen vederstyggelighed. Man kunne ønske at opsigtsbetjenten ved Nørrevold ville formå renovationskarlen på samme sted at borttage denne mødding, og tillige være opmærksom på hvem det er som utilladeligt henkaster skarn på ovennævnte sted. Når man passerer Nørrevold for at nyde fri og frisk luft, har man den ubehagelighed at øje og næse finder sig fornærmede ved at blive henvendt til berørte plads.

(Politivennen nr. 62, Løverdagen den 8de Marts 1817, s. 966)

Om Huusleje og en ædel Handling.

En ædel dansk sømand (hvis navn anmelderen af frygt for at såre mandens beskedenhed ikke tør nævne) er ejer af et hus foran i Gothersgade. Kælderen under samme hus har han nu på niende år bortlejet til en gammel firsårig enke der ernærer sig af frugthandel for den meget billige leje af 26 rigsbankdaler N. B. hvilket leje han i ovennævnte tid aldeles ikke har forhøjet. Før forgangne opsigelsestid anmodede en mand som boede i nærheden, ejeren om at overlade sig denne kælder da den lå særdeles bekvemt for ham til hans næringsdrift og bød ham 200 rigsbankdaler N.B. i leje for det. Men den brave vært svarede ham at han ikke ville sætte den gamle kone i forlegenhed for husly ved at opsige hende, og uagtet hun næppe kunne betale den ringe leje han fordrede af hende, skulle hun dog forblive boende så længe hun ønskede det. 

Dette eksempel på uegennyttighed og ædel tænkemåde fortjener så meget des mere højagtelse som manden ikke er rig, men må søge sit brød på søen. - Skade er det at et sådant eksempel er så sjælden iblandt os og at en meget stor del af vores husejere tænker langt anderledes. Hvor mange familier er ikke til sidste opsigelsestid blevet opsagt blot fordi værterne kunne få anledning til at forlange større leje? Ikke små summer, men hele hundrede rigsbanksdaler pålægges, og bliver det fremdeles ejerne tilladt at tage så meget de lyster, vil mange embedsmænd komme til at give hele sin gage i husleje. Allerede giver mange nu de to tredjedele, og hvor skal de da tage fornødenheder fra? En indskrænkning i sådan selvrådighed der kan drives for vidt, kunne være ønskelig og meget gavnlig. At en husejer kan have en sådan interesse af sit hus at han foruden at bo frit, kan dermed betale renterne af prioriteterne og beholde en lille sum til overs til nødvendige reparationer er der ingen der misunder ham. Men at den som lykken eller en lille sum penge har gjort til ejer af et hus eller gård vil foruden ovenstående revenyer, forlange at hans huses eller gårdes beboere endog skal føde ham, er urimeligt og kan kaldes åger i højeste grad.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 956-958)

Bedærvede Holsteenske Sild.

Søndag eftermiddag den 23. februar høres her i staden en almindelig råber med holstenske sild. Anmelderen som troede det muligt at der i det milde vejrlig vi nu så længe har haft, kunne være kommet et skib fra Holsten som blandt andre varer også kunne have medtaget noget af denne artikel, købte et par af disse falbudte holstenske sild hos en sælgerkone der råbte med samme for 1 rigsmark. Men han fandt straks ved at pille skindet af dem at de var rådne og ganske uspiselige, og således at en kat som han tilbød dem, ikke ville nyde noget deraf. Flere af hans betjente har fortalt ham at det er gået dem lige sådan. Da man nu ved at der endnu ikke er kommet noget skib fra Holsten med sådanne sild, og at de dog i stor mængde er falbudte og solgt her i staden i en tid af 8 dage, så kunne det vel være umagen værd at efterforske hvem der for en lumpen fordels skyld søger at snyde sin næste med sådanne fordærvede og ganske usunde varer. At sildene har været fordærvede og uafsættelige før de er blevet røgede, er der ingen tvivl om. Men om de omvandrende sælgerinder selv eller en røgemand har foretaget sig denne operation med dem, kan man ikke vide. Imidlertid er det dog vist at disse fordærvede sild er blevet udråbt og solgt på gaderne, og at mange i det mindste er blevet bedraget ved at købe dem. Det var ønskeligt om det befaledes enhver røgemand der udleverede sådanne hos ham røgede varer til offentligt at sælges, at han skulle give udsælgeren eller udsælgerinden en attest eller et bevis for at varerne var købt hos ham og at han var ansvarlig for deres uskadelighed, hvilket han let kunne når han blot røgede friske og ufordærvede sager. Enhver sælgerkone burde da i tvivlsomme tilfælde fremvise køberen en sådan attest på opfordring, og man vidste da til hvem man havde at holde sig. I mangel af sådan attest kunne man overlevere hende til politiets nærmere omsorg. På denne måde tror anmelderen at bedragerier med flere dårlige spisevarer kunne hæmmes eller i det mindste let opdages.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 952-954)

Ønske fra Brønshøj

Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. Denne tog også forrige år sin begyndelse, og en eneste gammel murersvend blev sendt derud for ved hjælp af husmændene der efter omgang må bidrage til arbejdets fremme at afhjælpe dens mangler. Men uagtet denne gamles flid med klinen og kalkning kunne han i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat. Det synes derfor som om dette arbejde overgår en eneste gammel mands kræfter, og da de arbejdspligtige husmænd unyttigt må spilde mange dage ved at gå til hånde ved et arbejde der under andre omstændigheder kunne tilendebringes i kortere tid, var det ønskeligt om vedkommende mester der har påtaget sig denne kirkes reparation ville sende denne gamle svend nogle duelige murarbejdere til hjælp for at arbejdet kunne gå fra hånden og reparationen endelig engang tilendebringes.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 951-952)

 "Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. En gammel murersvends flid med klinen og kalkning kunne i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat" (Brønshøj Kirke. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Om udvidelsen af Brønshøj kirkegård, se "Et Exempel paa Licitationsarbeides Skrøbelighed." Politivennen nr. 1189, lørdag den 13. oktober 1838. Side 648-649.

Anviisning paa en fattig Mand

Forleden tirsdag så anmelderen et pjaltet menneske tage et stykke brød op af en rendesten, som han trykkede mellem hænderne for at få snavset ud og derpå puttede det i munden. Anmelderen bad manden at kaste det urenlige brød bort og gav ham 1 rigsbankmark for at købe sig brød. Men så snart han havde forladt manden, som han dog bestandig holdt øje med, så han at han igen tog det bortkastede urenlige brød op for at spis det. Han gik derfor hen til ham og tvang ham til at købe sig brød hos en sælgerkone i Vimmelskaftet. Et par dage derefter mødte anmelderen samme mand på Gammeltorv hvor han så ham gnave på et ben. Hvilket han formentlig også havde fundet på gaden.

Man må antage at manden ikke har sin forstand, skønt han kunne redegøre for sit navn, beskæftigelse og opholdssted. Han hedder Peter Lerke, er matros og ligger til bevogtning på et skib i Nyhavn nær ved færgestedet. Dette anmeldes altså til de ansvarliges efterretning og det vil glæde anmelderen ved nøjere efterspørgsel at erfare at denne anmeldelse har haft den tilsigtede nytte.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 945-946)