Gjenvejen til Assistenskirkegaarden

For at se nogle hedenfarne venners hvilesteder på Assistenskirkegården, rokkede anmelderen og flere gamle mennesker derud for nogle dage siden og stred mod vejr og støv for at komme der. Vi søgte den gamle og nærmeste port, men den var lukket. For ikke at gå så langt forgæves fik vi at vide at kirkegården ikke var spærret helt, men at man kunne komme ind af porten fra land- eller Utterslevsiden. Vi gik altså derud i det håb at den nærmeste port for tilbagegående var åben. Atter blev vi skuffet og måtte derfor vende tilbage på kirkegården og atter tilbage på den ikke behageligste Utterslevvej. Mødige og trætte meldte vi dette på det ikke andre gamle og svage skal fristes til denne valfart forinden en bekvemmere ind- og udgang kan åbnes.

(Politivennen nr. 68, Løverdagen den 19de April 1817, s. 1058-1059)

De rokkende gamle mennesker kan være gået forbi her to gange på deres forgæves tur for at komme ind og ud gennem indgangen tættest på byen. (Assistenskirkegården afd. D-G. Eget foto).

Butten blank binnen krank!

(Indsendt)

Damhuset er meget skønt at skue udenpå. Og man skulle formode at det indre nogenlunde svarede dertil. Men driver nødvendigheden en til at kigge derind, så godnat, skilt! Forleden aften kom indsenderen og en ven derhen og ville styrke sig efter en landtur. Men fik til deres forbavselse et skident glas med brændevin og nogle stumper rugbrød kastet hen på bordet. Skønt han vist ikke let vil så appetit i dette hotels dunstkreds, så beder han dog at værten eller værtinden vil behandle velklædte personer med mere renfærdighed. Da hun hidtil efter manges forsikring så ganske har glemt den.

(Politivennen nr. 68, Løverdagen den 19de April 1817, s. 1057-1058)

Redacteurens Anmærkning

Jeg hører gerne fra læsere som kan identificere Damhuset. For mig at se må der være tale om Damhuskroen ved Damhussøen. Beskrivelsen passer ikke på Damhuset i Lyngby. Det rimer også med en hjemmeside om Roskildes historie, hvor kroen på Politivennens tid omtales som "Damhuset" i en sag fra 1757 hvor kroholdets lovlighed blev draget i tvivl. Det endte så tværtimod med at kroholdet blev lovliggjort. 

Hjemmesiden oplyser også at der var interesser for at miskreditere kroen, således som artiklen ovenfor prøver at gøre. Kroholderne i Valby, Møllehuset og Roskilde kro havde ondt i sulet over Damhusets eksistens. I 1804 overlevede kroen at Københavns politimester var ude efter at nedlægge kroen. 

At kromanden havde rod i sine papirer fremgår af at da han i 1839 skulle forny sit stadfæstelsesbrev var det blevet væk, og han fik først svar i 1843. Kun Roskilde Kro og Damhuskroen overlevede at Roskildevejen blev ført forbi Frederiksberg Slot. De andre overlevede en tid som lokale kroer.

Damhuskroen. Det er uvist om det er denne som skribenterne omtaler som Damhuset. Hvis læserne kan opklare det, så kontakt redacteuren. Kroen lå der i hvert fald på Politivennens tid. Og passer på beskrivelsen. (Eget foto).

Om Opvartningspiger

Skønt en stats politi ikke kan beskæftige sig med menneskers moralske væsen, så er det dog ikke uvigtigt at gøre vedkommende opmærksomme på hvad man i henseende til den menneskelige forædling kunne ønske når vedkommende kan bidrage til det. Man har på flere spisesteder i hovedstaden opvartningspiger hvis pligt det virkelig er at forholde sig anstændige og sædelige, i det mindste så længe man nyder Herrens gaver. Men det synes næsten at være en umulighed for disse selvom de endog ville. Store og små lapse sætter en ære i at kramme og beføle dem. Og for at undgå grovheder må de vel finde sig i det. Det er just intet godt eksempel for den ufordærvede yngling som ikke kan se noget uanstændigt i at mætte sig på et spisesteder besøges af honette folk. Det undergraver i bund og grund de arme ofres moral, og vi har desværre nok af den slags. Det opvækker den største ækelhed hos det spisende personale der agter anstændighed og medmennesker mere end umælende bæster. Ja selv gamle narre hoverer der offentligt af deres turpis senilis amor. Man kunne undgå alle disse blufærdighedens skampletter ved at have opvartere af det mandlige køn .

(Politivennen nr. 68, Løverdagen den 19de April 1817, s. 1056-1057)

Noget i Anledning af det i Politievennen No. 60 indførte Stykke: Om Landsbyepræsterne.

(Indsendt)

Ved at gennemlæse det i Politivennen for lørdag den 22. april dette år indførte om landsbypræsters økonomiske forfatning, finder anmelderen hvor villig han end i øvrigt er til at tiltræde forfatterens mening i det hele taget, at han dog ikke kan være enig med ham deri, når han et sted udtrykker sig således:

"Indsenderen vover at være af den mening at hvis landsbypræsterne ligesom nu hovedstadens præster samt andre civile og militære embedsmænd havde en vis, bestemt gage, ville det ikke alene befri denne hæderlige klasse af medborgere for næringssorger, men den rolighed hvori de kunne leve, ville vist have en veldædig indflydelse på videnskaberne."

Var forfatterens mening uimodsigelig rigtig måtte det være tilfældet at alle præster i hovedstaden, samt civile og militære embedsmænd der har en vis bestemt gage hvorved forstås gade i rigsbankpenge sølvværdi, er befriede for næringssorger og kan leve i rolighed. Men anmelderen mener at det modsatte er det virkelige. Eller tydeligere at endog præster i hovedstaden og civile samt militære embedsmænd i almindelighed, langt fra ikke er eller kan være, især på nuværende tidspunkt, befriede for næringssorger og leve i rolighed.

På denne fra forfatterens afvigende formening er anmelderen bragt

1. Ved at tænke sig embedsmænd, af hvilke der visseligt gives mange, som har 3, 4-5 højst 600 rigsbankdaler S. B. årligt vis gage uden sportler, uden privat ejendom at tære på, uden familieunderstøttelse samt endelig uden lejlighed til privat fortjeneste og som på gage af et sådant beløb skal ernære en familie på 3, 4, 5 eller flere personer.
2. Ved at overskue de mange fornødenheder som stillingen skaber og hvoraf indsenderen blot vil anføre nogle såsom:
   a) Ekvipering.
   Embedsmanden må gå standsmæssigt klædt, således at hans medembedsmænd med privat formue eller familieunderstøttelse eller også med enten aldeles intet eller et ringere familiepersonale til forsørgelse på lige stor indkomst, ikke fordi de kan klæde sig godt skal have anledning til, efter os skrøbelig menneskers tåbelige sædvane, at se hånligt ned på ham eller skamme sig ved at have daglig omgang med ham.
   Konen skal også have klæder. Børnene kan ikke være nøgne.
   b) Børneopdragelse.
   Forældrenes pligt bliver det at lade børnene undervise i religion og de nødvendigste lærdomme for at de kan blive nyttige lemmer af borgersamfundet og ikke komme til at falde staten til byrde.
   c) Husly:
   Bopæl efter standen og familiens størrelse må haves.
   d) Skattebetaling
   e) Tyenders lønning og underhold.
   f) Dagligt brøds indkøb.
   Til hele familien skal tilvejebringes føde hvorved må frostås lidt mere end tørt brød dagligt.
3. Endelig ved at undersøge evnen til de nævnte fornødenheders tilvejebringelse hvad bliver da som meldt 3, 4, 5 højst 600 rigsbankdaler S. B. og denne evne skønnes at bør kaldes svag, når det henses til:
   At linned og sengetøj samt fodtøj er i en opskruet pris. Kræmmeren og håndværkeren kan med eller uden grund ikke få nok i betaling.
   At børneundervisningen som embedsmanden ikke uden embedspligtens tilsidesættelse selv kan besørge, er kostbar. At huslejligheder efter familiens størrelse, slette nok, må når skatterne iberegnes betales med mere en halvdelen af sagens beløb. At brændsel er dyrt og især i den rigtige provideringstid i en for embedsmanden ubetalelig pris.
   At et tyende lønnes med ikke mindre end 50 rigsbankdaler R. B.årlig.
   Og endelig at det vigtigste og uundværligste,skønt efter lægernes forskrift ikke til livets ophold og sundhedskonservationen tilstrækkelige tørre brød er småt og altid bliver mindre.

Med dette forudskikket tror anmelderen allerede tilstrækkeligt at have modbevist forfatterens menings anvendelighed på embedsmænd i almindelighed. Imidlertid findes det ikke overflødigt at vedfører tilfældige udgifter som embedsmanden i sygdoms- og familieuheldstilfælde forvoldes. Man tænker som eksempel: At embedsmanden bliver syg, at konen bliver syg eller skal barsle, at et eller flere børn bliver syge, at et lem af familien dør. Hvilke overordentlige udgifter til apoteker, doktor, begravelse mm pådrages ikke ved sådanne tilfælde.

Selv om embedsmænd måske ikke ligefrem gik i uniform, afslørede beklædningen på Politivennens tid ofte hvilken stand man tilhørte. Mens "almuen" og bønderne gik i vadmelstøj, gik de fine embedsfolk rundt i tøj som fx dette. Se i øvrigt de mange artikler der klager over at folk ikke klæder sig efter deres stand, især de ringere klasser (Nationalmuseet, eget foto).
 
Anmelderen vover til slut at tilføje det oprigtige ønske at tilstrækkelig evne snart måtte forenes med regeringens visdoms og gode vilje samt bestræbelser som går ud på at lindre den blandt mange embedsmænd i almindelighed stedfindende, ved tidsomstændighederne fremledte næringssorg og den uro hvori de efter min formening kan siges at leve, når penge til virkelige fornødenheders anskaffelse stundom enten aldeles mangler eller ikke kan forslå og nøden så at sige er for døren

(Politivennen nr. 67, Løverdagen den 12te April 1817, s. 1043-1048) 

Mere om opskruet Huusleje.

(Indsendt).

Om de i nr. 61 og 66 i dette blad anførte begrundede klager imod det ublu pålæg på huslejen, anføres her et påfaldende eksempel. En husejer hvis navn offentligt burde nævnes, begærede for en stueetage bestående af 3 værelser, hvoraf kun et værelse på 2 fag til gaden og køkkenet i kælderen, 1.400 rigsbanksdaler NB årlig leje. Flere dog ikke i en så høj grad opskruede lejer kunne anføres, men dette ene eksempel er nok for at bevise den skammelige åger der på flere måder finder sted i København, og hvorved embedsmanden, pensionisten og husarme må sukke under. - Var pålægget til statens tarv, måtte man med tålmodighed bære byrden, men for sine medborgeres åger burde man dog sikres.

Det forslag som i denne henseende fremsættes i nr. 66, synes meget rimeligt og kan formodes at forslaget bliver af højere øvrighed taget til eftertanke. Mange tusinders velsignelse vil hvile på den der bønhører disses sukke. - Et spørgsmål har anmelderen endnu at tilføje, hvorvidt er det tilladeligt af husejeren at betinge lejen betalt i specier? og er det ikke atter en spekulation af den forsigtige vindesyge?

(Politivennen nr. 67, Løverdagen den 12te April 1817, s. 1041-1042)