Indsendt
Ved at læse et avertissement i Addresseavisen nr. 124 fra oldermanden for det store vognmandslav blev indsenderen foranlediget til at efterse den påberåbte plakat af 16. februar 1780, som egentligt angår adskilligt der vedkommer vejene på stadens grund, og kun i forbigående i en parentes omtaler hvorvidt bønderne er berettigede til at befordre stadens indbyggere til skoven.
Dens 3. paragraf siger herom: "Bønder som ved Skt. Hans Dag og Fruedag årligt plejer at holde ved portene for at finde fragt til skoven (hvilken vel ikke ved nogen anordning er tilladt, men så længe de kan haves for rimelig betaling, vel ligesom hidtil fra pinsedag og til 6. dag efter Fruedag kan tillades at benytte sig af denne fortjeneste, da samme er til lettelse for stadens indbyggere), må ikke holde med deres vogne nærmere staden end udenfor Nørreport i Runddelen" osv (derefter følger hvor bønderne skulle holde uden for de andre porte).
"Bønder som plejer at holde ved portene for
at finde fragt til skoven må ikke holde med deres vogne nærmere staden end udenfor
Nørreport i Runddelen" (Bøndervogn. Frilandsmuseet. Eget foto).
Dersom der altså ikke gives nogen senere bestemmelse hvorom indsenderen ønsker oplysning, er det utvivlsomt at bønderne er berettigede til at befordre stadens indbyggere til og fra skoven fra den 25. maj til den 9. juli i nuværende år.
(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1270-1272)
Skønt denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg, så at man måske kunne sige at fodgængerne kan holde sig i alleerne og ikke havde noget at bestille, så synes det dog at være ganske bekvemt at gå over den når man enten vil til store eller lille Vibenshus, da vejen derved virkelig forkortes.
Den tanke er strejfet mange familier i forgangne somre når de skulle til Charlottenlund. Men anmelderen skylder dem nu da sommerforlystelserne begynder at gøre dem opmærksomme på at denne spadseretur på en måde for i år er hæmmet.
"Denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg". Køer og heste på Nørre Fælled. Set ind mod staden.
Han er overbevist om at den indhegning som er sket for at forebygge kreaturernes marcheren ud på landevejen før malkepigerne aflosser dem er hensigtsmæssig. Men da disse dyr som erfaringen viser ikke bryder sig om indhegning, men går lige over grøften til de stalde hvor de hører til når malkepigen ikke indfinder sig til bestemt tid, så synes denne indhegningsudgift ved ind- og udgangen at være unyttig. Og da ingen fuldvoksen kan komme derigennem, endsige gravide møde, uden at komme i knibe, var det derfor at ønske at nævnte ind- og udgange som skik og brug skal være på andre steder måtte blive forsynet med en ordentlig dør eller låge. Og skulle vedkommende som de kan have grund til, frygte at denne vej ikke blev aflukket af de der går igennem, kunne samme jo ved en simpel mekanisme være indrettet således at den gik i af sig selv.
Når en sådan indretning blev gjort, vil mange som nu om sommeren går denne vej, såvel til Vibenshus som til Charlottenlund være vedkommende meget taknemmelig. For da kunne de som nu er umuligt, ikke alene ugeneret passere frem og tilbage, uden at bukke sig eller ødelægge både deres klæder og hovedtøj, men endog i fred rulle deres børn til og fra skoven uden i det mindste på dette stykke af vejen at frygte for lemlæstelser af uforsigtige kuske og ryttere.
(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1265-1267)
Den københavnske ungdom som hvert forår opfinder nye lege, har også dette år opfundet en som man måtte ønske blev forbudt dem at drive på offentlige gader og stræder, da den i allerhøjeste grad er til ulejlighed for fodgængere.
Denne leg kaldes Paradislegen. Opfindelse til navnet vides ikke, men at den har været i brug i Paradis er næsten utrolig. Imidlertid er den dog blevet indført hos os og drevet til den fuldkommenhed at den udføres såvel på gaden som på fortovet, såvel i porte som på trappegange.
Den består i følgende: Børnene og undertiden temmelig voksne drenge afmaler adskillige kvadrater på fortovet. I en af disse lægger de nu enten en skilling, en sten eller et stykke træ og efter at havde taget tilløb i nogen afstand, hopper de uafladelig på et ben, den ene efter den anden i rækker for at sparke stenen fra den ene kvadrat til den anden. Hvor uskyldig denne leg end er, må fodgængeren dog havde den ulejlighed at gå ud på gaden dersom han ikke vil forstyrre dem i deres leg eller udsætte sig for selv at falde i rendestenen.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1260-1261)
(Indsendt)
1) Anden pinsedag den 26. maj forleden gik en embedsmands med sin talrige familie bestående af 7 børn uden for stadens vestre port for at ånde den frie luft og unde sine mange en af de glæder som nu til dags er godt køb. Hustruen og børnene var et temmelig stykke i forvejen og havde nået Vesterports ydervagt, mens husfaderen og en student der underviser hans børn, kom gående i nogen afstand. Han og denne så de 3 ældste børn omgivet af 4 opløbne slemme drenge, og da de nåede selskabet, lød beklagelser over at den ene af disse med en pigget stok havde stukket den mellemste af sønnerne i hælen. Og da denne beklagede sig over det og måske brugte mund, var de blevet overøst med skældsord. De 3 af disse slemme drenge havde ved husfaderens ankomst som var varslet dem taget flugten sammen med det sårende våben. Men manden tillod sig at sige et par alvorlige ord til den største inden han forlod børnene.
To alvorlige tildragelser ved Vesterports ydervagt: Drenge som forulemper en familie, og en soldat der ryger tobak (Vesterport, 1840. Før og Nu 1915).
2) På samme tur og ved tilbagevejen gennem Vesterport så indsenderen såvel som 2 andre personer i hans følge med forundring ved selv hovedvagten forbi hvilken det aldrig tillades nogen at ryge sin pibe tobak, selv om pibehovedet er lukket med beslag en underofficer gående frem og tilbage bag skilderhuset og mellem dette og de der stående geværer at ryge sin lystigt brændende cigar, hvilket det forekom indsenderen blev efterlignet af en underordnet. Klokken var den gang lidt over otte.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1253-1255)
(Indsendt)
Ved forårets begyndelse og senere har man set og ser dagligt mange drenge der som en bisværm løber ud fra deres vinterstade, den varme stue. Godt nok så man i vinter også enkelte fordi de enten skulle gå til eller fra skole, eller også røgte et ærinde, at more sig med at slås med snebolde, til skade for mange vinduer. Men langt fra den mængde som nu finder sin fornøjelse i på den offentlige gade at lege med bold. Indsenderen der i sin ungdom var en lidenskabelig boldspiller, nægter aldeles ikke at boldspil er en behagelig, ja endog nyttig tidsfordriv Kun mener han at stedet der her omtales, er højst skadeligt og lovstridigt. Indsenderen vil ikke tale om at ruder blive slået ud ved denne leg, da disse istandsættelse ikke koster så betydeligt. Men når en forbigående, mandfolk eller fruentimmer får en bold der ved flere fald i rendestenene er så tilsmurt at man ikke kan røre ved den, kastet på en klædning man måske har sparet op til gennem et helt år, mener man han lider så meget at enhver dannemand må harmes over sådanne drenges tøjlesløshed.
Ydermere. Hvor ofte hænder det ikke at bolden enten rammer eller slår ned tæt foran heste der bliver sky og som når ikke kusken eller andre ikke var til stede i det øjeblik, let kunne anrette betydelig skade. At endog sådanne drenge utilsigtet kan blive årsag til drab nægter vist ingen der ved at drenge ofte for at få mere vægt i bolden lægger en sten i den. Hvor let kan det ikke ske at en sådan bold kan falde ned på et spædbarns svage hoved og dræbe det ved sit slag i moderens kærlige arme. At dette sidste er sket ved indsenderen godt nok ikke, men tror dog det kunne ske. Eksempler på de første tilfælde behøves ikke.
At ingen uorden heriblandt nok denne der er af de største, tåles på gaderne af vores velindrettede politi ved indsenderen meget godt. Men at politiet som ikke kan være alle vegne på en gang alene kan påse dette, tror han næppe. Forældre og foresatte er vel pålagt at våge over deres børns opførsel, men kan dog ikke altid vide hvad de når de bliver sendt i byen foretager sig på gaden. I nærheden af hjemmet er de måske ordentlige, men næppe er de kommet om et hjørne før de begynder deres vildskab. Mon det derfor ikke kunne være gavnligt at opmuntre enhver stue- eller kælderbeboer til ved sådan en leg at advare børnene, og i tilfælde af de ikke adlyder hans advarsel da uden persons anseelse arrestere disse små urostiftere. Når dette var sket et par gange og barnets navn var blevet offentligt bekendt til advarsel for andre børn, tror indsenderen denne uorden snart ville ophøre.
(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1250-1253)
