Om Forfalskning af tyk Melk

Forleden dag sendte anmelderen sin pige for at købe nogle potter mælk fra et udsalgssted på Gammel Mønt hvor hun sædvanligvis henter samme. Ved hendes ankomst var de tønder som var sendt fra landet endnu ikke åbnet, og mælkehandlerinden bad hende derfor om at forrette et andet ærinde først og at komme igen efter et halvt kvarters forløb. Men da pigen påstod at hun skulle bruge det straks, gik hun med til at åbne tønden i hendes nærværelse og at give hende den forlangte mælk. Ved hendes hjemkomst fandt husmoderen at mælken var usædvanlig god og meget bedre end den fra samme sted plejede at være og sendte derfor pigen tilbage for at købe større mængder af den. Men mod forventning bragte pigen noget tyndt, vandet mælk der lignede det man sædvanligvis får fra det nævnte udsalgssted. 

Det er altså sandsynligt at man mens pigen gik frem og tilbage har tillavet mælken således som man plejer at unde københavnerne den. At en sådan opspædning af mælk imidlertid er et skammeligt bedrageri er der vel ingen tvivl om, i særdeleshed da man lader sig betale 14 skilling til 1 mark for potten, til hvilken pris det dog synes man kunne forlange ren, ublandet mælk. Men hvorledes kan man forskaffe beviser på og hæmme sådan forfalskning? Det var at ønske at nogen som kunne være vidende om det i et af vores blade ville give oplysning om det. En del ejere af de større landsteder som sender mælk til staden, har indført den skik at bringe samme i tillukkede vogne, hvortil kun afsenderen og udsælgeren har nøgle. Herved er man rigtig nok forvisset om at mælken ikke blandes eller forfalskes undervejs. Men kan man derved altid og i alle tilfælde være sikker på at den ikke undgår nogen forandring inden den kommer den sidste køber i hænde?

(Politivennen nr. 81, Løverdagen den 19de Juli 1817, s. 1358-1360)

Gammelmønt 19-23. Det fremgår ikke præcis af artiklen hvor mælkeudsalget foregik. (Eget foto, 2016)

Et Forslag i Anledning af Tugthuusfangernes Udbrud

(Indsendt)

De senere års erfaringer har lært os hvor særdeles vanskeligt det er for stiftelser af den natur som Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset at håndhæve borgersamfundets sikkerhed. Det voksende antal af forbrydere, deres forskellige karakterer, opdragelse, levemåde og forbrydelserne selv gør det næsten umuligt for opsynsmændene at våge over dem med den nødvendige opmærksomhed. Der hører mere menneskekundskab og et mere gennemtrængende blik til at forfølge disse væsener med end hvad man kan vente af opsynsmændene. 

Sammenstuvningen af så mange lastefulde afskrækker den tænkende. Den tone som i de senere tider behersker disse ulykkelige, vil næppe kunne dæmpes hverken med det gode eller onde. Den sidste truende gruelige fare bør vække opmærksomhed, hvorved det spørgsmål opstår: Er det godt og rigtigt at et straffehus af den natur haves i en stor og folkerig stad hvor rigers vigtigste og mest kostbare ting bevares og hvor regenten har sit sæde? Vil man svare: Ja! der har det jo været siden den store og udødelige Christians tider! Ganske rigtigt, men nu er tiderne ikke hvad de engang var. Folkemængden er tiltaget mange gange og med den lovovertræderne. 

Opdragelse og kultur har fået et ganske andet opsving. Hvad som den gang kunne være godt og passende, kan og bør nu modtage en anden skikkelse. Man så den 25. juni hvilken fare Christianshavn truedes med som blev afværget ved den heldige vind. Ved at vælge en sikker plads til disse skabninger må fornemmelig tages hensyn til den almindelige sikkerhed. Det vil sige de må være indesluttet på et sted hvor der ligger en garnison og det ikke ubetydelig garnison. For der kræves styrke til at modstå disse glubske dyr i tilfælde af udbrud, og forsigtigheden vil at man må være beredt på alting. Det mest passende sted var efter mine tanker Kastellet. Der er to store magasiner hvoraf det ene kunne, tror jeg, med en ringe bekostning indrettes til dette brug. I tilfælde af mytteri, udbrud eller lignende er de militære øjeblikkelig ved hånden. Her gives kun udgange som straks kan befæstes eller lukkes efter omstændighederne og her er al den sikkerhed som behøves for at berolige og betrygge borgersamfundet. 

Kastelsfængslet på bagsiden af Kastelskirken. Det vel nok værste sted man kunne blive anbragt som fange eller slave på Politivennens tid. Det var ikke her fangerne fra Christianshavn blev anbragt, men i to krudtmagasiner i hhv Dronningens og Grevens Bastioner. (Eget foto)

Ved denne lejlighed må jeg bringe det forslag i erfaring som for omtrent 1½ år siden læste i et af disse blade, nemlig at sådanne farlige forbrydere skulle klædes udmærket, fx i brandgul trøjer og benklæder, hvorved de straks faldt i øjnene. Havde disse været klædt således da var det mulig at en vis mands hest var blevet befriet fra at bære et af disse kreaturer et godt stykke ud på landet. Manden og hans ven som var på besøg havde ved at se ud af vinduet ikke et øjeblik troet at det var nogle lystige brødre som ville gøre løjer med manden der holdt hesten. Men de havde straks kendt dem som det de var, løbet ned og muligvis forstyrret denne forvovne og snedige plan.

(Politivennen nr. 81, Løverdagen den 19de Juli 1817, s. 1355-1358)

Redacteurens Anmærkning

Forslaget om en særlig fangedragt blev indført, se fx artiklen i Politivennen nr. 833 17. december 1831, s. 863-867. 

Slem Stank i Svendborg.

(Indsendt)

Det er vel uden for enhver tvivl at en lille rest gødning som ved et enkelt tilstødende tilfælde, fx en fejlberegning af mængden som skal bortkøres, henligger natten over på gaden uden for en jordbrugers hus hvis lokale kræver at gødningen må trilles ud af gården, ikke frembringer den luftfordærvelse som indgærdede møddingsteder midt i byen. Dette har bevæget indsenderen til at gøre Svendborgs for renlighed nikære øvrighed opmærksom på 3 i byen værende møddingsteder der forpester den ellers så sunde byluft, for de naboer og genboer som skæbnen har bestemt at bo i nærheden af sådanne kloakker. Foruden det møddingsted på torvet som hverken kan fryde øjet eller næsen, fortjener især det andet øvrighedens opmærksomhed, da det er anbragt i en smal gade hvor vejen for en stor del indbyggere fører til klubberne og teateret.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juni 1817, s. 1351-1352)

Spørgsmaal til Natterenovations-Contoiret.

(Indsendt)

Er en gård- eller husvært tvunget til at give natrenovationskarlene drikkepenge eller brændevin eller nogen af delene, og da hvilken, når de kommer efter forudbestilling på kontoret for at opfylde deres pligt. Eller har de tilladelse til ikke at tage fuldt læs og gøre utilladelig støj hvorved alle husets beboere forstyrres i deres søvn fordi man nægter dem brændevin. Da denne opførsel er udvist den 2. juli forleden kl. 4 om morgenen af to kørekarle, så var det ønskeligt at der fra kontorets side måtte blive givet hovedstadens beboere offentlig underretning om hvorledes man i den sag har at forholde sig for ikke at støde disse gode folk for hovedet. Og tillige få læs som det sig hør og bør, uden at tvinge dem dertil som indsenderen heraf blev nødsaget til.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juni 1817, s. 1350-1351)

Til det uskyldige Middel til at rense Flasker med, pag. 1336, kunde endnu føjes dette:

At årsagen til flaskers og stenkrukkers urenligheden ganske fjernes ved at komme vand i dem straks efter at de er blevet tømt og at lade dem stå med det i nogle dage eller endog kun nogle timer, da vandets bekendte egenskab opløser de dele som vin, øl og andre drikke efterlader og som ellers hæfter sig så tæt til flasken eller krukke, at disse endog ikke ved møjsommeligt arbejde kan fås rene. Blyhagl, messingfjer eller stødt glas som nogle bruger efterlader noget af metallet eller glasset og kan da som bekendt volde skade.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juni 1817, s. 1349-1350)