Ubarmhjertighed imod sine Medmenneskers Lugteredskaber.

(Indsendt)

Uagtet alle de bønner og ydmyge begæringer der i Deres gavnlige blad er gjort til vedkommende på Vesterbro om at afværge den stank der hele tiden forefindes der, har samme dog ikke frugtet noget endnu. En af mine venner som i selskab med flere forleden spiste til middag der på broen i nærheden af apoteket på et værelse ud til gaden, forsikrede mig på at samme den dag (for det var varmt) var så utålelig og gennemtrængende at en af selskabet hvis skarpe lugt ikke kunne forliges med disse fæle dunster, fik ondt og måtte gå fra bordet.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1377-1378)

Islamisme i vore Tider.

Der tales så meget om oplysning og humanitet i den nyere tid, men hvorledes disse i gerningen opfyldes, skønnes bedst af de til afvisning for urinerende på portbrædderne af nr. 94 i Studiestræde nyligt anbragte tyrkiske spidde. - Hvilke vel ikke kan dræbe, men smerteligt såre den der uafvidende skulle ville hvile eller sætte sig på eller vel endog uheldigvis falde imod disse brædder som uden spidser kunne opfylde deres bestemmelse.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1376-1377)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 94 er nutidens nr. 12. Det er fra 1799, opført af bygmester Jens Dahl. Artiklen besvares i Politivennen nr. 84, 9. August 1817, s. 1410-1411.

Studiestræde 12. Der synes ingen rester af den pinefulde urinerende afvisende foranstaltning. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Et ej uvigtigt Spørgsmaal

(Indsendt)

Bør den yngling eller pige der ikke ½ time kan føre en samtale med tyske folk på tysk sprog konfirmeres på tysk? Kan en 3 til 4 timer erstatte det heri total manglende? Og hvis sag er det at påse at hermed gås ordentlig til værks og uvidenhed af denne art for de uberegnelige følgers skyld forebygges?

Skulle desuden ikke også tyske konfirmander skrive det sprog fejlfrit hvori de skal konfirmeres, eller tilsagn ligesom de danske skulle skrive deres?

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de juli 1817, s. 1376)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen og dens svar kan måske være interessant set i lyset af vore dages debat om tosprogsundervisning. Men på Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså et samlende element for Danmark. At være dansk betød ikke nødvendigvis at man talte dansk, men at man boede inden for Danmarks grænser. Det skal ses i forhold til at 40% af befolkningen inden for Danmarks grænser talte tysk efter at Norge siden 1814 ikke længere var en del af Danmark. Se også Redacteurens Anmærkning til nogle artikler om dette emne i Politivennen fra 1809.

En slem Uskik hos Sælgekonerne

Disse gode matroner har den slemme uskik enten for at holde varme eller sladder at befæste adskillige gadehjørner klyngevis, hvorved fortovet bliver utilgængelig for fodgængerne. Er fortovet for propfuldt eller dunsterne for alvorlige, tyr de endog ud på gaden. En gang imellem langt over rendestene. Og når de så ved deres udsendte spioner får øje på en betjent, så styrter de i sådan en rasende fart ind i gadedøre og porte, at den som ved en sådan retirade kommer dem i møde, er i fare for at falde i rendestenen. At forlange at vedkommende opsynsbetjente altid skulle kunne være til stede for at bortjage disse og holde orden, ville være urimeligt at forlange. At gård- og husejerne kunne anmodes om at forbyde dem at spærre passagen synes både at være rimeligt og tillige den letteste måde at få denne uskik hævet på.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1374-1375)

Noget om de sjellandske Bønders Kjørsel paa Landevejen og især paa Gaderne i Hovedstaden

Ofte sker det at man især i denne tid på en landevej kan træffe fire, seks ja undertiden flere bøndervogne som er lastet med enten halm eller hø. De kører i række efter hinanden som om det var en ligprocession de kørte til, og ikke som de skulle til torvs. Når nu en rejsende eller en anden mand der har vigtige forretninger og absolut skal frem er så ulykkelig at møde sådanne dovne passagerer, så er han ilde faren. Men da de kører lige sådan på københavnske gader, så afstedkommer dette megen forhindring for de andre kørende som nøje holder sig plakaten om kørsel efterrettelig. De må gerne køre langsomt. Det synes de endog at fortjene ros for. Men deres husbond burde dog husbond alvorligt indskærpe dem at hvad enten de kørte på landevejen eller gaderne, skal de være forpligtet til at holde sig ved forvognen når de ikke gider tage sæde på vognen. Og ikke som nu altid ved bagvognen. For når de gør det og er mange i følge, så er det især på gader og stræder fuldstændig umuligt at komme forbi dem uden at man udsætter sig for den ubehagelighed at tilføje dem skade.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1373-1374)

"Ofte træffer man fire, seks ja undertiden flere bøndervogne som  kører i række efter hinanden som om det var en ligprocession. Når nu en rejsende der har vigtige forretninger og absolut skal frem er så ulykkelig at møde sådanne dovne passagerer, så er han ilde faren." (Bøndervogn fra Politivennens tid. Frilandsmuseet. Eget foto).