Atter noget om Kirken i Opfostringshuuset

(Indsendt)

Indsenderen af dette og vist nok flere med ham undrer sig over spørgsmålet i Politivennen nr. 87 om ikke Opfostringshuskirken kunne benyttes til offentlig gudstjeneste. I den kant af byen er der jo ikke mindste trang i denne henseende da der i samme haves adskillige kirker fjern og nær med gudstjeneste til forskellige tider, fx Citadellet, Almindelig Hospital, Abel Cathrines Stiftelse, Stokhuset, Garnisonskirken hvis nærværende 3 religionslærere med føje søges af at talrigt antal tilhørere. 

Men var der end virkelig trang til Opfostringshuskirken blev åbnet til gudstjeneste, hvem skulle da forrette den? Hvorfra udredes løn til den som forrettede den.? Der var en tid da de 4 lærere på Opfostringshuset skiftevis prædikede i nævnte kirke. Men det var snarere at anse som en kabinetsprædiken for stiftelsens betjente, vist ikke nødvendig for børnene, da disse måtte under en lærers tilsyn bivåne gudstjenesten i Almindelig Hospital kl. 11. Så vidt vides er kun den ene af de 2 derværende lærere berettiget til at prædike. Besynderligt er det ellers at denne i flere år ikke benyttede kirke nyligt er blevet oppudset om der end herefter ligesom i år skal holdes tale på stiftelsesdagen, mens kirken i Vartov der henhører under samme bestyrelse, mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. Indsenderen selv som i denne sommer i nogenlunde klart vejr overværede gudstjenesten i nævnte kirke kunne næppe se at læse og synge sin salmebog uagtet han dog havde briller. At dette er tilfældet med flere er bekendt. Af hædersmændenes Münters og Clausens årvågenhed og utrættede iver for religionens, dens gode sags, ventes det vist ikke forgæves at foranstaltning til denne kirkes reparation og oppudsning snart vil blive gjort.

"Kirken i Vartov forfalder mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. (Vartov Kirke. Eget foto).

Ønsker man da endelig så meget at kirken i Opfostringshuset blev benyttet til gudstjeneste, så vover anmelderen at foreslå at betjente og rekonvalescenter fra Frederiks Hospital bliver anvist denne kirke i stedet for den til sådant brug højst upassende og modbydelige operationsstue. Herved opnåede man endog at de svage til bens undgik at gå op af en trappe da kirken på dette sted er lige ned jorden. Udvej til en indgang fra Bredgade kunne der vel findes. Vel er Frederiks Hospitals præst ikke strikt forpligtet til at prædike. Hvad der i denne henseende findes i hans instruks er mere at anse som et råd et ønske, opmuntring til fortsat øvelse end egentlig befaling. Men det er vist at formode at hverken den nylig kaldede præst eller nogen af hans efterfølgere ville undslå sig for at holde gudstjeneste på nævnte sted, lige så lidt som den for hospitalets vel så virksomme direktion jo nok vil vide at gengælde religionslærerne dette forøgede arbejde.

Måtte dog såvel i dette som i flere lignende tilfælde lægges på hjerte hvad den ædle med rette yndede biskops Pavels sagde da han fra prædikestolen i Helligåndskirken så skønt opmuntrede sin menighed til at yde frivillige bidrag til genopbyggelsen af det ærværdige tempel uden for hvis mure findes - under jorden, kød af mennesker og ovenover kødet af slagtede kreaturer "Enhver kirke der nedbrydes, enhver gudstjeneste der hæves, er en triumf mere for vantro og laster." Såvel dette som det af indsenderen her anførte er vel ikke efter hver mands smag. Men det er dog sandhed.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1486-1490)

Om de afbrændte Pladse i Hovedstaden

Ti år er nu gået siden det selv i Europas årbøger mærkværdige bombardement vækkede os af vores lange og dybe fred. Gav os en prøve på krigens rædsler og ødelagde en stor og kostbar del af vores hovedstads bygninger. Vel er den brand for længst slukket der i et nu så skrækkelig fortærede disse. Men aldrig vil mindet uddø af danske hjerter. Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter. 

"Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter...". (...Og skue fx stumper af engelske granater fra bombardementet. som denne i Rundetårn. Eget foto)


Når vi stadig ser næsten en hel gade og det en af stadens hovedgader hvor velhavende borgere for 10 år siden boede så at sige udslettet af forbindelse med de øvrige, hvor sørgeligt syn er da ikke dette og hvor nedslåede må vi ikke vandre forbi denne ødelæggelses vederstyggelighed? Er de da også døde, de ulykkelige som dette tunge slag ramte, vil en fremmed spørge. Nej, må vi svare, men de er ødelagte og har måske til dels tabt lyst og mod til at bygge og bo på et sted hvor de så uskyldig har fristet en skæbne der måske røvede dem helbred tilligemed velstand. Ja, mindst vil medborgere nægte deltagelse i et lod så tungt som dette. Men fra flere sider betragtet kan heller ikke det ønske tilbageholdes at disse ødelagte tomter igen måtte rejse sig af deres ruiner og efter et tidsforløb så langt som det forsvundne yde staden igen den forskønnelse som den herved så længe har manglet. 

Ikke er det vor mening at grundejerne skulle tvinges til at bygge. Men vi forholder dem at det nu ikke efter at de har været forundt en så lang frist er urimeligt at kræve deres erklæring om De vil og inden inden en vis bestemt tid vil bebygge Deres pladser. For alt må dog engang have en ende. De som ikke vil eller kan bygge, må indvillige i at deres pladser bliver solgt på vilkår, at inden den foreskrevne tid må en bygning være opført derpå. 

Mange mennesker er så ubestemte at de ikke let selv formår at fatte en beslutning når de ikke forpligtes til det. Og det synes ikke at sådanne burde råde sig selv i ting hvor det gælder det offentlige. Det vil næppe være vanskeligt blandt de ved bombardement afbrændte at finde dem som allerede for længst har opbygget igen, uagtet deres formueforhold er langt ringere end mange andres som endnu ikke har lagt hånd på sin plads' rydning. Men vist er det at flere årsager jeg gentager det, gjorde det højst ønskeligt at en lovbestemt tid måtte fastsættes inden hvilken alle afbrændte pladser skulle være bebygget. Hvad ikke private formår, måtte der for offentlig regning gøres udveje til, og dette kunne ikke være vanskeligt heller aldrig forvolde tab.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1483-1486)

Svar paa det i No. 85 Indførte, under Titel. Uhjelpspmhed og Egennytte.

Nævnte indsender har behaget at dolere over at svenden hos den i Lille Kongensgade boende kirurg skal have nægtet at modtage en til dette sted anbragt syg og at give denne noget at styrke sig på, uagtet betaling derfor blev tilbudt, hvorimod indsenderen blev henvist til Nyhavn nr. 2 hvor redningsmaskinerne (?) forefandtes. Denne handling har denne indsender bestræbt sig for endvidere at påsætte et kainsmærke ved at kalde den et modstykke af ædelmodighed begået den 29. juli på Nyholm. Det synes at være klart at hr. indsenderen ikke har megen sans for at skåne de levendes ære og agtelse. For han søger åbenbart at ville indbilde publikum at blot uvilje var årsag til at den indbragte såkaldt syge blev nægtet øjeblikkelig hjælp. Men da han derhos tilstår at principalen ikke var hjemme og indsenderen af nærværende forsikrer at han ikke var i besiddelse af noget som helst til den indbragtes tilstand passende lægemiddel og han tillige vedgår at være blevet henvist til vedkommende sted som er beliggende en kort vej fra Lille Kongensgade, så vil enhver tænkende selv kunne dømme hvad titel den mand fortjener som for at kunne udbasunere sin måske første fortjenstlige handling søger at nedrive andres gode navn og rygte.

Jørgensen
hos amtskirurg Westphael.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1479-1481)

Redacteurens Anmærkning.

Nyhavn 2 er nutidens nr. 3. det er opført før 1731, dog senere ombygget.

Overflødig Tran i Store Kanikestræde

Da anmelderen med sin familie Søndag eftermiddag den 31. august kom gående i Store Kannikestræde fra Fiolstræde til Nørregade, blev han til sin forundring opmærksom på at den lygte som sidder på den afbrændte professorgård op til Studiegården var så rigelig forsynet med tran eller også at vægteren så skødesløst behandlet at den uafladeligt sendte det ene dryp efter det andet ned på fortovet. Dette skulle man ikke undlade at gøre de ansvarlige opmærksom på, for at den respektive vægter kan formanes til at behandle sine lygter mere forsigtigt, så familier ikke skal udsættes for at komme hjem med tranpletter på deres tøj. Når man passerer et fortov under en lygte, har man den tilid til vægterne at de sørger for at man er fri for at overøses med tran. Og den tillid må ingen vægter svække. For ellers er fortovene hvor de er smalle, til ingen nytte.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1478-1479)

Store Kannikestræde. Dog i modsat retning end den artiklen nævner, nemlig set fra Fiolstræde og modsat retning af Nørregade, nemlig mod Købmagergade og Rundetårn. Den gule bygning er Admiral Geddes Gård. Strædet har stadig mange lygter der dog alle er nyere end tranlygterne fra Politivennens tid. (Eget foto).

Et Par Ord om Milepælene paa Landevejene

Det er en sand fornøjelse for en rejsende at se hvor stor en strækning han tilbagelægger i timen på sin vej. Og milepælene synes at være det bekvemmeste middel til at skaffe ham den viden. Men når man nu ser at disse som for en stor del er af norsk marmor og altså kostbare når de skal opføres på ny, på adskillige steder ganske forfalder, ja at samme næsten er faldefærdige, så synes det dog virkelig ikke mere end rimeligt at de ansvarlige i tide før de vælter ville drage omsorg for at de blev repareret til pryd for vejen og til deres egen og andres gavn og fornøjelse som passerer landevejen. 

"Milepælene synes at være det bekvemmeste middel til at skaffe ham viden om hvor stor en strækning han tilbagelægger i timen på sin vej". (Frilandsmuseet. Eget foto)

Et ønske eller måske to kunne ved samme lejlighed med rette gøres: Det første var at de led som findes visse steder på vejen og som forventeligt er der for at forebygge kreaturernes spadseren på landevejen, måtte blive lidt efterset på visse steder, da de ellers ganske forfejler deres formål, hvis de er der i den hensigt anmelderen her har omtalt For de er sine steder så svage at både hunde og katte endsige større kreaturer kan vælte dem. 

Og dernæst om de som har den skik at tøjre deres kreaturer i grøfterne hvis sådant er tilladt, ville indrette tøjret således at kreaturerne blev i grøften og ikke kunne få lejlighed til at gå helt ud på landevejen. Til hinder såvel for de kørende som især for fodgængerne der sædvanligvis af gyldige grunde holder sig ved grøfterne.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1475-1476)

Milepæl ved Roskildevejen hvor den krydser Vestvolden

Redakteurens Anmærkning

Artiklens foto viser en af de få tilbageværende milepæle ved Håndværkerhuset, Frilandsmuseet, af den type som var indført af Ole Rømer fra 1692. En restaurering og udbygning startede i 1764 i form af obelisker i norsk marmor. Som artiklen antyder holdt disse ikke særlig godt til det danske vejr og måtte udskiftes fra 1842. Metersystemet indførtes 1907 og milestenene forsvandt: Men ordet milepæl fortsatte som en metafor i det danske sprog.