Om Bagere og Brød hos os

(Indsendt)

Meget længe havde en af dette blads læsere ønsket at se noget om bagere og brød her hos os, da endelig et stykke kom til syne i nr. 90. Oprigtigt talt må indsenderen af disse linjer tilstå at det der indrykkede "Forslag til bagerne" aldeles ikke var som han havde ventet. For at man ved at tale om vores brødvæsen skulle begynde med at overfalde de stakler som sidder på gaderne uden ligefrem at gå løs på bagerne og deres dårlige brød som ikke alene findes her i København, men i hele dens omegn. Ja! jeg tror ikke at for vidt når jeg siger hele Sjælland *) faldt mig helt underligt. Sandelig at Danmark var et kornland, skulle man ikke falde på når man kommer udenlands fra og brødet sættes på bordet.

Rugbrødet er: sort, surt og kliet. Hvedebrødet fremkommer som såkaldt franskbrød i en bitter lille humpel ikke stort større end en mundfuld. Rigtig nok! Brødet kunne være endnu dårligere. Når vi fx i stedet for rugbrød kun fik skoster og for omtalte bitre hvedeklumper fik kun havreflager. Men da nu min mening er at ved at se hen til de ting som findes hos os vi da  ikke skulle sammenligne dem med hvad som er dårligere, men med det bedre, så bliver facit ved sammenligningen af vores brød i almindelighed med enten det franske eller engelske at vores er dårligt, så dårligt at enhver dansker der har set andre landes brød, må skamme sig over det. 

At forbyde fattige folk at sælge brød ville sikkert ikke være midlet til at forskaffe København bedre brød. For al indskrænkning i handel og vandel (hvilket nu synes at være blevet en kær kæphest) forværrer kun i stedet for at forbedre. Tro ikke at de kære herrer bagere skulle ved fortfejning af alle de fra lavet uindviede brødsælgere endes om at "overgå" hinanden ved udsalg af godt og velbagt brød. Nej, nej, at mele sin kage er nu omstunder så temmelig på mode og hvem kan vel bedre mele, end manden med brød? Han har i sin magt hvad just ikke faldt i enhver andens lod. Han kan mele snart fint, snart groft, nu lidt oret eller surt iblandt. Jo færre der findes af en næringsgren, jo dårligere varer se de sig derved i stand til at afsætte, og da brød er een af de ting som ikke kan sættes ud af mode, må man altså når det ikke findes i desto større overflod tage det som det falder.

Hvad det angår, at fremmede ved at se udsalgskællingerne må fælde en ufordelagtig dom om vores renlighed, da synes mig rigtig nok at de dertil kunne have tilstrækkelig grund når de ser hvorledes folk lader sig nøje med fra bagerne selv at modtage brødet. Er det surbrød, eller rundebrød, da sidder derpå en hel kage af mel og urenlighed. Aldrig tænkes der på inden brødet udleveres først at afraspe denne skorpe. Om dette nu altid har været således eller om det hidrører fra at folk finder sig i at modtage sådant brød, det ved jeg ikke. Men så meget ved jeg at gud trøste den bager i London der tilbød sig at udlevere sådant brød. Længe vilde det vist ikke vare inden han fik et aftryk af et sådant rundebrød på sin hjernekiste, for der er folk mere kræsne.

Ret hjertelig skulle det glæde mig om vi engang kunne få hvedebrød. Det vil sige: Hele brød af hvede og ikke som hidtil hvedegnallinger.

*) Heri er udgiveren dog ikke ganske enig med indsenderen. For han har erfaret at jo længere man kommer fra København, jo bedre brød finder man. Allerede i Lyngby sælges meget godt hvedebrød. I Roskilde er det endnu bedre. I Frederikssund og i Skælskør er det overmåde godt og formodentlig findes der endnu flere købstæder hvor brødet er som det bør være. For folkemængden, og som følge deraf afsætningen, er der ulige mindre end i København. Ja endog på sidstnævnte sted og udenfor dets porte findes enkelte bagere der sælger ulasteligt og meget godt brød.

(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1557-1561)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 90.

Umaneerlig Skrigen i Kristenbernikovstrædet.

Hr. udgiver!

De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig. 

Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)

Hjelp i Tide!

Mon det ikke er befalet at vedkommende feltskærer ved regimenterne skal have deres forbindingstøj med sig når regimenterne er forsamlede for at øve sig i våben. Det synes måske underligt at stille dette spørgsmål da det næsten ikke synes at behøve besvarelse. Men det fremsættes dog da anmelderen har været øjenvidne til at en af disse feltskærere som ved en høstmanøvre blev tilkaldt fra et andet korps for at forbinde en af mandskabet der var kommet til skade, helt manglede dette nødvendige redskab. I stedet for altså at gøre nytte ved en hastig hjælp gjorde han skade, for det tog dog en tid bort inden det var muligt at få et lærredstørklæde til bandage, uagtet så vidt skønnes han selv havde et i sin lomme. Men formentlig har han sparet på det i den hensigt at bruge det til bandage, hvis nogen af folkene ved det korps hvorved han egentlig var ansat, skulle komme til skade som han ventelig nu begreb kunne hænde sig.

"Det virkelig ikke for meget om kirurger blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden. Borgerlig artillerist fra Politivennens tid. (Lahdes Kobbertryk, 1810).

Følgen blev altså af denne hans uforsigtighed eller glemsomhed at karlen blev forbundet med et bomuldstørklæde som en af de tilstedeværende tilskuere lånte ham. Da der som oftest kommer folk til skade ved høstmanøvrerne så var det virkelig ikke for meget om sådanne kirurger før regimenterne eller korpsene drog ud på øvelse blev pålagt at fremvise for de høje ansvarshavende officerer at han havde sit forbindingstøj med videre i den tilbørligste orden, for derved ville sikkert megen skade i tide forebygges.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1549-1550)

Bøn til Fattigvæsenets Direktion.

(Indsendt)

I de sidste uger da kulden er begyndt at indfinde sig temmelig alvorligt har man set mange fattige barbenede pige- og drengebørn, hvilket efter al sandsynlighed står under fattigvæsenets tilsyn og pleje. At man om sommeren på grund af økonomi lader børnene gå barbenede, barhalsede, barhovede, kan nu være hvad det være vil. Men på nuværende årstid må det vist være højst skadeligt for sundheden. Man ved at fattigvæsnets børn kun søger skolen halvdelen af dagen, den anden halvdel arbejder de hos fabrikanter eller på andre steder. at denne deres arbejdsfortjeneste imellem år og dag må være tilstrækkelig til at forsyne dem med nødvendig klæde og fodtøj, hvilket vist altid er af en særdeles ringe og simpel slags, og altså ikke bekosteligt er højst sandsynligt. Direktionen for fattigvæsnet anmodes derfor om at forskaffe de til dens forsorg betroede børn jo før jo bedre heller fornødent holdbart fodtøj. Denne rimelige og menneskekærlige anmodnings opfyldelse tror man at have så meget desto mere føje til at vente da de fornødne midler hertil umuligt kan antages at savnes.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1547-1548)

Noget til Eftertanke for Stadens Høkere og Øltappere.

Enhver som til bunds kender denne klasse af borgerstanden ved at disse godtfolk for størstedelens vedkommende aldrig befatter sig med læsning. Og det kan de måske have deres gode grunde det. Men det var dog sandelig at ønske at det måtte pålægges dem i deres ledige timer at læse og lære at forstå, i det mindste de anordninger som angår dem i deres fag, da det ville være meget gavnligt både for dem selv og andre. Men da anmelderen erfarer at de aldeles ikke kender dem, vil han tage sig den frihed at gøre dem opmærksomme på at efter politianordningerne har høkere og øltappere hver deres særskilte varer at sælge. 

Men griskhed og begær efter rigdom har forårsaget at den ene har grebet ind i den andens rettighed. Dette er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, da den mindre formuende som i dette tilfælde unægteligt er øltapperne, må se at de mere velhavende hvortil høkerne kan henregnes, handler med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver, er til ubodelig skade for øltapperne. For den fattige er nødsaget til at købe livets allerførste nødvendigheder hos højkerne i yderst små partier. Ja hvad der endog er værre og ofte tilfældet, søge kredit hos disse indtil de enten har fået deres uge-eller dagløn, og derudover bliver de også nødsaget til at købe ikke alene den øl og brændevin de behøver, men også brød, fløde, sukker og kaffebønner hos spækhøkerne, eftersom en del af disse gode folk uden tilladelse, men til fornærmelse og skade for andre af deres medborgere offentligt handler med disse varer. 

Det er nok så bekendt at disse godtfolk altid klynker og klager over tidernes besvær. Og det var derfor at ønske at de ansvarlige for at efterse vinterforrådet, som nok sker med det første, efter evne ville drage omsorg for at disse uordener blev fjernet så at den klasse blandt borgerne som skal leve at af handle med de artikler som høkerne ulovligt sælger kan se et bedre udkomme i møde.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1544-1546)

"Det er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, at øltapperne må se høkerne handle med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver er til ubodelig skade for øltapperne." (Spækhøker grebet på fersk gerning. Det ser ud som om han har et ølanker stående på disken)