Fæl Stank i Kronprinsessegade.

Fortovet udenfor gården nr. 385 og 386 i Kronprinsessegade er næsten hver dag besudlet af en væmmelig urenlighed og altså meget ubehagelig at passere. Det er underligt at da den ene af disse gårdes ejer holder en kusk, den anden en kusk og en portner, de da ikke pålægger disse hver morgen at udskylle porte og rendestenen og holde begge dele i den stand de bør være.

Mange gange når vinden står på gården, kan man lugte denne forpestede lugt i øverste etage, og man må undre sig over at beboerne af nævnte gårdes lejligheder ikke klager over det og derved søger at forskåne de venner som kommer til dem, for denne afskyelige stank der er mere ubehagelig og ulidelig end lugten fra et garveri.

Er gadekommissærerne som skulle våge over at fortovenen og rendestenene tilbørligt holdes rene, ikke også berettigede til at holde orden med gårde og porte, hvor sådan urenlighed findes, og hvorfra den siden kommer at overflyde fortovene og opfylde rendestenene, til megen væmmelse for den som er nødt til at indånde sådan ubehagelig lugt? -

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1567-1568)

Et Forslag til paa bedste Maade at faae kundgjort naar Portbommen bliver lukkede.

Det sker ofte når vinden bærer fra eller det blæser heftigt at den klokke som man betjener sig af til at ringe med for at tilkendegive at portbommene nedlades, ikke altid lyder så tydeligt at alle sǻvel indebys som de der kommer til staden, kan høre når den holder op. Heraf opstår uenighed mellem bomforpagteren og den som skal betale bompenge, da denne i almindelighed får skylden for at han har nedladt den før klokken har ringet af. For nu at forebygge sådanne ubehagelige mundhuggerier hvoraf udfaldet i almindelighed endes med skæælden og banden, tror anmelderen det passende at når klokken begyndte at lyde, der da blev udstukket et lille flag ved ravelinsvagten, og så længe den vajede, var passagen fri. Men når den blev indtaget, var vedkommende forpligtet til at betale de påbudte bompenge uden vægring.

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1562-1563)

Et par Ord om den algierske Rosenessents

(Indsendt)

I en tid hvor det er offentligt kendt at pesten i høj grad hersker på kysten af barbariet hvis havne af den grund er karantænekommissionen er blevet erklæret for smittede og således al samførsel med disse hindret, kan det ikke andet end være påfaldende at man i den sidste mandag udgivne Addresseavis finder indført at der på hjørnet af Kirkestrædet og Hvælvingen nr. 98, 2. sal skal kunne fås lugtende rosenessens som er ankommet fra Algier. 

Man kunne ved denne lejlighed vel spørge: På hvilken måde er denne essens kommet hertil? Er dette sket siden Algier er blevet erklæret for smittet, så er det en utilgivelig ringeagt for medmenneskers liv. Men er det gamle forlagte ting, som nu anprises som nyankommet, så er det rimeligt udtrykt det hvad man kalder handelskneb.

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1561-1562)

Om Bagere og Brød hos os

(Indsendt)

Meget længe havde en af dette blads læsere ønsket at se noget om bagere og brød her hos os, da endelig et stykke kom til syne i nr. 90. Oprigtigt talt må indsenderen af disse linjer tilstå at det der indrykkede "Forslag til bagerne" aldeles ikke var som han havde ventet. For at man ved at tale om vores brødvæsen skulle begynde med at overfalde de stakler som sidder på gaderne uden ligefrem at gå løs på bagerne og deres dårlige brød som ikke alene findes her i København, men i hele dens omegn. Ja! jeg tror ikke at for vidt når jeg siger hele Sjælland *) faldt mig helt underligt. Sandelig at Danmark var et kornland, skulle man ikke falde på når man kommer udenlands fra og brødet sættes på bordet.

Rugbrødet er: sort, surt og kliet. Hvedebrødet fremkommer som såkaldt franskbrød i en bitter lille humpel ikke stort større end en mundfuld. Rigtig nok! Brødet kunne være endnu dårligere. Når vi fx i stedet for rugbrød kun fik skoster og for omtalte bitre hvedeklumper fik kun havreflager. Men da nu min mening er at ved at se hen til de ting som findes hos os vi da  ikke skulle sammenligne dem med hvad som er dårligere, men med det bedre, så bliver facit ved sammenligningen af vores brød i almindelighed med enten det franske eller engelske at vores er dårligt, så dårligt at enhver dansker der har set andre landes brød, må skamme sig over det. 

At forbyde fattige folk at sælge brød ville sikkert ikke være midlet til at forskaffe København bedre brød. For al indskrænkning i handel og vandel (hvilket nu synes at være blevet en kær kæphest) forværrer kun i stedet for at forbedre. Tro ikke at de kære herrer bagere skulle ved fortfejning af alle de fra lavet uindviede brødsælgere endes om at "overgå" hinanden ved udsalg af godt og velbagt brød. Nej, nej, at mele sin kage er nu omstunder så temmelig på mode og hvem kan vel bedre mele, end manden med brød? Han har i sin magt hvad just ikke faldt i enhver andens lod. Han kan mele snart fint, snart groft, nu lidt oret eller surt iblandt. Jo færre der findes af en næringsgren, jo dårligere varer se de sig derved i stand til at afsætte, og da brød er een af de ting som ikke kan sættes ud af mode, må man altså når det ikke findes i desto større overflod tage det som det falder.

Hvad det angår, at fremmede ved at se udsalgskællingerne må fælde en ufordelagtig dom om vores renlighed, da synes mig rigtig nok at de dertil kunne have tilstrækkelig grund når de ser hvorledes folk lader sig nøje med fra bagerne selv at modtage brødet. Er det surbrød, eller rundebrød, da sidder derpå en hel kage af mel og urenlighed. Aldrig tænkes der på inden brødet udleveres først at afraspe denne skorpe. Om dette nu altid har været således eller om det hidrører fra at folk finder sig i at modtage sådant brød, det ved jeg ikke. Men så meget ved jeg at gud trøste den bager i London der tilbød sig at udlevere sådant brød. Længe vilde det vist ikke vare inden han fik et aftryk af et sådant rundebrød på sin hjernekiste, for der er folk mere kræsne.

Ret hjertelig skulle det glæde mig om vi engang kunne få hvedebrød. Det vil sige: Hele brød af hvede og ikke som hidtil hvedegnallinger.

*) Heri er udgiveren dog ikke ganske enig med indsenderen. For han har erfaret at jo længere man kommer fra København, jo bedre brød finder man. Allerede i Lyngby sælges meget godt hvedebrød. I Roskilde er det endnu bedre. I Frederikssund og i Skælskør er det overmåde godt og formodentlig findes der endnu flere købstæder hvor brødet er som det bør være. For folkemængden, og som følge deraf afsætningen, er der ulige mindre end i København. Ja endog på sidstnævnte sted og udenfor dets porte findes enkelte bagere der sælger ulasteligt og meget godt brød.

(Politivennen nr. 92, Løverdagen den 4de October 1817, s. 1557-1561)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 90.

Umaneerlig Skrigen i Kristenbernikovstrædet.

Hr. udgiver!

De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig. 

Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)