Årgang 1818 Mangler

Københavns Biblioteker mangler årgang 1818, hæfterne 9-11. Såfremt denne engang skulle dukke op, vil den blive indplaceret her.

Et Par Ord til Bladets Læsere

Idet jeg afslutter den anden årgang af dette blad kan jeg ikke undlade at aflægge min oprigtige tak til enhver som har bidraget til at det er vedblevet med at udkomme, enten ved at abonnere på det eller ved at tilsende mig bidrag, der ikke alene har formindsket arbejdet for mig, men også forøget interessen for bladet. I lige måde gives min skyldige tak såvel til de høje autoriteter som til enkelte embedsmænd og private der ufortrødent har rettet de mangler som er blevet klaget over i bladet. Selv dem der ikke vil bifalde Lüxdorfs ordsprog: "Fornøden sandhed er ingen mand for broget" og som gerne drog i felten mod udgiveren når en gunstig lejlighed måtte findes, takker jeg dog fordi de har vist en slags agtelse for bladet i det de har lagt mærke til det påklagede uden at kaste det ulæst fra sig. 

Fortjener nærværende Politiven ikke at sættes ved siden af den fordums af K. H. Seidelin udgivne, så håber jeg dog man er så rimelig at betænke at om jeg end besad lige evner med nævnte min afdøde ven, hvilket oprigtigt tilstået dog er langt fra at være tilfældet, så er tiden da han skrev og nutiden meget forskellige i henseende til litterære produkter udgivelse. Desuden gøres mig marken alt mere og mere eng ved de mange for nærværende tid udkomne blade der jager ind på Politivennens gebet ved at optage stykker som dog findes mest at passe for denne. Jeg vil ikke tale om at der i sidste halvår er udkommet et blad af lignende titel og indhold. For om dette vil opfylde hvad der i indledningen til samme så pralende loves og altså gøre Politivennen unødvendig, eller det vil synke tilbage til intet, vil tiden vise. 

At mit blad imidlertid har gjort nytte kan jeg med sandhed påstå. En stor del af de deri gjorte påanker er fjernet, og kundgjort under rubrikken Bekendtgørelser, så snart jeg har fået kundskab derom. At store mangler er afhjulpet og forbedringer foranstaltet i anledning af bladet tror jeg vel også at turde mene. Derfor begynder jeg nu den tredje årgang i det sikre håb at mine ærede medborgere vil vise dette mit plejebarn samme yndest og deltagelse som det i de 2 forgangne år har været så heldigt at vinde.

Jeg havde ønsker og håbet at modtage flere bidrag fra provinserne. Men man har været særdeles sparsomme at tilsende mig sådanne. Om det er fordi disse steders aviser selv trænger til indmad eller fordi man måske frygter for at støde en eller anden for hovedet ved sin klage skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tror heller ikke at alt er der så aldeles rent og purt at ikke noget hist og her kunne trænge til forbedring. Men hvorledes alt endog er, så vil jeg til slutning sige med den præst der engang på en juledag takkede for offer: Jeg takker jer som har givet mig noget. I andre kunne komme i morgen.
Udgiveren

(Politivennen nr. 104, Løverdagen den 27de December 1817, s. 1722-1724)

Et slemt Rækværk i Pilestrædet.

På huset nr. 106 i Pilestræde er et rækværk ved trappen op til stuen der i disse mørke aftner da lygterne kun sent tændes, er til storulejlighed for fodgængere som naturligvis søger fortovene, hvor man formoder at der er bedst og sikrest at gå. Har ejeren ret til at have dette rækværk hvorved mange fodgængere allerede har fået et slemt puf, så får det vel blive som det er. Man har han derimod ikke ret til det, da er man overbevist om at det borttages.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1714-1715)

Om Tobaksrøgen især paa offentlige Gader og Stræder

At ryge tobak er i og for sig et uskyldigt tidsfordriv. Og som anmelderen vel vil tilstå just ikke så skadelig for helbredet når den bruges med måde som den i almindelighed har ord for. Altså har han ikke meget imod at den bruges, men han ønskede blot at brugen blev udøvet på passende steder og ikke som nu næsten allevegne. 

Denne tobaksrygens syge har taget så meget overhånd at man til sidst tør befrygte at folk, især de som har begyndt at vænne sig til det fra deres syvende eller ottende år ikke kan undvære dens nydelse selv i kirkerne, og måske vil anføre til undskyldning at lige såvel som den ene kan snuse, den anden skrå i kirken, så kan den tredje ryge sin pibe og dog i magelighed samle sine tanker al adspredelse og henvende dem alene på talerne. Men før visse bringer det så vidt, var det ønskeligt at det blev forbudt at ryge offentligt på gaderne ved højlys dag, selv med som uden dæksel, ikke engang de så yndede cigarer som enhver skoledreng begynder at lære sig til på. For det forekommer anmelderen at være i højeste grad uanstændigt. 

Men hvorledes skulle det forebygges vil man sige. Intet er lettere. Lad enhver som om dagen agter at have privilegium på at overryge folk på offentlige gader og stræder eller rettere sagt, enhver som vil vise det offentlige at han ikke længere står under sin mesters tamp, eller enhver skolepog at han har sluppet riset, give en passende årlig afgift for denne tilladelse. Så er der håb om at han styrer sin lyst til mørket falder på, da det kan være passende siden der da ikke er sådan vrimmel på gaderne blandt hvilken mange mænd som hjemme i sit har for ikke at besudle sine klæder med lugten, et eget værelse til dette brug, nu af disse utidige tobaksrygere skal få sine klæder tildampede og medbringe lugten deraf på sådanne steder hvor sådan opfattes om ikke just med afsky så dog med følelig fortrydelse.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1709-1711)

Slem Skraalen i Christenbernikowstrædet.

Anmelderen som tydeligt erindrer at der i Deres blad Politivennen er påanket at en sælgerkone som har sin plads på hjørnet af Kristen Bernikovs Gade og Antonistræde, hele tiden vedbliver at råbe sine varer op til folk og at hun derved forstyrrer naboer og genboer, giver sig herved den frihed at tilmelde Dem at denne skrigen og skrålen endnu er den samme som før. Det var derfor ønskeligt om man kunne få hende bragt til at stemme sin tone lidt lavere, hvilket en som ligger syg der i nærheden og som ofte er blevet afbrudt i sin søvn af denne matrone, hjerteligt ønsker.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1708-1709)