Ærbødigst Begiæring til Commandantskabet.

Overbevist om at vores velvillige kommandant med glæde anvender den rettighed hans ophøjede post giver ham til at forunde en stor del familier lejlighed til en behagelig spadseretur for dem og deres børn, hvor sådant kan ske uden noget urimeligt indgreb i andres rettigheder, vover indsenderen der bor og i en række af år har boet, ved Filosofgangen at bede eller forestille om det ikke måtte forbydes de mange herrer og ikke herrer som uafbrudt gennemfarer nævnte alle, således at man ikke uden stor ængstelse tør passere samme, og endnu mindre lade børn nyde den frie luft der. At de herrer beridere hvis det er nødvendigt for dem, vedbliver at nyde denne ret, vil ikke have nogen fare til følge, da disse ved at behandle deres heste og indsenderen har desuden set med hvilken opmærksomhed hr. overberider Schiøtt undgår at genere de spadserende.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2902-2903)

Ønske om Bænke i Alleerne.

På grund af Nørrebros reparation og den dermed forbundne omvej over stadsgraven, har oldinge og svage i år måttet savne deres sædvanlige forfriskningstur ud ad denne vej til Assistenskirkegården. Dette savn synes snart afhjulpet da arbejdet ved nævnte bro har den ønskeligste fremgang. Da desuden denne bro forbedres og forskønnes på forskellige måder, og derved forenes flere goder i henseende til bekvemmelighed og sikkerhed for passagen, så følger heraf at vedliggende skønne alleer for fodgængere vil herefter blive endnu mere benyttede end nogensinde.

Ikke sjældent hænder det at oldinge og svage eller børn søger hvile på grønsværen lige i alleerne når de finder turen for lang lige til deres hjem. Er nu græssete fugtigt, da er dette sæde yderst farligt for gamle svage. Flere gange har anmelderen i de senere år fundet oldinge og svage således placerede på grønsværen, ventende på nogen som kunne hjælpe dem på benene igen, hvilket sidste har været dem plat umuligt. Mange forældre, trætte af lang spadseretur, må en gang imellem høre deres børns råb. Bær mig - bær mig fordi de ingen hvile kan anvise dem, og de lige så lidt som oldingen og den svage, magter at gå længere.

Anmelderen vover derfor her at fremkomme med det ønske: at der måtte opsættes bænke hist og her i alleerne mellem staden, Blågård og Fælleden, samt nogle enkelte på Blegdamsvej, ligesom de man finder på vejene udenfor Kastellet og i Frederiksberg Alle.

Den høje øvrighed som skænker ethvert velment ønske sin opmærksomhed, vil sikkert også denne gang låne øre til den bøn om bænke som her er fremsat. Såvel oldinge som svage samt forældre, ja alle ville vist velsigne den dag da den høje øvrighed foranstaltede dem hvile der hvor før ingen fandtes.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2900-2902)

Jammerklage fra Trækfuglene, som Sommerbeboere paa Saltholmen

Fælles med menneskene, vores og vores yngels mordere, har vi en skaber til herre over os. Ligesom også mennesket blev sat over ethvert ufornuftigt kreatur. Vi misunder ham ikke dette fortrin, dette herredømme over os, og langt fra er det, at vi vil føre mindste anke over det. Men misbrugen af hans magt er det vi har dagligt og smertelige grunde at klage over. Menneske! Ved du ikke at vi ved at fortabe vores liv, endog ofte ved lemlæstelse og under de græsseligste smerter, giver dig meget og mange ting. Ikke alene til din bekvemmelighed og magelighed, men også til din kræsne gane.

For i ro at følge naturens orden udlægger og udklækker vores yngel, har vi en lige så lang som besværlig rejse hvis omfang yderst få af vores mordere kender. Til denne egn kommer vi på den for os bestemte tid, trætte og udmattede. Hærskarer af mordere forstyrrer da vores fredelige boliger her på Saltholm, lurer på os som på et rov. Og uanset om de er berettigede eller uberettigede, kunstforstandige jægere eller krybskytter, ruinerer de vores reder og vores yngel, forjager, skyder og lemlæster os, og således berøver vores unger den pleje de nødvendigt må have hvis de skal opvokse og fremmes. I år lokkede det tidlige forår vores mordere allerede i forrige måned til rovlysten, så en mængde af os ikke engang fik tid til at bygge vores fredelige boliger, men forinden måtte bøde med livet. Og besynderligt nok, at ejerne til de på øen græssende firbenede kreaturer ikke modsætter sig vores røveres udåd, da selv disse kreaturer ved de idelige skud og plaffen forvildes, forjages og fortumles, så at de ikke kan trives. 

Menneske! I hvor du er som formår at hæmme denne utidige mordlyst og som kender og følger din bestemmelse og dit forhold til os uskyldige og uskadelige væsner, se i nåde til os. Og om du kan, da sæt skranker for vores uretfærdige og ubehændige morderes skydelyst. Du må vide at vi hvert år formindskes, i stedet for at vi skulle formere, og til sidst er vi ved vores volds- og drabsmænds utidige jagtliebhaveri rent udryddet.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2898-2900)

En stinkende Mødding paa Farimagsveien.

Når man kommer fra Vesterbro ind på Farimagsgade, findes ved det sidste hus fra Gammel kongevej en stor mødding tæt op til grøften. Denne giver i varmt vejr en fæl stank fra sig, og når det blæser, har de som kører ad Farimagsgade, længe godt af lugten. Anmelderen anmærker den her fordi han tror at sådanne møddinger ikke må tillades at ligge så nær ad vejene.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2897-2898)

Raad imod de saakaldte onde Saar i Hovedet

Det er bekendt at to kvinder her i København har fået tilladelse til at kurere skurv i hovedet. Denne sygdom kan da vel ikke anses for ubetydelig, og da disse kvinder ikke udstrækker deres praksis uden for København, vil et middel mod dette onde vel ikke være patienter udenfor hovedstaden uvelkomment. Af den grund meddeles det i Politivennen: Vor almindelige skrubtudser er for en 40 år siden blevet kendt som et sikkert lægemiddel mod skurv i hovedet. Hertugen af Toscana gav opfinderen 500 rigsdaler for opdagelsen og bekendtgjorde det. Man tager to tudser, sætter dem i en ny glaseret lerpotte, som er lunken og tæt tilklinet med ler, i en hed ovn, indtil de er brændt til pulver. Det skurvede hoved indsmøres i svinefedt, og bestrøs med tudsepulveret indtil såret er skjult, man dækker hovedet med en svineblære og binder et linned klæde ovenover. Efter 24 timers forløb går sårene af uden smerte. Man bliver ved som første gang i nogle dage, indtil det er ganske lægt, og vogter hovedet for luften, ved at tildække det med blæren og klædet. (Se sandflugtskommissær og boghandler A. F. Justs naturhistorie om dyrene, s. 307. Trykt i Viborg 1802).

(Politivennen nr. 179, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2887-2888)

Redacteurens Anmærkning

I dag bruger vi kun vendingen skurvede hoveder i overført betydning. Men på Politivennens tid var det et meget udbredt fænomen, altså udslæt af fnat, utøj, skab o. lign. Det omtalte middel var kun et ud af mange som anvendtes på Politivennens tid.