Spørgsmaal om Fiskeriet i Citadellet Frederikshavns Fæstningsgrave

Det var ønskelig om vedkommende som har fået tegn til at fiske i kastellets fæstningsgrave, med bestemthed kunne få at vide på hvilket sted man tør udøve den tilståede rettighed. Indsenderen gik søndag morgen den 20. juni ud for at fiske, blot for morskabs skyld, ved Bøssemageren Hus som er ved den sidste bro, der går ud til Strandvejen. Men straks efter en lille stunds forløb blev han anholdt af en vagthavende overjæger så vidt kunne skønnes med de ord at man havde ikke rettighed til at fiske på dette sted eller inde i nogen af Kastellet fæstningsgrave, med mindre man havde seddel fra kommandanten. 

Uagtet indsenderen efter gentagne forklaringer af tegnet for nævnte overjæger påstod at man på tegnet havde ret til at udøve den tilkommende rettighed, undtagen ved Smede eller Langelinje samt bag ved Tornhækkene, så var dog forklaring forgæves. Anmelderen drister sig derfor til at spørge: På hvilke steder i Kastellet kan denne simple herlighed udøves? Da der dog formodes at den skulle strække sig videre end til de grave som er inden for fæstningen, eftersom enhver matrosdreng og en del af Holmens stok almindeligvis udøver denne rettighed i disse grave.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2959-2960)

Rulning dyrere end Vask

Ikke sjældent sker det at en familie tilsmudser 50 stykker linned og først møjsommeligt må tjene den skilling som kræves til sæbe og brændsel for at få dette rent igen. Har man nu overvundet de første udgifter hvis beløb udgør cirka 40 skilling, og dernæst fået det vaskede tøj tørt igen, da gruer man for rullelønnen eller rettere rullelejen, hvilken sidste i almindelighed overstiger vasken. 

Således måtte indsenderen heraf for nogle dage siden betale 50 rigsbankdaler for 50 stykker tøj i rulleleje. Denne betaling finder vist enhver (undtagen udlejeren i kælderen) meget for høj, og man nødes jo dog til at give den, da tøjet må rulles hver gang det er vasket. I forrige tider betaltes rulleleje efter stokkenes antal i snesevis med 4 skilling dCr, alt hvad der nu med rette burde kunne tages var jo allerhøjst 8 skilling per snes, og dertil må dog rullelejeren hjælpe at rulle.

At holde rulle til leje må være en fordelagtig handel. Det kan skønnes af at man ser mælkehandlere og værtshusholdere har forenet det med deres øvrige næringsgren, og placerer endog rulle til leje i deres kælderstue.

Det var at ønske at der ved den høje øvrigheds medvirken må fastsættes en vis betaling i leje af en rulle, enten så denne blev stipuleret stokkevis, snesevis af stokkene eller timevis, alt eftersom folk havde lidt eller meget tøj at rulle. Derved ville al ubestemt eller vilkårlig betaling bortfalde, og enhver anstændig familie ville kunne sidde hjemme og beregne deres udgifter og da med vished vide at de ikke blev snydt enten af pigen eller af rulleudlejeren.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2956-2957)

Redacteurens Anmærkning

Duge, linned mm. blev på Politivennens tid rullet ved at det fugtige stof blev rullet om tykke stokke og anbragt på rullens flade. Herefter blev en kasse med store sten ført hen over ved håndkraft. Det giver derfor god mening at udregne prisen for rulning ud fra antallet af anvendte stokke.

Et Ønske til Fordeel for Kiøbmagergaden.

De i nogle gader værende temmelig dybe rendesten frembringer en hyppig lejlighed til mere eller mindre farlige fald for fodgængere, men endnu hyppigere er de tilfælde at vogne er væltet i samme til stor men på de kørende lemmer. Man erindrer endnu de for en del år siden på Østergade indtrufne tilfælde af denne natur, og kun den senere trufne prisværdige foranstaltning med rendestensbrætter hele gaden igennem standsede videre ulykker. Mon ikke de samme grunde som dengang taler for en lignende indretning på Købemagergade? I det mindste er det sørgeligt faktisk at en dame her fra staden som i forrige måned kørte igennem sidstnævnte gade, væltede med vognen i rendestenen og brækkede den højre arm. Det synes rimeligt at Købmagergade som en af stadens anseligste og færdselsrige gader og der endog nyligt er blevet omlagt, forsynes ligesom Øsergade med rendestensbrætter gennem hele gaden, hvilket forekommer så meget mere trangende som rendestenene på grund af den højre kørebro ligger særdeles lave. Vi vover at frembære ovenstående ønske af ren iver for medmenneskers sikkerhed. og hvor stor end den ulykke er som har givet os pennen i hånden, ville vi dog på en måde anse den for en lykke om den måtte tjene til at bevirke den her tilsigtede foranstaltning til livs of lemmers frelse. Alieno periculo sapere, bonum est.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2954-2956)

Afbigt til Ham med Gongongen paa Assistentskirkegaarden

Jeg giver manden denne benævnelse, da jeg er uvidende om hvad prædikat der egentlig tilkommer ham. Om trommeslager eller graverkarl eller havekarl eller avlskarl eller urtegårdsmandens fuldmægtig?

Hvis disse linjer skulle falde ham i hænde, vil han forventeligt sige at han ikke kender noget til hvordan undertegnede har fornærmet ham. Det tror jeg nok han ikke ved. For jeg bagtalte ham. Og det er ikke at formode at nogen af dem som hørte på det, har røbet  mig for ham.

Det var søndag aften den 4. juli klokken 8 da jeg og andre talte dårligt om ham i hans fravær. Og da vi havde åbenlyst uret i det, tror jeg at jeg skylder ham æreserklæring.

Det var den nævnte dag meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede der som flere andre havde betænkt at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave, valgte til det den kølige og svale aftenstund. Vi kom der da omtrent klokken 8. Men næppe var vi kommet vel indenfor haveporten før gongongmanden lod sig høre, og vi måtte samtlige [ryk]ke os.

"Det var meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede havde som flere andre tænkt sig til den kølige og svale aftenstund at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave. (Eget foto)

Da vi nu stod i den forkerte formening at udringningstiden ikke var lovbestemt, men at den vilkårligt fandt sted så tidligt, fordi karlen muligvis længtes efter at få fri fra vagt for at kunne indfinde sig på en keglebane eller ved et slag polsk pas et steds på broen, førte vi indbyrdes os imellem anke over hans formentlige selvrådighed. 

En af os faldt omsider på den tanke at han muligvis handlede efter befaling. Så beklagede andre at den anordning ikke var blevet kundgjort for os i forvejen. Men endelig langt om længe gjorde vi den opdagelse at øvrighedens trykte bekendtgørelse hvorved karlens så tidlige larmen med sin gongong er hjemlet, står opslået på muren ved indgangen til haven.

Nu var karlen frifundet, og det eneste vi derved savnede var at plakaten sad så højt oppe at den ikke faldt i øjnene med mindre man først blev gjort opmærksom på det.

Dermed er jeg færdig med min afbigt. Nu til slut et spørgsmål. Var det ikke muligt at den høje øvrighed som på så mangfoldige måder sørger for københavnernes tilladelige fornøjelser og mentale glæder, kunne træffe nogen forandring med disse Assistenskirkegårdsportes tillukning? Kunne deres lukning ikke, ligesom stadens vægteres timeråd om natten, rette sig efter årstiden? Kunne det ikke juni og juli måned være passende tid at ringe folk ud af kirkegården ved kl. 9? Klokken 8 kunne jo være terminen i maj og august, som klokken 7 i april og september.

Undertegnede vover med dette andragende ærbødigt at henvende sig til hr. etatsråd Schæffer, en mand der som københavner født, fremfor andre må interessere sig for alt hvad der kan bidrage til at forhøje værdien af denne stadens udmærkede pryd, og der som en af byens borgmestre beklæder en sådan post at hans stemme i dette anliggende vel kan antages at have vægt.

Desiderius

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2951-2954)

Om Helligdagsarbeide

Det synes som anordningen om helligdagsbøder er gået visse håndværkere ud af hukommelsen, da man ser at de lader deres svende og drenge arbejde i værkstederne hele søndagen og alle helligdagene. Mange mestre har derved i de sidste forløbne 30 år (siden akkordarbejde blev indført ved lavene her i staden) ofte set sig yderst forlegne med deres arbejde, når samme har skullet været færdig først i ugen. For efter helligdagsarbejde kommer jævnligt mandags og tirsdags spadseren og svir. Dette utidige arbejde på helligdagene har således bevirket meget ondt både for mestrene og deres drenge. 

Nyligt har man med glæde erfaret at den høje øvrighed har indskærpet en god gammel forordning mod al værtshushold, spil og dans efter kl. 10 om aftenen. Man er derover kommet på den tanke i dette blad at ytre og fremkomme med det ønske at også ovennævnte gamle anordning må bringes vedkommende lavsmestre i erindring, så at helligdagene og søndagene igen måtte blive det som de var eller blev anordnede. Mange mestre og deres drenge ville glæde sig derover. Moralen ville kunne fremmes, de ville alle få bedre lejlighed til at besøge Guds hus. Mestrene ville få deres arbejde færdig til rette tid. Og endelig de som bor i hus sammen med håndværkerne, ville også vinde i henseende til ro på helligdagene på hvilken nu desværre er stor mangel.

(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3die Juni 1819, s. 2948-2949)