Erindring

Da indsenderen af stykket: Et slemt syn i Store Strandstræde (se Politivennen nr. 187) tror sig beføjet til at påanke sådant, turde man vel lade ham forstå at det ikke alene er uforsvarligt at behandle nogen som helst lidende med en sådan foragt, som han i hele indrykkelsen ytrer, men også at man finder det umenneskeligt at ville berøve nogen luftens frie nydelse. Især da man ved at der er så godt som ingen gårdsplads til huset. At ethvert ubehageligt syn kan have skadelig indflydelse på frugtsommelige koner siger lægerne os. Om forresten synet af denne syge mand kan virke mere på nerverne end synet af de mange ulykkelige som vi daglig ser om os, er et spørgsmål som man gerne overlader forfatterens erfaring at besvare. Men så meget ved indsenderen af denne lille erindring at han langt mere føler ved at se en nervesvag usling end den måske for meget omtalte stakkels mand.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3020)

Om de saa kaldte Commisionairer.

(Fortsat fra nr. 187.)

Ikke anderledes forholder det sig med nutidens såkaldte kommisionærer. Til dels er disse en levn fra disse gyldne komissionærperioder, til dels er antallet forøget med et tillæg af bankerotblevne handlende. Af uduelige sibjekter, af personager der var uskikkede i det fag hvori og hvortil de var opdraget og anvendt, af beplettede menesker der er forbedrede i det så bekendte store hus på Christianshavn hvor de engang var beboere. Kort: Af alskens ripsraps.

At sådanne kan vinde tillid hos borgerne, kunne man rimeligvis undres over. Men man ved at de er bekendt i hver brændevins- og høkerkippe, at de forstår at snakke den lettroende og lægmand efter munde, at de en gang imellem kigger i en formularbog, og tror derved at have sanket visdom uden dog med passende fornadring at kunne anvende deres indbildte og indslugede klogskab, så falder det vidunderlige bort, og så kan man tillige begribe hvordan den kommissionær der er og kan være det i ordets egentlige forstand (med andre ord, manden med de fornødne kundskaber og redelighed) må vige for hine og sulte, da han anser det under sin værdighed at sause i kipperne og således vinde og sópsnuse kunder. Tænker man sig nu de sørgelige følger, et forkert råd eller en ravgal plan, lagt af en indbildsk idiot der på  hvilken som helst måde har vidst at tilsnige sig tillig, kan have på den ukyndige konsulerendes, ja på hele familiers vel, så tør indsenderen frit spørge: Et ikke det hele her omtalte kommissionærvæsen et uvæsen, eller rettere et uhyre som bør standses i sin fart, om ikke udryddes. Men her opstår et andet spørgsmål, nemlig hvorledes sker dette mest hensigtsmæssigt? Som bekendt er desværre mængden af borgerne især i de lavere klasser ikke så oplyste at de uden for deres egentlige fag kunne uden konsulent på egen hånd indrette enhver anden handling i livet i overensstemmelse med de foreskrevne love. Hertil kommer at der gives formaliteter i overflødigheds overflødighed og hvoraf mange så at sige har fået lovs kraft. Ved at støde an mod en eller flere af disse, strander undertiden selv den erfarne jurist, og når ikke han kan være sikker, hvorledes skulle da ikke-juristen eller den ukyndige borger være det. At mange vælfærdssager der i og for sig selv har haft alle retfærdighedens mærker, er tabt på grund af efterladenhed af enkelte eller flere formaliteter, er en bedrøvelige sandhed. Ligeså at mange fordums velhavende borgere af samme årsag har måttet gribe tiggerstaven.

Naturligt er det jo at den uerfarne borger i det øjeblik der forestår ham en vigtig handling, til hvis udførelse der behøves indsigter og kundskaber, som han mangler, opsøger sig en konsulent. Enten kender han alstså selv eller anbefales en, eller også løber han efter den sædvanlige markskrigen i aviserne. I hvilke som helst tilfælde er han uheldig i sit valg. Det er: han træffer for et af ovenfor beskrevne subjekter der vel er lige så ukyndig som han, men dog enten for at konservere sin kommissionærære eller som nok er det rigtigste, af gridskhed efter sin ny kundes penge, ikke vil være sin dumhed bekendt, men vildleder den rådspørgende og fører ham i en labyrint hvorfra han siden ikke uden betydelige tab kan reddes.

Indsenderen nævnede kommissionærernes markskrigen i aviserne. Herom et par ord. Daglig læser man tilbud om pengelån, endog af betydelige summer i avisen. Tilbyderen er naturligvis en såkaldt kommissionær. Forsøg engang kære læser at tage ham på ordet, vis ham endog det mest suffitanteste pant, og se så om han kan skaffe dig en skilling i kontanter. Nej, har han ikke som jævnligt er tilfældet, i selv samme avis hvori han tilbyder pengelån, averteret at han kan anvise sikre lånere til de og de summer etc., så kan du være vis på han først må gøre anstalt. Men vent ikke kontanter, gør derimod regning på gammelt forglemt klæde til uhyre priser osv. og herfor må du give sikkerhed, sågar i dit og din families linned, for ikke at nævne det ublu salær han forud har betinget sig, og du, inden du slipper af hans klør, må betale ham Se, således påtager man sig og udfører nu om stunder kommissioner. Derved hjælper man sin næste fra asken i ilden.

Sluttes i næste nr. 

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3015-3019)

Et par Ord om de saa kaldte Commissionairer.

I det sidste årti har staden været oversvømmet af en hel legion såkaldte kommisionærer. Kun meget få af disse ved hvad det i ordets egentligste forstand er at være kommissionær. I forbigående skal det være sagt at her menes ikke de embedsmænd som udfører kommissioner for andre, for sådanne er vist nok kvalificerede dertil og har i al fald hvad duelighed og redelighed angår den offentlige mening for sig, i det mindste så længe indtil det modsatte bevises. Men indsenderen taler kun om de personer der strandede i det fag hvori de egentlig er oplært og blottede for endog den fjerneste kundskab i lovene (ja! mange af dem sågar så rå at de ikke kan skrive et rigtigt og sammenhængende brev) påtager sig kommissioner for andre og sandelig disses tal er legio.

Disse kommissionærpersonagers eksistens forskriver sig egentlig fra den tid da enhver spekulerede på køb og salg af huse og gårde. Skræddere bortslængte saksen, skomageren sylen, piskebånds- og sjakrejøder forlod deres handel, alle for at opsnuse hvem der ville sælge og hvem der ville købe huse eller gårde. De vandrede snart enkelte, snart flere fra hus til hus for at udspionere om ejeren ville sælge eller ikke, i første tilfælde fik en kommissionær at sælge, en anden forskaffende køber og begge betingede sig, hver for sig, et ublu salær af sin mandant når købet var afsluttet. Ar sørge for sin mandants tarv, våge over at han ikke blev forurettet og at dokumenterne var og blev lovformelige, vbar ganske uden for deres departement, for det forstod de ikke, kun at de fik deres salær, dette var hvad de efter deres plan kunne påpasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3009-3011)

Synd imod Næsen.

Fra en jordkælder under huset på hjørnet af Store og Lille Grønnegade udbreder sig den allerafskyeligste stank som tydelig betyder at nævnte kælder må være et gemmested for højst fordærvede om ikke forrådnede fødevarer. Da stanken vistnok må falde naboerne og genboerne besværlig, ligesom den især når lemmene er åbne, er højst væmmelig for forbigående, så gøres de ansvarlige herved opmærksom på det for at fjerne grunden til denne anke.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3008-3009)

Et slemt Syn i Store Strandstræde

I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående. Hvis han bor der, ville det være ønskeligt at han da ville vælge sin plads til gården da nervesvage personer såvel som frugtsommelige koner kunne føle for meget ved hans beskuelse.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3007)

"I St. Strandstræde omtrent lige over for vinhandler Petersen sidder næsten daglig på en trappe en person der leder af med krampe eller apopleksi og frembyder et ubehageligt syn for forbigående." (Store Strandstræde ved Kgs. Nytorv. Bemærk pumpen og (Hotel) Stadt Lauenburg, St. Strandstræde 78.)