Et fælt Syn i lille Strandstræde.

(Indsendt.)

I Lille Strandstræde straks ved hjørnet af Nyhavn findes indenfor en lågedør en meget smal gård hvori ses opstablet en stor del bødkermaterialer, såsom tønder, stave, tøndebånd osv. uden at disse er under noget tag eller bedækning. Dette strider mod brandanordningerne og synes så meget mere påfaldende og farligt som nogle gamle bindingsværkssidevægge grænser tæt op til denne smalle gård.

At naboer og genboer vist ofte med rædsel skuer hen til dette farlige oplag af brandbare materialer under åben himmel, derom tvivles ikke, hvorfor også anmelderen heraf har søgt at gøre de ansvarlige opmærksom derpå med det ønske at det måtte blive betydet ejeren af nævnte materialier enten at bringe samme i hus eller i det mindste under tag.

(Politivennen nr. 195, Løverdagen den 25de September 1819, s. 3132)

Noget om Trinitatis-Kirkes Materialhuus.

(Indsendt)

Man ser nu Trinitatis kirkes materialhus benyttet til brændeskur, da en temmelig stor del brænde er opstillet der.

Anmelderen heraf tror ikke at det er sket med kirkens høje vedkommendes tilladelse, men at det må være en selvtaget tilladelse af kirkens betjente. Han undlader derfor ikke at fremlægge sådant for dagen i den formening at det måtte være i strid med brandanordningerne at have brænde på et sådant sted, og håber derfor at de eller den som brændet tilhører, måtte blive pålagt at flytte samme væk til et andet og mere passende sted.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3108)

En Besværing fra Nyhavn.

I Nyhavn på den såkaldte byens side findes et komplot af sjovere som ikke alene forekommer enhver anden arbejde ønskende person fra at få arbejde, men som endogså bestemmer sådan takst for det arbejde de forretter, at man må blues derved. Ønskeligt var det at man i det mindste måtte sættes i stand til at vælge hvem man vil til at arbejde for sig og ikke overfares med grovheder af den laveste klasse af mennesker fordi man ikke vil opfylde dens ublu begæringer, hvilket man ikke kan undgå med mindre man vil udsætte sig for deres fornærmelser.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3107)

En munter Liigbegjengelse

(Indsendt)

Anmelderen heraf var for nogle dage siden nærværende ved et ligfølge i en af de små købstæder uden for København hvor han blev tilskuer til en højst anstødelig og uanstændig tildragelse som bestod i følgende: Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der. Da liget skulle føres bort, satte de det i ligvognen, og ved kirkegården tog de det ud af ligvognen og bragte det til graven. Men i stedet for at fire kisten ned i graven med anstændig forsigtighed, så det ud som om ligbærerne kastede den ned i graven, således at den kom til at stå ret oprejst på enden, og liget stod på hovedet. Ingen af ligbærerne tilbød sig engang at gå ned i graven for at sætte kisten i sin rette stilling før de mere end en gang blev opfordret til det af den afdødes pårørende. 

"Ligbærerne eller liglavet som de kaldes, mødte i huset hvor liget var og blev efter skik og sædvane anstændigt beværtet der"

Det er anmelderen bekendt at dette liglav lader sig godt betale og var blevet betalt efter nøje for det ovennævnte lig. Og han anså derfor denne handling så meget mere skammelig og tror at det måtte være pligt for politiet der på stedet at undersøge og straffe en sådan handling, hvis ikke den afdødes pårørende gjorde andragende om det, da de måske kunne have grunde til ikke at ville gøre det. Men politiet kan umuligt være uvidende om denne tildragelse da en betydelig mængde tilskuere var til stede ved begravelsen. Anmelderen så tillige med megen harme at i jorden fra den opkastede grav lå en betydelig mængde blodige ben, og ved nogle hængte endog køddele, hvilket var et væmmeligt og oprørende syn. Og en så stor ligegyldighed for menneskeligheden havde anmelderen ikke før troet kunne finde sted hvor der eksisterede et ordentlig politi.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3105-3107)

Lidt Biks-Boks til Bjørnetrækkeren paa Vesterbroe.

Det forekommer mig at man med rimelighed kan forlange at de bjørnetrækkere og andre omrejsende forevisere af sjældenheder der har tilladelse til at lade deres herligheder se i Dyrehaven og siden på Vesterbro, ikke med pralende skilte der indeholder ganske andre sager end de der virkeligt frembydes til skue, burde søge at tillokke sig kunder eller tilskuere. Og siden når man påtaler sådant fif oveni købet viser sig højst uartige. 

Forleden dag gik anmelderen ud på Vesterbro for at se den samling af dyr som forevises der. Og da han aldeles ikke fandt nogle af de dyr der er afmalet på det udhængte skilt, ligesom også at de der forevises langt fra ikke svarede til den skrydende anbefaling som findes på plakaten, så ytrede han sin forundring og sit mishag heroverfor entreprenøren. Men denne blev meget opbragt og overøste anmelderen med grovheder og skældsord hvoraf nogle lød som dumme Däne osv. Da anmelderen ikke kunne svare manden et til tusind og frygtede for at sagen skulle ende med håndgribeligheder, begav han sig bort med den beslutning at anbefale manden til enhver der ønsker at undervises i tyske eder og skældsord, hvori det lader til han besidder en udmærket færdighed. Men hans menageri tror man ikke man bør anbefale.
 
(Politivennen nr. 192, Løverdagen den 4de September 1819, s. 3092-3093)