Overfald af Hunde paa Nørrebro.

Da det er udenfor al tvivl at man lige såvel i stadens forstæder som i staden selv og ethvert andet sted hvor passagen er fri for enhver, bør være sikret for overfald af glubske hunde, anser anmelderen det for pligt at gøre opmærksom på at der lige overfor den gamle Assistenskirkegård udenfor klædefabrikken sent på aftenen patruljerer et par løsladte lænkehunde der med største heftighed overfalder de forbipasserende. Indsenderen der ofte kommer ad denne vej og tit har dette ubehagelige møde, indser hvor vanskeligt det vil være for enhver der ikke er vant til eller belavet på et sådant selvforsvar at holde disse køtere fra livet, han skylder derfor almensikkerheden at bidrage sit til at få denne uorden hævet.

(Politivennen nr. 204. Løverdagen den 27de November 1819, s. 3278-3279)

Bøn til Magistraten om en ny Placat, eller, hvad endnu var bedre, om ingen Placat.

Det er plakaten ved indgangen til Assistenskirkegården hvorom talen er.

Assistenskirkegården er en af Københavns herligste indretninger, og man skal kunne rejse langt i fremmede lande uden at se dens mage. Adgangen til beskuelsen af dens bemærkelsesværdige gravminder og til nydelse af de andagts- og vemodsfølelser som vækkes når man står ved sine afdøde venners grave, burde være så nem og bekvem som muligt.

Mange udenbys folk såvel som udlændinge der kommer tilrejsende, kunne ved deres korte ophold her ønske at se og lære at kende en indretning hvoraf der går så megen ry. For ikke at tale om at mange indenbys som gerne ville spadsere derud, ikke altid ha lejlighed til at indfinde sig i de ved plakaten bestemte timer.

Undertegnede som torsdag eftermiddag den 18. november kl. 3 gik derud, fandt ved ankomsten porten nærmest ved byen lukket i lås. Jeg ville da se efter på plakaten om min hukommelse muligvis var mig utro, og at jeg tog fejl i henseende til tiden da adgangen til haven spærres. Men i stedet for plakat fandt jeg blot dens ruiner. Den var ved regn og slud blevet så aldeles beskadiget at man lige så godt kunne påtage sig at decifrere de herkulanske papirsruller som læsningen på denne plakat. Jeg besluttede da gennem Politivennen at bønfalde de ansvarlige om at lade en ny plakat kline op på brættet og derpå vandrede jeg ligesom mange flere, hvoriblandt kaptajn Kirchheiner ved 1. jyske regiment, til den længst bortlliggende port. Hvis vejen derhen havde som ofte er tilfældet, været sølet og skiden, lover jeg ikke for at der jo i vær sjæl kunne have indsneget sig det ondskabsfulde ønske at se nogen af magistraturen traske derhen i snavset, eller stå rådvild og være i vished om enten det var bedst at følge stenbroen eller gå på fortovet.

Mit andet ønske til magistraten på publikums vegne er aldeles at forskånes for plakat. I stedet for kunne der jo ansættes en portner eller den næst hosboende mand i kælderen til hvem en person eller en familie havde at betale en styver ved indgangen imod at man så kunne komme ind ad den nærmeste port til hvilken som helst tid og time på dagen. Således betales jo entreen når man vil øverst op på Rundetårn, og således betaltes for nogle år siden en styver i bompenge når man efter Solbjerg ville ind i København.

Desiderius.

(Politivennen nr. 204. Løverdagen den 27de November 1819, s. 3265-3267)

Den vellugtende Commode paa Nytorv.

"Ironice vi navnet vælge".

Ved mandag den 8. november dette år om eftermiddagen kl. 5 at passere fra Knabrostræde over Nytorv til Lavendelstræde, blev anmelderen modtaget af en lugt fra den såkaldte kommode som næppe er behageligt for noget menneskeliv, undtagen måske for den for hvem den ved vanen er blevet en anden natur. Enhver ser let her menes lugten af menneskeekskrementer. Udenfor den vellugtende kommode holdt to eller tre natvogne, porten stod åben med begge fløje, stadfæstelse nok på hvad lugten bebudede i midten af Brolæggerstræde. Kl. 6 passerede anmelderen tilbage samme vej og havde samme møde, skønt operationen lod til at være forbi. Anmelderen ved ikke rettere end at sådanne forretninger på den tid er i strid med anordningerne, skulle dette ikke være tilfældet, beder jeg om forladelse fordi jeg har gjort denne anmærkning.

Men da jeg er temmelig vis på det modsatte, tager jeg mig den frihed at bede de ansvarlige give de ansvarlige en dygtig næse med mere fordi de således trakterer forbigåendes næser allerede kl. 5 om eftermiddagen. Mellem 10 og 11 plejer man ellers først at opvarte med sådant. Natmændene er ganske undskyldte. Men den højtærede ejer af kommoden og natmændenes foresatte ville vist meget forbinde publikum ved at følge gammel skik og brug.

(Politivennen nr. 203. Løverdagen den 20de November 1819, s. 3255-3256)

Tillæg til Erklæringen No. 201.

Forfatteren til den i sidste nummer af Politivennen indførte erklæring må herved bekendtgøre at han senere er blevet underrettet om at omtalte kommissær eller opsynsbetjent ikke var afskediget eller havde mistet sin tjeneste.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3246)

Drengeuorden i Amaliegaden.

I nogen tid har en del drenge indfundet sig på hr. skibsbygger Larsens Plads for når de kan finde lejlighed at tilvende sig sukker osv. af det der lossedes eller ladedes af de ved pladsen liggende skibe. Man blev endelig ked af disse drenges besøg og pålagde dagvogteren at formene dem at komme ind på pladsen. Men dette har opbragt disse drenge således at de nu i otte dage har passet på dagvagten når han i tusmørket forlader sin post og forfulgte ham med stenkast. Han tager da gerne sin tilflugt ned i en kælder på hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade, hvorfra han enten under forklædning må liste sig bort eller også vente indtil at vægteren kommer på gaden, da drengene hele tiden holder kælderen blokeret. Dette anmeldes for om en rask politibetjent blot en aften måtte indfinde sig der og enten gribe en af drengene, eller tildele nogle af dem et par dygtige rap da man derved sikkert ville få ende på et uvæsen der ellers måske kunne udartes.

(Politivennen nr. 202. Løverdagen den 13de November 1819, s. 3244-3245)