Svar til Anmelderen i Politievennen No. 210, om en slem Uorden i Nyhavn.

(Indsendt)

Bolværkets reparation er befalet ejerne ufortøvet og inden en bestemt tid at istandsættes fra nye, hvilket medfører for hver især i disse korte dage, meget betydelige bekostninger. Man indser ikke hvorledes man på bekvemmere måde skulle kunne opkaste jorden der nødvendig må ryddes fra bolværket, når samme nye fra grunden skal slås. Man har heller ikke taget mere plads dertil end den allernødvendigste, ligesom hele arrangementet er taget i øjesyn af vedkommende høje autoriteter. At jorden er opkastet så langt ind over gaden at der på det smalleste sted kun var omkring 1 meter til rendestenen, er en åbenbar usandhed, for på det smalleste sted var der omtrent 2½ meter dansk mål. Anmelderen vil i øvrigt gøre sig oven nævnte ejer meget forbundet da man formoder han ejer heste og vogn, om han ville lade den jord bortkøre på nogen bekvemmere offentlig plads indtil årstiden bliver således at samme kan tilkastes da man igen ligeledes forventer at han hjælpsomst vil søge at lade samme tilbageføre imod at man for sådan en transport turde afgive en passende dusør til anmelderens folk.

(Politivennen nr. 213. Løverdagen den 29de Januar 1820, s. 3406-3407)

Nogle Bemærkninger ved Helsingørs Kirkegaard

Siden den såkaldte ny kirkegård ved Helsingør er blevet anlagt og benyttet mestendels til enhver afsjælet, har byens kirkegård stedse henligget i mere og mere forfalden tilstand med hensyn til det hegn og fred samme burde nyde. For omtrent 16 til 20 år siden begyndte man allerede at være ligeglade med at værne om nys begravede pårørendes hvilesteder. Man lod det ene stykke stakit efter det andet falde om, uden nogensinde at rejse noget nyt i dets sted. Rygtet sagde en tid at byens kirkegård skulle frasælges kirkerne og udparcelleres til de omkring samme boende hus- og gårdejere, hvilket dog endnu ikke er sket. 

For 14 til 12, ja måske kun 10 år siden begravedes endnu på Skt. Olai Kirkegård agtværdige borgere eller disses hustruer som henlagdes der så at sige på alfarvej i deres grave skønt man ofte i rørende taler af stedets provst hørte de ord: Fred med dit støv! Vel indså taleren at kirkegården manglede det som skulle værne om de afsjæledes levninger og disses gravhøje i det mindste så længe som den kristne i almindelighed forundes ro i graven, nemlig 20 år. Han nærede vist også det ønske at se nævnte kirkegård forskønnet ved en god orden og lig andre købstadskirkegårde forsynet med stakit overalt. Men måske vovede han ikke at nedlægge påstand, end ikke engang tilkendegive sin mening herom for de ansvarlige med hvem han ikke heller altid stod i bedste forståelse. På Urtegården nær, (som for øvrigt ligger mådelig nok) har nævnte kirkegård intet mere tilbage af sine stakitter. Hist og her ses gravstene og monumenter. Men vist ikke til glæde for de familier som bekostede dem. Ikke heller til pryd for pladsen, hvor de findes. Men meget mere til græmmelse for hvert tænkende væsen.

Mange endnu levende mænd og fædre med sine opvoksende børn skuer også med vemod hen til den afsjælede hustrus og moders gravhøj, hvoraf der ikke er mindste spor tilbage, skønt han vel flere gange har ladet samme opklappe og derved hensætte et eller andet mærke. Mange sønner stirrer mismodig omkring på kirkegården efter en kær faders eller moders grav, som i hans fraværelse (måske kun 12 til 14 år tilbage) er blevet aldeles nedtrådt og nu ikke mere er at finde. Børnegrave vil man ikke tænke på eller tale om, disse er straks aldeles forsvundet.

Skt. Olai Kirkegård er det hvorom her tales. Den ligger til et skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og øste side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

Arealet mellem Sankt Mariæ Kloster og Sankt Annæ gade. Her var kirkegård - og offentlige lokummer. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

At Skt. Marie Kirkegård også trænger til at renses og forbedres, vover vel ingen at modsige, da der langs Skt. Annegade mellem husenes bagside og klosteret eller før latinskole til hen igennem den hvælvede port inklusive ser ud som der var offentlige lokummer for de laveste folkeklasser. Sammesteds findes endnu nogle ligsten som levninger af den forladte kirkegård liggende hist og her til smådrengenes frie disposition. Urtegården ved sidstnævnte kirke giver intet efter for den anden omtalte i henseende til uorden og brøstfældigheed.

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

(Politivennen nr. 212. Løverdagen den 22de Januar 1820, s. 3385-3390)

Selv om kirkegården der er omtalt i Redacteurens Anmærkning nedenfor, naturligvis har forandret sig meget på 200 år, er den stadig en af de smukkeste: Det kuperede og bakkede terræn, kombineret med smuk bevoksning og gravsteder gør den absolut et besøg værd, her i 2019. Foto: Erik Nicolaisen Høy. 

Bekendtgørelser.

1) Resten af det gamle stygge plankeværk for Marmorpladsen i Bredgade som påankedes i nr. 169 af Politivennen, er nu borttaget og i stedet for dette er opført en grundmur hvorved stedet nu har fået et anstændigt udseende. De udslåede vinduesruder i den til pladsen stødende bygning er også allerede for langt tid siden igen indsat.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3367)

En slem Uorden i Nyhavn.

Ved reparationen over en del af bolværket i Nyhavn mellem Store og Lille Strandstræde er jorden opkastet så langt ind over gaden at der på det smalleste sted kun er omtrent 1½ meter til rendestenen. Anmelderen har flere gange været øjenvidne til at især de kareter der fra Kongens Nytorv kører ind i Nyhavn, med venstre for- og baghjul kører i midten af rendestenen, og at damer foruden angstskrig omsider har måttet stå ud indtil det lykkedes kusken med fleres hjælp og ved idelig pisken på hesten at få det forreste hjul op på gaden over det rendestensbræt der ved sukkerraffinaderiet står tværs for hjulet. Denne uorden der nu i så mangfoldige uger har fundet sted, tror anmelderen bedst gennem Deres almennyttige blad at endelig engang se afhjulpet ved de respektive ansvarlige.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3363-3364)

En Meddelelse for Reisende.

Under nærværende overskrift indrykkede jeg i Politivennen nr. 206 af 11. december hvorledes jeg i Roskilde Kro ikke alene var blevet urimeligt behandlet, men også mødt på en højst uanstændig og grov måde, og at jeg derfor fandt mig foranlediget at indgive klage til amtets politiret. Den 22. december er følgende dom blevet afsagt:

"Indklagede herberger Hansen, ejer af Roskilde Kro bør anses uberettiget at have krævet klageren, vicekonsul Tutein de oppebårne 24 skilling i tegn. De af indklagede mod klageren brugte fornærmende udtryk mortificeres herved, og bør anklagede for sit forhold bøde udi mulkt til Herstedvester sogns fattigkasse 12, siger tolv rigsbankdaler sølv. Så bør også indklagede betale sagens omkostninger med 36 skilling sølv hvoraf 6 skilling tilfalder justitsvæsnets fond foruden indkaldelsesomkostninger. Alt at efterkommes under adfærd efter loven og inden 3 solemærker.

S. Wedige."

Denne meddelelse kan ligeledes anses som svar på avertissement (i dette blad nr. 209) med titlen "En Contrameddelelse fra Roeskildekroe," men som formodentlig skulle være en undskyldning eller retfærdiggørelse for publikum.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3362-3363)