Om Lygter i Maaneskin

Såvel nytårsaften, nytårsdagsaften som flere aftener i denne frostrige vinter har vi haft det prægtigste måneskin, hvorved det har været så lyst at man har kunnet se at tage en toskilling op fra gaden, og dog har gadelygterne i den tid været tændt. Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se. Og man har da måttet famle om i mørke og tåge. Anmelderen ved godt at det er og altid har været fastsat en tid i hvilken lygterne skulle brænde, at forbruget af tran osv. er beregnet derefter, og at det ville have sine vanskeligheder med belysningen hvis denne blev overladt til vedkommendes skøn. Men da han mener at en indretning ikke altid er god fordi den er gammel, og at man endog med belysningen må skride frem med oplysningen, vover han at tro det hensigtsmæssigt om lygterne slet ikke tændtes i virkeligt måneskin, men derimod tændtes når det var mørkt eller tåget, skønt almanakken til samme tid spåede måneskin. 

"Derimod ved man af erfaring at de ofte ikke har været tændt når månen har fået det indfald ikke at ville lade sig se, og man har da måttet famle om i mørke og tåge. " (Mur i lygtens skær, Eckersberg).
 
Den mængde tran som ellers i førstnævnte tilfælde forbrændes unyttigt, kunne så spares til den tid hvor belysning var nødvendig og da bruges hensigtsmæssigt. Vil man nu indvende at der efter vort fugtige og ustadige klima ville forbruges mere tran osv. når lygterne altid skulle brænde når det var mørkt, så kan dertil kun svares at for at opnå hensigten bør man bruge midlerne, og at økonomien især når man var sikker på at intet unyttigt bliver spildt, vel ikke mere bør komme i betragtning her end ved andre lejligheder. I vintre hvor vi har meget frost og sne, koster renovationen jo mere end i vintre som fx den mellem 1818 og 1819, men dog må det nedfaldende sne som forhindrer færdslen, bortkøres.

Skulle man mene at en ubestemt belysning ville give vedkommende anledning eller lejlighed til underslæb med tran osv., da kunne sådant gøres umuligt ved at ansætte en mand der skulle holde kontrol med det hele efter den fra enhver vægter indgivne rapport om hvilke aftener og hvor mange timer hver aften lygterne på hans post efter ordre havde været tændt.

"Når den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu" (Tranlygte fra Politivennens tid, Nationalmuseet).

Fremdeles kunne det måske indvendes at nu er vægterne i forvejen underrettede om til hvilken tid de skulle tænde og slukke lygterne, hvorfor disse i almindelighed tændes temmelig ensformigt eller på en gang i alle gaderne, og at dette vel ikke ville kunne finde sted ved den ubestemte belysning. Men hertil svares at enten kunne sådant befales vægterne, som møder hver aften på paraden 1 til 2 timer før posten skal tiltrædes, eller også kunne antændelsen i ustadigt vejr tilkendegives ved et signal fra et af tårnene. Når da den vægter som var nærmest ved signalstedet, først anstak hjørnelygterne, så ville de tilstødende gaders vægtere selvom de ikke havde bemærket signalet, snart tænde efter den første, og så fremdeles. Og da ville lygterne over hele staden formodentlig være tændt lige så hurtigt som nu.

Dog, det var blot anmelderen hensigt at gøre de ansvarlige opmærksom på om der muligvis kunne bespares noget for det offentlige. Findes hans ide rigtig og udførlig, så vil de ansvarlige vist vide at anvende de bedste midler i denne henseende.

(Politivennen nr. 215. Løverdagen den 12de Februar 1820, s. 3441-3444)

Endnu et par Ord, betræffende fire- og tyveskillingssagen: Roeskildekroe contra fr. Tutein.

Som Politivennens læsere har erfaret er ved Københavns amts politikammer gået dom i ovennævnte sag, og bestyreren af Roskilde Kro er den tabende. Denne sag, dens tilsyneladende ubetydelighed uagtet, er i vis måde publikums. Først fordi det hvorfor jeg er dømt, har en stor del af mine medborgere i samme fag, deres øvrigheders specielle tilladelse at udøve, og den øvrige del som ikke har denne, udøver samme upåtalt med øvrighedens stiltiende tilladelse.

Hvilken næringsdrivende kan arbejde med tryghed i sit fag når en Storhans eller Jean de France hvem det falder ind at drive sit spøg, først ved at overfalde en fredelig borger med skældsord fordi denne tror at have samme ret til at få lidt for sit som enhver anden der ikke har sin næringsvej omsonst. Og dernæst end videre at have fripostighed nok til at gøre en sådan sag anhængig ved retten? Man skulle synes at en sådans indskrumpne hjerte dog ville tilviske sin mand frygt for at en sådan sag ved lidt undersøgelse blev afvist, og frygt for den strenge retfærdighed, men som denne vel ikke tror, skal kunne anvendes på ham.

Jeg har ovenfor sagt at min sag er tabt ved 1. instans. Men grunde har bevæget mig til at appellere til overpolitiretten. Dette troede jeg så meget før at burde gøre som samme dommer for nogle år siden i samme ret, dømte og pålagde nogle mig vedkommende en temmelig stor mulkt som ville falde mig til last. Grunde bevægede mig da også til at appellere til overpolitiretten, men her fik piben en anden lyd, dommen blev aldeles underkendt, mulkten mv. måtte vor kontrapart udrede. Dette anmærkes blot her i forbigående, for at publikum må erfare at jeg ikke appellerer fordi jeg måtte være trættekær, men fordi jeg foruden andre grunde også har grund til at formode at min forhenværende dommer S. Wedige også denne gang kan have forfejlet den rette vej. 

Hvad ende 24 skillingssagen for resten vil tage, må det glæde enhver med mig interesserende at erfare at jeg har dagligt beviser på at pluraliteten af det publikum hvis agtelse må være mig og enhver god borger kær, interesserer sig for mig. Den trøst denne overbevisning skænker mig, er stor og beroligende, om jeg endog mod formodning ved 2. instans skal tabe min sag! -

Den 24. januar 1820.

(Politivennen nr. 214. Løverdagen den 5de Februar 1820, s. 3426-3427)

Redacteurens Anmærkning.

En "Analyse til forhenværende Politiemester Wedege, med Hensyn til hans Skrivelse i Politievennen om 24 Skillingssagen: Roeskilde-Kroe, contra Fr. Tutein" skrevet af J. Hansen og dateret 24. oktober 1820, findes som tillæg til Politivennen.

Svar til Anmelderen i Politievennen No. 210, om en slem Uorden i Nyhavn.

(Indsendt)

Bolværkets reparation er befalet ejerne ufortøvet og inden en bestemt tid at istandsættes fra nye, hvilket medfører for hver især i disse korte dage, meget betydelige bekostninger. Man indser ikke hvorledes man på bekvemmere måde skulle kunne opkaste jorden der nødvendig må ryddes fra bolværket, når samme nye fra grunden skal slås. Man har heller ikke taget mere plads dertil end den allernødvendigste, ligesom hele arrangementet er taget i øjesyn af vedkommende høje autoriteter. At jorden er opkastet så langt ind over gaden at der på det smalleste sted kun var omkring 1 meter til rendestenen, er en åbenbar usandhed, for på det smalleste sted var der omtrent 2½ meter dansk mål. Anmelderen vil i øvrigt gøre sig oven nævnte ejer meget forbundet da man formoder han ejer heste og vogn, om han ville lade den jord bortkøre på nogen bekvemmere offentlig plads indtil årstiden bliver således at samme kan tilkastes da man igen ligeledes forventer at han hjælpsomst vil søge at lade samme tilbageføre imod at man for sådan en transport turde afgive en passende dusør til anmelderens folk.

(Politivennen nr. 213. Løverdagen den 29de Januar 1820, s. 3406-3407)

Nogle Bemærkninger ved Helsingørs Kirkegaard

Siden den såkaldte ny kirkegård ved Helsingør er blevet anlagt og benyttet mestendels til enhver afsjælet, har byens kirkegård stedse henligget i mere og mere forfalden tilstand med hensyn til det hegn og fred samme burde nyde. For omtrent 16 til 20 år siden begyndte man allerede at være ligeglade med at værne om nys begravede pårørendes hvilesteder. Man lod det ene stykke stakit efter det andet falde om, uden nogensinde at rejse noget nyt i dets sted. Rygtet sagde en tid at byens kirkegård skulle frasælges kirkerne og udparcelleres til de omkring samme boende hus- og gårdejere, hvilket dog endnu ikke er sket. 

For 14 til 12, ja måske kun 10 år siden begravedes endnu på Skt. Olai Kirkegård agtværdige borgere eller disses hustruer som henlagdes der så at sige på alfarvej i deres grave skønt man ofte i rørende taler af stedets provst hørte de ord: Fred med dit støv! Vel indså taleren at kirkegården manglede det som skulle værne om de afsjæledes levninger og disses gravhøje i det mindste så længe som den kristne i almindelighed forundes ro i graven, nemlig 20 år. Han nærede vist også det ønske at se nævnte kirkegård forskønnet ved en god orden og lig andre købstadskirkegårde forsynet med stakit overalt. Men måske vovede han ikke at nedlægge påstand, end ikke engang tilkendegive sin mening herom for de ansvarlige med hvem han ikke heller altid stod i bedste forståelse. På Urtegården nær, (som for øvrigt ligger mådelig nok) har nævnte kirkegård intet mere tilbage af sine stakitter. Hist og her ses gravstene og monumenter. Men vist ikke til glæde for de familier som bekostede dem. Ikke heller til pryd for pladsen, hvor de findes. Men meget mere til græmmelse for hvert tænkende væsen.

Mange endnu levende mænd og fædre med sine opvoksende børn skuer også med vemod hen til den afsjælede hustrus og moders gravhøj, hvoraf der ikke er mindste spor tilbage, skønt han vel flere gange har ladet samme opklappe og derved hensætte et eller andet mærke. Mange sønner stirrer mismodig omkring på kirkegården efter en kær faders eller moders grav, som i hans fraværelse (måske kun 12 til 14 år tilbage) er blevet aldeles nedtrådt og nu ikke mere er at finde. Børnegrave vil man ikke tænke på eller tale om, disse er straks aldeles forsvundet.

Skt. Olai Kirkegård er det hvorom her tales. Den ligger til et skandale for det menneskelige øje og trænger i allerhøjeste grad til den forbedring som den da først bør savne når der i 20 år intet lig er blevet begravet. Anmelderen heraf kan ikke nægte at de mangler den jo har og disses følger fortjener at nævnes offentlig her. Den første og fornemste mangel er stakittet på nordre og øste side af kirken, samt jernstænger mellem sammes firkantede mure som står ud på kirkegården. Dernæst fornøden tilsyn med og vedligeholdelse af grave, hvilke nu er blevet ganske usynlige og hvoraf følger at enhver kan gå langs og tværs over alle begravelser uden engang at tænke på at man der betræder levninger af fordums venner eller pårørende. Dertil kommer at kirken har udvendig mangfoldige vinkler, hvilket just ikke altid er blevet brugt til de anstændigste handlinger. Så findes også overalt i disse vinkler en del menneskeekskrementer, hvilket især ved dagens lys afgiver et væmmeligt og forargeligt skue. Disse gør endog passagen over kirkegården farlig eller i det mindste rædsom da man skønt uforvarende meget let kan komme til at forstyrre nogen i deres forretninger, og når man går i mørket der forbi, geråde i ubehageligheder med vedkommende, ifald man understod til at tale dem til.

Arealet mellem Sankt Mariæ Kloster og Sankt Annæ gade. Her var kirkegård - og offentlige lokummer. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

At Skt. Marie Kirkegård også trænger til at renses og forbedres, vover vel ingen at modsige, da der langs Skt. Annegade mellem husenes bagside og klosteret eller før latinskole til hen igennem den hvælvede port inklusive ser ud som der var offentlige lokummer for de laveste folkeklasser. Sammesteds findes endnu nogle ligsten som levninger af den forladte kirkegård liggende hist og her til smådrengenes frie disposition. Urtegården ved sidstnævnte kirke giver intet efter for den anden omtalte i henseende til uorden og brøstfældigheed.

Men da nu Helsingør by har fået gode og hæderværdige præster og indbyggerne er blevet fordelt til begge kirker, altså i to sogne, hvorved det er kommet bedre forhold mellem først og sidstnævnte, så har man rimelig grund til at tro at menighederne ville, i forening med deres lærere og sjælesørgere, stræbe at forskønne byen også i denne henseende, nemlig ved at oprejse Skt. Olai kirkegårds stakit, hvor samme er faldet ned, da de derved forskaffer deres henslumrende venners hvilesteder det hegn og fred som i flere år har været dem berøvet, og som de bør nyde indtil fulde 20 år er gået efter at sidste lig der er begravet.

(Politivennen nr. 212. Løverdagen den 22de Januar 1820, s. 3385-3390)

Selv om kirkegården der er omtalt i Redacteurens Anmærkning nedenfor, naturligvis har forandret sig meget på 200 år, er den stadig en af de smukkeste: Det kuperede og bakkede terræn, kombineret med smuk bevoksning og gravsteder gør den absolut et besøg værd, her i 2019. Foto: Erik Nicolaisen Høy. 

Bekendtgørelser.

1) Resten af det gamle stygge plankeværk for Marmorpladsen i Bredgade som påankedes i nr. 169 af Politivennen, er nu borttaget og i stedet for dette er opført en grundmur hvorved stedet nu har fået et anstændigt udseende. De udslåede vinduesruder i den til pladsen stødende bygning er også allerede for langt tid siden igen indsat.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3367)