Synd imod to Sandser paa Amagerbroe.

Når man bevandrer Amagerbro og passerer bommen, stødes man ved det ubehagelige syn af 2 natrenovationsvogne der lige så tilsølede som de kommer fra den natlige ekspedition står på en plads ved det andet hus fra bommen, ved siden af Den hvide Svane. Stanken som disse ekvipager udbreder, forøges endnu mere ved den store mødding som ligger på samme plads tæt op til vejen. Denne fæle uskik som har fundet sted henved et par år, synes dog engang at burde fjernes. Har ejeren tilladelse til at have en mødding liggende tæt op til alfarvej, hvilket anmelderen dog tvivler på, så bør han dog vel tilholdes at opsætte et plankeværk for pladsen. Herved ville man i det mindste undgå synet af disse ækelheder om endog næsen alligevel ville finde sig besværet ved at nærme sig denne stankfabrrik.

(Politivennen nr. 226. Løverdagen den 29de April 1820, s. 3666-3667)

En Beqemmelighed, som Friederiksbergboerne har fremfor Kjøbenhavnerne.

Dette fortrin som Gud ved hvorfor er forundt dem der bor på Frederiksberg, fremfor dem der bor i København, består i den nemmere adgang til spadsering i Assistenskirkegården udenfor Nørreport.

Til denne kirkegård er om sommeren indgangen sædvanligt åben på to steder. Den ene port som står åben, er nærmest ved staden, den anden ligger længere ude mod marken og er altså bekvem for dem som kommer fra Frederiksberg eller fra Lygten.

Af disse porte var søndag eftermiddag den 23. april da en stor mængde mennesker fra København i anledning af det smukke vejr søgte ud til kirkegården, netop den som er nærmest ved byen, aflåst. Følgen var at adskillige som ikke vidste at den fjernere port stod åben, troede adgangen spærret og gik hjem igen uden at komme derind.

Postscriptum. Plakaten som der den 27. november forrige år endnu sås ruiner af (se Politivennen nr. 204) er nu så godt som ganske forsvundet. I det schulziske officin er der dog sagtens et eksemplar deraf, hvilket magistraten kunne lade opslå i stedet for det som tidens tand har fortæret.

(Politivennen nr. 226. Løverdagen den 29de April 1820, s. 3655-3656)

Varsko i ny Kattesund.

Fra 4. loft i et pakhus i Kattesundet har man den vane at nedkaste løse bundter hamp på gaden, hvilket anmelderen var vidne til den 12. dennes. Denne magelighed hos arbejdsfolkene tror man vedkommende ejer bør vænne dem fra, og pålægge dem at lade hampen stryge ned ved vinden da forbigående ellers let kunne lemlæstes eller ihjelslås af sådanne nedfaldende bundter, for ikke at tale om at de forbikørende bønders heste derover kan blive sky og således afstedkomme flere ulykker.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3651-3652)

Slavebesøg i Husene.

Der har nogle gange i dette blad været klaget over at slaverne, skønt under opsyn af deres påpassere, overtrygler folk såvel på gaderne her i staden som på broerne, om almisse. Vist nok har højere vedkommende lagt mærke til disse anker og givet forbud derimod, men disse forbud overholdes ikke, og at denne uskik endnu går i svang, kan man dagligt overbevise sig om. Dog ville man med tiden blive vant til at tåle den som et onde der ikke er let at afværge, slår slaverne alene tryglede på gaderne. Men at i i sådant ærinde går ind i husene mens deres vogtere meget tålmodigt står udenfor og venter på deres tilbagekomst, synes dog virkelig at gå alt for vidt. Således kom for 14 dage siden 2 slaver op til en enlig ene i Antonigade og bad om rejsepenge da de som de foregav, havde udstået deres straf og skulle rejse. Ligeledes kom i forrige uge en slave der ør har været sadelmager, op til en familie på Østergade for legeledes at bed om almisse. At det for mange må være meget ubehageligt, ja for fruentimmer rædsomt, at se sig ene med sådanne mennesker, hvis ærlighed dog nok kan være tvivlsom, vil vel ingen kunne nægte. Anmelderen tror derfor at burde gøre høje vedkommende opmærksom på det da det vist vil være dem lettere at forebygge denne uskik end at tilintetgøre slavernes trygleri på gaden.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3650-3651)

En Censur-Gaade.

Til indrykkelse i nr. 24 af den danske Statstidende indleverede jeg nedenstående vers, i anledning af en af vor agtværdige medborgeres død. Modtagelsen og betalingen mødt naturligvis ikke mindste vægring fra kontorets side. Desto større var derfor min forundring for ikke at sige forbavselse, da jeg siden erfarede at mit uskyldige gravdigt var blevet udslettet af statstidendens censor, geheimelegationsråd og ridder Manthey, Gud må vide hvorfor? - Vel har jeg ladet mg sige at der fandtes engang en censor som var så stærk i at anvende det almindelige på den enkelte at han under Bonapartes voldsregering forandrede det gamle danske sandsagn: "Man klæder sig på fransk og fryser på dansk!" til "Man klæder sig på fremmed vis" osv. Men, uagtet man må både fryse og gyse over nævnte censur-vinter, selv om den fremmede dragt var russisk, eller polsk, er jeg dog ikke kold nok til at henregne hr. geh. legatr. Manthey til sådanne censorer. Jeg vil ikke undersøge hvorvidt en censor i juridisk hensyn er hævet over lov og ret, ifølge hvilke et privilegeret bekendtgørelsesblad dog nok er forpligtet til at modtage alle indrykkelser, som hverken er lovstridige eller meningsløse. Jeg vil blot anstrenge min sjette kraft - hvortil jeg også herved opfordrer mine læsere - for om muligt at opdage grunden til censors udslettelsesdom.

Ved sammenligning har vist Statstidendes læsere for længst bemærket at den ældre berlingske tidende sædvanligvis havde et langt rigere indhold fra København end den nuværende statstidende hvis indenlandske armod især er påfaldende. Altså har gehei. legatr. næppe brudt staven over indrykkelse af mangel på plads. Endnu mindre kan jeg tro at han har troet at finde noget anstødeligt i versene, da disse ikke indeholder dadel uden i almindelige sandheder, som historien desværre! hjemler til alle tider. Allermindst tør jeg antage at min censor har vovet at anvende mine almindelige sandheder som passende på nogen vis enkelt, da dette jo ville være en af de groveste og uforsvarligste injurier mod den enkelte. Ja, selv om man turde antage en sådan ubegrundet, dunkel følelse i censors hjerte, kan man dog umuligt tro om hans hoved at dette i så fald ikke skulle have hjulpet ham bedre ud af tingen. Det simpleste af alt (under en censur-betænkelighed over hvis genstand enhver kan gætte, tro og snakke så meget han lyster, men jeg alene dømme!) havde nemlig været at udsætte indrykkelsen af mine vers til næste gang for således at få tid til betænkning over en betænkelighed der da sikkert havde hævet sig selv, enten den så rejser sig af mangel på passende plads, eller rigtig ordfortolkning.

Dog, kære læsere! jeg mærker nok at det ikke vil lykkes mig at opløse gåden, og derfor overlader jeg det ganske til dig at gætte eller til hr. geheimelegationsråd manthey at meddele grundene for hans: "Veto!" - Min almentydelige tekst følger hermed til behagelig afbenyttelse.

+

Arjen Jacson

Når en lejesvend sin lovsang toner
Ved en mægtig niddings sundhedsfest,
Når han, slangebugtet, lasten kroner,
Mens det tordner: "Ve!" fra øst til vest.

Da genlyder retfærds høje stemme
Gennem frimods djærve strengeleg:
Sandheds toner løgnens præst beskæmme,
Der sig æreløs til alt'ret sneg.

Men - den samme røst, som mandigt lyder
Imod givtig smigers fule ånd,
Hylder også varmt de rene dyder,
Der ej kende Guld og ordensbånd.

Derfor, Jacson! på din simple kiste
Skriver sandhed dig de simple ord:
"Kraftfuld dåd og broderskab han viste,
Mens hans vandred' her på dunkle jord!"

Mægted' jeg, at stemme brustne streng,
Som så mange vanheld sønderrev';
Ak! -da tolked' de end stærkt og længe
Hvad din død i frelstes hjerter skrev.

Dog, frigjorte Ånd! Du ser mit hjerte,
Ser, hvor inderligt det takker dig:
Ædelt lindred' du så tit min smerte,
Thi du hjalp, for halvt den nærmed' sig.

Held dig hist, i ånders frie rige,
Hvor kun død og kundskab give værd,
hvor ej munkeånd og vold bekrige
Sandheds tolk, med løgn og ild og sværd.

Blok Tøxen.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3646-3649)