Døde Fiske i Stadsgraven.

Ved anden påskedag at gøre en spadseretur i Faussebrajen eller den såkaldte Kirkebærgang mellem Vester- og Nørreport, blev anmelderen opmærksom på en stor mængde døde fisk, især ål som flød oven på vandet i Stadsgraven. Men især var de indgående vinkler af samme fra pæleværket lige til Nørrport opfyldt med dem. Om denne store dødelighed blandt fiskene i nævnte stadsgrav stammer fra at man mens graven var belagt med is, har glemt at vække for dem er uvist. Men sikkert er det at mange dejlige ålesupper derved er gået tabt. Og da nu disse fisk allerede begynder at give en fæl lugt fra sig, så var det ønskeligt om de så snart som muligt måtte borttages førr varmen vil gøre stanken endnu mere utålelig og skadelig.

For dm der har med vandvæsenet at bestille fremsættes ved samme lejlighed den bemærkning at en af renderne i omtalte pæleværk har straks ved døren af ækvadukten en læk hvorigennem en del vand unyttigt spildes. Vel er denne læk endnu ubetydelig, men dog var det vist godt om den stoppedes i tide, da ellers nogle af de mange drenge man hyppigt finder i Kirsebærgangen, muligvis kunne finde morsskab i at gøre den større.

(Politivennen nr. 223. Løverdagen den 8de April 1820, s. 3591-3592)

Den vandtætte Støvle.

Kunne man måske kalde huset nr. 236 i Store Kongensgade der ellers bærer navnet Den Grønne Støvle, da det i samme værende pumperedskab i over 3 uger ikke har villet give en dråbe vand. Da det både er ubehageligt for beboerne at mangle det fornødne vand eller at lade dette hente i andres gårde, og sådan vandmangel tillige er farlig i påkommende ildebrands tilfælde, så bedes ejerinden af ovennævnte hus at lade sit pumperedskab efterse og istandgøre så snart muligt.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3572-3573)

Spørgsmaal

Har de svenske undersåtter fortrinvis af kvindekønnet som kommer hertil, lov til at oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? Beboerne i Hammerum og Lysgård herreder i Nørrejylland der i nogle hundrede år har ernæret sig af dette arbejde, må sulte ihjel eller i tusindvis rejse ud af landet af mangel på fortjeneste. Og man har de skrækkeligste klager fra disse egne. I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, endnu mindre løbe om og påtrygle folk sine varer. Det gør tyskerne det samme med deres lærreder. De løber hus til hus for at sælge lærreder, og som oftest bedrager de folk med noget dårligt gods.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3570-3571)

Undersøgelse af bøndervogne ved en accisebod. Nørrejyske varer skulle ind her, ligeledes svenske varer der skulle ud fra København. Men grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige var lemfældig andre steder, og varer kunne nemt smugles uden om tolden på den lange kystlinje mellem Helsingør og København.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 224. 15. April 1820, s. 3607-3612.

Varsko i Læderstræde.

Hjørnehuset af Amagertorv og Læderstræde nr. 50 har ud til sidst nævnte gade en vaskerende der på grund af sin utæthed ved 1. sal kaster en del af sit urene indhold ned over fortovet og nøder de forbigående til at gå udenom, ifald de ikke vil have samme skæbne som anmelderen der uvidende om denne utæthed i forbigående blev overskyllet af urent vand der lignede ærtesuppe. Allerede for 2 år siden klagedes over denne rende i Politivennen at den tilsølede fortovet som på dette sted ingen afløbsrende har med al slags køkkenaffald så at man der kunne se hvad folkene i huset spiste til middage hele ugen igennem. Af denne årsag blev rendens åbning forneden forsynet med en prop. Men nu da renden har en åbning for oven, forårsager denne prop at en tynde urenlighed passerede gennem denne åbning og falder således over folks hoveder. Nu vilde det nok være det bedste at lade en blikkenslager afhjælpe fejlen.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3569-3570)

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *).

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 

3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.

Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.

C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.

(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528.

Det militære Varedepot. Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.

Søren Mathiesen: Det må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse
Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:

"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"