Uskik i Dyrehaugen.

I år finder den uskik sted i Dyrehaven at såvel de personer der foreviser løverne, som også den lille hr. dværg afkræver tilskuerne penge efter at de har betalt for entreen. Da entreprenøren fastsætter betalingen for adgangen og formentlig godtgør nævnte personer for deres tjeneste, så burde de ikke tåle sådant trygleri. Ja de taber sikkert ved det da denne påtrængenhed formindsker tilskuernes tal, fordi man ikke bryder sig om at betale 2 gange. Anmelderen var forleden dag sammen med flere inde for at se dværgene. Selskabet bestod af 3 fruentimmer og 3 mandspersoner. For entreen betaltes 22 rigsbankdaler. Men desuden måtte hver af mandspersonerne betale den lille dværg 1 mark, som han sagde var til tevand.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3786-3787).

Dyrehavsbakken o. 1840 (H. G. F. Holm)

Ønske fra en Christianshavner.

Det var at ønske at der måtte hensættes en bænk i den lille alle mellem Langebro og Rabeshave for at syge som der attrår at nyde bevægelse i den frie luft, kan hvile dens afkræftede lemmer og ikke tvinges til at gå over evne. Dette ønskes opfyldelse er så meget mere nødvendigt som enhver der vil sætte sig ved volden bliver jaget bort af skildvagten da ingen tillades at sætte sig i græsset hvilket også desuden i foranderligt vejrlig og når man er varm, er skadeligt for sundheden.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3785-3786).

Politivennen nr. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at løjtnant Westergaard som var medinteressent af grynmøllen på Christianshavn, havde opført en god og forsvarlig bænk mellem Langebro og Rabeshave. 

Slet Vei imellem Assistencekirkegaarden og Lygten

Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Ja næsten ufremkommelig for fodgængere. Og dog må disse bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne. En mand der ofte vandrer ad denne sti og nu i 44 år har bemærket at nævnte stenhobe har ligget der og spærret vejen, kan ikke undlade at fremsætte det ønske at denne vej måtte tages i fortrinlig betragtning og stenene anbringes på deres rette sted, da disse foruden at spærre passagen også let kan forårsage at nogen i mørke kan komme til skade.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3784-3785)

Politivennen nr. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at en del af stenene der spærrede gangstien, nu var blevet fjernet.

"Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Fodgængere må bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne". (Lygten 1899. Vejen er fint brolagt. Men måske giver husene et indtryk af omegnen. Københavns Museum)

En Bemærkning ved Knippelsbroe.

Knippelsbro er både i henseende til dens struktur som også i betragtning af den korte tid hvori arbejdet blev fuldført, et herligt minde om den bygmesters - afgangne pælebukkemester Halkiers - duelighed og virksomhed. Dog har den den fejl at de jernskinner hvormed fløjene er beslået, sidder på steder så vidt fra hverandre så at kreaturer især heste, stor i fare for at få fødderne ned derimellem. Forleden dag var anmelderen vidne til at en særdeles god hest fik den ene fod ned imellem 2 af omtalte skinner, og da den med magt ville trække foden tilbage, gik skoen løs og hesten trådte sig da et par søm op i foden så at den endnu ikke er fuldkommen restitueret. Smeden som har den i kur, såvel som flere smede kan bevidne at sådant tilfælde ofte indtræffer på nævnte bro. Ved at gøre opmærksom herpå håber man at denne mangel ved broen afhjælpes om ikke straks, så dog når en eller anden reparation skal foretages.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3783-3784)

Et Brev fra Jylland og Svar paa samme.

Med særdeles megen fornøjelse har jeg med nogle af mine venner nu i en rum tid læst Deres ugeblad "Politivennen" og skylder Dem min varmeste tak for denne behagelige læsning. Nytten af dette blad kan ikke andet end være stor. Men dens væsentlige nytte indskrænker sig dog formodentlig i særdeleshed kun til hovedstaden, hvis årsag er meget at beklage at kun få bidrag i overensstemmelse med bladet plan indsendes fra provinserne. Stof fejler der vel ikke, den haves vist i overflødighed i mange købstæder, både i Danmark i hertugdømmerne. Derom er jeg og flere så fast overbevist som om den sandhed at temperaturen på St. Hansdag er mildere end nytårsdag. Hvad er da egentlig årsagen hvorfor der næsten aldeles mangler passende bidrag fra provinserne? Skulle det vel være frygt for vedkommende embedsmænd eller andre personer at ingen vover at benytte sig af Deres indbydelse til sine medborgeres gavn og sin bys hæder? (Denne ædle hensigt opnås gennem Deres blad i det mindste i hovedstaden hvilket blandt andet bevises af de fra tid til anden indrykkede bekendtgørelser at disse og hine påankede uordener mv. er  blevet afskaffet). Men, da var det jo en skam for dem der efter deres borgerlige stilling på denne måde kune stifte nytte og gør det ikke, ja de fornærmer endog selv derved såvel disse embedsmænd som andre personer hvis de tiltror dem den niddingstænkemåde at de ikke tålmodigt kunne høre og læse sandheden og ville forfølge den der taler den offentlig gennem Deres ugeblad. Jeg, i min stand, anser mig ikke beføjet til sådanne meddelelser, hvilke i øvrigt som sagt vel ville blive temmelig indholdsrig, og forventeligt stifte megen nytte for borgersamfundet.

* * *

Allerede i det første nummer af Politivennen ytrede jeg det ønske at bladet måtte læses og stifte nytte endog i provinserne. I året 1816 da jeg havde fået kongelig allernådigst tilladelse til bladets forsendelse med posten, lod jeg en bekendtgørelse desangående der tillige indeholdt en anmodning om bidrag, indføre i Statstidende og i alle provins- og stiftsaviser. Desuden indenholder de fleste af de udkomne numre en kundgørelse at bidrag fra provinserne ønskes og modtages med taknemmelighed. Desuagtet har kun meget få som De rigtigt bemærker, benyttet sig af mit tilbud eller opfyldt mit ønske. At alting overalt skulle være så rent og purt at ingen forbedring var tænkelig eller nødvendig, har jeg flere gange ytret tvivl om. Jeg er derfor lige så uvidende som De om hvorfor man i provinserne er så sparsomme på anmeldelser og bemærkninger når de ikke holdes tilbage af tåbelig frygt for at støde gevatterskabet eller borgmester for hovedet. Muligvis kan også vanan forårsage at man finder sig i visse uordener og tror at disse har vundet hævd. Ligegyldighed og magelighed er vel også som oftest grunden. Hvad går det mig an? siger nogle, og andre gider ikke skrive - og nu når det gælder om et par skilling i postpenge, så er dette offer for stort. Man kaster ikke således sine penge bort. De vil heraf se at skylden ikke er hos mig, skønt jeg ikke til fulde kan sige Dem hvori den egentlig stikker.

I henseende til slutningen af Deres brev, må jeg bemærke at De i Deres stand som militær er lige så kompetent som nogen civil til at ytre Deres mening om en eller anden mangel. Fejl eller ufuldkommenhed, ja jeg vover endog at tro at det kunne henhøre under Deres pligter, eftersom det altid bliver pligt for enhver embedsmand at bidrage til at rette hvad der urigtigt er blevet kroget. Behag derfor at sende mig Deres begrundede bemærkninger, jeg skal modtage dem med taknemmelighed og blive Dem forbundet derfor, ligesom jeg allerede er det for de gode tanker De nærer og har ytret om mit blad.

Udg.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3779-3782)