Lazaroner i Cancelliegaarden.

Hr. udgiver!

Da deres velbyrdigheds ugeblad Politivennen har rettet så mange fejl og bevirket at adskillige uordener er blevet hævede, så anmodes De herved om behagelig at gøre opmærksom på en del lazaroner, både af mand- og kvindekønnet der altid ses i kancelliets gård, dels at bade sig i solens stråler, dels at foretage en renselse fra bekendte insekter. Undertiden søger disse ulykkelige et skjul snart under trappen op til den såkaldte kancelligang, eller den til rentekammerets kollegiestue førende gang, snart ved siden af trappen henimod et af arkiverne i kancellibygningens forreste facade hvor de især henimod aften ses at forsamle sig. Vel forsøger partneren så ofte han bliver vidende derom at udjage disse personer, men desuagtet indfinder de sig straks igen, indtil endelig døren og porten lukkes. Det bemærkes imidlertid at hverken i kommissariatet eller den såkaldte Lerchiske Gård findes nogen tid nævnte lazaroner. I en bygning hvor flere af de første regeringskollegier findes og altså besøges af mange især høje fremmede, er det et højst væmmeligt syn som de nævnte mænd og især kvinder der udgør flertallet, afgiver, foruden at disses nærmelse og stundom påtrængenhed vidner om hvor dybt mennesket kan synke. 

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3836-3837).

Uorden i Dyrkiøb.

Den uskik har temmelig meget taget overhånd blandt kælderbeboerne i gaden Dyrkøb ved Frue Kirke at de ved hjælp af oprejste stænger drager klædesnore på plankeværket om kirken og ophænger alle slags fæle og urene klædningsstykker, hvilket ofte slår de som passerer gaden, i ansigtet, såsom de som oftest må gå på den side da der i almindelighed på grund af snavs er ufremkommeligt inde ved husene. Meget ønske at der måtte blive rådet bod på dette uvæsen.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3835-3836).

Spørgsmaal til Kommandantskabet.

I mange tider har det været brugeligt og tilladt at sejle ud med både fra Langebro til det såkaldte stakat eller den bekendte række af pæle, for der imellem begge indløbene at binde bådene fast, og frit forlyste sig i det frie og kølige element. Med mangfoldige andre har indsenderen allerede i fler eår besøgt denne fortræffelige bådplads for efter dagens hede og møje om aftenen at søge en velgørende og behagelig forfriskning i det klare og rene vand der findes sammesteds idet strømmen hele tiden fornyr samme og bunden er en sandbund, og da det tillige er af en dybde at såvel den svømmende som den ikke svømmende kan fornøje sig her. Hertil kommer at man der ikke inkommoderes af tilskuere fra landet, og at roningen yder en behagelig og passende motion efter badet. Indsenderen blev derfor meget bedrøvet da den 8. juli, lørdag aften, en båd med nogle soldater af livregimenterne kom ud fra vagthuset og forkyndte i bydende tone, at man straks skulle forføje sig bort derfra og begive sig ind i krogen ved det såkaldte køkkenkurv forbi den udlagte svømmebro hvor vandet er dybt og skident og bunden er mudret. Spørgsmålet om vandet der ikke skulle være dybt, besvarede de benægtende. På denne ordre begav nogle sig tilbage til Langebro og spildte således penge og fornjelse, andre ventede på ordrens eksekution og atter andre begav sig på den befalede plads. Her indtraf nu den ulykke at et ungt menneske der formodentlig også havde fået nævnte forsikring, begav sig i vandet uden at kunne svømme, og da dette var for dybt, så havde han tilsat livet hvis ikke heldigvis en forbisejlende båd havde taget ham op og hvis hans livsfare ikke var blevet bemærket af en af de tilstedeværende.

Det var derfor at ønske at publikum blev underrettet om der virkelig eksisterer en sådan anordning, og i modsat tilfælde at soldaterne blev afholdt fra at eksekvere selvgjorte befalinger.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3831-3833).

Uorden af Hyrekudskekarle i Sorgenfri Skov.

Det var at ønske at der i Sorgenfri Skov måtte være til stede enten nogen af sognefogederne eller et slags politi der kunne påse og hæmme den uorden og farlighed enhver familie er underkastet ved adskillige hyrekuskekarles letsindighed der lader deres løse heste tumle sig i nærheden af de borde og bænke hvorved man søger at nyde sine medbragte forfriskninger. Dette var tilfældet onsdag den 5. juli med to kuske, den enes heste slog ud efter et barn, en forsynets vilje frelste det fra dens morderiske slag. Den andens heste som skal være fra Gothersgade, satte i fuld spring til et familiebord hvor farten formodentlig skulle have været over bord og bænk, men ved en dames resolverethed at vifte med et hvidt klæde, blev denne fare standset. Men den derved følte skræk betog dem den øvrige fornøjelse for den dag, selv for tilskueren var dette et rædsomt syn. Forfatteren formoder desårsag at en pengemulkt for sådanne kuskes kådhed ville måske hæmme denne uskik.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3830-3831).

En Uskik.

I skovegnene har man længe haft den skik på st. hansaften at opstable en del brænde og antænde ild på samme. Bonden kalder dette at brænde blus. I Nødebo har denne skik ikke været i brug i nogle år, dog fandt det atter sted sidste st. hansaften. Men da et meget stort bål udbrød i flammer st. hansdag om aftenen bag hr. hofmarskallens gård ved Fredensborg, forårsagede dette en ikke liden skræk hos omegnens beboere der med tanke på at det var en gård som brændte, ilede til med sprøjter og slukningsanstalter. Skulle man ikke finde det rigtigst at forbyde denne skik hvorved mange favne af det for nærværende tid så dyre brænde ødelægges til unytte, så var det dog godt om det pålagdes vedkommende at kundgøre når sådant foretoges for ikke unødvendigt at sætte folk i forskrækkelse.

(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3818-3819).