En Hundebøddel i Vimmelskaftet.

Fra grusom handling mod dyrene til en lige adfærd imod medmennesker er kun et meget kort skridt. Flere eksempler bekræfter desværre denne  sandhed.

Såvel efter naturens lov som efter den moralske er det synd at mishandle dyrene. at de fleste politiske love ikkebestemmer straf i så henseende, turde synes en mangel, hvorfra dog de svenskes gør en herlig undtagelse.

Dog også vores fødeland har specielle forbud mod dyrenes mishandling. Således er de barbariske og grusomme lege at flå en levende kat af tønden, at trække halsen af en levende gås osv. aldeles forbudt, og flere forordninger i anledning af dyrenes velfærd er udgivet *). Men endnu savner vi anordninger og lovbud for dyrenes behandling i almindelighed. De som på landevejene der fører til staden, i forstæderne, ja i hovedstaden selv, har været vidne til med hvilken grusomhed heste, køer, kalve og lam behandles af deres bødler, som kalder sig mennesker, vil vist med anmelderen ønske at vor milde regering ville ved lovbud sætte grænser for samme, ligesom det sikkert ikke ville være af vejen om vore skolebøgerne indeholdt et eget kapitel om de pligter mennesket skylder dyrene såvel i almindelighed som i særdeleshed.

Politivennen har før fremstillet eksempler på vilkårlig og skammelig behandling af husdyr, men dog har den ikke fortalt noget så skændigt og grusomt som dette:

Onsdag den 14. februar om formiddagen sås en karl der tjener på Benzonsdal og 3 gange om ugen holder med sin vogn i gården på hjørnet af Vimmelskaftet og Valkendorfsgade, i samme gård mishandle en ung puddelhund på det grusomste. Han tog nemlig hunden med den venstre hånd i nakken, og slog den med den højre knyttede næve således på siden af hovedet at han var sikker for ikke at beskadiges af dens tænder, indtil hunden var blodig. Derpå tog han den ved begge bagbenene og slog dens hoved og forkrop mod stenbroen Denne grusomme behandling vedblev han så længe indtil en karl blandt flere mennesker som hundens ynkelige skrig havde lokket til, rev ham fra hunden der var så forslået at den næppe kunne krybe fra stedet. Da karlen endvidere bebrejdede denne hundebøddel hans slette handlemåde, svarede denne opbragt at hvis han havde kræfter og magt over karlen, som over hunden, så ville han gøre det samme ved ham, det var hans egen hund og den skulle lystre ham, og at den ikke kunne lære med mindre den fik straf. Ville man ellers noget, så kunne man jo klage over ham osv.

Anmelderen der ikke vidste hvordan karlen efter vores love kunne tiltales for den af ham udøvede skammelige dåd, anklagede ham derfor ikke for øvrigheden, men besluttede at bekendtgøre dette for at hans husbond, hr. kaptajn Barfred, ejer af Benzonsdal, når han underrettedes derom, kunne tage sig lidt af karlen og lære ham at han ikke oftere bør mishandle de kreaturer der betros ham af hans herskab eller andre.

*) Således havde vi politiplakater angående for stærk kørsel og for stærk læsning på vognene, men disse har nok mere til hensigt at betrygge broer og gader fra ødelæggelse og mennesker for at blive kørt over end de har sin grund i barmhjertighed mod dyrene.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4323-4326).

Om Rotter og Rottejægere.

Hr. udgiver!

Man bliver ofte taget ved næsen af en eller anden charlatan, mange skammer sig derved og tier derover. Men dersom sådant offentliggjordes, ville flere tage sig i agt og bedragerier ville derved få mindre spillerum. En passage som er hændt mig, vil jeg her fremsætte da det måske kan have sin nytte at den bliver offentlig bekendtgjort.

For nogen tid siden kom en mand til mig og gjorde mig det tilbud at ville for en vis betaling befri min gård fra rotter, som er til stor plage for såvel jeg som mine naboer. Han foreviste mig et trykt patent hvorpå der stod: N.N. som forsikrer at kunne med en salve fordrive alle de i husene værende skadelige dyr, såsom rotter, mus og væggelus, samt på agrene og i haverne skadelige muldvarpe. Til bevis for sin duelighed har han såvel indenlandske som udenlandske anbefalinger. En portion af hans salve: for rotter og mus koster 1 rigsbankdaler, for væggelus 1 rigsbankdaler, for muldvarpe 1 rigsbankdaler. Jeg blev enig med manden, han foretog sine operationer og jeg købte 3 portioner af hans salve. Men straks efter kom rotterne igen lige så fuldtallige som før, og da de ikke syntes at have respekt for salven, lod jeg den henstå ubrugt.

Kort efter kommer en anden som foregiver at have købt sin kundskab og privilegium af den første, og tilbyder sin tjeneste. Men da jeg en gang have følt mig skuffet, ville jeg ikke entrere med ham. Dog, da han vedblev at påstå at han virkelig kunne fordrive rotterne, tilbød jeg ham at han måtte gøre en prøve, og når denne svarede til forventningen, skulle jeg betale ham for ulejligheden. Han smurte nu en salve på nogle papirsumper og lagde disse på de steder hvor rotterne havde deres gang. Men det var så langt fra at rotterne lod sig fordrive derved, at de natten derpå indfandt sig i en endnu større mængde, hvilket kunne spores af de ny oprodede huller i gulvene. Imidlertid påstod min rottejæger at hans middel var virksomt og han bestyrkedes heri ved at få øje på en død rotte som lå i gården, men som ikke var faldet for hans salve, for mine folk havde slået den ihjel. Jeg udlovede derfor 1 rigsbankdaler til den af mine folk der kunne skaffe mig en levende rotte. De bragte mig en dagen efter. Jeg satte den i et bur og har nu i 3 dage ikke givet den anden føde end rottefangerens salve hvorved den befinder sig munter og i bedste velgående. Måtte denne bekendtgørelse tjene til at en del af mine medborgere ville blive forsigtigere og ikke så let sætte lid til enhver der sælger Arkana og virksomme midler mod alskens ting, så skal de penge denne erfaring har kostet mig, anses for vel anvendte.

En gårdejer på Nørrebro.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4320-4323).

Vagt-Trommen.

Undertiden hænder det at den gående vagt forbi Sankt Petri Kirke rører spillet under gudstjenesten. At dette sker af uvidenhed om at gudstjenesten først er til ende om middagen kl. 12.30 begribes vel og vil sikkert efter denne anmeldelse forebygges.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4313-4316).

Ønske om Forandring ved Smedierne paa Landevejen.

I går skrev en patrulje til mig at da han den anden dags aften tog fra staden kom han til at køre et stykke vej med nogle fruentimmer. Da - dog nej, jeg vil lade patruljen selv fortælle, her er brevet: - Da jeg kom til Glostrup, bliver jeg et stykke forud ved landevejen opmærksom på en ild som af og til glimtede. Jeg ville i begyndelsen ikke forskrække mine medrejsende som desuden selv snart måtte opdage ilden skønt jeg intet øjeblik tvivlede på at det jo var husild. Vi kom længere frem og på engang giver mandens kone som var det ene af fruentimmerne, et skrig fra sig og siger til manden at der var brudt ild løs i deres gård som lå ved landevejen. Konen fik ondt og de øvrige fruentimmer som var af familien, græd. Vi kørte stærkere, kom forbi Røde Vejrmølle kro, og til alles glæde erfarede: at det hverken var mere eller mindre end ilden og funkerne fra en smedje hvor der hamredes løs på gloende jern.

Enhver føler vist en gyselig skræk ved at se det grusomme element ilden have brudt sin dæmning. Men især må den pågældende føle som herved ser sin totale ruin, og en sort fremtid i møde. Mine medrejsende kunne derfor heller ingenlunde forvinde skrækken igen.

Lignende angst ved man er hændt flere foranledigede ved disse smedjer af hvilke man tæt ed landevejen på et par miles distance mellem Damhuset og Roskilde tæller 5 til 7 stykker. Ja, vil man svare: Man kan dog ikkenedrive disse nyttige håndværkers værksteder fordi nogle mennesker og dyr forskrækkes og kommer til skade. Dette er heller ikke min mening. Men lad øvrigheden befale disse landevejssmede blot at tilmure de på huset nuværende døre som på dem alle vender mod landevejen, og derimod igen indmure disse døre på de sider af smedebygningen som vender fra landevejen, så vil de rædsomme blink som nu i mærke aftener forårsages ved det gloende jerns udtagen og hamren i smedjen ikke kunne ses fra landevejen. Man har foruden anførte desværre eksempler nok på at heste som havde flyvekuller eller var vælige ved synet af sådanne smedefunker om aftenen er blevet løbsk og har gjort skade. Og det behøves jo ikke for at vide hvor Vulkan bor at man skal se ham hamre, for hans ildrær er tilstrækkelig symbol eller vejleder til hansværksted.

Det rejsende publikum forventer tillige med patruljen at de ansvarlige øvrigheder behageligst vil tage foranførte i overvejelse. Dette forventes så meget før som foreslåede forandring der fuldkommen vil svare til hensigten, at afværge skade, er af den slags som ikke indskrænker nogens lovlige næringsvej, eller forårsager bekostninger, men vil derimod hæmme mangfoldige ulykker.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4313-4316).

Spørgsmaal i Peder Madsensgang.

Er det en bygherres pligt at lade tilkaste og dække de huller i brolægningen som fremkommer når et plankeværk opsættes for en opførende eller reparerende bygning? Besvares dette spørgsmål bekræftende, så vil man ønske at vedkommende ville lade tilkaste de huller i Peter Madsens Gang som nu har ligget åbne siden i sommer. Sådanne huller er altid farlige, men bliver det endnu mere i denne smalle, mørke gade der gennemskæres af en bred rendesten, og efterlader kun lidt plads for fodgængere. Forleden faldt en spækhøker i et af disse huller og foruden at han fik et betydeligt stød i faldet, spildte han en hel kurv hvedebrød i skarnet.

(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4306-4307).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 268. 17. februar 1821 oplystes at hullerne var kastet til, men de blev ikke stampet tilstrækkeligt.