Hvad er Aarsag til den gamle Assistencekirkegaards Lukning om Eftermiddagen i April Maaned?

Torsdag den 12. april d. å. om eftermiddagen kl. 5 havde indsenderen just lejlighed til at gøre sig en spadseretur, og da vejret var særdeles behageligt, bestemte han turen ud af Frederiksberg omkring Falkoner Alle, gennem Assistenskirkegården til Nørreport. Da porten til Frue Kirke ved den nye kirkegård stod åben, så kunne det ikke falde nogen ind at porten til den gamle kirkegård var lukket (da der intet var averteret derom på først nævnte port) hvilket dog var tilfældet og som frapperede indsenderen tillige med flere meget, da de ikke vidste at angive nogen grund til dens lukning, men måtte som aprilsnarre vende om igen, og vandre hele kirkegården nok engang igennem. Det er sagt at porten til den gamle kirkegård står åben hver formiddag fra 8 til 12 Men er lukket hver eftermiddag. Det være derfor tilladt at gøre vedkommende opmærksomme på om det ikke ville være mere passende hvis den gamle kirkegårds porte blev oplukket om eftermiddagen fx fra kl. 3 til 7 i april, og således forholdsvis i de andre måneder, ligesom dagen var kort eller lang til, i stedet for om formiddagen, dels fordi at gamle og svage fodgængere der bor tæt ved Nørreport, lettere kan komme til at besøge deres slægtninges og venners grave (og som vist ingen kan nægte dem), dels slap også folk som indsenderen tillige med flere for at løbe april.

(Politivennen nr. 278. Løverdagen den 28de April 1821, s. 4482-4484).

Spørgsmaal om Lægernes Pligter.

Er det en læges eller amtskirurgs pligt om nattetider at stå op af sin seng og foruden betaling at modtage til forbinding mennesker der ved slagsmål på gaden kommer til skade? Spørgeren har hørt at der hver nat er en kirurg til stede  på politikammeret for at komme dem til hjælp som behøver sådant. Er dette så, burde vægterne da ikke pålægges at bringe de sårede derhen, så meget mere som de har begået uorden og selv pådraget sig skaden? En anden sag er det når et fredeligt og roligt menneske ved et farligt fald eller ved et ulykkeligt tilfælde kommer i den stilling at han trænger til en læges hjælp, for da byder menneskeligheden at man ufortøvet iler til den nærmeste der kan yde damme, og enhver veltænkende læge vil da vist ufortrødent yde den. Men at en læge der ofte træt og mødig efter talrige sygebesøg kommer sent om aftenen to ro, skal såvel som de øvrige af husets beboere, vækkes af deres søvn fordi nogle urolige personer ved svir og slagsmål er kommet til skade, synes virkelig urimeligt. Man kan derfor ikke andet end antage at spørgsmålet vil blive besvaret benægtende. Men skulle det imod formodning besvares bekræftende, nemlig at det i alle tilfælde er en læges pligt til alle tider at komme enhver uden undtagelse til hjælp med sin kunst, da var det at ønske ta de herrer læger ligesom jordemødrene ville forsyne sig med en egen klokke i deres værelse, hvorfra en snor om natten kunne nedlades, hvorved vægteren eller andre kunne kalde dem til assistance og hjælp uden at forstyrre de øvrige beboere i deres nattero.

(Politivennen nr. 278. Løverdagen den 28de April 1821, s. 4476-4477).

Uordener.

1. Den veltænkende ejer af gården nr. 281 i Nyhavn på Charlottenborgsiden, ville gøre sig sine beboere særdeles forbundet når han ville sørge for at ringetøjet på sammes port blev sat i den stand at det efter sin bestemmelse kunne gøre den tilsigtede nytte. Kunne han tillige foranstalte at porten blev boldt ryddelig for den vogn som hele vinteren har haft sit stade i samme, hvorved passagen på grund af den i samme værende trappe gøres farlig, således at det endog for gårdens beboere, endsige for fremmede som skal op til disse, i mørket er næsten umuligt at undgå stød på en af delene, og som kan have farlige følger. Da ville han derved ikke mindre gøre sig fortjent til vedkomendes tak.

2. Huset nr. 108 i Kattesundet udmærker sig ved uorden fra flere end en side. Det er ikke forsynet med nogen kvist, men derimod med huller der er lavet på taget for at skaffe luft og lysning ind på lofterne. I disse stikkes undertiden nogle gamle klude. En del af sådanne er faldet ud og ligger på taget, hvorfra der i regnvejr længe efter at regnen er ophørt, neddrypper skident vand på de forbigående. Husets øvrige etage mangler adskillige vinduesruder og husnummeret er så utydeligt at det næppe kan kendes.

(Politivennen nr. 277. Løverdagen den 21de April 1821, s. 4469-4470).

Advarsel mod flere Lapsestræger.

Hr. udgiver!

I flere år har jeg når mine forretninger og vejrliget tillod det, besøgt et offentligt sted med have på en af stadens broer. Dette sted frekventeres af en stor del agtværdige borgere og embedsmænd som her finder en sømmelig og behagelig adspredelse efter dagens sysler. Ejeren er en retskaffen mand der altid sørger for sine gæsters bekvemmelighed og for gode forfriskninger til meget billige priser. Aldrig har jeg erfaret at der er foregået nogen uorden eller at nogen har vist sig misfornøjet med værtens opførsel eller har klaget over hans beværtning.

Desto mere påfaldende var det mig at et ungt menneske, klædt i en blå frakke, i følge med 2 andre konsorter for nogle dage siden kom ind på dette sted og viste en opførsel man kun kan tænke sig muligt hos et aldeles slet og uopdraget menneske. Værten som jeg talte med desangående, fortalte at denne unge persom nogle gange havde kommet der i følge med flere og stedse vist uterligheder såvel mod hans opvartningspige som han tillagde de groveste skældsord, som også imod nogle af hans fredelige gæster. En gang i hans fravær havde han kastet stolene omkuld, og med sin stok slået i nogle borde, således at disse endnu viste spor af slagene. For sådan opførsel som han ligeledes skal have udøvet i Slukefter og på flere steder, tror han sig berettiget da han skal være belagt med slag, og derfor mener at ingen tør røre ham. Værten fortalte videre at han havde bedt ham forskåne hans hus med sit besøg når han ikke ville vise en sømmelig og anstændig opførsel, men han havde kun fået grovheder til svar. At hente politiet, som ikke er i nærheden når nævnte person gjorde sig ud til bens, syntes værten ikke om da han frygtede for at hans hus hvori altid fredelighed og en god tone har fundet sted, skulle blive berygtet for uordentligt og han derved tabe sin søgning. Han havde derfor hidtil tålt denne kåde persons optøjer.

Men nu har han bedt mig at henvende mig til Dem, hr. udgiver! med den anmodning at De i Deres blad ville advare denne unge person - der som kontorist hos en af stadens første mænd, er velklædt, holder ridehest, kan spendere på ligealdrende konsorter og altså forlange at de skal være delagtige i hans drengestreger - ville for fremtiden moderere sin opførsel på offentlige steder, da man ellers så nødigt man vil, for ikke at skade ham i fremtiden, agter at melde hans uvæsen for hans høje principal der nok vil lære ham mores og efterse hans indtægtskilder.

(Politivennen nr. 277. Løverdagen den 21de April 1821, s. 4462-4465).

Banker, saa skal der oplades for Eder

Garnisonskirken var som bekendt i mange år både for tyske og danske menigheder. Den havde særskilte præster og som følge deraf medlemmer af alle stænder og borgerklasser, foruden de militære. Efter at kirken for omtrent 2 år siden undergik den forandring at der kun skulle holdes dansk gudstjeneste i den, fulgte deraf at den såkaldte tyske menighed fordelte sig således at nogle fulgte deres præst hr. Görike og gik til Frederikskirke på Christianshavn, andre derimod til Skt. Petri.

Imidlertid gives der mange som endnu gerne besøger dette Guds hus for at høre de værdige danske præster. Men næppe skulle nogen falde på at tro at denne kirkes gravere som i mange år har høstet fordel af de bortflyttede, kunne være så uforskammede at de nu lader aldrende og svage mænd blive stående uden for ledige stole, uden nogensinde at tilbyde dem sæde i samme. End ikke engang dem som de personligt kender meget nøje og i mange år har nydt erkendtlighed af.

"En aldrende mand, blev nødsaget til at forlade den prædiken han så gerne havde hørt, blot fordi han ikke kunne komme til sæde i kirken, og blev med ligegyldighed overset af menighedens tjenere. Det er vel bedre at aldrende og svage mænd besætter pladserne, end at de står ledige og venter på dem der enten kommer for sent eller bliver helt væk fra gudstjenesten" (Nummererede aflåste kirkestole som krævede abonnement. Frelser Kirke. Eget foto).

At dette har været tilfældet kan bevises af mange, og det hændte søndag den 15. i denne måned. Et svagt menneske, en aldrende mand, blev nødsaget til at forlade den prædiken han så gerne havde hørt, blot fordi han ikke kunne komme til sæde i kirken, og blev med ligegyldighed overset af menighedens tjenere, der lod som de ikke kendte ham og lod ham stå.

Foruden denne mands klage er der mange som længe har villet besvære sig over berørte gravere, men som her forener deres ønsker om at de værdige gejstlige, i hvis magt det vel står at skaffe deres tilhørere bekvemmelighed, hvad enten de har abonnement på stole eller ej, og hvad enten de hører til menigheden eller ej, som gejstlig øvrighed ville pålægge menighedens tjenere at åbne stolen for dem, der er til stede 2 til 4 minutter før prædiken begynder, så at i det mindste bekendte, aldrende og svage mænd kan komme til sæde. For det er vel bedre at disse besætter pladserne, end at samme står ledige og venter på dem der enten kommer for sent eller bliver helt væk fra gudstjenesten.

En selvfølge er det at graverne ikke må tillades at trække de aldrende og svage mænd hen og lukke dem ind i stole der ligger i sådanne kroge hvor de hverken kan høre eller se præsten. Det er ligeså ubehageligt som hvis de blev stående og ventede på vedkommendes nåde.

(Politivennen nr. 277. Løverdagen den 21de April 1821, s. 4460-4462).

Redacteurens Anmærkning

En lignende klage findes i Politivennen nr. 720, lørdag den 17. Oktober 1829, s. 683: "Anmodning til Graverne ved Frue Kirke."