En Ubehagelighed paa gamle Kongevej.

Det er en overmåde behagelig tur når man vil til Frederiksberg enten til fods, vogns eller hest at man i stedet for at passere den lange stenbro på Vesterbro og herved undgå mange ubehageligheder tillige, kan lægge vejen om ad Gammel Kongevej der nu i de senere tider særdeles forskønnes. Men da disse øvrighedens foranstaltninger vist nok har den egentlige hensigt at bortrydde tillige alle mulige ubehageligheder, anser anmelderen heraf det for sin pligt at gøre vedkommende opmærksomme på en smed der bor på Gammel Kongevej nr. 87, litra B lige over for hr. professor Schønheiders have når man har passeret forbi St. Jørgens Sø - netop her hvor den er smallest - med vogne, hjul og alle alskens smedeanstalter, men endog lader porten til smedeværkstedet stå åben og herved forskrækker mennesker og især heste. - Da dette skue er højst ubehageligt, formodentlig utilladeligt, som smeden har en gård hvori han bør indføre alle sine materialer, og dernæst lukke porten ud til vejen når han smeder, tror man det pligt at gøre højere vedkommende opmærksomme på det.

(Politivennen No. 284. Løverdagen den 9de Junii 1821, s. 4575-4576)

Endnu et Druknings Tilfulde af Mangel paa hurtig Hielp.

Indsenderen har flere gange i dette såvel som andre blade meldt de flere ulykkelige tilfælde han enten har hørt eller selv har været vidne til ved mennesker der tilfældigvis faldt i vandet i stadens, i særdeleshed Christianshavns kanaler; han har påtalt den uskik at lade slæbestederne  stå enten forfaldne, åbnede eller ulåste, (det sidste er endnu tilfældet med slæbestedet uden for No. 152 Overgaden neden Vandet, hvori blot sidder en pind som børnene let tager af, og slæbestedet står åbent. De andre er med en rosværdig hurtighed istandsatte og låsede). Indsenderen har endvidere fremsat det ønske, at en båd (hvis årer, bådshage, lås osv. kunne henlægges i nærmeste kælder) måtte henlægges ved enhver af stadens broer. Et af de flere sørgelige dødstilfælde forårsagede ved de påankede mangler, var jeg vidne til i går onsdag eftermiddag den 6. kl. 3 eftermiddag da en dreng på omtrent 7 år faldt i kanalen ved Snorrebroen. Det ængstelige skrig fra den ulykkelige kaldte indsenderen til stedet - strømmen havde drevet barnet til midten af kanalen - med ingen bådshage fra land var man i stand til at nå ham, intet fartøj var i nærheden (for en båd der tilfældigvis lå der, var løst med en jernkætting) blandt alle tilskuerne var ingen svømmer, og mere end 100 af os måtte med blødende hjerte se den ulykkelige efter flere gange at være skudt op af vandet, at synke for sidste gang, ikke 10 eller 12 alen fra os. Endelig fandtes en matros på opfordring og løfte om belønning villig til at springe ud - han dykkede flere gange - men vandet tykt og sort på grund af mudder, var uigennemsigtigt. En sandbåd med to mand var imidlertid kommet til stedet. Med rosværdig vedholdenhed stræbte de med deres stænger at finde den ulykkelige, men først efter flere timers forløb fik de eller andre ham op - og naturligvis i det mindste skindød. Hvad flere med indsenderen har følt ved at være vidner til dette sørgelige tilfælde, forbigår han at skildre. Enhver vil ved læsningen heraf selv bedst kunne dømme - kun ønsker han, at de mænd der ville og måtte kunne på bedste måde, virksom og snarligt råde bod på disse mangler ville bevæges ved denne fortælling, når de får kundskab om det. Jeg tilstår at børn selv som oftest er årsagen - den tid deres forældre burde indskærpe dem at være i skole eller under opsyn, ved arbejde osv. tillader man dem at anvende på skadelig lediggang og på alle tider af dagen ser man dem i særdeleshed på ovennævnte sted forsamlede for at fange hundestejler, eller gå langs på bolværket osv. Den der prøver at bortjage dem, udsætter sig stundom for uartigheder. Kyndigere ville måske dog vide at træffe passende anstalter herimod.

Købehavn den 7. juni 1821, F. S.

E. S. Indsenderen var ikke vidne til barnets optagelse omtrent kl. 6 i aftes, følgelig tør ikke heller sige bestemt hvad fremgangsmåde man brugte, men er det sandt hvad flere personer fortalte mig, at barnet efter kort tid at være henlagt ved bolværket, straks igen blev kastet i vandet og ved armen bundet til et eller andet sted indtil besigtigelsen var sket, er dette oprørende for menneskeligheden - for uagtet der var lille eller ingen sandsynlighed for livs tilbagevenden, efter flere timers henliggen i vandet, burde dog forsøg have været anstillet - eller en læge kaldet for at erklære unytten heraf - eller alt hvad man vil foretaget, kun ikke denne mennesket nedværdigende handling at smide sin ulykkelige medskabning som et ådsel i vandet igen.

(Politivennen No. 284. Løverdagen den 9de Junii 1821, s. 4567-4571)

Bøn om en Tomtes Indhegning i Fiolstrædet.

Bag plankeværket i Store Fiolstræde lige overfor nr. 186 ligger en tomt der er åben ud til Nørregade. På denne tomt indfinder sig hyppigt, ja næsten dagligt en del lurvede personer og holder jagt på et vist slags besværlige smådyr. Undertiden ser man også der nogle at give hinanden alt for tydelige kærlighedsbeviser. Skuet af det første er ækelt og det andet forargeligt. Da denne tomt kan ses af mange af Fiolstrædes beboere, så ønsker disse at ejeren ville lade den indhegne fra den åbne side for at holde omtalte personer borte fra den.

(Politivennen nr. 283. Løverdagen den 2den Juni 1821, s. 4566).

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 186 blev i 1813 slået sammen af 184, 185 og 186. I 1859 kom de till at hedde 1859 Store Fiolstræde 28 og fra 1862 bare Fiolstræde 28. Den nuværende ejendom er fra 1838, og huset der er omtalt i artiklen eksisterer således ikke længere.

Spørgsmaale.

1) Kan man kalde et individ som er direktør for et selskab, en direktion hvad enten en repræsentant eksisterer eller ikke? Og kan en sådan person uden at gøre sig latterlig anvende ordet: Vi på sit eget jeg? Man udbeder sig en kyndig mands tanker om det.

2) Hvorledes kan det være at uagtet i Sankt Annæ Gade, Torvegade og ud for Tugthuset på Christianshavn ganske nylig er sket udbedring i stenbroen, der endnu ikke tænkes på Dronningensgade (det stykke nemlig hvorom der 3 gange i dette blad har været gjort bøn forgæves). Må ikke stedernes ejere såvel i denne som i den lige så dårlige Prindsensgade betale den betydelig svære brolægningsskat i samme forhold som andre gaders gård- og husejere, og bør der ikke sørges for at den ulykke forebygges som let kan finde sted for dem som skal passere disse forhutlede gader, hvor hverken fortove eller rendestene findes, når de mørke og skumle vinteraftner kommer. Man havde ikke formodet andet end at denne ting, der dog henhører ti orden, almindelig nytte og ulykkers afværgelse, jo ville blevet taget hensyn til. 

(Politivennen, Nr. 283, Lløverdagen den 2den Junii 1821, s. 4562-4564)

Ønske om en Politievagt paa Christianshavn

I denne tid da enhver veltænkende københavner må glæde sig ved den fortræffelige politiorden der hersker der, er Christianshavn næsten aldeles blottet for den aktive del af dette gode. Når der forekommer uordener, kan disse let vokse til en uheldig grad, inden man kan rekvirere det nødvendige politi fra Domhuset. Og her (hvor der dog er en samling af omkring 10.000 mennesker med samme slæder og samme anledninger som i den egentlige hovedstad) findes end ikke en politiassistent. For denne bor langt inden i København. Således skete der den 25. maj i Store Torvegade og den 26. maj i Brogade to virkelige partislagsmål mellem en del såkaldte flæskedragere og sjovere, som begge varede temmelig lang tid (i det mindste længe nok til at slå enkelte af deltagerne fordærvet) uden at der viste sig nogen autoriseret person til at oprette orden.

"Således skete der den 25. maj i Store Torvegade og den 26. maj i Brogade to virkelige partislagsmål mellem en del såkaldte flæskedragere og sjovere, som begge varede temmelig lang tid" (Store Torvegade var strækningen af nuværende Torvegade længst væk, efter torvet. Eget foto).

Det første slagsmål var rimeligvis aldrig kommet så vidt, og det andet som skal have været en følge af det første vel næppe eksisteret, dersom Christianshavn havde haft en art politivagt, hvor enhver rettænkende kunne anmelde en sådan opkommende uorden, og hvorfra politipersonalet var i stand til straks at gribe ind. En sådan indretning omtrent i midten af det fra København på en måde isolerede Christianshavn ville vist nok være meget ønskelig og meget hensigtsmæssig. Det dertil fornødne vagtlokale kunne her hvor der er så mange kongelige bygninger, vel næppe blive til betydelig bekostning for politikassen.

(Politivennen nr. 283. Løverdagen den 2den Juni 1821, s. 4561-4562).