Advarsel for dem, som paa Christianshavn passere Rendesteensbrædtet tvers over store Torvegade ligefor Dronningsgade, og Bøn til dem, under hvis Opsyn samme staaer.

Indsenderen gik den 27. dennes med et af sine børn over nævnte bræt da i det samme en vogn kom kørende forbi børnehuset og her drejede ind på torvet hvorved brættet vippede og kastede ham og barnet over ende. Rigtig nok slap han med nogle skrammer, og barnet som i den dybe rendesten kom ned med det ene ben hvorpå det tunge bræt faldt ned, slap lykkeligvis også tåleligt derfra, skønt benet meget let kunne være blevet knust. - Flere har været på vej til at komme til skade. De slap over, men andre kunne komme værre derfra. - Dette kunne let forebygges derved at brættet fik de behørige underlag ved enderne - og de under hvis opsyn samme står, ville vist nok snarligst se denne mangel afhjulpet da de nu er gjort opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4649-4650). 

Engang maa det dog hjelpe

Ligesom det er kendt at kun få embedsmænd har så store indtægter i forhold til deres arbejde som nogle af de i aviserne så ofte karakteriserede kirkebetjente, således er det også kendt at disse ikke sjældent møder folk med uhøfligheder. Disse er så meget mere krænkende som de i almindelighed sker på et sted hvor man allermindst venter dem og allermindst er forberedt på at svare disse subjekter, hvis opførsel man ikke første, anden eller tredje gang har klaget over i dette blad. Men det lader til at det kun har båret lidt frugt. Er der noget sted hvor man kan kræve fred og at blive behandlet blidt er det uden tvivl i kirken (til hvilken vi alle har lige rettighed og bør mødes med lige forekommenhed, hvad enten det er den rundhåndede rige eller den pengeløse fattige). Men netop i kirken tager de omtalte kirkebetjente sig ofte mere frihed end deres kald berettiger dem til. Dog er det ikke dem alle, der findes undtagelser og disse linjer er ikke skrevet til dem.

Således bekendtgøres virkelig med en slags vemod hvorledes et brudepar i Trinitatis Kirke den 22. i forrige måned før og efter vielsen blev behandlet på en meget fornærmende måde. De mødte nemlig efter klokkerens forud indstændige begæring præcis kl. halvti i kirken. Men endnu så de hverken graver eller klokker der. De ventede henimod et kvarter. Der kom ingen. Da de trætte af at stå på det kolde kirkegulv endelig så en sortklædt mand med et knippe nøgler, troede de han var kirkebetjent. Hvilket han formodentlig også var. De klagede over at de havde stået så længe og bad ham om at lukke dem ind i en stol. Men han svarede med sand graver- eller klokkeralvor "Jeg hører ikke til Deres sogn (Frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (kristelig tjenstagtighed!). Denne rigtige var formodentlig graveren. Men da han stadig ikke kom og den høflige kirkemand havde stået lidt, vendte han sig nådigt til brudeparret og åbnede en stol nede i kirken for dem med de ord "nu får jeg da vel så lukke Dem ind". 

"De bad ham at lukke dem ind i en stol, men han svarede med sand graver eller klokkergravitet "Jeg hører ikke til Deres sogn (frue) og behøver altså ikke at lukke Dem ind. De må vente indtil den rigtige kommer" (Trinitatis kirke. Eget foto).

Endelig kom den rigtige betjent og lukkede dem på anmodning (jeg siger ikke frivillig) ind i en stol højere oppe i kirken. Da brud og brudgom ville kommuniere før vielsen, blev de siddende i denne stol som de nu med grund troede var deres bestemte plads under højtideligheden. Men da kommunionen var forbi, og de atter ville vende tilbage til stolen, var denne lukket, og den antikke graver hvis pligt det nok har været at være til stede og lukke den op igen fordi han havde lukket stolen, var forsvundet. De måtte nu tage til takke med en stol nede i kirken som de heldigvis fandt åben. Her satte de sig for i stille andagt at forrette en oprigtig bøn. Men blev opvakt af en uventet stemme der spurgte: "Er de brudefolk? Må jeg da ikke bede dem om min dusør. Jeg har gjort stolen som de sidder i ren, og jeg har intet andet at leve af end dusøren". Lidt overrasket ved denne påtrængenhed bad man hende holde inde med sin fordring til vielsen var forbi: Hvilket hun også, skønt uvilligt tilstod. 

Men næppe havde brudeparret knyttet det bånd der binder dem til fælles at bære livets goder og onder, af hvilke de sidste de allerede i kirken fik den første forsmag, før den omtalte kone gentog sin fordring med fornyet påtrængenhed. Og da man herover ikke gav hende så meget, som hende ellers var tiltænkt, nægtede hun at modtage gaven og fjernede sig med hårde udtryk. Næppe havde nævnte tilbageholdende kone der på en så behagelig måde vidste at bringe de nys viede sin velmente lykønskning, fjernet sig før der kom en dreng og fordrede for sangen. Og efter ham endnu en anden dreng. Men han bad og derfor fik han sin dusør. Men til hvem skal som ubekendt, være usagt.

Enhver ville vist med største velvilje give de omtalte fordrede dusører ved sådan lejlighed når bare de blev begæret på en måde som var mere i overensstemmelse med høflighedens regler og tillige var mere passende hvad angår tid og sted.

Men da der så ofte har været klaget over sådant i dette blad til de ansvarlige, og da der ikke synes at være kommet synderlige resultater af disse klager (af hvilke årsager er indsenderen ubekendt), så giver den velvilje som højere foresatte bestandig lægger for dagen ved at afhjælpe eller befordre ting som er værdige deres omhu og på en passende måde bliver gjort til genstand for deres opmærksomhed, så giver denne velvilje indsenderen dristighed til at spørge om følgende:

1. Burde sådan en påtrængenhed (eller lad os kalde det ligefrem som det i grunden er: uforskammet tiggeri) finde sted i kirken?
2. Var det ikke bedre om disse sportler blev betalt hos vedkommende når man erlægger de til kirken øvrige bestemte afgifter?
3. Var det ikke gavnligt om der blev fastsat en vis bestemmelse i henseende til betalingen for omtalte kirkebetjente (klokkere, gravere etc) for derved at forebygge mange ubehageligheder som interessen så såre let foranlediger?

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4643-4648).

Redacteurens Anmærkning

Ordningen med de aflåste og reserverede stolerækker på Politivennens tider beskrevet i redacteurens anmærkning til dette indlæg fra 17. marts 1817. En udførlig historisk beskrivelse af Trinitatis Kirke fra Danmarks Kirker findes på internettet. 

Meer Stank paa Christianshavn.

Den stinkende pøl mellem Christianshavn Søndervold og bygningerne eller haver var det at ønske at høje vedkommende ville tage i øjesyn for at overbevis sig om hvilken en pestilentialsk stank den forårsager mod sommervarmen da alt skyllevand og anden uhumskhed fra husene som støder dertil, har sit sammenløb i denne grøft og bliver stående uden at det har noget afløb så at det ikke kan andet end at det må forpestes. I indsenderens uforgribelige tanker synes det at der kunne lægges en rende ud gennem volden til stadsgraven. Det ville jo koste en del, men når til dette arbejde brugtes slaver af hvilke vi har så god forråd, kunne vel ikke bekostningen blive så overdreven i forhold til nytten den bragte.

Så var det også at ønske at gadekommissærerne på Christianshavn hvis der er nogen, måtte tilholdes at iagttage deres pligt og efterse at skarnet ikke bliver liggende i mange dage efter hinanden, hvilket i lang tid har været tilfældet i Wildersgade ligesom rendestenene heller ikke renses tilbørligt der og flere steder.

(Politivennen nr. 288. Løverdagen den 7de Julii 1821, s. 4634-4635).

Spørgsmaal om Hachnosas Kalo eller det jødiske Brudeselskab

Under dette navn har et selskab blandt de mosaiske trosbekendere eksisteret i en årrække af 80 år. Næsten hele menigheden bidrog til det, og dets bestemmelse var årligt at udstyre et fattigt pigebarn med en gave af 200 rigsbankdaler sølv. Desuden ejede selskabet en del husgeråd og køkkentøj af tin, kobber osv. som udlejedes til bryllupper og andre gæstebud. Hvert år holdtes en generalforsamling og nye bestyrere blev valgt. Men siden den afdøde hr. Bendixen og den endnu levende hr. grosserer Nathanson for 12 år siden blev valgt til bestyrere har man hverken hørt til at noget udstyr er blevet givet ud eller set noget regnskab fra selskabet. Ligesom der heller ikke har fundet nogen generalforsamling sted. Da man altså ikke ved om selskabet endnu eksisterer eller hvem der er i besiddelse af dets ikke ubetydelige inventar, så beder en del af den mosaiske trosbekendere at vedkommende ville give offentlig oplysning:

1. Om selskabet er ophævet og da af hvad årsag?
2. Hvis det endnu er til, hvorfor er intet udstyr udredet i så mange år?
3. Hvornår er det seneste regnskab aflagt?
4. Hvornår kan man forvente en generalforsamling afholdt.

Man håber at få tilfredsstillende svar på ovenstående spørgsmål da sagen dog ikke er uvigtig. Selskabet har i fordums dage stiftet megen nytte. Og man er af den overbevisning at enhver nyttig indretning af vores forfædre bør tillempes tiderne, men ikke ringeagtes eller aldeles afskaffes uden at der sættes noget bevisligt nyttigere i dens sted.

(Politivennen nr. 288. Løverdagen den 7de Julii 1821, s. 4632-4634).

En Smører i Malerprofessionen

Ved synet af en gravhøj der skjuler det forgængelige af en nedlagt vandrer, opstår en vis højtidelig alvor som øges endnu mere når der findes et monument eller noget andet der med en passende indskrift kort minder den forbigående om hvem der hviler her. Derimod opstår den modsatte sindsstemning når man ser en stang med et bræt på, i et og alt en galge, med en latterlig påsmørelse af radbrækket dansk der ikke engang viser sund menneskeforstand.

Et sådant spektakel af mindesmærke er opstillet til latter og spot for de forbigående. Ja opstillet på Københavns Assistenskirkegård. Et sted hvor man mindst kunne vente det, da der jo som bekendt har været den herligste orden og påpasselighed i verden forgangne sommer.

Det varede da syv lange og syv brede, og så kommer da endelig den omtalte galges indskrift:

Her under viler. sövet af iohan
godtlerd *) gredals Enk 85 aar
gamel 42 aar somenke og efter
levende trente Börn död den 27
November 1817

Kommers er det rigtignok når man første gang får øje på de tre efterlevende børn som dog er begravede, skønt efterlevende, men, farvel bræt!

Jeg tillader mig at fremsætte et ønske imod sådant "søv etc." hvis det må vinde høje vedkommendes bifald. Ethvert skilt, gravskrift osv. skulle nemlig først gennemses af en kyndig mand. (Dog ønskes ikke at Kommissionskontoret nr. 3 just skal oprettes til det, men blot at en der har et embede i noget lignende fag fik ovennævnte bestilling mod et rimeligt vederlag for sin ringe ulejlighed). I øvrigt findes den nævnte gravskrift på den del af Assistenskirkegården der før kaldtes frijordskirkegård på midten af den mellemste sti der fører til leddet ved Jagtvej og står på venstre hånd meget tæt på stien.

*) formentlig Gothard

(Politivennen nr. 288. Løverdagen den 7de Julii 1821, s. 4627-4629).

"Den nævnte gravskrift på den del af Assistenskirkegården der før kaldtes frijordskirkegård på midten af den mellemste sti der fører til leddet ved Jagtvej og står på venstre hånd meget tæt på stien". (Frijordskirkegården for de fattige var indrettet uden for den daværende kirkegårdsmur til højre for disse huse og er for længst gået til. Eget foto 2015).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid bestod Assistenskirkegården af afdelingerne A-G, altså den halvdel der lå langs nuværende Nørrebrogade. Besøgende på kirkegården vil i dag bemærke at der går en mur tværs gennem kirkegården mellem disse afdelinger og afdelingerne H-Ø. Uden for denne mur var der i en periode oprettet en kirkegård til de fattige på "frijorden", som først senere blev inddraget i den nuværende kirkegård (og som i fremtiden vil udgøre lokalkirkegården).