Uorden.

Der har ofte skønt forgæves været klaget over at bog Helligåndskirkeport ud til Valkendorfsgade findes en mødding af allehånde fæle ting. Men i helligdagene gik det så vidt at sådanne uhumskheder lå langs muren lige fra nævnte port til den port der går ud til Vimmelskaftet. For kirkegængere og andre der passerede denne vej, var det et væmmeligt syn især da gaden udenfor var rengjort. Bør gravekarlen ikke sørge for sådant bringes på renovationsvognen?

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5047).

Hvad taaler man ikke for Stadsens Skyld.

Denne sætning anvendes i almindelighed på kvindekønnet. Skønt den sandelig med lige så megen ret kan tydes på mænd, i særdeleshed mandslingerne, hvorom Østergade dagligt bærer vidne. Dog er det ikke disse tingester som talen er om her, men om aldrende mænd der for etikettens skyld sætter sundhed og liv på spil. For det er vist nok alle læger enige om: at i vores klima, i særdeleshed om vinteren, er forskellen mellem at gå med støvler og bukser og med sko og strømper for den der er vant til disse så betydelig at den endog for en stærk konstitution kan have de farligste følger. Dog ser man selv fornuftige gamle mænd hylde denne skik, hvor etiketten formentlig forlanger den, som om en sådan opofrelse opvejedes af herligheden de bliver delagtige i. 

"For det er vist nok alle læger enige om: at i vores klima, i særdeleshed om vinteren, er forskellen mellem at gå med støvler og bukser og med sko og strømper for den der er vant til disse så betydelig at den endog for en stærk konstitution kan have de farligste følger." (Forrest en lavererangerende bryggerkarl med pantalons, bukser og støvler, bagest den mere fornemme med strømper og sko).

Kunne militære anses for stands- og statsmæssigt pyntede med støvler på, må det samme vel gælde for de civile. Tilmed er et par nette støvler formentlig i alle henseender lige så smukke som et par gule silkestrømper, rødladne sko og gamle spænder med hvilke de nu tror sig herligt prydet og kort efter ligger med næsen i vejret. Så længe intet lovbud befaler sko og strømper under livsstraf, gjorde vist nok den aldrende som sjældent eller aldrig går med dem, bedst i at lade den stads fare, og overlade den til junkerne for hvem den kan være passende.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5046-5047).

Bøn om hofligere Behandling Bommanden ved Østerport.

Ved at passere gennem Østerbros bom til vogns sidste 2. juledags aften kl. 5, havde indsenderen det uheld at hans heste blev sky ved det at et anden vogn på samme tid kørte frem efter at være visiteret af toldopsynet så at han ikke kunne få sine heste standsede før 20 til 30 skridt på denne side af bommen for at betale bompege. Indsenderen gjorde personen der modtog disse, en høflig undskyldning for at han måtte ulejlige sig så langt. Men at han nok så det ikke var hans, men hestenes skyld, hvortil nævnte person blandt andet svarede: "Jo, I ville nok have kørt hvis I havde kunnet". En sådan ærekrænkende beskyldning i fleres påhør kunne hos en mand af mere hidsigt temperament end indsenderen vist nok lede til ubehagelige optrin, og gøres derfor nævnte person opmærksom på for fremtiden i lignende tilfælde om muligt at blive høfligere og lære at indse at et par sky heste ikke altid øjeblikkelig kan standses, og at han frem for alt vogter sig for ligefrem uden overbevisning at beskylde folk for bedrag.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5042-5043).

Har man Lov til at gaae paa Fortouget ved Børnehusets afbrændte Bygninger?

Søndag aften den 23. december kl. 10.45 kom en mand med sin kone, pige og 3 børn gående på fortovet ved det afbrændte børnehus mod torvet. Konen gik foran og skildvagten lod hende med det ældste barn passere sig uhindret forbi. Men da pigen med et spædt barn på armen kom lige bagefter, stødte skildvagten pigen ud over fortovet og idet samme hævede kolben af geværet mod konen. Manden som kom bagefter med sit 3. barn på armen, gik da tillige med konen og børnene ud på gaden i sølet. Omtrent 10 til 12 aftener i forvejen fortæller en anden mand også at være blevet vist ud fra samme fortov på gaden af skildvagten. Men da han havde hørt af flere at man ved den afbrændte del af børnehuset havde lov til at gå på fortovet, skal han have henvendt sig til officeren i børnehusvagten som skal have svaret ham at alle har lov til at gå på fortovet ved den afbrændte del af børnehuset. Man ønsker meget at få vished om hvorvidt fredelige indbyggere må gå på berørte fortov uden at udsættes for bortvisning derfra og oven i købet for hård behandling af posterne?

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5041-5042).

Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebroe.

I et af de foregående numre af Politivennen omtaltes det at Nørrebros beboere manglede et par af de goder de lige så vel som stadens indbyggere og Vesterbros beboere kunne og burde besidde, nemlig lygter og vægtere. Dersom de imidlertid ikke fik nogen af disse, så får de trøste sig så godt de kan med at da de i lang tid har undværet dem, så vil de vel også fremdeles endnu kunne undvære dem, indtil en lykkeligere time slår for dem. Og at de når de savner disse goder, er de også fri for de derved forbundne udgifter.

Men nu vil man ifølge rygtet påføre dem et onde der ikke tåler sammenligning med disse og flere lignende mangler. Der siges nemlig at der på Nørrebro skal anlægges hverken mere eller mindre end en dampmølle til melmaling i en af de bygninger af Blågård som ligger ved vejen til Assistenskirkegården, nemlig i den bygning som var indrettet i en del af det så hurtigt her opkomne, men så vidt vides ligeså hastigt igen forsvundne broncefabrik. Det kan vel ikke nægtes at denne indretning måske nok vil svare regning for interessenterne og rimeligt også vil bidrage til at det brændevinsbrænderi der for nogle år siden blev anlagt i en anden af Blågårds bygninger og lovede så meget, men holdt så såre lidt, kan komme i fuld gang, da det jo må være en stor fordel for en brændevinsbrænder at have møllen, så at i sige i samme hus. 

Men om naboer, genboer og enhver af stadens og broens indbyggere der benytter den, især i de senere år så yndede og hyppigt besøgte vej forbi Blågård til kirkegården, ja endog til Frederiksberg, ville finde sig enten tjent med eller endog kun fornøjet ved en dampmølles anlæg på det anførte sted, er et spørgsmål som enhver der har sund menneskeforstand, og som engang har været i en af Skt. Pederstrædes bygninger nær ved volden, eller endog kun i selve gaden, må besvare benægtende, om han endog selv var interessent i dampmøllen eller Blågård. 

For hvem vil vel opslå endnu en bopæl i nærheden af en sådan maskine der hele tiden udkaster og fylder værelser, haver, kort sagt alt med en modbydelig stenkulsdamp, forårsager en skrækkelig larm og rystelse og må opfylde enhver med frygt for ildebrand, især på et sted hvor det vigtigste slukningsmiddel, vand, mangler ved så mange ejendomme? Hvorfra kan ejerne vente erstatning for at de ikke længere kan få deres værelser bortlejede, og i det hele taget for deres ejendommes forringelse på grund af naboskabet med en sådan maskine? Er det i øvrigt alt andet tilsidesat rigtigt at anlægge en sådan tæt ved vejen hvor heste ved larm og røg kan blive sky og afstedkomme skade? Er det rigtigt ved en sådan indretning der kan anlægges på hundrede andre afsides liggende steder aldeles at vansire en af hovedstadens skønneste og mest besøgte forstæder?

Hvorfra skal denne dampmaskine få det fornødne vand? Dog vel ikke fra stadens beholdningssøer. For så ville disses beholdning vist nok temmelig medtages. Hvor vil man lede spildevandet hen uden at det muligt vil bidrage til at opfylde søerne med jord og mudder? Og vil endelig kuldamp og støv ikke når vinden bærer ind over søerne, kaste sig på disse og gøre vandet af samme væmmeligt at nyde?

Skønt alt forestående og det mere der kunne anføres mod dampmølles anlæg på det berørte sted, ikke kan ventes at ville undgå deres opmærksomhed,  som det påhviler at veje grundene for og imod at et sådant anlæg tillades, har man dog anset det for pligt mod sig selv herved offentlig at fremsætte sine modgrunde, og således gøre alt hvad der stod i ens magt, før man overraskes ved den efterretning at dampmøllen allerede stod der.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5037-5041).

Redacteurens Anmærkning

Læserne blev beroliget i Politivennen nr. 320. 16. Februar 1822, s. 5142-5143.

Vindmøllerne fortsatte med at male indtil slutningen af 1800-tallet. Men fra ca. 1825 begyndte de at blive udfordret af industrielle møller, eller valsemøller der kørte på dampmaskiner. De blev opfundet omkring 1770, men mødt med stor modstand fra de magtfulde møllerlaug. Londons første dampmølle blev fx afbrændt 1791 efter at have fungeret i 5 år. De første dampmøller var ikke særlig effektive, og Danmarks første fra 1799 blev ikke nogen succes.

Enevælden var som Politivennens skribent ikke til industrielle forandringer. Hambroes Ris- og Melmølle på Bodenhoffs Plads (1830) blev en enlig svale. Først under pres fra konkurrencen fra udlandet i 1880'erne kom der gang i dampmøllerne: Blegdamsmøllen, Toldbodmøllen A/S (1893), Aktieselskabet Havnemøllen (1903), Møllekompaniet Cerena (1918) og Borgergades Mølle (ca. 1932).

Rygtet dukker op igen i artiklen "Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebro" i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. April 1830, s. 239-245. Og afvises med nogenlunde samme argumentation som ovenstående. Med citat fra bl.a. formanden for oldemandslavet, Ølund, der havde en mølle ved Nørrebros Rundel.